Books by Henrik Pontoppidan

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.(C.E. Jensen)

Samlingen 'Krøniker' (1890) fortsætter i allegorisk form kritikken af dansk smålighed, der kvæler »fribaarne Foregangsmænd« og anden »Ørneflugt« i konvention, materialisme, sladder, snobberi og angst for det ukendte. (Hans Hertel)

"Isbjørnen" handler om den bjørnestærke Thorkild Müller, der ikke dur til at læse teologi, men bliver præst alligevel og sendt til Grønland. Da han efter sin kones død kommer tilbage til Danmark. De bønder, han prædiker for, elsker ham, men gejstligheden hader ham og tror, han må være forrykt, fordi han vil afskaffe tiende-betalingen.Da han til sidst tvinges bort, skriver han med kridt på døren: "I har de Tyranner, som I fortjener".

Henrik Pontoppidan (1857-1943) skabte med "Det forjættede land" sit første storværk.Værkets tre bind Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), er historien om en utopi og dens sammenbrud. De tre bind har alle undertitlen „Et Tidsbillede“. Første bind omspænder 10 måneder fra december efter Estrups første provisorium i 1877 til det følgende efterår. Andet bind omfatter forår til efterår 1885 efter det andet provisorium, og tredje bind et par måneder af 1887. Stedet er landsbyerne Vejlby og Skibberup, der minder om Skuldelev og Østby i Hornsherred, og Sandinge med højskolen på den anden side af fjorden, der minder om Slangerup og Mortens højskole i Jørlunde.

"Pontoppidans anden store roman, Lykke-Per, er ligesom Det forjættede Land en udviklingsroman om en ung mand, der forlader sit barndomshjem, hvor han har følt sig fremmed og undertrykt, for at skabe sit eget liv og omforme samfundet efter sine egne ideer. I Det forjættede Land forkaster Emanuel den københavnske dannelseskultur. Han flytter på landet, gribes af grundtvigianismens og højskolernes folkelige vækkelse og forsøger at leve i pagt med bondesamfundets traditioner. I Lykke-Per rejser Per Sidenius den modsatte vej. Han forkaster sin fromme, provinsielle præstefamilie, flytter til hovedstaden for at blive ingeniør og komme frem i den verdslige, industrialiserede verden og gribes af det moderne gennembruds ideer."(Dansk Litteraturs Historie)Dette er den oprindelige tekst, sådan som den udkom i otte bind 1898-1904.

Mands Himmerig foregaar i Journalist- og Politikerkredse. Romanens Traad er kort fortalt denne: Bladet "Friheden" skal have en ny Redaktør. Magister Niels Thorsen er den bedst egnede, hvis den afdøde Stifters Ønske skal respekteres, og Bladet ledes som et Organ for sand Oplysning, Kulturbestræbelse og Sandhedssøgen. Men i sidste Øjeblik skubbes han til Side. En partipolitisk Intrige bevirker, at Bladet overdrages til nogle samvittighedsløse Stræbere, hvis Formaal med Bladet er at tjene Penge og paa anden Maade rage Fordele til sig.Kort efter udbryder Verdenskrigen. Thorsen er endt i den Opfattelse, at kun en Krig kan redde Menneskeslægten, særlig Danmark. Han har ønsket Krigen. Da den kommer, bliver Danmark uden for den. Dermed er Thorsen ogsaa inde i sig selv parat til at dø. Han har tabt Spillet paa alle Punkter. Og skønt hans Kamp ikke har haft et religiøst eller kristeligt Indhold og ikke har været rettet mod Kirken, saa ligner han dog Kierkegaard i dette: at Forfatteren lader ham dø i rette Øjeblik, da der ikke er mere for ham at gøre.(Henning Kehler)

Novellerne i Pontoppidans "Landsbybilleder" fra 1883 giver stærke skildringer af de fattiges liv på landet."I „Bonde-Idyl“ ... trækkes klassemodsætningerne endnu skarpere op. Husmændene og landarbejderne holder til i Aahusene, der ligger i „en kummerlig, lergraa Række, omgivne af det store, sumpede Mosekær, hvori Aaen tabte sig.“ Bøndergårdene ligger „højere oppe, hyggelig i Lunet“. Med jordforbedringer og værdistigninger har de fået nye stuehuse „i røde Sten med Skifertag og smaa Kabinetter, hvor Døtrene kunde spille paa Fortepiano“. Aahusene er ikke steget i værdi. De lå stadig og „støttede sig i deres Affældighed til hinanden“ omringet af „denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge“. Mens bøndernes børn har vokset sig højere og rankere, bliver Aahusenes børn stadig mindre og mere forkrøblede, „en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine „Værdier“ rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede“. Ejendomsfordelingen tvinger de fattige husmænd og landarbejdere til at arbejde for de rige bønder, så forskellen mellem rig og fattig stadig øges. Kapitalismen er blevet en naturlov, som også bestemmer individernes biologiske udvikling, og af den økonomiske udbytning følger den seksuelle."(Dansk Litteraturs Historie)

