Books by Egon Clausen

I år er det hundrede år siden, at Indre Missions ubestridte høvding gennem fyrre år, Vilhelm Beck, døde. Egon Clausen tegner et kritisk og kærligt portræt af en stridens mand, der både var elsket og hadet af sin samtid, og hvis virke endnu trækker sine spor gennem det danske samfund. Illustreret.

Med udgangspunkt i sit eget liv både som dreng og som voksen fortæller forfatteren (f. 1940) med stor kærlighed om sin mor, sine søstre og andre kvinder i Hemmet i Vestjylland samt om disse kvinders liv og skæbner i et indremissionsk samfund.

Egon Clausen fortæller levende og medrivende om det pædagogiske tidsskrift og foreningen Unge Pædagoger, som han selv var en del af i slutningen af 1960´erne. Foreningen blev grundlagt i 1939 af en gruppe unge lærerstuderende, der var inspireret af de tanker om en reform af opdragelsen, der udgik fra psykoanalysen og kulturradikale kredse De ønskede et opgør med autoritetstro og nationalisme. I stedet for kristen moral og fysisk afstraffelse ville de anvende psykologiske metoder og fri pædagogik. Deres ideal var et menneske, der tænkte selvstændigt, og som var demokratisk af sindelag. Disse synspunkter blev mødt med en rasende modstand fra etablerede kredse, der beskyldte dem for at være samfundsnedbrydende, men i dag er de fleste af deres tanker om opdragelse blevet allemandseje. Clausen begynder sin fortælling i 1939, og derefter bevæger han sig kronologisk frem i historien, indtil Unge Pædagoger i årene omkring 1990 tilsyneladende mister pusten og holder op med at blande sig i den offentlige debat. Med blik for både de store linjer og for den sigende detalje fortæller Egon Clausen om nogle temaer, der har stor aktualitet i vore dage som for eksempel: faglighed overfor dannelse, ro og orden kontra fri pædagogik, historieundervisning, eksamen og karakterer, ligestilling mellem kønnene og meget mere. Bogen kan således ses som et bidrag til den aktuelle debat om skole og samfund.

-

Med udgangspunkt i en retssag mod en ung, sort mand i en lille by i Texas tegner Egon Clausen et billede af den kristne fundamentalisme, der spiller en ikke uvæsentlig rolle i udformningen af USA's politik i vore dage. Bag dødsdommen af den unge mand viser der sig at ligge nok så meget gammeltestamentlige forestillinger - »øje for øje og tand for tand« - som selve lovparagrafferne. Bogen tegner et billede af et samfund, der styres af værdier og begreber, som i de flestes forestillingsverden hører en fjern fortid til."Hvis der er én bog, som George W. Bush ikke ønsker at læse, er det Øje for øje - En beretning fra det modernes bagside. Forfatteren og P1-journalisten Egon Clausens bog er ikke opbyggelig læsning for de gudfrygtige amerikanere, der lever deres liv med spændt bibelbælte og revolverhane. Den er nemlig et sjældent set konsekvent stykke kultur- og religionskritik, hvor sydstaternes kristne fundamentalisme blotlægges i al sin skingrende skøre og endeløst uhyggelige magt og vælde. I sin yderst tankevækkende bog, der samtidig er spændende som en kriminalroman, kalder Egon Clausen fænomenet for ånden fra Texas. Man mærker den i nakken."Klaus Rothstein, Weekendavisen

En dokumentarisk og meget spændende beretning om santalmissionens pionerer og grundlæggere, norske Lars Olsen Skrefsrud og danske Hans Peter Børresen, der sammen med deres koner i 1860'erne omdanner den slumrende missionsstation Ebenezer i Indien til et kraftcentrum i den skandinaviske ydre mission. De drog til Santalistan for at bekæmpe hedenskab og dæmoner, men de vidste ikke, at de havde deres egne dæmoner med1/4 I en bevidst underspillet tone fremstilles et stykke overset historie, der taler den officielle missionshistorie midt imod. "Denne bog er nødvendig, men bestemt ikke behagelig 1/4 Et brag af en bog." - Johs. Aagaard, Udsyn. "En fremragende, suverænt velskrevet, vittig, veldokumenteret, underholdende - og herligt sarkastisk - bog." - Johs. H. Christensen, Aktuelt.

Hvad tænker de mon derude i det, som mange kalder for den yderste udkant? Egon Clausen har vandret langs sporene af en forlængst nedlagt jernbane et sted i Vestjylland. Undervejs har han talt med folk om deres syn på udviklingen og på deres hjemstavn, som i disse år mister sine rådhuse, skoler, jernbanestationer, posthuse og hospitaler.Egnen er særdeles fredelig, og det hedder sig, at der aldrig er sket noget. Det passer bare ikke. Der er blevet bygget diger og rettet åer ud. Det har udløst nogle af vor tids største diskussioner om det danske land. Hvem bestemmer egentlig, hvordan det skal se ud, og hvad det skal bruges til?

Egon Clausens reviderede erindringer er levende, stærk og varm læsning for alle, der selv har oplevet som ung og voksen at føle sig anderledes i hjem og miljø, for derefter at fjerne sig fra det, men som voksen at ønske en forsoning.

I begyndelsen af 1960’erne gik Egon Clausen på Ribe Statsseminarium, der uddannede lærere til en skoleform, som ikke længere fandtes. Efterhånden begynder de første progressive tanker og ideer dog at sive fra hovedstaden til provinsen, og den unge studerende beruser sig i fænomener som kulturradikalisme og kampagnen mod atomvåben.Regnebrættet er fortællingen om venskaber, forelskelser, svigt, modning og masker, som det gælder om at tage af i tide. En bog om opbrud fra et landligt miljø, om sammenstød mellem tradition og modernitet; et personligt generationsportræt fra 1960’erne, som ikke mindst var en brydningstid for de mange arbejder- og landbobørn, der fik mulighed for at uddanne sig.   Bogen er en selvstændig fortsættelse af forfatterens tidligere erindringsbøger om barndom og ungdom i et lille vestjysk landsogn.