Books by Harald Kidde

Harald Kidde var inspireret at I. P. Jacobsen - og hans senere store roman "Jærnet" foregreb på forunderlig vis James Joyce's "Ulysses". Det er altså en vanskelig forfatter vi har med at gøre. Hans skrivestil er nærmest "filmisk" - forstået på den måde, at der ustandseligt klippes fra det ene til det andet. "De blinde" handler om to mennesker, Bent og Helene, opvokset i provinsen i et intellektuelt miljø, som kastes ud i livets meningsløshed. (Livet er intet!)

Hvad vil det sige at være fremmed? Eller ikke at have håb?Dette er temaerne i parablerne eller lignelserne, Harald Kidde kaldte den lille samling stemningsbilleder i tidstypisk symbolistisk eller allegorisk stil, der blev Vejle-forfatterens debut i 1900 – "Sindbilleder".Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Harald Kidde (1878-1918) var en dansk forfatter, der er bedst kendt for romanen "Helten", der er en klassiker i dansk litteratur. Harald Kidde debuterede med "Sindsbilleder" i 1900 og skrev i sin karriere både romaner, noveller og kortprosa.

Handlingen i romanen "Aage og Else" (Bind 1, Døden 1902 og Bind 2, Livet 1903) er baseret på forfatterens egne erindringer om de mange dødsfald i hans barndom. Tre søskende, hans bedste ven og hans far døde. Hovedpersonen Tue er forfatteren selv. De mange dødsfald bliver en kamp i hans indre mellem båndene til dem, der ikke er der mere, og båndene til hans ungdomsforelskelse Lul. Romanen er fuld af mange stærke erindringsbilleder og smukke naturbeskrivelser.Christian Rimestad skrev om den:Når Aage og Else blev et så betydningsfuldt værk og på samme tid et af de følelsesrigeste og et af de mest tankevækkende i vor romanlitteratur, så kom det af grundsynets elementære storhed og af den forunderlige indlevelsesevne, hvormed der var gjort rede for stemningernes og følelsernes ubevidste vækst. Næppe nogen sinde før har en ung mand i Danmark ransaget sin sjælelige udvikling med så årvågen en skarpsindighed.

Handlingen i romanen "Aage og Else" (Bind 1, Døden 1902 og Bind 2, Livet 1903) er baseret på forfatterens egne erindringer om de mange dødsfald i hans barndom. Tre søskende, hans bedste ven og hans far døde. Hovedpersonen Tue er forfatteren selv. De mange dødsfald bliver en kamp i hans indre mellem båndene til dem, der ikke er der mere, og båndene til hans ungdomsforelskelse Lul. Romanen er fuld af mange stærke erindringsbilleder og smukke naturbeskrivelser.Christian Rimestad skrev om den:Når Aage og Else blev et så betydningsfuldt værk og på samme tid et af de følelsesrigeste og et af de mest tankevækkende i vor romanlitteratur, så kom det af grundsynets elementære storhed og af den forunderlige indlevelsesevne, hvormed der var gjort rede for stemningernes og følelsernes ubevidste vækst. Næppe nogen sinde før har en ung mand i Danmark ransaget sin sjælelige udvikling med så årvågen en skarpsindighed.

Niels Hilding, litterat i disputatsfasen og specialist i tysk romantik, er taget på orlov i Sverige og har kærestesorg. Han svælger i romantiske fantasier og sin ungdom i Vejle – til pigen Margrethe, der gav ham et kys på et studentergilde, og som han derfor fejlagtigt erklærede for at være sin forlovede. Men Margrethe afviser ham. Men så møder han den lidt mystiske, modne kvinde, Rut Norrcross, i Sverige, og det bliver bare indledningen på en række sære møder og et langt fald…Harald Kiddes ungdomsromaner Aage og Else (1902-03), De Blinde (1906), Loven (1908), Den Anden (1909) og De Salige (1910)) har alle en tilknytning til barndomsbyen Vejle. Enten udspiller de sig dér i deres fulde udstrækning eller over kortere dele af handlingen, og også en række figurer går igen i større og mindre roller.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Harald Kidde (1878-1918) var en dansk forfatter, der er bedst kendt for romanen "Helten", der er en klassiker i dansk litteratur. Harald Kidde debuterede med "Sindsbilleder" i 1900 og skrev i sin karriere både romaner, noveller og kortprosa.

