Books by Gustav Wied

En kritisk skildring af borgerskabets magt, magtmisbrug og særstatus. Som adelig arver man værdifulde privilegier, men i "Slægten" arver personerne mest af alt en fatal genetisk disposition for dumhed. På satirisk vis latterliggøres samfundets spidser i 1800-tallet, der med deres dobbeltmoral og lumre, luskede livsstil ikke formår leve op til det ansvar, der følger med magten. Den kvabsede baron, Helmuth, har efter sin fars død overtaget en stærkt amputeret ejendom. Hasardspil og dumhed har kostet familien deres formue, men ved et lykketræf skal Helmuth giftes med overklassepigen Alvilda Raskowitz. Men som sin far evner heller ikke Helmuth at føre slægten videre på ansvarlig, adelig måde. I stedet eskalerer den familiære deroute og bliver til en regulær tragedie skildret på underholdende vis i munter-sarkastisk Wied-stil.Fortsættelsen til "Slægten" er "Slægten Opus II", som også hedder "Fædrene æder druer" (1908).Gustav Wied (1858-1914) var en nådesløs revser af det bedre borgerskab og af dets, ifølge ham, udtalte degeneration. Med en svaghed for det skandaløse udfoldede han spændingen mellem borgerskabets kønsforskrækkede harme og samtidige betagelse af den mere vulgære livsstil. Og det var ikke uden omkostninger: på et tidspunkt røg han nogle uger i fængsel, dømt for litterær usædelighed. Wied giver et morsomt indblik i 1900-tallets Danmark, men under hans satiriske bid ligger en fortvivlelse. En desillusioneret pessimists forsøg på at håndtere livets meningsløshed med humor.Værkernes særlige konstellation af det tidstypiske og det almenmenneskeligt har sikret dem klassikerstatus og eviggyldig relevans.

Gustav Wieds erindringsroman, hvor han optræder under navnet Gunnar Warberg. Her skildrer han blandt andet, hvordan han blev anklaget for usædelighed for novellen "De unge og de gamle" og idømt 14 dages simpelt fængsel.

I Slægten centreres historien om den fede, dumpt brutale og moderbundne baron Helmuth von Leunbach, der overtager det fædrene gods, vanrøgtet gennem et par generationer. Hans mor, enkebaronessen, må forlade godset og flytte på aftægt, da han gifter sig med den forfinede, fraskilte Alvilda Raskowitz, der desperat søger efter forsørgelse for sig selv og datteren Karen. En mesalliance, der udvikler sig til et faretruende trekantsdrama, da Alvilda indleder en affære med sin fætter, den dekadente grev Scheele, hvis åndfulde væsen afspejler sig helt ud i hans navn. Romanens dramatiske højdepunkt indtræffer ved høstfesten, hvor baronen ude af sig selv af jalousi og raseri brænder de to elskende inde. Bagefter nages han af skyld og anger og er ved at gå til bekendelse for at „lide sin Straf“, da hans magtfulde mor igen tager over på godset og sætter ham på plads. I nietzscheanske stanzer afsværger hun hans „Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral“ til fordel for en aristokratisk radikalisme og herremoral, der „laa uden for Loven“. Wieds roman skriver sig op imod Karl Gjellerups samtidige på en gang dekadent farvede og moralsk opbyggelige jalousiroman Møllen (1896), hvor mølleren udleverer sig selv til straf efter at have taget livet af sin elskede og hendes elsker. I Slægten er der ingen nåde hos „den gamle Naade“, baronens magtfulde mor, der tager sin dranker og mordbrænder af en søn i skole og i favn og fælder dommen: „Skidt Slægt! mumlede hun. – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!“(Dansk Litteraturs Historie)

"Ranke viljer" er en dramatisering af Wieds erindringsroman "Ungdomshistorier" - en selvironisk beretning om forfatteren, der med åben pande vandrer i tugthuset for at have overtrådt datidens skrappe censurregler, men som ikke kan holde styr på sit familieliv.

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)

Hofjægermesteren, en godmodig storbonde, har inviteret den fornemme kammerherre til middag til minde om hofjægermesterens afdøde hustru Betsy. Det viser sig efterhånden, som middag skrider frem, at kammerherren var en nær ven af den afdøde. En særdeles nær ven.

"Silhuetter" fra 1891 er Gustav Wieds første skønlitterære prosaværk - en samling fortællinger om mennesker på Lolland, skildret med både skarp realisme og en særlig nænsomhed.

Gustav Wieds Slægten som e-bog.Gustav Wieds Slægten fra 1898 skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed.

Gustav Wieds Fædrene æde druer fra 1908 som e-bog.Gustav Wieds Fædrene æde druer fra 1908 handler om en adelslægts nedgang, og den slutter sig til forfatterens første roman Slægten fra 1898. Den skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem.Fædrene æde druer blev filmatiseret i 1993 med titlen Sort Høst.

Skildrer drifternes frie spil i en adelig familie; hovedpersonerne er baronen, Helmuth, der bliver gift med en adelig eventyrerske og af hende trækkes ned i drikfældighed og afsind, hans monstrøse mor og en sexgal præst; det hele eskalerer og hele egnen, fra høj til lav, bliver de nydende vidner til en sand deroute, som Wied ubarmhjertigt forvandler til sjov satire.

