Books by Klaus Rifbjerg

I et vittigt portræt af 1930'ernes Danmark fortælles om tjenestedrengen, der stikker af med Ølstykkepræstens arvesølv og havner i København, hvor han hurtigt lærer at begå sig mellem smågangstere og alfonser.

"»R.R.« [...] er et udtryk for Rifbjergs fascination af mytiske skikkelser. »R.R.« er intet mindre end en Faust-roman med en direkte kritik af den rationalistiske livsanskuelse, som titelpersonen har solgt sin sjæl til."- Sven Hakon Rossel, professor i skandinavisk litteratur ved Wiens Universitet, i Berlingske.

Fænomener i en vis del af dansk presse kan måske give læseren fornemmelsen af, at denne tekst er udtryk for et aktuelt mishag. Men  det er ikke tilfældet. Tværtimod står man over for et bevis på, at kunsten foregriber virkeligheden, og at kunsten i sidste ende overhales af virkeligheden. "Du skal ikke være ked af det, Amalia" var færdig som trykklart manuskript i marts 1973 og blev afleveret til forlaget i maj.

Roman om den 13-årige Trok og hans venner, der netop er begyndt at gå i puberteten i tiden omkring 1945.

Martin Alter har det perfekte liv med job, kone, børn og sommerhus. Men de grå hår er så småt begyndt at indtage hårpagten, og angsten for aldringsprocessen og et forsæt spændingsløst liv melder sig som en tre dage lang midtvejskrise.

„Rifbjergs mest radikale forsøg på at befri mennesket fra alt det, der spærrer det inde, det åbenlyse tyranni og den skjulte loyalitet, alle de skrevne love og uskrevne regler, der forhindrer mennesket i at forandre sig selv og for alvor leve sit liv, vælge eller skabe sin egen virkelighed, mens verden mere og mere nærmer sig katastrofen.“ – Jens Kistrup, Berlingske Tidende„Anslaget har altid været Rifbjergs specialitet, her står udfoldelsen mål og opfylder forventningerne. Fuldbragt.“ – Torben Brostrøm, Information

En satirisk skildring af dagligdagen for en ung journalist på det københavnske dagblad Information i halvtredserne. Romanen udkom i 1973.

„… I dag er det den attende februar. Jeg bliver færdig på sygeplejerskeskolen i maj, og så gifter vi os. Der er tre måneder til, så hedder jeg ikke Arkander mere. Jeg hedder stadigvæk Elin, men efternavnet bliver skiftet ud. Af og til øver jeg mig i at skrive det ny navn, men det er en underlig fornemmelse. „Parshøj“ i stedet for Arkander, „Elin Parshøj“, er det mig?“ … ”… Det må naturligvis blive noget springende, for jeg har ikke tid til at sidde og tvære hver dag. Jeg skal passe mine sager, for jeg skal have den eksamen. Det får jeg også. En gang imellem kan jeg blive gal bare ved tanken. Der sættes så få spørgsmålstegn i forbindelse med mig. Det er næsten, som om både jeg selv og alt, hvad jeg foretager mig, er en selvfølge. Det er som om verden har vedtaget, at sådan er Elin Arkander, sådan og ikke anderledes. Jeg kan godt forstå, hvorfor det er gået sådan, for jeg har altid gjort, hvad man forventede af mig, og ikke ret meget andet“ …

"Jeg kigger op ad papiret og ser ordet Danmark. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg har skrevet navnet på mit land, mit fædreland (jeg skriver det så ordet bølger op og ned), gamle Danmark. Måske er det det, jeg gerne ville skrive om til Gerda og ikke kan forstå, fordi hun måske ikke ville fatte, hvad jeg mente. Men hvorfor ikke? Hvorfor sidder jeg og undervurderer Gerda, som jeg synes forstår det hele? Hun er sgu da netop for mig Danmark. Der lyder komisk: Gerda, Danmark. Men hun børster sit hår hundrede gange hver morgen og hver aften, og hun er blond og lugter af . . . havskum."