'Helten' er Harald Kiddes gennembrudsroman, hvis hovedperson, Clemens Bek, er vokset op på et bordel og endt som degn på Anholt. Her er han omgivet af onde mennesker, der gør det gode, dvs. praktiserer kristendommen. På sit dødsleje fortæller han om sit mærkelige liv, som har lært ham at realisere godheden.Harald Kidde, 1878-1918, er dansk forfatter. Harald Kidde opgav efter kort tid teologistudiet til fordel for forfattergerningen. Forfatterskabet er tematisk set spændt ud mellem den ideale, religiøst betingede stræben og samtidens nihilisme. På det personlige plan var Harald Kidde ramt af sorg og seksualangst, men overordnet er der tale om civilisationskritik. Inspirationen henter han hos J.P. Jacobsen, både den psykologiske detaljering og de betydningsladede naturbeskrivelser. Han slog igennem med "Helten" (1912) og arbejdede de næste seks år med indsamling af materiale til den store roman "Jærnet", der var planlagt som den første af fire bøger om Värmland gennem 100 år, men døde af den spanske syge et par uger efter udgivelsen i 1918. Bogen er unik i dansk litteratur: en ekspressionistisk bevidsthedsstrøm, hvor facts, historie, emotionelle idéer mikses i et flertydigt forløb. På mange måder en forløber til James Joyces Ulysses, der kom fire år senere.

I "De salige" møder en mand, der er flygtet fra kærlighedssorg, en ung kvinde, der prøver at leve videre efter i barndommen at have været offer for pædofili og incest. Kidde tager her emner op, som få i hans samtidig vovede at komme i nærheden af.*Ved bogens udgivelse skrev Christian Rimestad:Den mandlige hovedperson i Kiddes sidste roman er i nær slægt med alle hans tidligere unge mænd i ”Aage og Else”, i „De blinde”, ”Loven« og „Den anden”. Fælles for dem alle er det afgørende, at de kun er i stand til at elske én eneste gang, og at denne eneste kærlighed ganske tyrannisk hersker over deres liv. Da Henning Norden her i ”De salige” har måttet opgive sin elskede, fordi hun var gift og havde et barn, så var det egentlige liv forbi for ham. Selv hans arbejdet blev hæmmet. Han stivnede. Og dog kunne han ikke have handlet anderledes, om han skulle bevare sin samvittighed frelst. Den virkelighedens atmosfære, hans sind kun kunne leve i, det var viljens høje luft. For ham var fristelserne at følge sin kærlighed på trods af den indre pligs bud det farlige, det fjendtlige, det uansvarliges forvirrende gøglen. Han når de Saliges Ø, men den bliver aldrig lykkens hjem for ham, kun de skyldløses fred, de ikke levendes ro.Han tilhører på moderens side en slægt, hvis hår er blegt, hvis favn er kold, fordi deres blod er så luftigt. Moderen kunde, efter bruddet med faderen, der havde begået ægteskabsbrud og karsesvig, trække sig tilbage til Salighedens Ø og leve der i lykke, fordi hendes natur var så helt ujordisk. Med stor poetisk kraft har Kidde fremmanet denne kvindeskikkelse, hendes elfenbensansigt, hendes øjnes strålende kulde, hendes legeme som skabt af dis og luft.Bogen handler nu om, hvordan denne mand, der har ment i sin isolation at have gjort sig til livets herre, bliver en livets lærling. Men hvordan lærer han, at Salighedens Ø ikke, som hans forgudede moder havde vist ham, sejler højt over hav og jord, i æterens og solnedgangens ro, men at den stiger af det uvejrspiskede hav, og at man kun når den gennem dets vildeste hvirvler?Det lærer han af en ung pige som fra København er flygtet ud til hans refugium, en ung pige, som kun har set ham én eneste gang i et selskab af literater, men aldrig har glemt hans forfærdelse og vrede, da han blev vidne til en letfærdighedens skændselsdåd mod en purung, uskyldig pige, aldrig har glemt udtrykket i hans blik, da han forlod selskabet.Det bliver i denne brudte pigeskikkelse, i dette hærgede barneansigt, at han ser livet, livets egen hellige skændselsskrift. Det bliver ham som en hemmelighedsfuld vilje, der har sendt hende til ham — som en repræsentant for alle dem, han selv og hans moder og hele hans moders slægt har holdt sig fjernt fra og ikke har villet prøve på at begribe, forstødt som tilhørende det livets smuds, de ikke vilde i berøring med.Livets smuds, det er just i det, at hun er vokset op. Hun giver i sin lange skildring af sit liv frygtelige indtryk af sin barndom. Hun har i en alder, hvor det store flertal af mennesker kun har vage anelser om kønslivet, set det udfolde sig i sine modbydeligste former. Hun var af sin moder, en hæslig skøge, viet til undergang. Hun ender da også selv, som moderen ville, men det er lykkedes Kidde at få os ikke blot til at tro på, men til at føle usvigeligt, instinktivt hendes sjæls usmittede renhed. Mest var hendes liv et helvede, men tre gange, i tre perioder, har hun været i „Paradiset” og om disse tre oaser af lykke beretter hun med en rørende ømhed. Et kvindeligt sidestykke til den store franske digter Verlaine, sådan rejser sig hendes billede: en kysk, en altid renhedstørstende sjæl i et besmittet legeme...Der er som altid i Kiddes bøger en række bipersoner, om hvem man kun får det at vide, som er nødvendigt for at bogens problem kan opløse sig i de størst mulige nuancer.Intet er tilfældigt, alt hænger nøje sammen. Derfor er det også umuligt at girve udtømmende besked om handlingen. Handling, filosoferen og lyrik er sammenknyttede uopløseligt. Det er en kompliceret digtning, men det inderste i den, dens alvorsfulde sjæl, er en dyb ærbødighed for livets betydningsfuldhed, for ansvaret, det fører med sig.(Christian Rimestad i Politikens kronik 26.10. 1910)

