Books by Klaus Rifbjerg

Danmark i tiden 1912 til 1938. To familier skildres i en lang række sammenkædede scener, som med både alvor og satire afdækker adfærd og holdninger, som de kom til udtryk i en dansk, historisk epoke.Familien Dahlman-Winther tilhører det akademiske borgerskab, en familie af æsteter, kritikere og kunstnere, hvor enkelte medlemmer i lidt for høj grad elsker de tyske takter. Familiens mangeårige hushjælp Asta er på den anden side solidt bundet til sin forgrenede familie, bestående af arbejdere og håndværkere.

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...Alt er kort sagt noget rod.

Tiden er 1939, stedet er København, personerne er den midaldrende englænder George Taylor, der i mange år har boet i Tyskland, hans 18-årige elsker Erich og Georges ven, englænderen William, der støder til parret, da de har boet et par måneder på Østerbro.George og Erich er flygtet fra et nazityskland, der afskyr homoseksuelle, og som oven i købet truer med at indrullere Erich i hæren. De rejser eller nærmest flygter til det bornerte og småborgerlige, men politisk mere fredsommelige Danmark, hvor de lejer et værelse hos familien Christensen. Værtsparret får hurtigt færten af forholdets karakter, og det bekræftes, da fruen åbner døren til badeværelset og finder de to nøgne mænd i en hed omfavnelse. I første omgang bruger hun afsløringen til at presse huslejen i vejret, men da Erich også forlyster sig med datteren i huset, bliver de to mænd smidt ud.Efter et par måneder begynder George at kede sig gudsjammerligt, også over Erich, der er gudesmuk og liderlig, men intellektuelt u(ud)dannet. George, der har udgivet en enkelt bog og gerne vil være fuldtidsforfatter, beder vennen William, der er jævnaldrende og langt mere intellektuelt stimulerende, om at komme, og det ender med, at de to sejler til USA, bort fra kedsomheden og det stadig mere politisk-betændte Europa. 

Novellesamling, som markerer Rifbjergs 50 års jubilæum som forfatter med mere end 160 bogtitler på samvittigheden! Ud af en stor mængde nyskrevne noveller har Rifbjergs tro væbner, ven og kritiker Torben Brostrøm udvalgt 21, hvor mesterens anslag ikke fornægter sig. Hans evne til at fange en situation, en følelse, en særlig tilstand, hans lydhørhed, psykologiske indsigt og ikke mindst hans sproglige kraft er til stede i hver eneste linje bogen igennem.

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

Emma og Richard Nielsen er et ægtepar midt i 70'erne, der bor i hus i Vanløse. Han er pensioneret lærer fra Ingrid Jespersens Skole, hun fra biblioteket. De har to midaldrende børn, Rie, der arbejder på et reklamebureau, er fraskilt og mor til den 18-årige Anders, der er elev på Forfatterskolen, og Carsten, der til familiens store overraskelse og misbilligelse er sekondløjtnant i militæret og for tiden udsendt til Irak og en barsk hverdag i Camp Tordenskjold. Hvad handler Dagstelegrafen om? - den er bl.a. et øjebliksbillede af en familie og dermed af nogle personer, der er følelsesmæssigt tæt forbundne, men som alligevel er forskellige og skilt ud fra hinanden i den ensomhed, som er tilværelsens vilkår. Der er fortidsknuder og fortielser, bl.a. afsløres det pludseligt, at Richard i ægteskabets første år har haft en affære med en digterinde, som han ikke var forelsket i, men som tiltrak ham seksuelt, og som måske/måske ikke repræsenterede den sult efter lidenskab og drift, som han ellers ikke vidste, hvad han skulle stille op med, og som, da den afsløres nu så mange år efter, får Emmas hele tilværelse til for et øjeblik at styrte sammen i følelsen af et stort illusionsnummer. Der er Richards pludselige død, der måske/måske ikke forrykker nogle ting i familien, der er Ries altid ukuelige humør, der dækker over en aldrig tilfredsstillet længsel, og der er Anders, der kæmper for at komme ind i kunsten som sig selv (og her leveres et satirisk portræt af Forfatterskolen!) og derfor har planer om at tage navn efter sin barndoms sommersted: Nyord. Der er Carsten, der har valgt en macho-vej, måske/måske ikke i trods mod den kulturradikale og humanistiske baggrund, som forældrene og en borgerlig Vanløse-baggrund giver, men er det lykken? - næppe ... Dagstelegrafen er en roman om livet med dets strid og længsler og kampe og om den stædige energi, den enkelte lægger i det for at få det hele til at glide. Dagstelgrafen er den registrerende bevidsthed og det konstante aftryk, livet sætter i mennesket. Det er alt det, der tikker ind og lagres og former et menneske og dets reaktioner, og det er gennemlyst og beskrevet med stor seismografisk følsomhed.