Books by Bodil Bech

Bodil Bechs første digtsamling består af kærlighedsdigte, skrevet efter skilsmissen til den mand, der forlod hende - tryglende, anråbende, bedende, sørgende. Og kun glad, når hun husker tilbage på de lykkelige stunder, de engang havde sammen:Sortgrønne Blade som Solen hopper imin Ryg hviler mod et Stenhegnblanke Brombær hænger over mit Hoveddine bittesmaa Brystvorter er som sortebrune Brombæren sort Slange rejser sig spillende i Græssetjeg nipper af de sortebrune Brombær

"EndeligJeg er slaaet tilblodsog ligger nu nøgen og saaretpaa Klippen der knejser i Havetjeg smiler saa blegt og færdigtud i det vuggende tommeI røde Floder gaar Blodetdunkende hedt fra Kroppenog siver nedover Klippenog bliver borte i Havet""Ildtunger danser" består af en perlerække af sensuelle og skønne digte, der krænger de dybeste følelser ud af sjælen. Med sin sædvanlige frygtløshed skildrer Bodil Bech den voldsomme kvindelige seksualitet, der endnu var så tabuiseret, da bogen udkom første gang i 1935.Bodil Bech (1889-1942) var på mange måder et usædvanligt og interessant menneske. Hun uddannede sig som koncertpianist på konservatoriet i New York og var mere berejst end de fleste i samtiden. Hun debuterede sent som forfatter i en alder af 45 år, og hendes digtsamlinger blev flot anmeldt af Danmarks klogeste anmeldere. Hun var i kreds med berømtheder som Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Jens August Schade, som hun senere kom til at danne par med, men vandt alligevel aldrig bred anerkendelse. Hun er blevet beskrevet som et vildt og fyrigt menneske, der mødte megen modgang. Hun døde allerede som 53-årig.

Bodil Bech udgav ungdomsromanen "Lones Balkanfærd" under pseudonymet Anne Fole i 1942, året for hendes død. Romanens unge hovedperson, Lone, sparer selv penge sammen, så hun kan besøge sin elskede far i Balkan efter gymnasiet. Hun er mere interesseret i eventyr og frihed end i giftemål og fast arbejde. På den måde minder hun om Bodil Bech, som var mere berejst end de fleste kvinder i samtiden. Hun opholdt sig fem år i USA for at uddanne sig i musik, var på talrige pilgrimsture i Europa og besøgte også forbilledet, den svensk-finske digter Edith Södergrans hus i Raivola nær Sankt Petersborg. Bodil Bech (1889-1942) var på mange måder et usædvanligt og interessant menneske. Hun uddannede sig som koncertpianist på konservatoriet i New York og var mere berejst end de fleste i samtiden. Hun debuterede sent som forfatter i en alder af 45 år, og hendes digtsamlinger blev flot anmeldt af Danmarks klogeste anmeldere. Hun var i kreds med berømtheder som Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Jens August Schade, som hun senere kom til at danne par med, men vandt alligevel aldrig bred anerkendelse. Hun er blevet beskrevet som et vildt og fyrigt menneske, der mødte megen modgang. Hun døde allerede som 53-årig.

I 1941 udgav Bodil Bech sin sidste digtsamling, året før hun døde. Det glødende erotiske i de tidligere digte viger her for en glødende alvor. Anden verdenskrig kaster sin tunge skygge over sindet, og Bodil Bech vender sig mod troen - gennem ekstatisk besværgende digte til guddommen.

Trediverne var i almindelighed ikke så godt et årti for poesien i Danmark som tyverne eller fyrrerne, men netop da fornyede Bodil Bech sammen med Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade den danske lyrik med deres rimløse digte. Bodil Bech skriver især om den ugengældte kærlighed, men i "Flyvende hestemanker", der udkom i 1940, kaster verdenskrigen sorte skygger ind over hendes indre landskaber."Følelserne vælder af det indre og har ikke altid ydre foranledning, hvilket fremgår af udtrykket „genstandsløs Forelskelse“, der optræder i samlingen Flyvende Hestemanker (1940). Ligesom hos surrealisterne viser flere af digtene opmærksomhed på afstanden i det offentlige rum mellem menneskers stivnede ydre og de heftige bevægelser, der foregår i det indre. Opmærksomheden udmønter sig ikke i en egentlig kritik, men snarere i en formodning om et dybere fællesskab mellem mennesker på et følelsesmæssigt grundlag."(Dansk Litteraturs Historie)

Bodil Bechs digte er "rige på stærke selverklæringer, der er på højde med Gustaf Munch-Petersens frie vers, og tydeligt præget af Södergrans indflydelse. Den udtalte og bedrøvende fremmedhedsfølelse, fornemmelsen af at være et barn, der er „faldet ud af Himmelporte“, og en gæst „i en umild Verden“, har Bech til fælles med Lütken."(Dansk Litteraturs Historie)

"Kun det vi brænder for,” er Bodil Bechs selvkarakteriserende ord, brugt i hendes programartikel i avantgardetidsskriftet Helhesten, 1941. En højspændt længselstone intensiveres gennem de fem digtsamlinger, der kom i sen, hurtig rækkefølge, efter Vi der ejer Natten fulgte Ildtunger danser, 1935, Granit og Dugg, 1938, Flyvende Hestemanker, 1940, og Ud af Himmelporte, 1941. De er udtryk for en nærmest selvfortærende lidenskab i et frit strømmende, dristigt illumineret billedsprog, der brød traditionens smagsnormer med sine utvetydige udtryk for uopfyldt begær, gudindedrømme uden gud. Den savnede elskovslykke sublimeres i smertelige klange af kosmisk seksualitetsmystik."(Dansk Kvindebiografisk Leksikon)