Books by Ellen Nørgaard

Da skolen blev sin egen. 1920-1970 handler om en tid, hvor folkeskolen blev den fælles skole for langt de fleste børn, og hvor stadig flere elever fortsatte deres skolegang efter 7. klasse. Nye reformpædagogiske ideer om en skole med barnet i centrum og en mindre autoritær lærerrolle tonede frem i skyggen af de to verdenskrige, men mange steder forandrede skolens hverdag sig kun lidt. I takt med at land blev til by, økonomien blev bedre, og de nye ideer fik øget gennemslagskraft, begyndte undervisnings- og omgangsformer dog at ændre sig - og spanskrøret blev afskaffet. Kirkens århundredlange indflydelse på skolen svandt gradvist, mens nye psykologiske ekspertgrupper kom til. Med dem fulgte en udbygget særundervisning til de svageste elever. Sammen med periodens mange skoleforsøg og en længere og mere akademisk læreruddannelse skabte det en egen respekt om skolen. Andre kræfter skubbede også på udviklingen, hvad enten det var forældre, der ønskede mere uddannelse til deres børn, eller erhvervsliv og politikere, som talte for intelligensreservernes mobilisering i vækstens, velfærdens og demokratiets navn.

For omkring 100 år siden satte tre danske pædagoger sig for at undervise og opdrage deres elever til at blive frie og naturlige børn – til barnets og samfundets bedste. Deres ideer stod i skærende kontrast til praksis i tidens strengt disciplinerende folkeskole. De tre var skolebestyrer Thora Constantin-Hansen, lærer Olaf de Hemmer Egeberg og skoleinspektør Asger Rosenstand Schacht, og de var alle inspireret af en international strømning, som de mødte på rejser, kongresser, ved foredrag, i foreninger og tidsskrifter. De tre reformpædagoger, som vi ville kalde dem i dag, udviklede tre vidt forskellige visioner, som fik betydning for form og indhold i den danske folkeskole.