Join thousands of book lovers
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.You can, at any time, unsubscribe from our newsletters.
Hvad mangler det kropsligt og åndeligt fladmaste menneske i højhastighedssamfundet? Resonans, måske! Rosa bringer et kritisk blik på forøgelsesteorien. Vækst er ikke vejen til det gode liv. Men genklang i verden kan skabe ro, livsfylde og balance hos det moderne menneske. Mennesket er eksistentielt karakteriseret ved trangen til resonansrelationer, og alle mennesker gør sig resonanserfaringer gennem livet. Hvad vil det sige? Jo, at vi oplever øjeblikke, hvor vores tråd til verden begynder at vibrere intensivt, hvor vores forhold til verden ånder. Vi mærker, at vi bebor en syngende verden.En sociologi om forholdet til verden spørger efter vores verdensforholds forskellige fænomenale dimensioner. Hvordan bevæger vi os i verden? For at finde svaret analyserer Rosa vores legemlige og psykiske, eksistentielle og emotionelle, kognitive og evaluative aspekter af tilværelsen. Menneskeligt begær kan tolkes som begær efter resonans; mennesket har en trang til resonans, som minder om længslen efter næring eller anerkendelse.Kvaliteten af det menneskelige liv kan ikke bare måles på de muligheder og ressourcer, vi har til rådighed; arten af det verdensforhold eller den verdensrelation, som er formativ for livet, må tillige undersøges. Det moderne blik på verden, at forøgelsen af ressourcer i sig selv forbedrer livskvaliteten, er vildledende; derimod er der gode grunde til at tro, at den forøgelseslogik, der dominerer det vestlige tilværelsessyn, og drives af sin egen dynamik ogmed sig selv som mål, belaster de menneskelige forhold mere og mere – eller sågar selv er udtryk for og udslag af et problematisk verdensforhold: Det moderne menneske døjer med tristesse.Kan du høre verden? Og svarer verden, når du spørger? Svaret får du her!
Hartmut Rosa advances an account of the temporal structure of society from the perspective of critical theory. He identifies three categories of change in the tempo of modern social life: technological acceleration, evident in transportation, communication, and production; the acceleration of social change, reflected in cultural knowledge, social institutions, and personal relationships; and acceleration in the pace of life, which happens despite the expectation that technological change should increase an individual's free time.According to Rosa, both the structural and cultural aspects of our institutions and practices are marked by the "e;shrinking of the present,"e; a decreasing time period during which expectations based on past experience reliably match the future. When this phenomenon combines with technological acceleration and the increasing pace of life, time seems to flow ever faster, making our relationships to each other and the world fluid and problematic. It is as if we are standing on "e;slipping slopes,"e; a steep social terrain that is itself in motion and in turn demands faster lives and technology. As Rosa deftly shows, this self-reinforcing feedback loop fundamentally determines the character of modern life.
Hartmut Rosas udgangspunkt er, at det egentlige liv opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. Det er her, al ægte berøring og alle virkelige, betydningsfulde erfaringer opstår. Mødet mellem det egentlige liv og det ukontrollerbare karakteriseres som et betydningsfuldt øjeblik, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden.Rosa hævder, at det moderne samfund hele tiden stræber efter at udvide kontrollen over alt i tilværelsen. Dermed skabes en acceleration i samfundet, som gør, at vi gradvist mister sansen for den resonans, som kun finder sted, netop når man er opmærksom på det ukontrollerbare. Resonans udvikles nemlig, når vi engagerer os med noget ukendt, måske noget ligefrem irriterende, der ligger uden for vores rækkevidde. Resultatet af denne proces kan dermed ikke planlægges eller forudsiges. Begrebet det ukontrollerbare (på tysk Unverfügbarkeit) har ifølge Rosa en reference til den tyske eksistensteolog Rudolf Bultmann (1884-1976). Bultmanns forståelse af nåden, det vil sige det for ham absolut vigtige i tilværelsen, er netop, at vi ikke forføjer over den. Den er ukontrollerbar.
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.