Harald Kidde ”har nu lært at koncentrere sig i en sådan grad, at denne bog ikke rummer én unødvendig episode, ja næppe én overflødig sætning. dette par hundrede sider hører til de tungest mættede, vor tids skønliteratur har frembragt.Han har af bipersonernes indre kun villet se det, der var nødvendigt for så fyldigt som muligt at belyse grundidéen…. alle de mennesker, der optræder i romanen, skal tjene til at klargøre denne hans opfattelse: At leve er at være to. At de glade blandt menneskene er dem, der har formået at flette deres selv i den anden. At livet overhovedet ikke lever i en, før man finder sin fred i den anden, hvad enten denne anden er fjern eller nær… Hovedpersonerne er et ungt ægtepar, der i det yderste efterår er rejst over til et lille hus i Østjylland. Det ligger lige på grænsen af den uhyre og blodrøde skov. Man oplever nu i den måned, bogen varer, hvordan disse to mennesker møjsommeligt når til at tilpasse sig efter hinanden, at det nye. tredje,hemmelighedsfulde væsen - vi - kan fødes... det er en vægtig bog, som langtfra udtømmes ved første læsning. Den ar fuld af mystik, naturens, menneskelivets og dødens. Dens ord fortoner sig stundom ud i meget fjernt ekkoer. Ud fra hver af dens sider flammer og dufter, blændende og bedøvende, den blodige efterårsskov, og selve dens sjæl er den gamle og vanskeligt udtrykkelige drøm om to menneskesinds fuldkomne sammensmelten.”(Christian Rimestad i Politiken. 6,11. 1909)

