Books by Carsten Skovgaard Jensen

Dette er det tredje og sidste bind af historien om det amerikansk-israelske forhold siden Anden Verdenskrig, og det afslutter mere end seks års arbejde med en fortælling om det, som John F. Kennedy i 1962 karakteriserede som et særligt forhold.Det nuværende bind dækker perioden fra 2009-2020, og denne periode har måske været en af de mest turbulente og omskiftelige i det amerikansk-israelske forhold med to vidt forskellige amerikanske præsidenter med to væsensforskellige dagsordener: demokraten Barack Obama og republikaneren Donald Trump. Til gengæld har der i samme periode kun været én israelsk premierminister: den højreorienterede amerikanskuddannede likudnik Benjamin ('Bibi') Netanyahu, der først i marts 2021 modvilligt måtte afgive magten til den religiøse nationalist Naftali Bennett.Hvis der ikke blev etableret en tostatsløsning, ville det i det lange løb blive den jødiske stats endeligt. Obama fastholdt, at USA stadig havde et særligt forhold til den jødiske stat, og han betragtede sig som en liberal 'jøde'. Det betød også, at han var modstander af det israelske bosættelsesprojekt og fortaler for oprettelsen af en palæstinensisk stat, fordi kun en sådan løsning ville kunne sikre Israel som en demokratisk og jødisk stat. I den forstand kan man beskrive Obama som proisraelsk, ikke mindst fordi USA under hans ledelse også gav Israel den største militære hjælpepakke nogensinde, på grund af et endnu tættere amerikansk-israelsk militært samarbejde end tidligere, og fordi Obama-administrationen skærmede Israel politisk og diplomatisk i FN.Trump var antitesen til Obama, hvis politik han fuldstændigt ønskede at annullere. Bosættelserne blev kendt lovlige. Hele Jerusalem tilhørte Israel, og byens status skulle ikke længere forhandles. Trump-administrationen anerkendte desuden israelsk suverænitet over Golanhøjderne, nedlagde PLO's mission i Washington, stoppede hjælpen til Det Palæstinensiske Selvstyre og til UNRWA og præsenterede en fredsplan i sync med Likud, som ville have resulteret i et apartheidstyre på Vestbredden, hvis den var blevet implementeret. På afstand så det således langt fra ud til, at den førte politik var til Israels bedste og kunne bidrage til en forsoning med palæstinenserne.Som i de to første bind bygger bogen på en lang række kilder, herunder både arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, tidskrifts- og avisartikler, interviews, rapporter, videomateriale og større akademiske værker.

Nærværende bog er den anden af oprindeligt planlagte to om de amerikansk-israelske relationer fra tiden før Anden Verdenskrig til i dag, men på grund af emnets omfang planlægges der nu også et tredje bind. Denne bog dækker perioden fra 1977-2008 og analyserer udviklingen i forholdet mellem USA og Israel over en periode på 31 år. I den periode har der siddet fem amerikanske præsidenter i Det Hvide Hus: Carter, Reagan, George H.W. Bush, Clinton og George W. Bush. Bogen viser, at udviklingen i relationerne langt fra har været problemfri og uden konflikter, men at de kriser, der har måttet være, trods alt har været forbigående, fordi den grundlæggende følelse af et kultur- og værdifællesskab og undertiden fælles strategiske interesser har vejet langt tungere. I løbet af de godt tre årtier har Mellemøsten gennemgået en markant udvikling. Det israelsk-palæstinensiske og israelsk-arabiske forhold har ændret karakter fra fjendskab til en større grad af dialog i en periode, hvor USA's engagement og rolle som mægler og facilitator har vekslet. Nogle af præsidenterne har investeret en stor del af deres tid og energi på en løsning af konflikterne, mens man hos andre af forskellige årsager ikke har kunnet registrere den samme entusiasme. Der har været fredskonferencer i Camp David, i Madrid, i Wye River Plantation og i Annapolis. Der har været forhandlinger mellem israelere, egyptere, palæstinensere, jordanere og syrere så forskellige steder som i Ismailiya, Sarpsborg, Shepherdstown, Genève, Taba og Sharm el-Sheikh, men der har også været krige i Libanon, Irak og i Gazastriben og palæstinensiske intifadaer på Vestbredden, i Gazastriben og i Østjerusalem som reaktion på forankringen af den israelske besættelse af områderne. Israelerne har desuden angrebet Iraks atomreaktor udenfor Bagdad mod USA's vilje og Syriens atomreaktor i landets østlige provins, Deir az-Zor, ligesom Iran contra-affæren og Pollard-affæren trak endog særdeles kraftige tråde til Israel. Der er indgået fredsaftaler mellem Israel og Egypten og mellem Israel og Jordan, men trods mange anstrengelser er der endnu ikke sluttet fred mellem Israel og palæstinenserne, mellem Israel og Syrien og mellem Israel og Libanon. Bogen bygger som det første bind, der dækker perioden fra 1933 til 1976, på omfattende studier af arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, avisartikler, interviews, rapporter, filmsekvenser og akademiske værker om perioden.

Nærværende bog er den første af planlagte to og dækker perioden fra 1933 til 1976. Den analyserer udviklingen i forholdet mellem USA og (ideen om) Israel over en 43-årig periode. I den periode har der i alt siddet syv amerikanske præsidenter i Det Hvide Hus: Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon og Ford. Bogen bygger på både omfattende arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, avisartikler, interviews, rapporter, filmsekvenser og akademiske værker om perioden, og den viser, at udviklingen i relationerne langt fra har været lineær og uden bump på vejen. Højdepunkter er blevet afløst af kriser i forholdet og stabilitet af uforudsigelighed og distance. Fra modstand mod en jødisk stat i det amerikanske udenrigsministerium, men støtte hos præsidenten udviklede Israel sig fra at blive betragtet som en potentiel byrde til et strategisk aktiv for USA i lyset af Den Kolde Krig og Vestens konfrontation med Sovjetunionen, især efter Seksdageskrigen i 1967 og Sorte September i Jordan i 1970. Det resulterede i amerikansk politisk, økonomisk, militær og diplomatisk støtte til den jødiske stat af hidtil uhørte dimensioner, og det er en støtte, der siden er blevet væsentligt udbygget, ikke mindst gennem et militærstrategisk samarbejde.

Seksdagskrigen i 1967 er en af de mest skelsættende begivenheder i Mellemøstens nyere historie. Den har været afgørende i den forstand, at den udvikling og mange af de begivenheder, der siden er fulgt efter i den turbulente region, er direkte afledt af den korte krig i juni. Bogen er en analyse af historiske sammenhænge, baggrunde og motiver, ligesom årsagerne til krigen og aktørernes handlinger forårsaget af interne konflikter og uroligheder, magtkampe, internationale forviklinger og stormagtspolitik står centralt. Hvert af de syv kapitler er viet til hver af hovedaktørerne i konflikten: Syrien, Fatah, Egypten, Jordan, Israel, Sovjetunionen og USA, hvilket gør det muligt at se konflikten fra netop deres særlige synsvinkel. Der bygges blandt andet på nyligt deklassificeret materiale fra både israelske, sovjetiske og amerikanske arkiver, som kaster nyt lys på krigen. I efterskriftet perspektiveres der både til nutiden og til udviklingen i det amerikansk-israelske forhold.