Books by Arne Ipsen

Bogen er en historisk-topografisk tur, inspireret af digterpræsten Jens Christian Hostrups folkekære skuespil og naturglade erindringer fra 1800-tallet. Tre af skuespillene blev opført på Det Kongelige Teater i 1848: Genboerne, En Spurv i Tranedans og Eventyr på Fodrejsen.Hostrup voksede op i København, omgivet af volde, men med grønne områder. Familien tog ofte ud til landsbyen Valby og hovedstadens omegn. Skuespillenes nævnte rækkefølge harmonerer med bogturens rute. Regensen inspirerede Genboerne, Fortunkroen i Dyrehaven En Spurv i Tranedans og Kokkedal Slot, hvor Hostrup var huslærer, Eventyr på Fodrejsen. I Espergærde fik Hostrup et sommerhus som gave af sin menighed.Historiske billeder og Bent Katzeff og Pia Gissels tegninger sætter ”scenebilleder” på turen.Guldalderdigteren Hostrup har ikke fået stor anerkendelse i nyere tid. Men hans skuespil er klassikere. Hostrup blev ”brobygger” mellem samfundsgrupper.Med Bent Katzeffs akvarel på forsiden skal vi forestille os Hostrup nyde den åbne udsigt fra Fortunen mod København. Pia Gissels vignet på bagsiden er symbol på naturglæde.

Bogen giver et bud på børn og ældres fællesskab omkring kulturelle aktiviteter. En opdigtet mormor, Jytte, og hendes opdigtede børnebørn, Pia og Henrik, omgiver mormors modelteater for at båndindtale replikker til et skuespil om Københavns historie. Først fortæller mormor barndomsminder fra 1950’erne – identiske med forfatterens. Radioudsendelser, teater og andre kreative oplevelser var lyspunkter i efterkrigstiden. I læsestykket er mormor fortælleren. Børnebørnene er med i handlingen og møder historiske personer. Mormor voksede op i Jylland, og forældrene havde sommerhus på Bornholm. Hun var ikke glad for at skulle bo i København. Boligen over for Kongens Have blev en redning, og det er et plus, at børnebørnene bor i nærheden. Bogens billeder kan måske inspirere familier til dekorationer og dvd-film. Aktiviteten kan måske også inspirere til andre fællesoplevelser. Forsidebilledet er Bent Katzeffs akvarel, bagsidebilledet et historisk foto fra Højbro Plads. Uddrag af bogen Scene 3: Danskernes teltlejr foran byen Arkona på et højdedrag. HENRIK: – Biskop Absalon, jeg har fået en idé! Se deroppe, græstørvene foran porten er begyndt at falde sammen. Der er et hul mellem tørvene og den øverste del af porten. Hvis nogle af os nu står tæt på volden, så kan venderne ikke se os. Og hvis vi sætter nogle spyd i bakken og laver en stige, så kan jeg kravle op og tage imod noget halm og sætte ild til græsset i hullet. ABSALON: – Det lyder godt. Skal du have en fakkel med for at kunne tænde ild?HENRIK: – Nej, jeg har stål og sten i lommen. ABSALON: – Det var da fantastisk. Dreng, du går ind i Danmarks historie. Jeg vil sige til min skriver, Sakse, at han skal omtale denne gerning i den danske krønike, som han er ved at skrive. Om forfatteren ARNE IPSEN var i mange år journalist ved ugeavisen Det Grønne Område i Lyngby-Taarbæk, med museumsvæsen, teater og ældreområdet som stofområder. Forfatter og medforfatter til bøger om topografi og folkeminder, flere af dem med relationer til fødeøen Bornholm. Desuden tidsskriftartikler om københavnshistorie og foredrag i ældrekredse. Historie og fortælleglæde er særlige drivkræfter.

