Books by Amalie Skram

Denne roman er første bind af Amalie Skrams hovedværk for første gang i hendes egen retskrivning og indeholder de første tre af i alt fire bøger i romanserien Hellemyrsfolket. Tredje bog fortsættes i andet bind. De udkom oprindeligt i fire bind og blev et hovedværk i nordisk naturalisme.

Denne roman er andet bind af Amalie Skrams hovedværk for første gang i hendes egen retskrivning og indeholder fortsættelsen af tredje bog samt den fjerde af i alt fire bøger i romanserien Hellemyrsfolket. De udkom oprindeligt i fire bind og blev et hovedværk i nordisk naturalisme.

Denne roman er en fortsættelse af "Professor Hieronymus", der omhandler hovedpersonens indlæggelse på Kbn's Kommunehospitals sjette afd.. Amalie Skram beretter videre selvbiografisk om sit rystende ophold på Sct. Jørgen (læs: Sct.Hans Hospital)- en uhyggelig beretning om lægers magtfuldkomne arrogance. Noget lignende ser man desværre den dag idag.

Forraadt udkom i 1892 og er en ægteskabsroman om de ulige seksualitetsnormer, der gjaldt for henholdsvis mænd og kvinder på den tid. Bogen kan ses som Amalie Skrams indspark i sædelighedsfejden, der var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk.

Mennesket indeholder alt, ALT - kvindens frigørelse, både samfundsmæssigt og seksuelt lå Amalie Skram meget på sinde - hun hadede løgn og bedrag. Romanen begynder med at en flok mennesker mødes i en præstegård, hvor selv en præstefrue der elsker sin mand og sine børn bukker under for sine lyster.Romanen er ufuldendt - hvilket ikke har den store betydning, men forklaringen er her:under en Flytning kom Manuskriptet ved en Fejltagelse ind imellem en Bunke kasseret Papir og blev brændt. Der fandtes ingen Afskrift, og Fru Skram, der ikke havde Mod til at sige sin Forlægger, hvad der var sket, arbejdede nu uden Rast paa at skrive det tabte om igen. Dette forfærdelige Arbejde at gøre det om, som hun mente for evigt at have befriet sig for, tog hendes sidste Kræfter.

Romanen Fru Ines har kærlighed, seksualitet, dobbeltmoral og ægteskab som tema og er typisk for Amalie Skram. Dette er den moderne romans gennembrud.

Ind imellem skildringerne af de moderne køns- og ægteskabsproblemer udgav Skram de første tre bind af Hellemyrsfolket. På baggrund af sine erindringer fra opvæksten i Bergen ville hun skrive historien om søskendeparret Severin og Sofie Myre, men den fik hun først fortalt i det sidste bind, Afkom (1898). Først udfoldede hun deres slægtsbaggrund i tre led. Sjur Gabriel (1887) handler om bedsteforældrenes usle liv på Hellen, et klippeskær nord for Bergen. Kun den nøgne selvopholdelsesdrift holder sammen på familien i træhytten på den sure jordlod. Det er Bjørnsons og Magdalene Thoresens (1819-1903) bondefortælling omskrevet til en rå naturalistisk beskrivelse af fattigdommen, snavset, uvidenheden og brutaliteten over for de alt for mange børn.De to næste bind følger sønnesønnen Sivert, som står til søs i To Venner (1887) og går i land i S.G. Myhre (1890). Det norske samfund i midten af 1800-tallet beskrives med købmanden og skibsrederen foroven og alle deres ansatte nedenunder. Sivert bliver butiksdreng hos købmanden, men da han i ungdommelig uskyld har samleje med husets datter Lydia i havens lysthus, bortvises han. I Hellemyrsfolket er mændene hovedpersoner, men eftersom de tilhører underklassen, minder deres situation om overklassefruernes i ægteskabsromanerne. De er fastholdt i et socialt mønster, der er lige så stærkt som kønnets biologi. De fattige bærer alle på en knust drøm. De udbyttes og afstumpes følelsesmæssigt af de rige, som suger alt overskuddet til sig og danner følsomme intimsfærer. Det statiske samfund beskrives også sprogligt i kontrasten mellem 'strile'sproget, som bergenserne kaldte omegnsbøndernes sprog, og bergensisk. Personerne skifter sprogleje, når de bevæger sig mellem klasserne.Sivert er en fantast, han drømmer om social opstigning og dræber sin fordrukne bedstemor, for at hun ikke skal ødelægge drømmen, ligesom bedstefaderen i sin tid dræbte sit nyfødte, uægte barn. Sivert bliver gift med skibsrederens forførte tjenestepige Petra, der havde drømt om at blive skibsrederfrue, en lod, som i stedet tilfalder Lydia. Økonomiske og seksuelle forbindelser krydses, indtil alle uvægerligt ender i deres egen klasse i det statiske samfund. Afkom (1898) fortæller om Siverts og Petras ulykkelige hjem og børnenes på forhånd dømte forsøg på at frigøre sig til en mildere skæbne. Sønnen går i gymnasiet med skibsrederens søn, men hænger sig, da han af pur nød har bestjålet ham for lidt småpenge.(Store Danske Encyklopædi)

