Join thousands of book lovers
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.You can, at any time, unsubscribe from our newsletters.
I begyndelsen af 1950’erne bor to forskellige familier dør om dør i et af de pæne villakvarterer nord for København. Den velhavende og fremadstræbende familien Bentzon med jyske rødder og den kreative akademikerfamilie Lund. De to familier deler et fælles åg: En dominerende far, der kaster lange skygger over børnene. Specielt over sønnerne.Den neurotiske reklamemand Jørgen Lund udsætter sine tre børn og konen Esther for store prøvelser. Esther plages af skyld over sine egne svigt og hemmeligheder, men forsøger at beskytte børnene, især sønnen Peter, og datteren Barbara, der tidligt har appetit på livet og kærligheden. Lars, den yngste søn i familien Bentzon, lever sit eget rebelske liv. Hans frækhed og humor kender ingen grænser. Han drømmer om at rejse, om frihed og muligheder stik imod, hvad familien og hans afdøde far havde forventet af ham.Barbara og Lars bliver sjælefrænder og hinandens fortrolige i en turbulent tid i 50’erne, hvor familien er i opbrud og rollemønstre for både mænd og kvinder ændrer sig afgørende.Naboens søn er er en fortælling om at turde. Om fædre, der forventer det umulige af deres sønner, om mødre med evig skyldfølelse, om den store kærlighed man kæmper for, og den kærlighed man får.
Lemvig i Vestjylland. Jane Aamund er alvorligt syg. Smerter og uro holder hende vågen i de sene aften- og nattetimer og giver plads til tanker og erindringer fra et langt liv. I samtaler om natten fortæller hun om alt det, der giver mening. De morsomme anekdoter, der vækker latter, systemet, der behandler hende og dem, der tager sig af hende. Menneskene på hendes barndoms hjemegn, som er svære at komme ind på livet af, men tæt på i hjertet. Og om alt det, der var sjovt, og det der var – og er en sorg. Samtaler om natten er en ærlig og livsbekræftende fortælling fra en af Danmarks mest folkekære forfattere. Jane Aamund (f.1936) er en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Hun har modtaget adskillige priser, deriblandt Boghandlernes Gyldne Laurbær, 12 Bøgers Litteraturpris, Den Berlingske Fonds Journalistpris og er mange gange blevet valgt som Danskernes Yndlingsforfatter.
Mød Ane fra bestsellerromanen Colorado drømme igen. Romanen er en selvstændig fortælling om Ane, der mødte sin store kærlighed Bob, lod familien bag sig og flyttede med ham til USA, hvor de sammen levede, indtil han pludselig døde. I Bjergsted drømme er Ane vendt hjem til Danmark. Hun er kun lige kommet sig efter sorgen over sin store kærlighed, og står nu over for konsekvenserne og skylden over at have forladt sine drenge og eksmanden, der er som forvandlet af pludselig sygdom. Hendes (kærligheds)liv har haft sin pris. Ane knokler, skaffer sig job som journalist, har ambitioner og forsøger at sone sin skyld og leve som en moderne fraskilt og moden kvinde, da hun møder en måske ny kærlighed. Joakim. Livet med ham er med dine og mine børn, kompliceret, hans familie er fra Køge og har stærke meninger om overklassepigen med den store dominerende og interessante familie. Ane vil skrive, være forfatter og tro mod sine drømme og passioner, ikke en husholderske eller hustru til pynt. Deres ægteskab og venskab bliver for alvor sat på prøve, da ulykken slår ned, og Ane bliver syg. Hvilken slags kærlighed er det egentlig, de har, hvad er det, der binder dem sammen, og hvad er det for et liv, Ane drømmer om at leve?
