Books by Arno Geiger

When his father develops Alzheimer's, Arno Geiger must finally get to know him properly. His father was conscripted from his Alpine village into World War II as a 'schoolboy soldier' - an experience that marked him. This intelligent, moving and often funny account shows us that whatever happens, a human being retains their past and their character.

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en."Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far."Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie. LEKTØRUDTALELSE"Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen. Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham tæt de sidste år. God at læse for alle med demens inde på livet (...) En meget tæt og bevægende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende. Bogen kan med sine mange eksempler hjælpe andre i samme situation."ANMELDERNE SKREV"Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det?"- Litteratursiden"...rørende og indsigtsgivende - en meget værdifuld håndsrækning til enhver, der i dag er i berøring med sygdommen hos op mod 90.000 demensramte danskere."- Politiken"Tankevækkende østrigsk bog om demens."- Jyllands-Posten

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.’Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far.’Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.’Jeg vækker far ved nitiden. “Vil du ikke op?” spørger jeg ham venligt. Og for at sprede lidt optimisme tilføjer jeg: “Sikke et dejligt liv, vi har.”Skeptisk stabler han sig på benene. “Ja, det har du måske.” Jeg rækker ham hans sokker.Han betragter sokkerne i nogen tid med øjenbrynene løftet og siger så: “Hvor er den tredje?”’

Philipp har arvet sine bedsteforældres hus og bruger foråret og sommeren på at rydde op i familiens gemmer. Han er forfatter med et løst forhold til en gift meteorolog, og til trods for han forsøger at fortrænge familiens historie, trænger den sig på. Vi følger hans bedsteforældre med den stive patriark, hans forældre, hvor faren kæmpede for Hitlerjugend under krigen og hans egen situation, der på alle måder er uafklaret. Vi har det godt er en roman om den hurtige nutid og den hårdnakkede fortid – en roman for familiemennesker og familiehadere.Arno Geiger modtog i 2005 "Deutscher Buchpreis" for "Vi har det godt".Synk ned i lænestolen og giv dig god tid, for så venter en stor læseoplevelse i denne østrigske slægtshistorie om en familie i 3 generationer fra 1938 til 2001. - LitteratursidenArno Geiger (f. 1968) er en prisbelønnet østrisk forfatter. Han blev tildelt "Deutscher Buchpreis" i 2005 for "Vi har det godt".