Books by Bertel Nygaard

Folkestyrets fæstning, foræret af Frederik 7. i faderlig forståelse, fred og fordragelighed. Sådan hylder vi Grundloven, og vi taler om frisind, danskhed og demokrati. Men faktisk fandt Grundloven fra 1849 sin form midt i europæisk borgerkrig og revolution, hvor de gamle monarkier faldt på stribe. Folkelig blev Grundloven kun gennem politisk import fra det store udland. Et rent dansk produkt ville ikke have været nær så demokratisk. Og selv om demokrat og demokrati hurtigt blev modeord herhjemme, var det nye folkestyre mest for de få. Var man fruentimmer eller folkehold, fremmed eller fallent, fattig eller forbryder – eller bare et fjols – kunne man stadig godt glemme alt om politisk indflydelse. Bertel Nygaard, lektor i moderne historie ved AarhusUniversitet, skildrer Grundlovens dramatiske fødsel og udvikling.

Det var farlig tale, da de danske dagblade i december 1830 berettede om sære franske fremtidsvisioner for en ny verden bygget på kærlighed, harmoni og fred. Enevælden frygtede for de revolutionære gnister, som kunne fænge i en atmosfære af kulturkrise, uro og konflikt. Det gamle samfund var i opløsning, og det ukendte nye vakte både rædsel og fascination. Tidens forestillinger om et bedre samfund var ikke bare fjerne drømme. De var også kritikker af det moderne kapitalistiske samfund, formet af fælles historiske erfaringer og romantiske idealer. De krydsede landegrænser med største selvfølgelighed og fandt nye hjemsteder. Også i Danmark. I Kærlighedens samfund bevæger historikeren Bertel Nygaard sig på tværs af 1800-tallets samfund og vender sig mod tidens forandringer, politiske projekter og sociale forhåbninger for at undersøge historiske kulturudvekslinger i et dansk perspektiv. Ved at trække datidens bud på en bedre fremtid ud af glemslen udfordrer han ikke blot vores forståelse af guldalderens Danmark, men også vores egen tids selvfølgeligheder.

Hvad har Brad Pitt i lændeklæde at gøre med Homers fortidshelt Achilleus, og hvad har Russell Crowe som kaptajn på Noahs Ark tilfælles med Bjørn Nørgaards gobeliner? Svaret er historie.Historie er fortidsbrug, en måde at bruge det fortidige på. Når vi går i biografen for at se Hollywood-blockbusteren "Noah", når vi læser "Biblens" fortælling om syndfloden eller som Nørgaard væver en fortolkning af syndflodstemaet ind i en danmarkshistorie, dannes der erindringsspor. Vi gør brug af historie, når vi gør os forestillinger om, hvad det fortidige mon har betydet for datidens mennesker, og når vi gør os forestillinger om, hvad det fortidige betyder for os i dag."Historie ─ Fortidsbrug og erindringsspor" spørger, hvad historie er, og holder de forskellige betydninger af historie op mod hinanden. Den giver svar på, hvornår og hvordan historie som aktivitetsmønster er opstået, og den beskriver de former for fortidsbrug, erindringsspor og historiebevidsthed, der er i spil i et samfund på et bestemt tidspunkt. En historiekultur kan være såvel et luksuriøst supermarked som en tarvelig discountbutik ─ og vi bestemmer selv, hvordan vi indretter og bruger den.

Da den kun 21-årige Elvis brød igennem i 1956, virkede han alt for sort, anderledes og støjende til sin meget lidt frisindede samtid. Hans larmende musik og frække optræden ramte hele den vestlige verden med et brag, og det fik aviser og ungdomsblade til at advare mod den skrækkelige og obskøne sanger. Selv om Elvis ikke besøgte Danmark, ramte chokket og forargelsen også her for fuld styrke. Overalt rockede, rullede og udfordrede Elvis stive normer for køn, race og sex. Selv da han blev poppet og glamourøs, blev han ved med at præge tiden. Og det fortsatte han med længe efter sin død i 1977.Med Elvis som omdrejningspunkt tager Bertel Nygaard, lektor i historie ved Aarhus Universitet, læseren gennem den internationale populærkulturs danmarkshistorie fra 1950’erne til i dag. Her er pop, rock og punk, beatler og blomsterbørn, skrigende fans og koldkrigspolitik.