Fortællinger fra Vestjyllands herregårde til de bonede gulve i København fra dengang overklassen endnu ikke var en truet art, til nu hvor de er blevet det.Mød blandt andre den københavnske og nordsjællandske overklasses uvorne børn i kirke og til fest. Den karismatiske levemand baron Raben-Levetzau fra Aalholm Slot, som gerne trykkede på speederen i alle livets forhold, og den kongelige hoffotograf Anne-Lise, som insisterede på at hedde prinsesse, da hun blev gift med prins Valdemar med det karakteristiske æggehoved. De fine damer, der holdt sig i form med ballet og gerne iførte sig strutskørt og dronningens design til festlige lejligheder. Og overklassens fatale og stærke kvinder, specielt den smukke og forførende skuespillerinde Gerda Elisabeth og den frygtløse modstandskvinde og hestetæmmer Varinka Muus.Mine egne veje – i overklassen, der forsvandt er underholdende, underfundige og til tider ualmindeligt morsomme fortællinger om Jane Aamunds inspirerende og pudsige møder med de mennesker, hun har truffet på sin vej gennem overklassen.
”Jeg vil fortælle om en tid, der var engang, og en mandetype, der siges at være uddød. Men hvem ved, måske genopstår mænd af onkel-støbningen i nær fremtid.”- Jane AamundFra Christianshavns stræder til Jyllands herregarde i 1930’ernes og 40’ernes Danmark. Mød bagermester onkel Theodor med stålsat vilje og snoet overskæg, der ikke mærker meget til det stormfulde ægteskab, han lever i med tante Ella. Sædelighedsbetjenten onkel Kristen, der ligner Clark Gable og er gift med moster Karen, som sætter hver en mand på plads. Smedens uægte søn onkel Johan, der vokser op med sprut og tørre tæsk, ender som dansebestyrer og svinger et utal af damer uden om sit ægteskab med tante Valborg. Og smukke, forførende tante Esther fra Lemvig, der var gift med den ene onkel Viggo, og den ordblinde onkel Viggo, der elsker sin kone tante Flora højt og sin tyranniske mor endnu højere. Onklerne – og deres fruer er Jane Aamunds skæbnefortællinger om de kradse, kulørte og karismatiske onkler og tanter, hun mødte som barn i en tid, da linjerne mellem mand og kvinde var trukket op – og dog.
I Vindue uden udsigt fortæller Jane Aamund skæbnehistorier om stærke kvinder. Kvinder fra Sydamerika, Afrika, Fillipinerne, Østlandene og ja - Vestjylland. Kvinder, som servicerer herskabet i dagens Danmark som barnepiger, rengøringshjælp, hundeluftere og fuldtidstjenestepiger og herhjemme sjældent kommer til orde. Jane Aamund er selv barn af herskab og tjenestefolk. Hendes egen mor blev selv sendt ud for at tjene, efter den vestjyske familie var ruineret og gården sat på tvangsauktion. I Vindue uden udsigt tager Jane Aamund bladet fra munden og beretter tjenestepigernes utrolige livshistorier og om det nye liv bag facaden i Danmark som en del af hverdagen hos den Nordsjællandske over- og middelklasse.
I Lys i livet forholder Jane Aamund sig igennem en række samtaler med journalisten Cecilie Frøkjær ærligt og ukrukket til de udfordringer, hun har mødt, de sejre, hun har vundet, de fejltagelser, hun begik – og de mange farverige mennesker, der har krydset hendes vej. Jane Aamund (f.1936) er en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Vi kender hende som en nydelig dame i spadseredragt, men bag det pæne ydre gemmer sig en fandenivoldsk og meget politisk ukorrekt kvinde. Hendes liv har taget flere sving end de flestes, og med tre ægteskaber og mandebekendtskaber på adskillige kontinenter bag sig har hun sagt goddag og farvel oftere end så mange andre. Hun har levet livet til kanten og gjort ting, som alle andre rystede på hovedet af. Og hun har betalt prisen for det. Men frem for alt er hun en ukuelig optimist og fighter, der trods kræftsygdomme, kroniske smerter, skilsmisser og tab stædigt opsøger lyset i livet og altid er på udkig efter et godt grin at læne sig op ad. Humoristisk og usentimentalt fortæller hun blandt andet Cecilie Frøkjær om, hvordan hun tackler sin angst, hvorfor hun er skrækkelig at være gift med, hvordan hun har tiltrukket charmepsykopater, og ikke mindst hvordan hun bejler til lykken. Cecilie Frøkjær (f. 1968) er journalist og har arbejdet som vært på ”Go’ Morgen Danmark” siden 1996 og desuden på en række talkshows, debat- og boligprogrammer. I 2001 udgav hun bogen Gennem østrogenmuren, en åbenhjertig fortælling om kvinder og kvindeliv i dagens Danmark. I Lys i livet møder hun Jane Aamund med humor og kærlige indspark og stiller hende spørgsmål, hun ikke har svaret på før.