"Loven" (1908) er en mørk og tung skæbnetragedie, hvor personerne er lænket til slægtens brøde og bukker under, skønt de hver for sig stiller høje krav til sig selv. Nogle få udvalgte er født med *loven* i deres sind, med "kravet om værdighed ved loven, ordholdenhed hos menneskene, fortsættelse i skæbnen", men netop derfor rammes de så hårdt af det lovløse og brutale, der møder dem. Handlingen er henlagt til egnen omkring Hallandsåsen, og til det skovkransede Broby ved Helgeåen, og naturscenerne er ligesom i de tidligere bøger på en subtil måde stemt sammen med de intime sjæleskildringer"(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"De blinde" (1906) er anlagt efter et samme psykologiske grundskema som "Aage og Else". Her oplever en unge Bent Havlykke kærligheden til legekammeraten Helene Kønig med en så voldsom kraft, at den bliver hele hans tilværelses mening. Da hun svigter ham, vælger han et asketisk eneboerliv i en schweizisk bjergdal i ubrydelig trofasthed mod deres første kærligheds fryd og smerte. Der er en vældig tragisk linieføring i denne roman, der har adskillige, af Kidde selv vedgåede, berøringspunkter med "Når vi døde vågner". Bent og Helene har krænket den samme moralsk-religiøse lov som det ibsenske kunstnerpar og går tilgrunde i snefjeldenes lavineskred. Men et øjeblik før døden har de set ind i det store ansigt bag bjergtoppene og følt den isnende retfærdighed i den dom, der venter dem. Bogen er konstrueret med en interessant brug af ledemotiver, hvorved en række bifigurer gennem deres heroiske skæbner belyser og forbereder de elskendes undergang.(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"Luftslotte" fra 1904 er Harald Kiddes tredje bog. Det er en samling af korte legender, parabler eller lignelser, taget fra Bibelen, fra den græske mytologi og fra dagligdagen. Kendte religiøse og filosofiske motiver vendes om eller tolkes i et nyt lys, som i denne korte tekst, der hedder "Hjælpen":”Herre, Herre, jeg har råbt til dig i År og Dage, og du hjælper mig ikke!"„Gå til Menneskene, Menneske."„Menneskene, Herre - de svarer alle, at ene du kan hjælpe."„Det er fordi, de ikke forstår mig."„Herre, hjælp mig! hjælp!"„Jeg kan ikke hjælpe dig - jeg er ikke mere på Jorden."„Herre - ikke hjælpe - du ikke hjælpe--?“„På Jorden lærte jeg Mennesket at hjælpe Mennesket. Således hjalp jeg Menneskene. Mennesker, hjælp nu hverandre."

"Sindbilleder" (1900) er Harald Kiddes debutbog. Den består af en række korte parabler eller lignelser, ofte parafraser over mytologiske eller bibelske motiver, der i en rigt ornamenteret symbolistisk stil vender mange af vore tilvante forestillinger på hovedet og lader os se overleverede sandheder i et nyt lys.

Dette er ikke en nem bog at læse - bl.a. pga de mange historiske henvisninger - men idag har vi jo internettet og Google - det meste kan slåes op.Tom Kristensen skrev:Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman Jærnet. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.

Harald Kidde døde alt for tidligt, nemlig under den spanske syge i 1918. Hans mest kendte roman er "Helten" som er et digterisk mesterværk, men som hans samtid kastede vrag på. Det er tungt værk - bevares - men hvorfor skal alt være nemt? Som der stod i "Blæksprutten":For at læse Harald Kiddeskal man have Tid - og gidde,"Parabler" er en samling af digterens små-historier, der forlængst er glemt - men her er så chancen for at stifte bekendtsskab med dem.

Helten er en roman af den danske forfatter Harald Kidde (1878-1918) og regnes for hans hovedværk. Den er af mange litteraturforskere anset for at være en af 1900 tallets væsentligste danske romaner. Romanen er oversat til fransk, tysk, norsk og vietnamesisk og er den eneste af Kiddes romaner, der solgte i større oplag. Hovedpersonen er en fattige lærer Clemens Bek, der er sand kristen i en verden af hyklere – altså en troens helt.Handlingen foregår på Anholt, men er inspireret af Kidde-familiens tilknytning til Læsø. Harald Kiddes mor Inger Dorothea "Doris" Corneliussen (1848–1931) blev fem år gammel sendt i pleje på Læsø hos sin moster Polly Ørum, hvis mand Erik Frederik Ørum (1810-73) var tolder på Læsø i årene 1853–71. Doris forlod øen som syttenårig i 1865, og blev seks år senere blev hun gift med Harald Kiddes far den tredive år ældre amtsvejinspektør Christen Kidde i Vejle. Hendes moster Polly havde behandlet Doris hårdt, og hun havde oplevet sin tid på Læsø som et mareridt:(Wikipedia)

Harald Kidde debuterede i 1900 med en samling korte symboliske prosalyriske tekster, "Sindbilleder", opfulgt af "Luftslotte" i 1904. Disse korte fortællinger og dialoger er skrevet i en tidstypisk symbolistisk eller allegorisk stil. „Parabler“, kaldte forfatteren dem selv. En lignende allegoriserende kortprosa finder man hos fx Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og Ernesto Dalgas. Det gennemgående motiv er følelsen af fremmedhed, håbløshed og træthed."Parabler", der først blev udgivet i 1948, indeholder endnu en række af disse korte tekster, der kan være naturbeskrivende, religiøse eller gå tilbage i historien.