Naturalismen store dyr, la bete humaine, raser uhæmmet i fortsættelsen ti år senere, Slægten opus II: Fædrene æde Druer – (med resten af citatet fra Jeremias' klagesang i Bibelen: „og Sønnerne faa ømme Tænder“). Det er degenerationens arvelighedsteorier, der skamrides i romanen, der ikke har personer tilfælles med Slægten, men så sandelig tema. I en dødedans af groteske, lattervækkende og konstant udartende dimensioner hvirvles illegitime sædekorn op af det frønnede herresædes støv og spirer i misvækst i op til fire generationer. En ustyrlig jysk herremands gener hjemsøger hans afkom i og uden for ægteskabet og slår ud i legemlige misdannelser – vand i hovedet, svinetryne – og dekadente erotiske forvildelser – homoseksualitet og blodskam. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed, som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem. Den promiskuøse stamfaders søn på Havslundegaard driver sin sorte høst ind og bedækker sammen med smeden gårdens malkepiger. Hans livsfilosofi til smeden lyder, da natten falder på og pigerne opsøges: „– Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring“.Blandt det gedulgte afkom er herredsfuldmægtigen og karikaturtegneren Isidor (formet over Johannes Holbek), hvis obskøne og frivole streg matcher de uhyrligheder, der går i svang i romanen. Han er den stoiske pessimist og har som motto: „Man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere og lade Vorherre om Resten“. Isidor lever da også et tilsyneladende harmonisk familieliv med en sund polsk hustru (frisk blod udefra) og to børn. Men da hun – som følge af degenerationen på fædrene side – føder en vanskabning, tager Isidor livet af misfosteret, inden hun når at se det. Hans nietzscheanske handling tillægges – som de øvrige kynikeres i forfatterskabet – en vis sympati for den amoralske styrke han lægger for dagen, hvor han gør op med Skaberen og det Skabte i teologisk forstand. Den dybest mulige afbigt i romanen er afbigten for troen, som hans fallerede fætter Nils foretager for at finde trøst. For Isidor, forfatterens andet talerør, findes der ingen trøst eller noget givet kristent forsyn. Gud er, ifølge Isidor, præsternes navn for „hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand“.Fædrene æde Druer – er grotesk indtil fortvivlelse. Vilhelm Andersen skriver i Illustreret dansk Litteraturhistorie at det er svært at afgøre, om romanens fortvivlelse skyldes Gustav Wieds menneskelige erfaringer eller er konsekvensen af hans kunstneriske metode, den idealisering nedefter i retning mod det dyriske, han foretager. (Dansk Litteraturs Historie)

Novellesamlingen "Barnlige sjæle" fra 1893 er Gustav Wieds anden samling af skildringer fra Lolland. Den indeholder i let omarbejdet form novellen "De unge og de gamle", hvor Wied ville advare mod et forhold, han kendte fra sin opvækst: at de gamle piger på gårdene kunne udsætte børn for seksuelt misbrug. Men selv om Wied omtaler sagen på en meget nænsom måde, var det for stærkt for myndighederne dengang. Da novellen blev trykt i bladet "København", blev han anklaget for pornografi og dømt til 14 dages tugthus på vand og brød, som han afsonede i Tugt- og Børnehuset på Christianshavn.

Tredje og sidste bind i Gustav Wieds udødelige beretning om toldkontrollør Knagsted. Morsom og bidsk, især over for missionske præster og hyklerisk seksualmoral.

Gustav Wieds uforglemelige skildring af Knagsteds og overlærer Clausens rejse til Karlsbad. Fortsættelse af "Livsens ondskab".

Som bekendt blev Gustav Wied idømt en fængselsstraf for udgivelsen af novellen DE UNGE OG DE GAMLE, som man fandt anstødelig pga beskrivelsen af de lidt ældre damers pædofile tendenser. I romanen UNGDOMSHISTORIER skildrer han bl. a. selve retssagen og hans ophold i fængslet. Romanfiguren Gunnar Warberg er altså ham selv.

For denne novelle blev Gustav Wied i 1892 idømt 14 dages fængsel ved Højesteret. Man påstod, at novellen indeholdt utilstedelige udtryk - det har nu nok snarere været beskrivelsen af børnenes vågnende seksualitet kombineret med de gamles pædofile tendenser, der har virket ubehageligt - Wied kendte både børn og "gamle" bedre end nogen.Dommen afsonede han i tugthuset på Christianshavn.

Gustav Wieds roman Fædrene æde Druer fra 1908 skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed.Titlen er hentet fra et bibelsk citat der lyder:"I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer og Børnenes Tænder bleve ømme; men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive ømme." Hovedpersonen skulle være inspireret af Wieds egen svigerfar, der var godsejer i Nordjylland.

Indlæst af Momolydbog skuespiller Ole Lemmeke. Emanuel Thomsen er besat af ønsket om at købe sin fædrene Møllegård tilbage,efter at han og mor Karen har været nødt til at fraflytte den.Han spinker og sparer,spiller på lotterisedler og tager ekstraarbejde for at samle midler til at få opfyldt sin drøm.I indlæsningen er der bibeholdt Gustavs Wieds oprindelige brug af dialekt,som kendetegner de forskellige karakterer i historien.

Gustav Wieds roman "Af den gamle vinhandlers optegnelser" er Wieds bearbejdelse af en ældre mands historie om sit livs kærlighed