Books by Arne Johan Vetlesen

This book engages with the changing ways in which we, as a society and culture, look upon and interact with animals, stressing how much animals differ among themselves.

Den norske filosofiprofessor Arne Johan Vetlesen har arbejdet med fænomenet ondskab i flere årtier - og i denne bog studerer han en række historiske eksempler på grusomheder, bl.a. terroraktionerne den 22. juli 2011 i Oslo og på Utøya. Det er drivkraften bag ondskabens ugerninger, der er under luppen, og svarene er ikke entydige. For skal fokus lægges på den ideologi i hvis tjeneste ondskaben udfoldes, eller skal vi snarere forsøge at forstå den individuelle psykologi hos gerningsmanden? Hvilken status har følelserne? Er det sådan, at gerningspersonerne giver frit afløb for deres indestængte aggressioner, når de voldtager, lemlæster eller dræber? Eller er det modsatte tilfældet: at der må lukkes af for følelserne, for at den onde handling kan udføres? Og hvad med ofrene for ondskab og deres efterladte? Kan vi kræve, at de skal bidrage til forsoning? Bør vi tilgive den grusomme gerningsmand i stedet for at bære nag - eller findes der simpelthen utilgivelige handlinger? Målet med bogen er at gøre os bedre rustet til at forklare og modvirke ondskab. "Samfundets ansvar består i at samle alle gode kræfter i arbejdet for, at så få som muligt udvikler den form for sårbarhed, som gør dem modtagelige for budskabet om, at det er ’os mod dem’, at fanatisme og brug af vold er svaret – det ’berettigede’ svar – på reelle problemer og bekymringer. Disse problemer og bekymringer er knyttet til fraværet af livsmening og til en truet identitet, en såret selvfølelse og afmagt i mødet med strukturel diskrimination i et samfund, hvor de eneste kilder til anerkendelse er knyttet til individets egne kompetencer og præstationer.” – fra forfatterens forord til den danske udgave

This text focuses on the indispensable role of emotion, especially the faculty of empathy, in morality. It contends that moral conduct is severely threatened once empathy is prevented from taking part in an interplay with cognitive faculties in acts of moral perception and judgment.