Books by Ludvig Holstein

Suite for blandet kor og blæserkvintet baseret på seks sange med tekster af Ludvig Holstein og musik af Carl Nielsen. Suiten er udarbejdet for Danske Folkekor i anledning af 150-året for Carl Nielsens fødsel i 2015. Klaverudtog.INDHOLD: 1. Sang bag ploven - 2. Nu ruger på heden - 3. Fuglefængervise - 4. Blomstervise - 5. Vi sletternes sønner.

Ludvig Holstein debuterede i 1895 med samlingen "Digte", der udkom på P.G. Phlipsens forlag. I 1903 udsendte Gyldendal hans "Digte" i en smuk udgave i blødt læder. De fleste af digtene fra debutsamlingen er med her, og de er suppleret med nogle digte, der var kommet til i de mellemliggende otte år. Men en håndfuld digte fra 1895-udgaven kom ikke med i den nye udgave, så hvis man vil se dem, må man have fat i den oprindelige udgave, der foreligger her.

Efter Ludvig Holsteins død i 1943, udkom denne lille mindebog. Den indeholder to digte, Holstein havde skrevet kort før sin død - et til hans mor og et til modersmålet. Dertil kommer en række prosatekster, der havde været offentliggjort fra omkring århundredeskiftet og frem til besættelsens første år. Der er dels tale om naturskildringer og barndomserindringer, dels indsigtsfulde artikler om litteratur og sprog. Holstein virkede i mange år som konsulent for Gyldendal, og hans artikler om blandt andre Johannes V. Jensen er præget af stor viden og stor kærlighed til den gode litteratur.

I "Den grønne mark" fra 1925 fortæller Ludvig Holstein om sit livssyn og sin tro. Han forkaster kristendommens dogmer og tror i stedet på det, der gror. Han opfatter naturen og dens kredsløb som noget guddommeligt og bekender sig til en panteistisk tro på, at Gud findes i naturen.

Ludvig Holstein gjorde ikke stort væsen af sig, men han udgav over en lang årrække digtsamlinger med nogle af de smukkeste naturskildringer, der findes i dansk lyrik. I samlingen "Løv" fra 1918 finder man blandt andet det, der nok er hans mest kendte digt, "Det lysner over Agres Felt" med linjerne:"Vel! Ræk mig da, o Efteraar,en Gravensten, som smageraf Bækken ved min Faders Gaardog Mulden i hans Ager".

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:Sneen er Sne, og den sneer.Hvorfor svarer du, Hjærte,slet intet mer?Timerne svinder saa golde,Stjærnerne blinker saa kolde.Er Livet kun Leer?I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:Seer du det salige Gry?Sneer det? Ja Æbleblomstblade.Alt blev paany.Bundløs er Foraarets Naade.Frelst ud af Vinterens Vaade,did tør du ty.(Dansk Litteraturs Historie)

Der bliver talt meget om danskhed, men det er ofte uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. For Ludvig Holstein var svaret ganske klart: Danskheden ligger først og fremmest i en inderlig kærlighed til den danske natur. Den natur, Holstein besang, var uberørt. Den var ikke truet af gift og forurening. Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne.Se Æbletræet, helt sig selvog Kronen ét med Roden,opløfter under Skyens Hvælven Sommer tung og moden.De skønne Børn af Sol og Jord,som tynger Træets Stamme,er, skønt de husker ej i Fjor,forunderligt de samme.Men har en Sommer fundet Form,saa skælver Livets Skove.Og falder Frugt for Stød af Storm,skal Æbletræet sove.Jeg delte Træets modne Frugtog fandt dens Hjærtekammer.Der sov i brune Rader smuktde nye Æblestammer.Dets Frugt var Bolig for en Aand,som spiler sine Vingerog sprænger sine Puppebaand,naar Pintseklokken ringer

1903-udgaven af Ludvig Holsteins Digte er i det store og hele identisk med debutsamlingen Digte fra 1895. Nogle af digtene fra den første samling er dog udeladt, mens nogle andre er kommet til. Man finder her en række af Holsteins kendteste digte som "Vil I kender min veninde?" og "Det er i dag et vejr - et sommervejr"

"Spredte blade", der udkom i 1942, året før Ludvig Holsteins død, er en samling af viser og digte, der har været trykt i aviser og tidsskrifter, men ikke tidligere har foreligget i bogform. Her er mindedigte og hyldestdigte, digte om jul og Frederiksberg og muntre sange, der viser Holstein fra en anden side end den følsomme naturlyriker. vi kender bedst.*Samlingen afsluttes med Holsteins smukke trosbekendelse: Ja, jeg er Troende, / jeg tror paa det groende, / min Tro kan blive svag / men aldrig briste. / Alt gror / Nat og Dag. / Og jeg tror / til det sidste

Ingen dansk digter har så inderligt og så dybtfølt beskrevet det danske landskab og det danske vejrlig som Ludvig Holstein. Han besynger ikke blot foråret og sommeren, men også november og februar. Det danske bondeland, han kendte, med viber og lærker, blomstrende grøftekanter og heste for ploven, eksisterer ikke mere. Men vejret skifter stadig, og det danske landskabs konturer ligger stadig, som dengang Ludvig Holstein for hundrede år siden gik ad slyngede stier og rakte en arm op for at plukke en duftende gravenstener fra grenen. L

Ludvig Holstein (1864-1943) skrev om den danske natur, om æbleblomster og den modne gravenstener, om kærligheden og døden og om den trøst, der ligger i at vide, at naturen bliver ved med at forny selv, også når vi ikke selv er der mere.