I årets Fynbog skal vi høre om komponisten Edvard Griegs forhold til Carl Nielsen og H.C. Andersen og lære mere om Fyns Amts Avis’ historie. Vi skal på slotsbesøg – både Odense Slot, hvor den senere Frederik 7. og grevinde Danner slog deres folder, og på Valdemars Slot, som har utallige store navne knyttet til sin historie. Vi får historien om Chris Madsens urolige år på Fyn, inden han endte som højt respekteret marshal i USA, ligesom vi bliver klogere på, hvordan det var at gå i realen på Mulernes Realskole i Odense i tresserne. Det bliver også til beretningen om, hvordan Fyn afhjalp en livskrise og førte til både den store kærlighed og en karriere i politik til gavn for øen tillige med en mindeartikel om forfatteren Henning Ipsen og hans forhold til Fyn i almindelighed og Kerteminde i særdeleshed. Nordfyns store turistattraktion Ladbyskibet får også nogle ord med på vejen, og en af Odenses ildsjæle fortæller om, hvordan VUC ændrede hans liv. Til slut runder vi af med at udfolde nogle fynske trolddomssager fra 1600-tallet – en artikel, der også rummer et gammelt fif til afhjælpelse af impotens!

Scenen i den dokumentariske fortælling er kysten mellem Rønne og Hasle. En opdigtet person, Holger Kofoed, fortæller børnebørnene Ingrid og Ivar kystens realistiske og farverige historie. Nedkæmpelse af sandflugten, skovplantning, kulgravning og teglværksindustri, med Hasle Klinker & Chamottestensfabrik som højdepunktet, skabte en smuk, blomsterrig og attraktiv natur. Morfar fortæller om arbejde og mennesker i området, bl.a. om fodboldstjernen John Faxe Jensens familie. Ingrid og Ivar bor i Virum – tæt på Frilandsmuseet. Her får hele familien fællesglæder. Men alle glæder sig hvert år til sommerferien i Sorthat. Her laver mormor bornholmske egnsretter, og morfar er historieguide. Bogens forsidebillede er Bent Katzeffs fantasitegning af morfar og tvillingerne foran Pyritsøen, hvor der blev gravet ler til klinkerfabrikken. Bagsidens billede er Ingrid Oldenburgs foto af et andet, nærliggende yndlingsområde: Sorthatrevet. Menneskers beretninger har stor betydning for historieformidling, og bedsteforældre har meget at fortælle. Uddrag af bogen Dampmaskinen var Bornholms første, og Lambrecht var en dygtig leder. I 1846 var der ikke mere for ham at lave her, så han rejste tilbage til Flensborg. Men et par år efter havde kulværkerne brug for ham igen. Selveste amtmanden pressede på for at få Lambrecht tilbage. Det blev svært, for netop i 1848 var der udbrudt krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten. Men det lykkedes at få lusket Lambrecht til Bornholm.” Morfar holder et par sekunders pause, mens tvillingerne ser spændt på ham, og han fortsætter: ”Der blev sendt et skib uden lanterner afsted. Det ankrede op i Eckernførde Fjord. En jolle blev sendt i land og hentede i nattens mulm og mørke familien Lambrecht. Om forfatteren ARNE IPSEN havde sin barndom i Hasle, tæt på ”Kulkysten”. I mange år journalist ved den lokale ugeavis Det Grønne Område i Lyngby-Taarbæk – med Frilandsmuseet som et af stofområderne. Forfatter og medforfatter til bøger om egnshistorie. Historie, folkeminder og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.

I denne anden årgang af Fynbogen kommer vi vidt omkring. Der er levende barndomserindringer fra både 1940’ernes Faaborg og 1950’ernes Odense. Vi besøger Ellen Marsvin og Christian 4. på Lundegaard ved Nørre Broby, og i Horne møder vi en vaskeægte helt fra Grevens Fejde. Det bliver også til en skildring af landpostbudenes arbejde gennem 150 år og et møde med en rigtig landsbyoriginal i Hårslev på Nordfyn. Den ældste fynbo, den 10.000-årige Koelbjergkvinde – der måske viser sig at være Koelbjergmanden – får vi også hilst på. I anledning af 500-året for Reformationen kastes der nyt lys over Hans Tausen – ’den danske Luther’ – som viser sig at være adelssøn. På Hagenskov Gods tager Britta Caroc Schall Holberg imod og fortæller om familiens forhold til Fyn. Endelig præsenteres det ældste digt om Fyn af barokdigteren Jens Steen Sehested – et digt, der muntert priser alt fynsk lige fra det gode øl til de smukke landskaber. 12 artikler, der med et rigt billedmateriale fortæller oplysende og underholdende historier om Fyn.