Som en kontrast til professor Hierononimus og hans rædselsregimente bliver Else endelig i dobbeltromanens andet bind overført til Sct. Jørgen, hvor en helt anden stemning hersker under en menneskelig overlæge, der behandler sine patienter med indføling og nogen respekt, og Else kommer sig her efter et relativt kort ophold og kan lade sig udskrive. Men etiketten sindssyg klæber stadig ved hende, den vil ingen fjerne, hun kan ikke få en attest på, at hun er rask, selv om hun aldrig har været sindssyg, men blot i en krise. Skram rejser i værket spørgsmålet: Hvem er egentlig sindssyg, hvem kan definere hvem der er syge - og med hvilken ret? Blandt de mange stakkels patienter var professor Hieronimus måske i virkeligheden den mest gale?Værket blev udgivet som et opgør med institutionernes umenneskelighed og tilfældige og afsporede behandling af patienterne. Skram blev faktisk advaret mod at udgive det, da man frygtede, at afsløringen af hendes psykiske krise kunne ramme hende selv. Men værket gav anledning til en offentlig debat og en egentlig undersøgelse af forholdene, og virkelighedens professor Hieronimus, den dengang kendte overlæge ved Københavns Kommunehospital Knud Pontoppidan måtte efterfølgende trække sig fra sin stilling.Historien om Else Kant blev på den måde også et stykke dansk psykiatrihistorie. Dobbeltromanen er den dag i dag med sin ubarmhjertelige realisme og høje kunstneriske niveau et meget vedkommende værk, der stiller det stadig aktuelle og foruroligende spørgsmål om, hvad der er galskab, hvem er egentlig de gale?(Litteratursiden)

Stof fra det tidligere ægteskab præger Amalie Skrams første roman, Constance Ring (1885), der er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv.

Lucie er en roman av den norske forfatteren Amalie Skram, utgitt i 1888.Romanen er en tematisering av klasseskiller, og av samtidens seksualmoraldebatt, som blant annet var kommet til uttrykk i Christian Krohgs roman Albertine to år tidligere. Hovedpersonene er advokaten Theodor Gerner og hans kone Lucie. Lucie var en attraktiv og seksuelt erfaren kvinne som hadde vært danserinne og Gerners elskerinne før de to giftet seg. Gerner er eldre enn Lucie, og er en rik enkemann.Romanen skildrer begge hovedpersonene som bundet av sine forutsetninger. Deres klassebakgrunn, erfaringer og forhistorie gjør det vanskelig for dem å møte hverandre. Gerners sjalusi mot Lucies fortid er en drivkraft gjennom romanen. Hvordan hennes livskraft kues er et annet motiv. Lucies historie er en tragisk historie om fallet ned fra den velstand og lykke hun hadde oppnådd. Etter en krangel rømmer hun fra hjemmet, og blir overfalt og voldtatt ute i byen. Da hun senere i barselseng føder et barn som har den samme føflekk som voldtektsmannen, blir hun hysterisk og dør fire døgn senere.Språklig varierer Skram talemålet mellom de forskjellige personene: Fra dannet overklassespråk til Vikamål.(Wikipedia)

Fru Inés er en roman av den norske forfatteren Amalie Skram, utgitt i 1891. Romanen ble først utgitt sammen med noen noveller under tittelen Kjærlighed i Nord og Syd.Romanen regnes blant Skrams ekteskapsromaner, sammen med Constance Ring, Forraadt og Lucie. Hovedpersonen Inés er spansk, gift med en «rik, brutal og pervers gammel svenske»[; paret bor i Konstantinopel. Inés søker å forstå sin egen kvinnelighet og seksualitet, særlig sin manglende evne til seksuell nytelse. Romanen karakteriseres som «den dristigste og også dystreste utforskningen av frigiditetens årsaker og av den kokette kvinnens følelsesliv».[Et forhold som hun innleder til en ung engelskmann fører henne ikke videre, men ender tvert imot med begges død.(Wikipedia)

