Books by Maria Gerhardt

Transfervindue er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort luksuriøst hospice. Alle går i hvidt. New age-nonner dyrker medicinsk cannabis på stranden. Internet og musik er forbudt, til gengæld kan man vinterbade med overlægen. Indimellem er der ætsende tilbageblik til livet som terminal kræftpatient, ellers slentrer vores hovedperson og hendes ven Mikkel rundt, taler om firserne og om, hvordan de gerne vil dø. Indimellem griner de, af de raskes fejl. Trehundrede og firs dage har jeg været her, det ved jeg, for jeg ridser streger i væggen til venstre for min madras. Jeg har to værelser og en væg med billeder af dem, jeg holder af. Jeg har en væg med billeder af dem, jeg har forladt. Jeg pakkede tyve kilo og ringede efter en vogn, da jeg mødte en gammel ven, der havde mødt dig. Han var egentlig gået forbi, men dvælede alligevel ved butiksdekorationer ved Illum og fulgte dig med øjnene ned ad Købmagergade. Han kunne ikke genkende dig, det sagde han, han holdt i min arm, og han talte stille: ”Sorgen har sat sig i hendes ansigt.”

Maria Gerhardts klummer og essays fra bl.a. Cover, Information og Københavner er for første gang samlet i bogform.”Hun observerede alt på en hundrededel af et sekund, det var ikke muligt at gemme sig for hende. Hun kunne sende et blik.” Martin Kongstad”Maria Gerhardt var ikke bange for at lange ud efter andre, men mest af alt var hun ikke bange for at blotte sig selv – i sine tekster.” Chris PedersenInden Maria Gerhardt sprang ud som skønlitterær forfatter, rapporterede hun i flere år fra nattelivet i dagbladet Information, skrev essays til modemagasinet Cover og startede magasinet Københavner sammen med forfatteren og kammeraten Martin Kongstad. I sine klummer og essays spiddede Maria Gerhardt sin samtid, vores omgangsformer, parforhold og måder at feste på – men lod aldrig sig selv gå fri. Maria havde et præcist øje for menneskers måder at agere i kunstmiljøer og klubmiljøer, og for storbymenneskets higen efter likes både på de sociale medier, på dansegulvet og hjemme hos mor. Klummerne giver et koncist tidsbillede af 00’ernes kompromisløse optursfølelse og 10’ernes søgen efter mening – de er et bevis på Maria Gerhardts lynende skarpe blik på sin verden og vidner om det enorme litterære potentiale, hun i sin levetid nåede at udfolde i sine tre værker, Der bor hollywoodstjerner på vejen, Amagermesteren og Transfervindue. Med Sommeren er ikke helt forbi er for første gang samlet hovedparten af de tekster, Maria i øvrigt fik udgivet som klummeskribent for en række tidsskrifter og som redaktør for sit eget magasin, Københavner.

Med Amager som scene og med afsæt i sportens verden, har Maria Gerhardt skrevet en digtsamling om det præcise sted midt på banen – lige imellem mand og kvinde. Som hooligans læner mænd og kvinder sig frem, pifter og flår i jeg’et, som vi følger igennem barndom, pubertet, voksenfest og eget forældreskab. Det handler om at være den bedste. Det handler om præstation. Det handler om at vinde, hvor forvirrende det end måtte være.

"Du ved, at efter maj kommer juni. Først er engen fuld af påskeliljer, og når magnoliaen afblomstrer, kommer klematissen, og efter syrener kommer roser, og efter roserne kommer svampene, og efter svampene kommer frugterne, og imellem æbler og anemoner må man rejse".Der bor Hollywoodstjerner på vejen er en kærlighedshistorie, der spænder over to årtier. Det er en fortælling om at vente på én kvinde i 15 år, få hende og kort efter blive ramt af en altopædende sygdom.Maria Gerhardts voldsomt personlige debut begynder i en lejlighed på den yderste venstrefløj i midten af 90'erne og foregår på dansegulve, til efterfester, på tomandshånd, i taxaer, i haver, i Hellerup, for så at tage et langt ophold på Rigshospitalets afdeling 4262.

"I etch lines in the wall, to the left of my mattress, in order to keep track of how long I have been here. I have two rooms, and a wall covered in pictures of those I love. I have a wall covered in pictures of those I left." Transfer Window is a utopian vision in which the wealthy suburbs north of Copenhagen have been turned into a giant luxurious hospice for the terminally ill. Everyone wears white. New-age nuns grow organic cannabis on the beach. The internet and music are forbidden, but you can swim in the icy sea in the winter. In amongst it all come the crushing memories of life as a terminal cancer patient; otherwise our narrator and her friend Mikkel hang out, talking about the 80s and about how they would prefer to die, and to laugh at the mistakes of the healthy.