Denne rigt illustrerede bog fortæller historie fra forfatterens bornholmske fødeby Hasle. Om havnen og tidligere tiders fiskere og røgerifolk. Desuden minder fra nærområdets fiskerlejer: Helligpeder og Teglkås mod nord og Sorthatrevet mod syd. I ledige stunder og om aftenen sad fiskerne omkring Stenbordet ved Hasle Havn – i solnedgangens ’Hasleglans’.Forsidens billede er Bent Katzeffs tegning af drengen Sven Olaf Kjær og hans morfar, fisker Jens Holm. De mødtes daglig i 1950’erne. Sven Olaf har derefter fulgt havnens udvikling frem til i dag, hvor han er medlem af havnens brugerråd. I bogens centrale kapitel får læseren Sven Olafs personligt oplevede havnehistorie.Andre farverige fortællere er teatermanden Rudy Hassing, der havde sin barndom i Hasle, Lokalhistoriens formand, Richardt Vang-Olsen, der voksede op i Helligpeder, og Kaj Hansen, der fortæller historien om Hasle Havns Venner. Hasles sidste gamle fisker, Knud Finne, mindes en dramatisk hændelse, hvor Hasle udviste omsorg og fik belønning.Hasle Havn er blevet stærkt udvidet siden 1950’erne. Lystbåde præger havnen, og der er tomt omkring Stenbordet. Men to silderøgerier er henholdsvis museum og velbesøgt spisested – som har haft kongelige besøg. Havnen har et museum, og havnevennernes klubhus er et socialt præget sted.Beretninger, nedskrevne og mundtlige, fra fiskere, røgerifolk og havnefolk har gjort det muligt at skabe tidsbilleder fra et minderigt område.Uddrag af bogenSven Olaf Kjær:”Fiskerne var prægtige mennesker, og der er særlig to, jeg mindes med varme. Knud Finne kunne snakke med alle. I nyere tid gik han ved lystbådehavnen, hvor han kom i snak med forskellige mennesker. Han blev ofte inviteret på en kop kaffe. Og så var der Johannes Lind. Han var altid åben og positiv. Fiskerne var gennemgående ydmyge og blufærdige, men Johannes Lind var så åbenhjertig og gav ud af sig selv. Alle fiskerne kendte hinanden, og selv om de var uenige i meget, så var det som en stor familie.”Om forfatterenARNE IPSEN var i mange år journalist ved ugeavisen Det Grønne Område i Lyngby-Taarbæk med historie, teater og socialvæsen som stofområder. Forfatter og medforfatter til en række bøger om lokaliteter på fødeøen Bornholm, i Københavns nordlige omegn og på Christianshavn. Historie, folkeminder og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.

Denne bog indeholder barndomsminder fra det nordvestsjællandske landsogn Undløse. Dermed giver den også et tidstypisk billede af livet på landet i årene efter Anden Verdenskrig. Forfatteren fortæller om skolegang, fritid, børnelege dengang, familietraditioner, spilopper og hverdagsliv på den gård, hvor hun voksede op.Undløse sydvest for Holbæk er et lidt hengemt landsogn. Men sognet har danmarkshistoriske minder. I et kapitel i bogen fortæller forfatter og tidligere journalist Arne Ipsen Undløses historie i store træk. Fra dengang biskop Absalon ejede det meste af Undløse og byggede kirken, om kalkmalerierne, der kom med i den danske kulturkanon, om Hvideslægten, stedsagn og Undløses udvikling. Ved Undløse ligger det smukke Kongsdal gods. Det har haft historiske ejere som marsk Stig Andersen og konseilspræsident Jacob Estrup, som var afholdt i sognet.I 2015 fik Ingrid Oldenburg udgivet sin første bog Min oldefars købmandsgård. Familiehistorie fra Fredericia. Takket være meget fortællende forældre fik hun mange beretninger om både hverdagslivet i købmandsgården og Undløseområdet. Den nye bog kan derfor læses som en fortsættelse af den første om en familie med stærke slægtstraditioner.Uddrag af bogenEt år, hvor vi var blevet større, var jeg med ude nytårsaften. Da gik det ud over en nærliggende gård. Gårdejeren kom i vores hjem og spillede skak med min far. Men drengene besluttede, at de ville lave sjov med ham. På det tidspunkt havde gårdejeren en del grus på gårdspladsen. Drengene bar en masse grus hen foran hoveddøren, og de mente ikke, gårdejeren var hjemme. Men han havde bare slukket lyset og stod bag et gardin og kiggede ud gennem vinduet for at se,, hvad der blev fundet på.---Vi kom snakkende og grinende, og da vi var under grantræet, trykkede gårdejeren på en af grenene, så den faldt ned i hovedet på os. Vi blev forskrækkede. Gårdejeren sprang ned fra træet, grinede og sagde: ”Nå, det havde I nok ikke regnet med. Og I kan ikke nægte, at det var jer, der gjorde det. Jeg stod bag gardinet og så det hele.”Om forfatterenINGRID OLDENBURG er født på Undløse Overdrev nær Holbæk under Anden Verdenskrig og blev uddannet som både sygehjælper, hudterapeut og kosmetolog. Hun har arbejdet inden for hospitalsvæsen og ældreomsorg. Efter sin første bog, Min oldefars købmandsgård, der udkom i 2015, fik Ingrid Oldenburg udgivet romanen Slægtsgården Gilbertsgård i 2017.

