Books by Birgitte Wulff

Som seksårig bliver Sapran Hassna og hendes tre søstre anbragt i pleje efter en familietragedie. På en gård ved Skælskør slår et ægtepar dørene op til deres hjem. Han er elektriker, hun er dagplejemor, og gennem seks år foretrækker de fleste at tro, at Gunnar og Lise har skabt et hjertevarmt hjem for fire forældreløse børn. Indtil Retten i Næstved i 2008 sætter et uhyggeligt punktum i pigernes forbandede barndom. Sapran Hassnas selvbiografi er en gribende og grum beretning om et ufatteligt forlis i verdens dyreste socialsystem. Hun fortæller om en barndom fuld af sult, straf og ydmygelser. Om vreden, der sætter sig som en mørk plet i sindet, når ingen vil tro på ens råb om hjælp. Og om skammen, der tager over, når mareridtet hører op.Men Sapran Hassnas fortælling er også fuld af livsmod og vilje. Hun nægter at leve et liv som offer for en plejefar fra helvede. Hun tager sin skæbne på sig og lever med den. I dag er hun 22 år. Gammel nok til at leve sit eget liv, gammel nok til at fortælle sin historie.

Chaufføren parkerede foran den sorte støbejernslåge ved kirkegården i St. Heddinge på Stevns, og jeg steg ud af Jaguar’en med en buket blomster i hånden.Gennem hele mit voksenliv havde jeg fortalt vidt og bredt om, hvor meget min mormor havde betydet for mig. Det var hende, der havde givet mig den første tryghed og varme i livet, og jeg sørgede længe, da hun døde. Men jeg havde ikke besøgt hendes gravsted i mindst et årti. Jeg havde glemt, hvor hun lå. Graveren fulgte mig med øjnene, mens jeg gik op og ned ad de små stier mellem gravstederne i lang minkpels og høje stiletter, og efter lang tids søgen spurgte jeg ham, hvor jeg kunne finde min mormors gravsted.Jeg kan stadig huske, hvordan koldsveden skyllede ind over mig, da han svarede: Familien har ikke ønsket at vedligeholde gravstedet. Det blev nedlagt efter 10 år.De døde er nok ligeglade med, hvor ofte man besøger dem, og om man har blomster med. Men derfor kan man godt sørge for, at der er mindesmærker over dem. Det er en stor fejl, at jeg ikke tænkte på at sørge for min mormors og morfars grav. Det er en meget flov historie.

Andet bind i Birgitte Wulffs hitkrimiserie om Anne Velin. Denne gang foregår historien hos eliten i dansk ridesport.For Josefine er lykken gjort, da den tidligere landsholdsrytter og ejendomsinvestor Alexander Lunn tager hendes ridekarriere under sine vinger, for hans undervisning er kendt for at lede direkte til en plads på U25-landsholdet.Det går efterhånden op for Josefine, at han tager sig umanerligt godt betalt for tjenesten, men det er ikke derfor, at Josefines mor, Charlotte Villum, opsøger Anne Velin i Radio 4’s nye lokaler i Aarhus. Nej, Charlotte Villum har fået stjålet en hesteransport, og nu vil hun have Anne til at undersøge sagen. Som freelancer må Anne tage de opgaver, hun kan få, så hun takker modstræbende ja til den velklædte kvinde med den skarpe page og solbrillerne.Jagten på den stjålne lastbil fører Anne ind i en forretningsverden, hvor parterne er meget tæt forbundne og også plejer fællesinteresser i privat regi, der omfatter meget mere end handel med heste og ejendomme. Annes kæreste, Lars, plejer sin karriere i Amsterdam, mens Anne står over for hestesportselitens glitrende glansbillede, og en uventet fristelse viser sig og truer hendes eget moralske kompas.Rigmanden er anden bog i serien om den egenrådige og stædige journalist Anne Velin, der hverken viger tilbage for at skyde genvej til målet eller sætte livet på spil for at løse mysteriet og få den gode historie.Pressen skrev om Tårnspringeren:”Fyringsrunder, statustab og kvindehad i provinsen. Ny krimiserie starter lovende.”♥♥♥♥ Politiken