Efter flere års kamp er det omsider gode tider på Nørre Vinkel, Ane Møller Weibels smukke slægtsgård i Vestjylland. Efter sin fars død driver Ane gården sammen med sin mand, drømmeren Johannes.En augustaften i 1920 brænder ejendommen ned, og katastrofen ruinerer familien. Ane og Johannes’ fem børn er da ved at være voksne, og en ny situation rejser sig af asken. De fem søskende må klare sig selv. De vil alle væk fra Lemvig, den lille by ved fjorden, og fra deres barndomsmiljø. Udlængsel følger i deres spor. En af sønnerne vender aldrig tilbage.Fortællingen om Jane Aamunds vestjyske familie. En roman om forandringer, længsler, tro, håb og kærlighed.
I pinsen 1859 finder skandalen sted. Den unge landmand Jens Kristensen forlader Lolland og konen Kirsten for at rejse til Argentina. Han vil skabe sig en ny tilværelse, hvor der er højt til himlen og langt til de danske skove. Men i hælene på Jens løber et spor af skandaler. Han forelsker sig hovedkulds og intenst i tjenestepigen Marie, satser sine penge i spil og er nær bukket under på åbent hav. Da Jens endelig får argentinsk jord under fødderne, er intet, som han havde forventet. Landet er barskt, langt vildere end det Vilde Vesten. Hvordan kan han nogensinde skabe sig det liv, han drømmer om her? Og hvad med kærlighedens kår … Vil en kvinde følge ham til verdens ende? De grønne skove er den dramatiske fortælling om de glemte danske indvandrere, der levede og overlevede på trods. Med en stålsat vilje og hænderne i den argentinske jord. En eventyrlig beretning, der får en til at tro på menneskehedens muligheder, passionens kraft og fremtiden. De grønne skove er første bind i Jane Aamunds slægtskrønike om de dansk-argentinske indvandrere. Til foråret 2009 følger andet bind.
Jane Aamund er som en magnet. De gode historier og morsomme oplevelser klæber til hende.I Dengang det var sjovt skruer Jane tiden tilbage. Til de karakterer, der har krydset hendes vej, og de oplevelser hun har haft som skribent, og ikke mindst som menneske med appetit på livet.Janes verden er både kulørt og broget. Hun har blandt andet været bortført på Sardinien, på ferie med 98 mænd, er blevet anholdt af politiet og været i ashram hos en indisk guru i USA. Hendes hverdag har været befolket af store personligheder og tragiske skæbner. Og de er alle genstand for Janes skarpe blik og morsomme pen i Dengang det var sjovt.
I 1980’erne boede Jane Aamund i Spanien og blev ven med Aage Stentoft. Stentoft ville gerne have, at hun skrev hans erindringer. Men Stentoft døde, før bogen blev færdig. Nu er den dukket frem af glemslen og indgår som grundstenen i Jacob Wendt Jensens portræt af revymanden, der med sin entusiasme kunne rive folk med, men som samtidig med sin hårde og kontante stil skilte vandene.Aage Stentoft var en af dansk revyteaters mest succesrige skikkelser med i alt 700 melodier - heriblandt en perlerække af revyslagere. Han havde sans for penge og magt og var direktør for blandt andre Frederiksberg Teater, Apollo Teatret, Det Ny Scala og Tivoli revyen frem til Dirch Passers død i 1980.Revykongen Aage Stentoft bygger på Jane Aamunds farverige beretning fra en tid, hvor revyen var livsnerven i dansk underholdning. Suppleret med knap 30 nye interviews og revyhistoriske fund i blandt andet Aage Stentofts eget arkiv, der har ligget uåbnet hen siden hans død i 1990.
Sjove, søde og sørgelige fortællinger om dyr og deres mennesker, der hele vejen igennem er båret af en betingelsesløs kærlighed til kæledyrene.
