Books by Klaus P. Mortensen

Henrik Pontoppidans forfatterskab er præget af en kritisk lidenskab, der på den ene side rettes udad mod samfundet, og på den anden indad mod det analyserende jeg. Klaus P. Mortensens "Ironi og utopi" er en kronologisk læsning af Pontoppidans forfatterskab, hvor denne kritiske lidenskab betragtes fra to sider – dels ved at gå i dybden med forholdet mellem far og søn i Pontoppidans værker, og dels ved at se den som eksempel på en bestemt bevidsthedsform.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Den engelske digter William Wordsworth spiller en central rolle i litteraturens langstrakte bevidsthedsrevolution, hvori den kristne tilværelsesopfattelse mister sin fortolkningskraft og må vige pladsen for et nyt, selvrådigt subjekt. I "The Time of Unrememberable Being" dykker litteraturprofessor Klaus P. Mortensen ned i Wordsworths tidlige digtning og ser nærmere på forholdet mellem natur og bevidsthed heri.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Thomasine Gyllembourg er i vore dage mest kendt for sin skilsmisse fra den landsforviste P.A. Heiberg og som mor til Johan Ludvig Heiberg. Men hun er også en af vores første store kvindelige forfattere, og med sine anonymt udgivne "Hverdagshistorier" lagde hun grunden for den realistiske familiefortælling i Norden.Klaus P. Mortensen fortæller i "Thomasines oprør" historien om et forfatterskab, der har været med til at vende op og ned på kønsroller, følelsesliv og familieformer i Danmark.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

I årene 1750-1850 lægges grunden til nutidens selvfordoblende refleksionsformer i litteraturen og billedkunsten. Professor Klaus P. Mortensen foretager i "Spejlinger" seks repræsentative nedslag i kunsten, der viser udviklingen fra guddommelig skaberkraft til menneskelig selvrefleksion.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Thomasine Gyllembourg er i vore dage mest kendt for sin skilsmisse fra den landsforviste P.A. Heiberg og som mor til Johan Ludvig Heiberg. Men hun er også en af vores første store kvindelige forfattere, og med sine anonymt udgivne "Hverdagshistorier" lagde hun grunden for den realistiske familiefortælling i Norden.Klaus P. Mortensen fortæller i "Thomasines oprør" historien om et forfatterskab, der har været med til at vende op og ned på kønsroller, følelsesliv og familieformer i Danmark.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

H.C. Andersen beskrev selv sit liv i eventyret om den grimme ælling, der bliver til en smuk svane. Men historien om den store digter er ikke så enkel endda, for H.C. Andersen var også et meget sårbart menneske.I "Svanen og Skyggen" afkoder Klaus P. Mortensen eventyrernes symbolsprog og fortæller den forrygende historie om, hvordan vores kendteste digter klatrede fra samfundets bund til dets strålende top.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

I 1839 forelskede den danske kunstner Johan Thomas Lundbye sig hovedkulds i godsejerdatteren Louise Marie Neergaard fra herregården Vedbygaard. Han erklærede hende aldrig sin kærlighed, men trak sig efter fem år, da han erfarede, at hun var blevet forlovet med en anden. I "Johan Thomas Lundbyes kærlighed" fortæller Klaus P. Mortensen om en af den danske guldalders mærkeligste kærlighedshistorier og sætter den i kontrast til tidens åndeligt produktive konflikt mellem kærlighedstrang og kunstnervilje.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Skovsøen på dagligstuevæggen er en kliché. Men sådan har det ikke altid været, for den udspringer af et revolutionerende natursyn, som satte sit præg på maler- og digterkunsten. Klaus P. Mortensen går tæt på historien om denne naturopfattelses tilblivelse og videre skæbne med udgangspunkt i en række danske digtere, der var vidner til de store omvæltninger.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