Bogen Alvor og livsglæde på heden bliver fortalt som en tur med spændende oplevelser og eftertanke for hele familien. Den jyske hede fylder ikke meget i det naturskønne Midtjylland, men minderne om Alheden er sikret takket være billedkunstnere og digtere, især Steen Steensen Blicher og Jeppe Aakjær.Dertil kommer oplevelsescentrenes levendegørelse af minder og historier. Bogen fokuserer specielt på egnen omkring Grønhøj, Frederiks og Daugbjerg. I Kongenshus Mindepark oplever vi den oprindelige jyske hede. Grønhøj Kro byder på landbrugsmuseum og museum for kartoffeltyskerne, der forvandlede en del af heden til frodig landbrugsjord. Desuden Danmarks eneste store Morten Korch-museum. Det giver livsglæde gennem filmglimt og beretningen om en folkekær forfatter med hjerte for hverdagens mennesker.Daugbjerg Kalkgruber har minder om både krævende indsats og den sagnomspundne røver Jens Langkniv, ”Danmarks Robin Hood”. I kartoffeltyskernes enkelt udformede Frederiks Kirke stråler Maja Lisa Engelhardts kirkekunst. Familierne får varme indtryk i denne del af udkantsdanmark.Uddrag af bogenUde på heden fandt Jens en sø. Midt i søen var der en ø, og der kom han til at bo sammen med en kronhjort. Når man ville ud til øen, skulle man gå ad en sti, der var dækket af 20 centimeter vand. Den jyske hede var kongens jagtområde. En dag var kong Christian den Fjerde på jagt ude på heden, og han skød efter Jens’ kronhjort, der blev såret. Kongen red efter hjorten, der flygtede ad vandstien til øen. Kongen fulgte efter og dræbte hjorten.Så kom Jens til stedet og bebrejdede kongen, at han havde skudt hans gode ven. Jens fik at vide, at han talte med kongen – som havde vanskeligt ved at komme i land. Kongen sagde: ”Du må ønske, hvad du vil, hvis du viser mig stien fra øen!” Jens havde kun ét ønske: at hans mor ikke mere blev anklaget som heks. Det lovede kongen, og han blev hjulpet i land. Men først et år efter kom kongen i tanke om sit løfte, og da var Jens’ mor blevet brændt som heks.Om forfatterenArne Ipsen var i mange år journalist ved ugeavisen Det Grønne Område med historie, teater og socialvæsen som stofområder. Forfatter og medforfatter til en lang række topografisk-folkloristiske bøger om lokaliteter på fødeøen Bornholm, i Københavns nordlige omegn og på Christianshavn. Folkekultur og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.