Charmerende og humoristisk portræt af københavnerkvinden Juliane, hendes ægteskaber og det brogede familieliv i et arbejdermiljø i Ovengaden oven Vandet på Christianshavn i 1880’erne. Jane Aamunds skildring af den skrappe, men gæve Juliane blev folkeeje med filmatiseringen af Klinkevalstrilogien i 1999.Oven vande, trilogiens tredje del, følger Julianes søn, Joseph, gennem en turbulent karriere som sanger på Det kongelige Teater, som ægtemand og som succesfuld ejendomsmægler.
Jane Aamunds debut som forfatter er historisk fiktion, som bygger på grundig research og tegner en række uhøjtidelige portrætter af kongerækkens Christianer og de kvinder, de levede sammen med. Aamund fortæller åbenhjertige historier fra kongernes og ikke mindst dronningernes privatliv, som begynder der hvor eventyret holder op med "og de levede lykkeligt til deres dages ende" - fra bryllupsnatten og frem. På en gang historiebog baseret på sande hændelser og en skildring af ægteskabet som institution. En morsom og medrivende introduktion til den danske kongerække og livet ved hoffet, som både giver anledning til eftertanke og samtidig er særdeles underholdende læsning.
En række af Jane Aamunds livsnære causerier, der har været bragt i Ugebladet Søndag, hvor forfatteren med ironisk humor og eksempler fra sit eget liv reflekterer over mennesker og tiden.Jane Aamund er en af Danmarks mest succesfulde forfattere, hun har modtaget adskillige priser for sit omfattende forfatterskab og er flere gange blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter.
Jane Aamunds dramatiske beretning om sin vestjyske familie, om troen på kærligheden og på Guds magt og om livet i limfjordsbyen Lemvig. Ane og Margrethe vokser op på gården Nørre Vinkel, deres far er alene om opdragelsen og har store planer for døtrene. Men Margrethe forelsker sig i en københavnerjournalist, og Ane, der som den ældste skal overtage gården, gifter sig med Johannes Weibel, en mild drømmer og fantast.Romanen Udlængsel følger familien i tiden efter Vesten for måne.
Charmerende og humoristisk portræt af københavnerkvinden Juliane, hendes ægteskab og det brogede familieliv i et arbejdermiljø i Ovengaden oven Vandet på Christianshavn i 1880’erne. Jane Aamunds skildring af den skrappe, men gæve Juliane blev folkeeje med filmatiseringen af Klinkevalstrilogien i 1999. I denne trilogiens anden del mister Juliane Jensen sin mand og må klare tilværelsen alene med sine fire drenge.
Louise tilpasser sig de mænd, hun møder: kølig societyskønhed, hyggehusmor på landet, kreativ kunstner, perfekt indretningsarkitekt, selvstændig superkvinde eller elskerinden, alle mænd fantaserer om. Møder hun en ny mand, bliver hun det fuldkomne spejl af hans personlighed, ambitioner og livsstil. Men kun for en tid, så bliver hun rastløs, trænger til en ny mand, et nyt hjem, en ny illusion.En dag møder Louise en mand, der får spejlet til at splintre, og hun begynder sit livs kamp for at erobre en kærlighed, som måske er uopnåelig.
En samling af Jane Aamunds livsnære bidrag til Berlingske Tidende igennem årene 1970-1997. Om de smukke og de sjove og de sunde, tryghed og tradition og ”Ska' vi ikke lige ha' en bajer?”Fra succesfamiliens supermarked, håndbog i køb af drømmehus og til det daglige sidespring. Når mor er den værste i verden og om rejsen til kræftland. Jane Aamund kigger om bag masken og lader den falde.
Charmerende og humoristisk portræt af københavnerkvinden Juliane, hendes ægteskab og det brogede familieliv i et arbejdermiljø i Ovengaden oven Vandet på Christianshavn i 1880’erne. Jane Aamunds skildring af den skrappe, men gæve Juliane blev folkeeje med filmatiseringen af Klinkevalstrilogien i 1999. Klinkevals er første del af trilogien.