"Professor Hieronimus" er antipsykiatri tres år før Laing. Og en glasklar skildring af, hvordan et følsomt kunstnersind kan nedbrydes af en repræsentant for den etablerede psykiatri.Wikipedia skriver om bogen:Professor Hieronimus er en roman av Amalie Skram som utkom i 1895. Den forteller om malerinnen Else Kant som bryter sammen under presset ved å være både hustru, mor og kunstner. Hun lider av selvmordstanker og søvnløshet. Hennes mann og huslegen oppfordrer henne til å søke hjelp hos den berømte Hieronimus. Dette går Else med på, siden hun selv føler hun trenger å komme seg bort litt og slappe av. Besøket hos Professor Hieronimus blir ikke helt som hun hadde forventet. Han har ikke engang snakket med henne før han bestemmer seg for at hun er sinnssyk. Hun blir plassert blant gale mennesker på en lukket avdeling og møter løgnaktighet og maktmisbruk fra de som skulle hjelpe henne. Hun blir ikke hørt og får ikke møte sin mann. Til slutt blir hun sendt til sinnssykehuset St. Jørgen, og her begynner neste bok i serien.

Amalie Skram skrev indimellem også skuespil hvis temaer flugter med hendes romaner. Her er et af dem, som handler om en fraskilt kvinde, Agnete, der på trods af tidens fordømmende meninger om fraskilte, modtager det ene ægteskabstilbud efter det andet. Hun er heller ikke helt almindelig, hun er både forvirret og tyvagtig.

Kunstneren Else Kant er blevet indlagt på sindssygehospitalet Sct. Jørgen, hvor hun desperat forsøger at få lægerne til at forstå, at hun ikke er sindssyg og ikke har noget at gøre der. "På Sct. Jørgen" er en direkte fortsættelse af "Professor Hieronimus", hvor vi fulgte kunstneren Else Kants uberettigede tvangsindlæggelse på et sindssygehospital. Begge bøger er baseret på forfatterens egne erfaringer fra sine ophold på sindssygehospitaler i 1890’erne, og det er hendes hensigt at give læseren indblik i den mulighed lægerne har for at misbruge deres magt over patienterne.I "Professor Hieronimus" og "På Sct. Jørgen" trækker forfatteren Amalie Skram på erfaringer fra sine egne indlæggelser på sindssygehospitaler i 1890’erne. Bøgerne gav de norske læsere et hidtil uset indblik i det psykiatriske systems mangler og faldgruber.Amalie Skram (1846-1905) var en norsk forfatter og feminist. Hun skrev inden for genren naturalisme, og i sine talrige romaner forsvarede hun kvinders rettigheder og udforskede kvindens psyke og livsvilkår. Amalie Skram anses for at være den vigtigste kvindelige forfatter inden for Det moderne gennembrud.

Dr. Holm, som er leder af et sindsygehospital, går selv hen og bliver sindsyg. Han indlægges på sit eget hospital med fatale følger - men der er en forhistorie.

Hellemyrsfolket er Amalie Skrams hovedværk. S. G. Myre er den del af dette. Bogen er på norsk, men burde dog med lethed kunne læses af den dansker.Bemærk: Denne bog er, for nøjagtighedens skyld, scannet på en sådan måde, at alle "usikre" ord er erstattet af den originale bogtekst. Disse ord kan forekomme mørkere.

Amalie Skram er født i Bergen 1846, og døde 1905. I 1900 udgav hun sin sidste roman, Julehelg, som er præget af religiøs kærlighedsmystik. Hun var gift med den danske forfatter Erik Skram, men blev separeret fra denne. Denne udgave er fremstillet efter den originale 1'ste udgave.

Som bekendt var Amalie Skram, der forøvrigt var gift med den danske forfatter Erik Skram, oprindeligt fra Norge. Derfor er flere af hendes værker skrevet på norsk - eller måske rettere "halv-norsk". Sagen er den, at det norsk man skrev omkring år 1900, var så tæt på dansk, at man uden vanskelighed kunne læse det både i Danmark og naturligvis i Norge. Det vil derfor heller ikke volde synderlige vanskeligheder den da idag, at læse disse fortællinger, som alle handler om kvindens lod.