Books by Holger Drachmann

"Kunstnere" (1889) indeholder de tre noveller Forårsgrønt, Fjorten dage og En uromantisk novelle, der oprindelig blev trykt i tidsskriftet Ude og Hjemme 1878-80. Holger Drachmann havde selv gået på Kunstakademiet og optrådte som maler med slængkappe, og Forårsgrønt fortæller han om kunstnerlivet, mens samlingens sidste novelle foregå ved den jyske vestkyst.

Hvis man kun kender Drachmann fra midsommervisen og "Der var engang", kan hans debutdigtsamling fra 1872 komme som en åbenbaring. Han var så rasende og oprørsk i disse digte. Måske kan sproget i dag virke lidt gammeldags, men dengang var det nyt og anderledes, for Drachmann trak dagligsproget ind i sine digte. Indholdet har været som et slag i ansigtet på det dannede borgerskab. Drachmann taler med foragt om præsterne og de sløve danske studenter. Han taler om det indelukkede, snævre og beklumrede miljø i de dannede kredse. Og han lovsynger Pariserkommunen her samme år som slaget på Fælleden, samme år det første nummer af Social-Demokraten udkom. Dachmann stillede sig ikke bare på den yderste venstrefløj, men også helt uden for det dannede selskab - han stillede sig sammen med sømænd og arbejdere, og han gjorde det med smældende rim, taktfaste rytmer og i et smidigt og stærkt personligt sprog.

"I storm og stille" fra 1874 indeholder en række mindre skitser og noveller - om bl.a. et ophold på Christiansø, nogle drenge der stikker af til Hven i en båd og en excentrisk engelsk lord, der vædder med en fattig arbejder, om denne tør springe over skinnerne foran et frembrusende lokomotiv. Hertil slutter sig "Fra sandets regioner" fra Skagen, der med sine 85 sider snarere er en kort roman end en lang novelle. Dansk Litteraturs Historie skriver om den:I begejstring over havet og sandets vælde skrev Drachmann novellen „Fra Sandets Regioner (perspektiviske Fragmenter)“ om Palnatoke Olsen, der er træt af „Selskabet“ i hovedstaden, dets materialisme, tomme form og uselvstændighed, og især af den unge, kokette kvinde, han er forelsket i, men ikke har udsigt til at vinde. Så han rejser væk for at finde „Et Forsvindingspunkt for Hovedstadslivet“, som det hedder i første kapitels undertitel. Det finder han som fisker på Skagen, hvor „den jernhaarde Nødvendighed“ ganske vist „smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden“, men hvor man til gengæld har „et Centrum i sig selv“, fordi man aldrig har sat spørgsmål ved sin plads og sit kald. Fiskerlivet er den rette kur mod tidens „optrævlede, udmarvede Storbyslæng“ og „blegnæbede, smaaklynkende Poeter“, mener Olsen. På vejen derop får han følge af en snedkersvend, der underholder med en førstehåndsberetning fra revolutionen i Berlin i 1848. Trods kritikken af de københavnske damer kan Olsen ikke bekvemme sig til at stifte hjem med den skagenspige, der ser mildt til ham. I stedet finder han en heroisk død i en forulykket redningsaktion. Perspektivet viser sig at forsvinde „i det Uendelige“, siger undertitlen til sidste kapitel. Det drejer sig ikke om at vælge mellem hovedstadens radikale intelligens, arbejderklassens socialisme og den arbejdsomme landbefolkning, men om at finde sit eget midtpunkt. Det lykkes først for Palnatoke Olsen i døden, fordi han grundlæggende er splittet, som hans navn viser, mellem den borgerlige Olsen og den „balstyrige jomsvikingske“ Palnatoke.

"Dæmpede Melodier" fra 1875 er på mange måder en splittet bog. Den oprørske og ligefrem revolutionære ånd, der strømmer gennem debutsamlingen tre år tidligere er stadig til stede i digte om, at krigene kun er magthavernes røvertogter, og soldaterne skal lægge våbnene fra sig og slutte sig sammen - og ikke mindst i det lange digt om den sidste Sortfod, som missionæren fortæller om, hvordan de kristne lever i fred og broderskab, hvorefter indianeren med mange eksempler viser ham, at det ikke er sandt - at de kristnes verden er fuld af løgn og bedrag. Men samtidig rummer "Dæmpede Melodier" digte om tidligere århundreders krige, hvor krigsbegejstring og patriotisme lyser ud af versene. Og midt i det hele finder man et af Drachmanns allersmukkeste lyriske digte - Improvisation ombord - med linjerne: Daggryets Gud vi ofrer vinens glød / Til dig en hymne efter vinen følger / Og slår vor time, giv os da en død / som Shelleys i Toscanerhavets bølger".

Med kul og kridt" udkom ligesom Drachmanns første digtsamling i 1872 og giver en god baggrund for indtrykkene og holdningerne i digtene. Drachmann fortæller om sin tid til søs og giver levende beskrivelser af England og Italien. Der er sol, saltvand og frisk blæst i disse skitser, og når man læser dem, forstår man bedre, hvorfor Drachmann følte lede ved det indelukkede og snævre miljø i det københavnske borgerskabs saloner.