Jane Aamund sparer ikke sig selv, når hun indvier læserne i sit livs eskapader. Forfatterens far, Joseph Aamund, bliver medejer af den københavnske brødfabrik Ruga og giver Jane og hendes bror Asger en opvækst under trygge kår.Jane Aamunds barndoms- og ungdomsliv er skildret med lune og humor i erindringsbogen, Den grønne port; en forrygende beretning om at være barn under og efter besættelsen og om et heftigt ungpigeliv i 50’ernes København.
Jane Aamund lægger ikke fingrene imellem, når hun slår til aktørerne inden for det sundhedsvæsen, som hun har frekventeret, siden hun fik kræft, da hun var i 30´erne.Jane Aamund fortæller om sit dramatiske voksenliv med ægteskaber, skilsmisser, børn og hendes mange møder med sygevæsenet i årene 1960 til 2000. Den hvide verden er en såvel smertefuld som humoristisk brugsbog i kunsten at overleve og få noget ud af livet. Den hvide verden er en selvstændig fortsættelse af barndoms- og ungdomserindringerne i Den grønne port.
En række fortællinger om irske mænd og kvinder, som tegner et levende portræt af det stolte og hårdt prøvede ø-folk, der trods den historiske modgang emmer af handlekraft, humor og temperament.Bag de irske stemmer er der irske skæbner, folk, der udvandrede, folk, der måtte blive, mænd og kvinder, som bekender, at det irske blod måske ruller lidt hurtigere end andre folkeslags blod. Jane Aamund har fanget nogle af disse skæbner og har sanset og forstået menneskene, der har formået at bevare deres egenart og selvværd ved at holde fast i sig selv, uanset hvad der er er sket og sker rundt om dem. Og hendes livfulde, fint afrundede skildringer kalder på både gråd og latter.
Et tilfældigt møde bliver til en lidenskabelig kærlighed mellem to modne mennesker, danske Ane og amerikanske Bob, med voldsomme konsekvenser for dem selv og deres familier.En livsbekræftende, erotisk og humoristisk roman, der viser, at kærligheden kan overskride enhver grænse og barriere mellem generationer, kulturer og livsholdninger. ”Den er vidunderlig. Smuk. Bevægende. Barsk. En love story skrevet med døden i hælene.” - Femina
Jeg bor i Lemvig og flyver fra Karup til København en gang om måneden. Det tager kun 40 minutter at flyve til København. Men jeg har vænnet mig til at bruge tiden på at tage øjebliksbilleder af, hvad der sker omkring mig i tilværelsen lige nu, lige før og måske om lidt.Jeg fortæller mig selv historier og tager noter. Mine øjebliksbilleder blev første gang skrevet til Cimber Airs tidsskrift ”Flyaway!”. Læserne, der også sad mellem himmel og jord, ville gerne have dem samlet i en bog. Og derfor er denne lille bog Øjebliksbilleder blevet til.
Smeltediglen fortsætter historien om den unge landmand Jens, der i pinsen 1859 forlader de flade lollandske marker og konen Kirsten for at rejse til Argentina. Jens er eventyrlysten og besat af at skabe sig en ny tilværelse langt fra landsbyens snærende bånd. Men Argentina er mere barskt, end Jens havde forestillet sig. Og da Kirsten beslutter sig for at krydse Atlanten og rejse ud til sin mand er de vilkår hun møder langt værre end Jens har turdet røbe for hende. Hvordan skal de skabe sig en lykkelig tilværelse i fattigdom? De bor i en jordklinet hytte og må arbejde dag og nat. Som de andre danske indvandrerfamilier er de underlagt naturkatastrofer og argentinernes modvilje, plaget af gauchoer, bandeopgør og sygdomme. Sammenholdet i den danske koloni er stærkt, men kan Jens og Kirsten holde sammen på deres tilværelse og deres kærlighed? Smeltedigelen er den dramatiske fortælling om de glemte danske indvandrere, der levede og overlevede på trods. Med en stålsat vilje og hænderne i den argentinske jord. En eventyrlig beretning, der får en til at tro på menneskehedens muligheder, passionens kraft og fremtiden. Smeltedigelen er andet bind i Jane Aamunds slægtskrønike om de dansk-argentinske indvandrere. Første bind De grønne skove udkom i foråret 2008.
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.