Tale-hørepædagog og dramaturg Annette Ipsen skrev omkring 1980 et episk (fortællende) skuespil om et ægtepar, der begge er døve, og deres hørende datter, som fra barnsben må være tolk for sine forældre. Stykket er en dramatisering af Joanne Greenbergs roman I dette tegn. Det var tæt på at komme i TV-Teatret, men det blev for vanskeligt at sætte stykket op.Senere fik Annette et samarbejde med skuespiller og instruktør Malene Krogh omkring dramatiseringen af et H.C. Andersen-eventyr for døve, tiltænkt som bidrag til H.C. Andersen-festivalen i 2005.Skuespillet I dette tegn er en mindebog om et engageret menneske med indledende biografi og efterfølgende interview med Malene Krogh, der blev stærkt interesseret i døveteatrets muligheder.Med denne bog udsendes skuespillet i øvrigt som læsestykke for en bredere kreds. I håbet om at stykket kan medvirke til øget forståelse mellem døve og hørende og måske inspirere mennesker, der arbejder med døveteater.Uddrag af bogenABEL: Hvem har fortalt ham det? Hvem har fortalt ham, at vi blev ydmyget? Hvem har fortalt ham, at vi skabte problemer?MARGARET: I har aldrig været et problem, ikke for ham.ABEL: Og du – også du. Du har haft et lykkeligt liv. Der var ingen problemer.MARGARET: Har I glemt en pige, der måtte diskutere med en kistesnedker? Var der ikke en ung pige, som fortalte en fremmed doktor om sin mors kvindebesvær, og måtte hun ikke forklare hans svar uden at vide, hvad det betød? Var der ikke hver eneste dag … Jeg er ked af det, jeg er så ked af det. Jeg havde aldrig, aldrig tænkt at sige det. I må undskylde, vil I ikke nok tilgive mig, jeg er bare træt og ude af mig selv i dag … jeg er så ked af det.Om forfatterenANNETTE IPSEN var tale-hørepædagog, og tog desuden eksamen i teaterhistorie og dramaturgi. Ved siden af et engageret virke blandt børn med tale- og høreproblemer havde hun en teaterlidenskab. Annette og hendes mand, Arne Ipsen, var med i teateraktiviteter, bl.a. som skrædderparret i Kaj Munks Ordet, og sammen fik de udgivet to lokalhistoriske bøger.

Tiden efter Anden Verdenskrig var hård og sammenbidt, men også præget af behov for fælles kulturoplevelser. Ikke mindst omkring radioen. Det lyder måske underligt i en tid med avanceret TV og iPads. Men mange danskere født omkring 1950 og tidligere mindes radioglæderne og tiden, hvor sangkor, orkestre, teatergrupper m.m. blomstrede.1950’erne blev Børneradioens, ja i det hele taget radioens, guldalder. Hos børnene steg forventningerne, når der klokken 16.20 blev sagt: ”Goddag, allesammen!” Især hørespillene kunne samle børn og unge, ofte også voksne.Bogens forfatter mindes personlige radioglæder og udviklingen af et sangkor og bornholmske teaterglæder. Forfatteren har samlet oplysninger i Danmarks Radios arkiv og interviewede engang radioens tidligere ’Onkel Kai’. Dr.med. Henning Kirk fortæller om sin tid som Juniorscenedreng, og maleren Bent Katzeff fortæller om oplevelser i Børneradioens maleklub. Blandt citaterne i ’Efterord og eftertanke’ fremhæves især skuespilleren Vigga Bros meninger som stærke udtryk for børnekulturens betydning for menneskers udvikling.Uddrag af bogenInd imellem oplevelserne med børnebøger og hørespil søgte vi børn ud til skovstranden mod syd. Her i den uberørte natur mellem silderøgerierne og ’Kultippen’ kunne jeg forestille mig handlingen i børnebøger og hørespil … Skovområdet kunne sagtens blive til sceneplads for Børnene i Nyskoven. ’Kultippen’ kunne blive et eller andet bjerg i et fremmed land.Om forfatterenArne Ipsen var i mange år journalist ved ugeavisen Det Grønne Område med historie, teater og socialvæsen som stofområder. Forfatter og medforfatter til en lang række topografisk-folkloristiske bøger om lokaliteter på fødeøen Bornholm, i Københavns nordlige omegn og på Christianshavn. Folkekultur og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.