"Sonderinger i Herman Bangs romaner" er en samlet gennemgang af Herman Bangs romaner. I fire kapitler behandles romanernes bevidsthed om mennesket som et isoleret, beklippet væsen, hvis inderste længsler aldrig tilfredsstilles. Det sker over to fronter: Samtidig med at dette menneskebilledes opståen, faktiske beskaffenhed og æstetiske konsekvenser afdækkes som personlige – men ikke private – følger af overordnede forestillingers sammenbrud, søger bogen tillige kritisk at belyse hvorledes dette menneskebillede, i sin egenskab af fortolkning, virker skæbnedannende tilbage i romanerne."Sonderinger i Herman Bangs romaner" er baseret på tætte læsninger af romanerne "Haabløse Slægter", "Fædra", "Ved Vejen", "Stuk", "Tine", "Ludvigsbakke", "Det Hvide Hus", "Det Graa Hus", "Mikaël" og "De Uden Fædreland" samt en række af Bangs litterære essays og udtalelser i forord og breve. Bogen afsluttes med en fyldig bibliografi over hele forfatterskabet og henvisninger til centrale behandlinger i romanerne.Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Fællesnævneren for disse konkrete, begrænsede strejftog i det grænseløst store bevidsthedshistoriske område er den sekularisering, som den traditionsbårne opfattelse af det metafysiske, af naturen, af kønnet og af kunsten gennemløber fra 1500-tallet til guldalderen og det moderne gennembrud.

I denne bog er det Johan Ludvig Heiberg, der sættes under lup. Han levede 1791-1860, og som undertitlen siger, er Stjernekiggeren en biografi: den benytter biografiske oplysninger og dokumenter, men der er tale om en utraditionel form for biografi, for bogens vigtigste materiale er Heibergs egen digtning. Heiberg hævdede selv, at når en digter samlede og udgav sine værker, så skrev han sin 'sande Biographie', og bogen tager således Heiberg på ordet. Denne orientering mod digterværkerne som indirekte, personlige (men ikke private) udsagn gør det muligt at fremdrage en anderledes biografi og en anden (tragisk) livshistorie end den velkendte og anerkendte. Den kaster således nyt og overraskende lys over det, Heiberg skrev. Hvor nutiden primært kender ham for enten Elverhøj og vaudevillerne eller – som i den nyeste forskning - for hans filosofiske forfatterskab, så fremdrager stjernekasteren hans erotiske skæbne og viser, hvor intimt dyrkelsen af den purunge og unge kvinde, Psyke, er forbundet med den digteriske udfoldelse. Og i den forbindelse sætter bogen lys på hidtil underbelyste værker og sider af forfatterskabet. Første kapitel opridser grundtrækkene i Heibergs livshistorie og formningen af hans erotiske væsen og giver således læseren et kort over det psykologiske landskab, som de følgende tre kapitler bevæger sig rundt i. Kapitlet tager afsæt i den gamle Heiberg, som man møder ham i den brevveksling, der udspandt sig i 1854 og 1855 mellem ham og Johanne Luise efter næsten 25 års samliv: hendes dybe usikkerhed på hans kærlighed og hans venlige, men også distante svar, som hensætter den usikre hustru i en ond cirkel af tvivl og fortvivlelse. Derpå bevæger kapitlet sig baglæns mod kærlighedskonfliktens forudsætninger i fortiden. På den ene side hans opvækst som skilsmissebarn hos en kærlighedskrævende moder, Thomasine Gyllembourg, og senere den unge Heibergs aldrig forløste kærlighed til Ida Brun, hans liv første Psyke. På den anden side Johanne Luises opvækst på samfundets bund og hendes tidlige karriere. Og den følger derpå de to historiers sammenfletning: hans betagelse af det purunge pigebarn, denne Psyke, som det langt om længe lykkedes ham at indfange og forme efter sine idealer. De tre følgende kapitler bevæger sig kronologisk fremad i forfatterskabet. Andet kapitel behandler det tidlige forfatterskabs romantiske, sværmeriske dyrkelse af den evigt undvigende Psyke – den mytiske nøgleskikkelse i de tidlige digterår – som gør kærlighedstabet til kilde for hans digtning, men som også bringer ham på selvmordets rand. Tredje kapitel følger Heibergs opgør med ungdomsdigtningens livsfarlige dyrkelse af smerten. Mødet med Hegel i 1824 får ham til at sætte sig selv og sine følelser under administration, og mødet med Johanne Luise indgiver ham en tro på muligheden af trods alt at blive forenet med den evigt undvigende Psyke. Hvad han da også gør. Men kapitlet følger også, hvordan han efter deres forening gradvis bliver mere og mere distant, optaget af at fortolke sine egne følelser, og til sidst – da Johanne Luise ikke længere er purung – må indse, at Psyke alligevel ikke lader sig indfange. Kapitel fire beskriver, hvordan denne erkendelse af at have taget fejl omsætter sig i en stadigt større afstand til ungdommens og manddommens kærlighedsdrømme – en distance, som er legemliggjort i hans intense beskæftigelse med astronomi og stjernekiggeri, og som får ham til at formulere