Det drejer sig om kvinder. Kvinder i alle aldre, fra mange sociale lag, fra mere end et halvt århundredes dansk historie. Og dermed selvfølgelig også mændene omkring dem. „Det svage køn“ hedder det arkaisk eller drilagtigt, men disse 24 noveller spænder fra det humoristisk distancerede til det varmt solidarisk, indefra sete. Fra den korte, næsten biologisk sansede impression til den fuldt udspændte, psykologiske, handlingsmættede fortælling.

Roman om en lille dreng og hans ferieoplevelser i de to somre 1939 og 1949, da familien har lejet et bjælkehus med Sct. Hansurt på taget et sted i Asserbo plantage. Der foregår tilsyneladende ikke så meget, og dog forandres verden for Danmark og for den lille Morten...Om romanen skriver Torben Brostrøm: "Slangelumsk, uskyldigt glidende indtil den hugger til".

Forfatteren gør status over den mærkelige tid vi lever i. Han skriver om det politiske klima efter kommunismens fald og højrefløjens fremmarch, om kulturradikalismen som et nødvendigt korrektiv, om anmelderstandens magt, kunstens væsen, døden, humoren og den omsiggribende pessimisme.

En selvstændig fortsættelse af Karakterbogen (1992) og Synderegistret (1994), hvor forfatteren i samme reflekterende form kommenterer tingenes tilstand, fx medieeksponeringen af sex, vold og krig, venstrefløjens forsvinden, den politiske længsel efter en stærk mand, landskabets vandalisering, vækstideologiens fallit og danskernes mentalitet. "Han er ikke til at slukke. Hverken som forfatter eller fænomen. Det hænder, man bliver blændet, men som oftest er man glad for det lys, han sender i mørket, og det er vel i grunden et ganske fornemt facit." - Jes Stein Pedersen, Aktuelt.

Forfatteren "bekender" åbent sine fejltrin, sidespring og forsyndelser mod de herskende bud og skriver endvidere om døden, humanisme, borgerskabet, Maastricht-aftalen, vejret og ikke mindst om krigen i det tidligere Jugoslavien.

En flok københavnske skoledrenge på 14-15 år drager på påskeferie til Lapland udstyret med ski og rygsæk. Det er lige efter krigen, hvor alle trænger til fornemmelsen af frihed og luft under vingerne. Det er en skæg og varm skildring af drengene, der slås med puberteten, hinanden og sig selv.

En dansk videnskabsmand kommer under sit sabbatår ud for uhyggelige hændelser, da en forbryderbande prøver at fravriste ham en videnskabelig hemmelighed. Foregår i Spanien under Franco-regimet.

Hvor vender kragerne? Hvem skød hovedet af landbetjenten? Hvorfor gemmer den vagthavende sine flasker i cisternen? Lider fr. Honningfod og fr. Lærkesen af seksuelle fortrængninger? Hedder Poul Poul? Er kriminalkommissær Rex’ hørehjælp i virkeligheden en hemmelig sender? Skal kriminalassistenten fortsætte sin rodede ungkarleeksistens til evig tid eller vil han som juniorkriminalbetjenten gå ind i den hellige ægtestand? Og Ingen? Hvad med Ingen? Er hun nogen? Dyrker hun tavsheden som en last eller venter hun blot på det forløsende ord, budskabet som den frigjorte, magiske Illona med det pragtfulde, grønne hår drager rundt i kvindeforsamlingerne og deler ud? Hvem er den skyldige? Er vi skyldige? Hvor henter den blinde, den døve, den stumme sine kicks?Læs Kiks!Kiks rummer svaret!Kiks svarer!Kig i Kiks!Kry, karsk og knasende!Kiks!Kiks, kiks, kiks!

I 1965 opførtes Rifbjergs første "eget" skuespil Udviklinger, et kammerspil der koncentreret udtrykker flere af forfatterskabets grundimpulser.

Klaus Rifbjergs roman "Det ville glæde - en " handler om den store og verdenskendte billedhugger Boy, der iscenesætter sit sølvbryllup, så hele den danske kulturelite havner i den ene barokke situation efter den anden.