En sen fredag aften i oktober forsvinder en enlig mor fra sit hjem i et roligt rækkehuskvarter i Svendborg på Fyn. Sporene ender blindt, og politiet kommer ingen vegne ved at bede offentligheden om hjælp.I Aarhus bliver journalist Anne Velin fyret fra sit elskede job på Danmarks Radio. Ydmyget søger hun tilflugt i et lille fiskerhus ved Svendborg Sund og starter en skyggetilværelse som hjemmearbejdende freelancejournalist ved Fyens Stiftstidende.Anne Velin forsøger at finde ro i de naturskønne omgivelser ved sundet. Men hun hungrer efter oprejsning. Efter at gøre et scoop.Hun sætter sig for at undersøge, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Hvem var hun? Er der nogen, der ville hende ondt? Og ikke mindst: Er hun endnu i live? Pludselig er Anne Velin viklet ind i en familiehistories dybe hemmeligheder, og hun indser, hvordan fortielser og en ødelagt fortid kan få tragiske konsekvenser for nutiden. En indsigt, der snart truer med at koste hende livet.TÅRNSPRINGEREN er den første bog i serien om journalist Anne Velin og en fortælling om at springe ud i drømmen om den store kærlighed, men lande i en i virkelighed, hvor enhver er sig selv nærmest.Birgitte Wulff (født 1968 i Svendborg) er uddannet journalist og har bl.a. været kriminalreporter og skrevet biografier for fremtrædende danskere. Birgitte bor i dag i Aarhus, hvor hun dyrker sine passioner for springhesten Odd Molly, den gule blandingshund Merete – og sit lille sidefirma, der producerer fyldte chokolader af fineste kvalitet.

Han var en helt almindelig politimand i otte år. I en regn af brosten på Christiania. På jagt efter indbrudstyve. I håndgemæng med voldelige ægtemænd, jaloux kærester og nøgne, selvmordstruede psykiatriske patienter. I hælene på spritbilister, tunede knallerter og cyklister uden lys. Han har dirigeret trafikken til kongeligt bryllup, eskorteret ambulancer med fødende kvinder og fjernet børn, som levede i deres eget skidt. Sine sidste fire år i politiet tilbragte han som ”observatør” og levede det meste af sit arbejdsliv i en blå Mazda stationcar, forklædt som brolægger, motionist eller hundelufter, så tæt som muligt på narkobagmænd, drabsmænd og rockere.I dag er Kristian Bech kendt fra tv. Han har afleveret skiltet tilbage, men kaldet er det samme, når han går på jagt efter kriminelle som ankermand på Kanal 5’s “Eftersøgt” om opsporingen af verdens mest eftersøgte personer. I et lettilgængeligt sprog for enhver, der er interesseret i politiliv og det kriminelle hverdags-Danmark, fortæller Kristian Bech om sine 12 år i dansk politi, og om hvordan mødet med velfærdssamfundets skyggeside har påvirket ham.

DER BOR EN DISSIDENT I DE RØDE BLOKKE LANGS KOLDINGVEJ. Hun er 37, skilt og mor til fire børn fra to ægteskaber. Det halve liv, hun levede i Syrien, var fyldt med underkastelse, sorg og savn. Men hun har besluttet, at det nye liv i Vejle ikke skal leves i skyggen af det gamle.Hun skrottede tørklædet, da hun i 2014 rejste ind over grænsen til Danmark. Og som fraskilt kvinde i et frit land er hun ikke længere bange for at tale højt om ubrugelige kønsrollemønstre i en døende kultur, selv om hun møder dem hver dag mellem etageejendommene.I september 2015 skrev hun til den syriske indvandrer i det danske folketing, der til stor opstandelse havde genoptrykt Muhammed-tegningerne på sin Facebook-profil. Han skulle vide, at ikke alle i det østjyske flygtningemiljø foragtede ham. De var faktisk nogle få på sprogskolen i Vejle, der havde forstået budskabet.Det var sådan, Naser Khader fattede interesse for kvinden bag Facebook-profilen »Hanan Syrien«.

Chaufføren parkerede foran den sorte støbejernslåge ved kirkegården i St. Heddinge på Stevns, og jeg steg ud af Jaguar’en med en buket blomster i hånden.Gennem hele mit voksenliv havde jeg fortalt vidt og bredt om, hvor meget min mormor havde betydet for mig. Det var hende, der havde givet mig den første tryghed og varme i livet, og jeg sørgede længe, da hun døde. Men jeg havde ikke besøgt hendes gravsted i mindst et årti. Jeg havde glemt, hvor hun lå. Graveren fulgte mig med øjnene, mens jeg gik op og ned ad de små stier mellem gravstederne i lang minkpels og høje stiletter, og efter lang tids søgen spurgte jeg ham, hvor jeg kunne finde min mormors gravsted.Jeg kan stadig huske, hvordan koldsveden skyllede ind over mig, da han svarede: Familien har ikke ønsket at vedligeholde gravstedet. Det blev nedlagt efter 10 år.De døde er nok ligeglade med, hvor ofte man besøger dem, og om man har blomster med. Men derfor kan man godt sørge for, at der er mindesmærker over dem. Det er en stor fejl, at jeg ikke tænkte på at sørge for min mormors og morfars grav. Det er en meget flov historie.