I "Jærnet" vises et billede af en slægts historie i løbet af 100 år oplevet gennem en 15-årig drengs bevidsthedsstrøm. Slægten er nært knyttet til de värmlandske jernmalmgruber, hvor Harald Kidde opholdt sig, mens han arbejdede på værket, der skulle være det første i en serie af fire bind. Harald Kidde døde, før han kunne færdiggøre serien, men "Jærnet" kan stadig læses som en afsluttet historie.

I romanen Aage og Else (1902-03), inspireret af folkevisen af samme navn, slår de konflikttemaer igennem, som kom til at præge forfatterskabet: spændingen mellem livsbegæret og tryghedstrangen eller den ideale og religiøst betingede stræben modstillet samtidens nihilisme og udvendighed. På det personlige plan er der sorgarbejde og seksualangst inde i billedet, mens der overordnet er tale om civilisationskritik. Stilistisk er J.P. Jacobsen den første inspiration for Kidde som prosaist, både i den psykologiske detaljering og i de betydningsladede naturbeskrivelser.(Store Danske Encyklopædi)

Et aldeles overvældende, øredøvende og næsten uoverskueligt værk af samme massive tyngde som dets titel. Romanens nutid er henlagt til 1850'erne, men i de forestillinger, der i løbet af tre døgn rabler gennem en pubertetsdrengs bevidsthed, oprulles samtidigt en række mægtige billeder af Sveriges erhvervsmæssige og politiske historie i en kaotisk kronologi og med et væld af symbolske over- og undertoner. Som i en montage bliver der desuden i teksten indflettet dokumentarisk materiale som statistiske oversigter, politiske manifester og økonomiske afhandlinger.Som oftere hos Kidde er de centrale personer grupperet i en trekant. Den erotisk tillokkende Susanna bliver – som sin badende navnesøster i Bibelens apokryfe skrifter – betragtet med begær fra flere sider. Den vanføre og svagelige Steffan Choräus – den dreng, hvis bevidsthedsstrøm gengives gennem de tre døgn – er betaget af hende, men fra den anden side efterstræbes hun også af den anderledes livskraftige Brynte. Ordet „brynde“ har vel ligget forfatteren på pennespidsen ved formuleringen af hans navn. Steffans vanførhed skyldes netop, at Susanna under et kapløb har skubbet ham ned ad en trappe, fordi hun hellere ville indfanges af Brynte – modsat symbolikken i Helten, hvor Clemens' åndelige forløsning netop symboliseres ved hans opstigning i øens fyrtårn....Kiddes mægtige komposition kan forekomme lige så monstrøs som monumental. Romanen er blevet betragtet som sprængt og mislykket, men den er også blevet stillet på højde med de største modernistiske værker i verdenslitteraturen som fx James Joyces Ulysses (1922), hvis stream of consciousness-teknik bliver foregrebet af Kiddes direkte gengivelse af drengens bevidsthedsstrøm. Ganske vist har Kidde også tidligere dyrket en særpræget kunstnerisk stil – især inspireret af J.P. Jacobsens langsomt skridende prosalyrik og Herman Bangs flimrende impressionisme. Men til Jærnets egensindige stil vil man næppe kunne finde noget sidestykke. Med sit rytmisk strømmende, hymnisk højstemte og messende tonefald og sit væld af associationer, billeder, citater og historiske og mytologiske referencer er værket selv som en sproglig smelteovn, hvor alle traditionelle forestillinger om persontegning, handlingsgang og komposition bliver opløst. Med sin brudte og fragmentariske komposition afspejler værket en tilstand, hvor samfundet på den ene side styres af markedskræfternes blinde økonomi, og hvor bevidstheden på den anden side underlægges et blindt driftsliv.(Store Danske Encyklopædi)

I 1912 udkom Harald Kiddes mest kendte bog, Helten. Den blev som alle tidligere bøger ingen succes i første omgang, hvor den kun solgte 190 eksemplarer det første år; men derefter voksede dens publikum sig langsomt større og større. I dag er den genudgivet adskillige gange og blandt andet udgivet på tysk og fransk.Tom Kristensen skrev om den:Det er et af hovedværkerne i det tyvende århundredes danske litteratur. Den burde have skaffet ham verdensberømmelsen; men jordisk succes blev lige så lidt tildelt ham, som den blev tildelt hans helt, skolelæreren Clemens Bek.