Splittelsen mellem flid og drømmeri, pligt og lyst, borgerlig orden og personlig frihed, som allerede prægede Palnatoke Olsen, er hovedtemaet i Drachmanns første roman En Overkomplet (1876). Den 16-17-årige Erik har svært ved at underordne sig sin faders strenge krav om regelmæssig livsførelse og vedholdende skolearbejde. I sommerferien, som tilbringes i Fredensborg, vil han hellere strejfe om i den nordsjællandske natur end repetere latinske forfattere fra gymnasiets pensum. Dagen lang hengiver han sig til drømmerier i slotsparkens lindealleer mellem de mytologiske og allegoriske statuer og mindesmærker, sejler på Esrom Sø eller vandrer til Gurre og Hornbæk. Ved synet af vennen Adolfs uhæmmede dyrkelse af vinens og erotikkens fornøjelser, lægger han imidlertid sin livsstil om og udvikler sig til en pligtopfyldende akademiker. Adolf er overkomplet, „vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning“, fordi han lever alene uden faderlig vejledning med sin smukke og eftergivende mor, som både Erik og hans fader forelsker sig i. Erik anerkender faderens fortrinsret og afvikler dermed sit ødipuskompleks. Mens han studerer og arbejder i udlandet, dør begge forældrene. Adolf forfalder til druk og udsvævelser og synker socialt, men reddes af kærlighed til en ung opvarterske i et værtshus, en pige af folket hvis jævne baggrund opvejes af hendes rene jomfruelighed. Hun er den første udgave af det kvindeideal, som Drachmann siden forfulgte og færdigudviklede med Edith-figuren i hovedværket Forskrevet – (1890). Da Adolf og pigen gifter sig, bliver han komplet, og de kan udvandre til USA. På skibet rager parret op over mængden, „fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser.“(Store Danske Encyklopædi)

Det er 80 år siden, Forskrevet – sidst blev optrykt. Tankestregen i titlen går på det "– til Fanden", som forlaget fjernede fra manuskriptets titel. Med god grund, for der er mange slags forskrivelser skildret i Drachmanns omfangsrige roman, og de er ikke nødvendigvis alle lige negative, faustiske.En Overkomplet var skrevet af den 30-årige digter på hans ungdom, Forskrevet – af den modne forfatter – så moden som han nu nogensinde blev. Romanen tager sin begyndelse i midten af 1880'erne, dens dobbelte hovedperson har langt mere end alderen til fælles med forfatteren, og den ender først efter sin udgivelse, i det fin-de-siècle, som først lige havde fået navn.Drachmann har i denne roman samme Undergangens Angst i Blodet som Henrik Pontoppidan arvede fra ham. Men han formulerer den med en modernitet der, igen med Rømhilds ord, "stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt" var aldeles nybrydende."Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre," bemærker midt i romanen det reflekterende af romanens dobbeltdyr, maleren og forfatteren Henrik Gerhard, der roman igennem mest beholder synsvinklen som fortæller af deres mere eller mindre fælles oplevelser. Hans alter ego med det drachmannske ydre, digteren Ulf Brynjulfsen, bruger mere fantasien til at underlægge sig tingene. Det kommer også til udtryk i romanens mange indslag af Ulfs lyrik.De to mænd cirkler som siamesiske tvillinger af modsat temperament om sangerinden Edith, af hvis kærlighed de begge begærer at næres. Men hun forbliver lukket land, af forskellige, mere og mere indlysende grunde, viser det sig efterhånden.Samtidig realiserer de sig som kunstnere, sammen eller hver for sig. De satser på at "oparbejde den ny Tidens og Tingenes Betragtning", og en dag blive udpeget som "den eller de Udmærkede, der hæver Skatten!"Forskrevet – er et flot bud på denne bestræbelse, men samtiden tog ikke særlig vel imod den. Hvis derimod Drømmetydningens Freud havde læst romanen, da den i 1904 udkom på tysk, måtte det have været gefundenes Fressen.(Flemming Behrendt)

Ingen digter har været så elsket og fejret som Holger Drachmann, indbegrebet af Sangeren med slængkappe, bulehat og knortekæp i hånden. Og få har været ude for en sådan nedvurdering. I den henseende minder hans skæbne om Nis Petersens. Som tilfældet er med Nis Petersen ville man ikke gøre Drachmann en tjeneste ved at udgive et stort udvalg af hans digte - endsige det samlede værk. Der er for meget, der ikke længere holder. For meget facade og kling-klang. Men hvis man vælger nogle af de bedste digte, kan man se, hvorfor Drachmann blev så elsket. For få har digtet så smukt og inderligt som han om kvinden, om havets skiftende stemninger, om de blå nætter, om tungsind og om hjertets ubodelige ensomhed.

"Der var engang -" er Holger Drachmanns skuespil-udgave af det gamle eventyr om kong Drosselskæg og den hovmodige prinsesse (eller H. C. Andersens Svinedrengen, om man vil. Men det ender dog ikke som brødrene Grimms og Drachmanns udgave lykkeligt!)Skuespillet indeholder blandt mange andre sange originaludgaven af den noksom bekendte Midsommervise.