De fleste af novellerne i Fra Hytterne blev skrevet i Østby, og skønt fortælleren især er den iagttagende vandringsmand, har han også kritiske kommentarer til den sociale uretfærdighed, der skaber menneskelig lidelse. Præstens afsluttende ord over den døde Ane i „Knokkelmanden“, at „Herrens Naade er over al Maade“, står i grel modsætning til det uretfærdige i, at døden forhindrer hende i at nyde frugterne af sit hele livs hårde slid. I „Naadsensbrød“ er uligheden flyttet med ind i det fine fattighus, hvor lemmerne til middag får „Vælling og en Sild, eller grøn Søbeskaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf“. Det er derfor Stine Bødkers, som altid har klaret sig selv, vægrer sig så voldsomt mod at flytte dertil.(Dansk Litteraturs Historie)

I denne novelle beretter Pontoppidan om de skrækkelige ting der kan gå i svang i et lille samfund på landet.

Efter at have været præst på Grønland i en menneskealder vender Thorkild Muller hjem til det lille bornerte, middelmådige og småborgerlige Danmark, hvor der intet udsyn er. Han var taberen, der drog til Grønland, hvor han blev en vinder - og han blev taberen igen, da han rejste hjem.”Isbjørnen” regnes blandt Henrik Pontoppidans allerbedste fortællinger.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et udsædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Romanen handler om kunstneren Hugo, der ærligt talt opfører sig noget mærkværdigt -- (Hans Kvast(nedertysk) betyder nemlig en person der opfører sig som en nar). Heroverfor står Melusine der er den skønne fe i eventyret men også er hans kone. Det er en af Pontoppidans mærkeligste romaner, og når man lukker bogen ved man egentlig ikke rigtigt hvad det var den handlede om - men kvaliteten ligger måske netop skjult heri.

Dette er tredie del af Pontoppidans Erindringer. Romanen omhandler det romantiske Afsnit i hans Liv, da han var Lærer paa Broderens Højskole i Jørlunde og giftede sig med en Bondepige, men den indeholder også interessante beskrivelser af datidens litterære personlighedere, som f. eks. Georg Brandes.

Ad søvejen vender Pontoppidan tilbage til sin barndoms by med alt hvad deraf følger af sørgmodige tanker og minder.

På en særdeles herlig måde beskriver Henrik Pontoppidan her sin opvækst i Randers - det hele er med - nedture og opture og lykkelige stunder. Også her mærkede man krigen i 1864 for ikke at tale om oversvømmelserne, som vi jo tror kun finder sted idag.

"Fortællingen er, som altid hos Henrik Pontoppidan, udmærket ved sit Liv og sin Anskuelighed. Der er de prægtigste Landskabsbilleder fra det øde og vilde Vesterhav, nogle Kroscener, som Drachmann ikke kunde gjøre bedre, en Række Optrin fra et ulykkeligt ægteskabeligt Samliv, der virker med en egen Uhygge -"Således skrives der om denne bog og derfor er der kun eet at gøre: læs den!!

Pontoppidan siger selv, at "Asgårdsrejen" er Forspillet til "Mands Himmerig", som ikke helt vil kunne forståes af den, der ikke kender dette lille Skuespil. Der er således al mulig grund til at læse det.

Denne roman, som er en antropologisk studie af familieinstitutionen, faderskabsforholdet og matriarkatet, er gennem tiden blevet omarbejdet og beskåret i en uendelighed - om det har gjort den bedre eller dårligere, skal ikke kunne siges, men her er ihvertfald den originale førsteudgave fra 1900.

Hvor glemmer vi dog hurtigt - det er ikke mere end godt hundrede år siden, at Danmark var et diktatur - det var under ministeriet Estrups regime. I denne lille fortælling beskriver Pontoppidan en episode fra dengang.

I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik.

En hjælpelærers eminente beretning om den egn og de mennesker han kom i berøring med i sit virke. Fantastisk underholdende fortælling.

Se så at komme igang med at læse skuespil! det gjorde man før i tiden, og det kan vel ske igen?Den unge lidt naive, men ikke destomindre velbegavede kandidat Glob, har efter en skærmydsel med sin kæreste Katinka, begivet sig på en rejse til Jyllands nordligste egne. En sen eftermiddag ankommer han til en kro, hvor han får anvist et værelse, som han aldeles ikke er tilfreds med.. Her møder han iøvrigt nogle højst ejendommelige personager, og bliver endvidere vidne til et indviklet ægteskabeligt drama.

I "De dødes rige" følger vi et væld af personer fra alle samfundslag, mens Henrik Pontoppidan på mesterlig vis tegner os et billede af det danske samfund i det første årti af det 20. århundrede. Bogen kredser både om kærlighed, politik og samfundsånden, alt sammen set med pessimistiske øjne.