Nøddebo Præstegaard er et uforgængeligt stykke af vores kulturarv. Skuespillet har til stor fornøjelse været opført på de danske scener i over hundrede år, og romanen studeres stadig. Men hvor mange ved egentlig, at Nøddebo ikke blot findes i den fri fantasi? At Henrik Scharling ikke bare greb omgivelserne og karaktererne ud af den blå luft, da han under Nilens bagende sol skrev sit manuskript?Med Vejen går til Greve præsenterer Arne Ipsen en letlæselig og informativ historie for hele familien. Rammen er en familieudflugt, hvor bedsteforældrene og deres børnebørn besøger de historiske lokaliteter, der i sin tid inspirerede Scharling. Ind i denne beretning flettes grundigt researchede informationer og indsigter, der lærer os om, hvor langt vi som samfund har udviklet os på ganske kort tid. Om de gode fremskridt, vi har gjort, og de ærgerlige tab, vi har lidt og glemt undervejs. Det kæder den idylliske fortælling om præstegården sammen med nutiden på en helt ny måde, og gør igen den klassiske fortælling vedkommende og relevant.Uddrag af bogen:Efter rundturen i kirken går familien ned til Greve Bygade.De står et øjeblik foran parken med Greve Kirke og præstegården i baggrunden, og morfar siger drømmende: ”Jeg ser for mig hovedpersonerne i Nøddebo Præstegaard. Den ranke pastor Blicher står der med favnende arme. Gamle og den stille, blide Emmy står til venstre, Corpus Juris og den mere rappe Andrea Margrethe til højre. Fru Blicher står i hoveddøren og kalder på dem. Nicolai, han løber rundt mellem dem alle sammen, og så er der –””Nu tror jeg, vi skal se på vores madpakker,” siger mormor. ”Du skal jo nå at fortælle mange ting, før vores forestilling er forbi.”Om forfatteren:ARNE IPSEN er uddannet som journalist og arbejdede i årtier ved den lokale ugeavis Det Grønne Område i Kgs. Lyngby. Her skrev han om historie og teater og ældrestof. Han er forfatter og medforfatter til en lang række egnshistoriske og folkloristiske bøger, og interessen for historie og socialkultur er en særlig drivkraft.

Danmark har haft postvæsen siden 1624, men fik først i 1860 landpostordning i begrænset omfang. Stationsforstanderen i Holte kæmpede for fuld omdeling i sit landdistrikt, og efterhånden blev der oprettet landpostruter over hele landet. De første landpostbude travede af sted i alskens vejr. Derefter blev cyklerne langsomt udbredt, og fra 1960 kom bilerne i brug. Strabadserne kunne opvejes af naturoplevelser, skiftende årstider, menneskelige oplevelser omkring kaffen og håndsrækninger til folk. Landpostbudene er også populære i dag. De har mindre tid til kaffen, men har til hver en tid bragt opmuntring. En både diskret og medlevende folketype har skabt et stykke danmarkshistorieDenne bogs forfatter og bidragydere fortæller personlige minder og nedskrevne overleverede historier. Enkelte beretninger fortælles af personerne selv. Bogen bringer en postmesters historie og slutter med et landpostbuds beretning om hverdagen nu sammenlignet med før. Post & Tele Museum i København har bistået med historier og billeder fra hele landet.Uddrag af bogen:”Søen var bundfrossen, blev der sagt, så der kunne intet ske ved at vove sig ud på isen. Men allerbedst som jeg trak cyklen, forsvandt isen under mig. En kilde, blev der sagt bagefter. Men nu stod jeg her i vand til navlen, og måtte selv bjerge mig i land i mine tykke, våde vadmelsbukser. I aftægtshuset hos Bertha blev mine våde bukser skiftet ud med det, hun havde ved hånden. Jeg kunne ikke cykle rundt i de våde bukser, der indeholdt to liter vand, sagde Bertha, så ville jeg pådrage mig en lungebetændelse eller det der var værre, sagde hun. Så jeg måtte iføre mig en af hendes sorte kjoler, der nåede helt ned til anklerne. Det var ikke let at cykle i den kjole.”Om forfatteren:Arne Ipsen er født på Bornholm, blev uddannet som journalist og arbejdede i årtier ved ugeavisen Det Grønne Område i det historisk spændende Lyngby-Taarbæk. Han er forfatter og medforfatter til en lang række topografisk-folkloristiske bøger om lokaliteter på Bornholm, i Københavns nordlige omegn og på Christianshavn.