Kommunisme har altid været et kontroversielt begreb. Mange har gjort brug af nogle elementer fra ideologien, men samtidig har de færreste ville have mærkaten "kommunist" på sig. Alligevel kan det næppe benægtes, at kommunismen spillede en rolle i de europæiske revolutioner i 1848-49. Bertel Nygaards bog "Det røde spøgelse" søger kommunistiske elementer i samfundet, debatten og de forskellige ideologier, der stredes om befolkningens gunst i 1840‘ernes Danmark. Bogen kaster et spændende lys på en skelsættende periode i Danmarks historie og synet på kommunismen gennem tiden.Bertel Nygaard er en dansk forfatter og lektor i moderne historie ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Han står blandt andet bag bøger om Ludvig Holberg, guldalderen og kommunisme i 1800-tallets Danmark.

VLADIMIR LENIN (1870-1924) er ikke blot en af de mest fremtrædende og omstridte politiske lederskikkelser fra det 20. århundrede, men også en markant politisk tænker. Hans tanker om revolutionen, det revolutionære parti, den kapitalistiske stat, proletariatets diktatur og den moderne imperialisme er lige så indflydelsesrige, som de er kontroversielle. Denne bog præsenterer Lenins politiske tanker om revolution, parti, stat og imperialisme som en dynamisk enhed af storladne drømme og jordnær praksis, marxistisk ortodoksi og historisk åbenhed, selvsikker centralisme og masseorientering. Bogen afsluttes med uddrag af Lenins væsentligste skrifter om hvert af disse områder.

Manifestet er et kampskrift. Derfor har manifestet været det foretrukne mediumgennem mere end 300 år, når politiske grupper og radikale kunstneriske projektersom de historiske avantgarder skulle rette et slag mod den bestående ordenog definere deres egne projekter. Med manifestet kan man stille sig proklamatorisk, anklagende, fordrende og provokerende an. Kombinationen af kampretorik og performativ diskurs har historisk gjort manifestet ideelt til at fremsætte et ultimatum til sin samtid. Dette nummer af K&K handler om manifestet og indeholder en række artikler om såvel politiske som kunstneriske manifester fra 1839 og frem til i dag.

Håbet er lysegrønt, siger vi. Men ifølge Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet, er håbet spraglet og kulørt, det er historisk foranderligt, og vi håber alle på noget forskelligt: Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King på et USA fri for racisme, fangerne i nazisternes kz-lejre på at leve endnu en dag, og Jehovas Vidner håber stadig på dommedag. Vores håb røber, hvem vi er og giver vores liv mening og perspektiv. Håb sætter kraft bag vores handlinger og lader os ikke give op ─ selv når håbløsheden hersker.

Revolutionen går igen. Både som kulturel forestilling og som samfundsforandrende praksis. Fra Athen til Tunis, fra Madrid til Caracas og New York forenes almindelige mennesker i protest. De vil ændre deres verden gennem fælles diskussioner, vilje og handling. Deres engagement kan påvirke deres samfund og stater, men også deres kultur, sprog, selvopfattelse og historiske forankring. Måske også vores.Derfor er det blevet påtrængende nødvendigt at spørge, hvad revolutioner er, hvad de udspringer af, og hvad de gør ved menneskers liv, kultur og samfund. Denne bog giver elementer til svar ved at skildre revolution i et bredt, tværfagligt perspektiv. Den viser revolutioners vidt forskellige udtryk i statslige og samfundsmæssige forandringer, kunst, litteratur og menneskelige handlinger og tidsopfattelser. Den drøfter revolutionens komplekse forhold til reform, evolution, kontrarevolution, vold og den moderne verdenshistorie som helhed. Revolutioners geografiske grænser, deres begyndelser og afslutninger samt deres efterliv i historiske tilbageblik tages op til kritisk overvejelse: Er den franske og den russiske revolution nogensinde afsluttet helt, eller føles deres virkninger endnu? Hvad har moderne revolutioner betydet for den tilsyneladende ikkerevolutionære danske historie?Historiske begivenheder og eksempler fra dagligdagen forbindes her med kultur- og samfundsteoretiske perspektiver. Derved vil bogen ikke blot kaste lys på revolutionen som fænomen, men også lade lyset reflektere tilbage på andre fænomener og sammenhænge, der umiddelbart kan synes at være uberørt af revolution.