Et lægeægtepar lever på sjette år i landlig vaneidyl med tre små børn. En tryg og hyggelig tilværelse omend noget triviel. Men fastelavnsaften bryder 'Prins Karneval', i form af en ukendt festklædt gæst med bohemeagtige manerer, ind i det ægteskabelige paradis og vækker ægteparrets ungdommelige minder og slumrende lidenskaber. Denne vækkelse sætter sig varige spor i ægtefællernes forhold; de vante rammer er blevet sprængt, og den stille idyl er blevet inficeret af urovækkende lidenskaber."Eventyrets dump mellem bleer og morgensko, skildringens overbevisende realisme i enkeltheder, og helhedens ånd af luftigt lumskeri – alle de indre modsætninger, halvt tilslørede, halvt fremhævede af stilens emaljefaste klarhed, giver bogen en besnærende ynde og spænding." – Valdemar Rørdam"[Romanen] er noget så sjældent som en fantastisk historie i Pontoppidans ellers realistiske forfatterskab ... er med sin symmetriske opbygning en ren nydelse." – Bo Hakon Jørgensen

Præstekonen Ingrid lever i et fredfyldt borgerligt ægteskab med sin noget ældre mand og to små drenge. På et kurophold i København gribes hun af lidenskabelig kærlighed til den indesluttede og stridbare filosof Dr. Vadum og forlader mand og børn for at følge Vadum til Schweitz. Mørkemanden Vadum blomstrer op under Ingrids kærlighed, men hun er splittet mellem sin lidenskab og sin skyldfølelse og savnet af drengene."Det er stadigvæk en fortælling om, at mennesket opretholdes af 'Kvindens Kærlighedsgaver'. Men det er tillige en fortælling om livets pris, der altid er livet selv ... Den, som søger at bjerge sit liv, skal miste det, men den, der sætter livet til, skal vinde livet!" – Thorkild Skjerbæk, Kunst og budskab - Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab

Nattevagt er en ægteskabshistorie om to personer med vidt forskellige baggrunde og holdninger; om proletaren, kunstneren og anarkisten Jørgen Hallager og om den pæne pige fra det bedre borgerskab, Ursula, der begge søger at udvikle og frigøre den anden fra tidligere bindinger, men misforstår og taler forbi hinanden med tragisk udfald. Den komplekse, flertydige personskildring, hvor personerne skildres gennem deres syn på sig selv og omverdenen, minder om de store russiske forfattere som Tolstoj og Dostojevskij, som Pontoppidan satte højt. Og Nattevagt kan i plot og kompleksitet minde om Dostojevskijs højt berømmede fortælling: Den sagtmodige (Krotkaja)."Pontoppidan har ... energi og indsigt til at leve sig ind i hver enkelt, så personen fremstår som gjort af kød og blod. Her er stemmen aldrig hånlig, den viger ikke tilbage, fordømmer ikke. Stoffet er så levende og bøjeligt som livet selv ... Pontoppidan er kvindeskildrer af højeste karat. Jeg tror ikke, at jeg kan finde andre i dansk litteratur, der er på højde med ham." – Ida Jessen

Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jeg-fortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans idealforestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. Den romantiske kærlighed afsløres som basalt driftsbegær. På badehotellet, hvor jeg-fortælleren for en stund har forladt de dagligdags borgerlige rammer, bryder de urgamle basale driftsinstinkter igennem på bekostning af moral og fornuft. Den desillusionerede jeg-fortæller finder et alternativ til dette liv i den asketiske livsførelse, han møder hos den kloge og kyniske Dr. Levin, men hvilken livsførelse, der er at foretrække, lader Pontoppidan som vanligt stå åbent."Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. ... det er en overmåde underholdende og vittig lille Fortælling." – Edvard Brandes, Politiken, 1894"Hvad den nutidige læser ... kan nyde ... er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen

Pontoppidan er oprørt over de sociale forhold hos almuen. I Isbjørnen fra 1887 udtrykker han sin harme med en grum, men samtidig morsom, lystspilsagtig satire. Satiren går på det borgerlige samfund, der hytter sig selv og udstøder den egenartede præst, Isbjørnen, der nærer en ægte omsorg for de svage. Men den rammer også den almue, der i almindelig underkuethed og uvidenhed retter ind efter autoriteterne, hvilket får Isbjørnen til at forlade sognet med ordene: "I har de Tyranner, som I fortjener.""Isbjørnen, den måske mest læste tekst efter Ørneflugt holder og finder stadig nye læsere som veloplagt påpegning af det fremmedes og den ægte naturligheds trange kår i et småligt og ængsteligt samfund." – Johan Rosdahl"Hvad den nutidige læser … kan nyde … er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen

Ung Elskov kom i en 1. udgave i 1885, men nærværende udgave er 2. udgaven fra 1906, som var totalt omarbejdet med En Kjærlighedshistorie fra 1883 indarbejdet. Romanen omfatter flere medrivende skæbnefortællinger, hvor blandt andet den romantiske kærlighed modstilles det hverdagsagtige fornuftsægteskab. Pontoppidan anlagde sjældent noget entydigt standpunkt, men endevendte emnerne i flere forløb set fra forskellige synsvinkler.