Digte af Klaus Rifbjerg fra 1961. Om "Camouflage" skriver Jens Kruuse: "Hans digt er større tænkt og videre villet end noget her hjemme i mange, mange år ... Jeg siger det roligt og stille: dette er vældigt."

Digtcyklus, som spænder krigens idioti og nonsens op mod et levet og sanset liv med menneskelige værdier.

"En 19-årig dansker går om bord på GRIPSHOLM i New York med drømmen om at miste sin svenddom, inden han når Europa. Men han kommer i drift undervejs og opdager i stedet for en ny, delt verden ... så varm og sprudlende som DEN KRONISKE USKYLD, så fuld af fordækte farer som ARKIVET." – Thomas Bredsdorff, Politiken

"Romanen er båret af hans stærke kærlighed til liv, og den er skrevet med hans særlige egenskaber i fuld udfoldelse – hans fænomenale iagttagelsesevne, hans medrivende sensationer, hans drømme og mareridt, hans indtrængende fine følelser for mennesker ... Klaus Rifbjergs ordgenialitet er ikke en sag, der begrænser sig til sproglig fantasi, hans visioner og drømme fører ind i tilværelsens komplekse afsind og vidunder." – Jens Kruuse i Jyllands-Posten

Vi skriver 1968. Ca. 40 årige Karl Asferg, der er rejsebogsforfatter og bosat i Spanien, inviterer hele vennekredsen på påskeferie. Uheldigvis svigter Costa del Sols forårsvejr, så de tyve venner er forhindret i at gå ud. Indenfor bliver der så spist og drukket og snakket og diskuteret, alt imens skyerne efterhånden også på det indre plan trækker sig sammen over Karl. Som en realiteternes mand i generationen, der var for ung til modstandsbevægelsen og for gammel til ungdomsoprøret, har han svært ved at engagere sig og være rigtig til stede i livet.

Digtsamlingen Fædrelandssange udkom første gang i 1967.

Digte skrevet med Gyldendals tobinds-leksikon i den ene hånd og en kuglepen i den anden. "Den opladte åbenhed og sproglige veloplagthed er slående ... Leksikon er virkelig digteren Klaus Rifbjerg fra den mest generøse side." - Berlingske Tidende.

»I køkkenet tier kanariefuglen/ pludselig/ og ramler død / ned i bunden af buret.«– fra det desperate digt Eftermiddag

"Hvor noget holder op, og dets modsætning begynder. Hvor overgange finder sted, og grænserne flyder. Hvor en forestilling ophører med at give mening, og pladsen må overlades til mysteriets realitet - dér opererer Klaus Rifbjerg i sine nye digte ... I dette mellemområde hører digte naturligt hjemme, ja, vi har netop brug for digterne til at huske os på, at det findes." - Erik Skyum-Nielsen, Information."Rifbjerg husker her i en stribe digte, hvoraf de fleste er tæt på det perfekte, enkelte fuldkomne i deres klare, prunkløse, på en gang ædruelige og dog så hjertelige tonefald. Godt, han digter, når han digter så godt!" - Johs. H. Christensen. Terrains vagues er et stykke Rifbjerg-lyrik, der rummer al den hudløse sensibilitet, vitalitet og sproglige rebelskhed, som man kender fra forfatterskabet. Stærkest i samlingen står en række erindringsdigte fra barndommen, der bringer mindelser om det ypperste, der er ydet inden for denne genre på dansk, nemlig Amagerdigte fra 1965.

En gammel mands verden. Livet inden døre, de korte ture på gaden, det fremadskridende fysiske forfald.Og de skarpe glimt tilbage gennem næsten firs års erindringer.Trods tragi-komiske hændelser, den spidse ironi og absurde overraskelser er det en stilfærdig tilværelse på retræte. Men midt i al denne reduktion alligevel et triumferende, levende menneske. I live i et stort, tæt og billedrigt sprog.

Tredive store digte om tredive dage i september med synsvinklen lagt hos en mand i et sommerhus.Døden, alderen og forgængeligheden, bekymringen over en syg nærtstående, sommerens ophør, ensomhed, angst, vemod, tab og galgenhumor. Alt sammen i én stor lyrisk bevægelse.