Books by Marie Louise Tüxen

LYV HURTIGERE END EN GRIS KAN RENDE Helle Anja Janning var en gudsbenådet slagter. Hun kunne lægge et snit til en svineskank, som var det en finere kunstart, og hun drømte om at erobre hele verden med sine evner, så hun kunne give sin datter, Michelle, et godt liv. Men så gik det galt. I dag er Helle arbejdsløs, Michelle er flyttet hjemmefra i vrede over sin mors svage karakter, fogeden banker på, og Helle skal i endnu en trist jobaktivering – denne gang på Nykøbing F. Sygehus. Helle står foran akutmodtagelsen, da ambulancerne pludselig vælter ind, og i tumulten bliver hun forvekslet med den sygemeldte polske turnuslæge Natalia Nowak. Så er spørgsmålet: Hvad gør man, når man er faret vild i sit eget liv, og man pludselig får chancen for at blive en anden? HELLE EROBREREN er en hæsblæsende og rørende svindlerhistorie om den stordrømmende slagtermester Helle, som for at vinde sit liv, sin værdighed og sin datter tilbage udgiver sig for at være kirurg på Nykøbing F. Sygehus.

"Jeg ser mig selv som rytmisk" er et portræt af en kvinde, som prøver at finde sig selv igen efter en skilsmisse. Gennem 13 kapitler hører vi om hendes møder med en række mænd, om opvæksten i Næstved og forholdet til familien. “Vi trænede sammen. Vi tog bussen ud til Body House, jeg gik til aerobic, på showholdet, og han løftede vægte. Jeg vidste godt, han tog steroider, jeg så nålen, og jeg så hans muskler og næse vokse unaturligt. Det var ikke derfor, vi stoppede med at komme sammen. Det gjorde vi bare. Det gled ud, og han var sammen med en af mine veninder. Lige så stille stoppede vi med at træne sammen, vi gik heller ikke i solcentret.Jeg blev bleg, og han blev marineinfanterist på Bornholm.”Marie Louise Tüxen debuterede i Hvedekorn i 2013. Hun har lavet natradio på Radio24syv og skriver satire for WulffMorgenthaler. Hun er oprindelig fra Næstved, men nu bosat i København. Dette er hendes debutroman.

Jeg ser mig selv som rytmisk er et portræt af en kvinde, som prøver at finde sig selv ved at finde en mand. Gennem 13 kapitler hører vi om hendes møder med en række mænd, om opvæksten i Næstved og forholdet til familien. Det er en bog om dét at forsøge at komme sig over en skilsmisse. “Vi trænede sammen. Vi tog bussen ud til Body House, jeg gik til aerobic, på showholdet, og han løftede vægte. Jeg vidste godt, han tog steroider, jeg så nålen, og jeg så hans muskler og næse vokse unaturligt. Det var ikke derfor, vi stoppede med at komme sammen. Det gjorde vi bare. Det gled ud, og han var sammen med en af mine veninder. Lige så stille stoppede vi med at træne sammen, vi gik heller ikke i solcentret. Jeg blev bleg, og han blev marineinfanterist på Bornholm.” Marie Louise Tüxen debuterede i Hvedekorn i 2013. Hun har lavet natradio på Radio24syv og skriver satire for WulffMorgenthaler. Hun er oprindelig fra Næstved, men nu bosat i København. Dette er hendes debutroman.

DEN SIDSTE SPIRAL er digte fra briksen hos gynækologen, fra dansegulvet med en tyveårig, fra et blegrødt lagen i Vangede, fra Fisketorvets hårsalon, fra en botox-klinik, dødens vandhul og andre steder, hvor den mere eller mindre afklarede krop erfarer, hvad det vil sige at være til i en midaldrende kvindes legeme. ”Jeg har taget strømperne af, så mine ben ikke virker korte. /Gynækologen kæmper med at få rygstykket på lejet rejst. / Splitten har sat sig fast, hun sidder på hug. / Jeg står skråt bag ved hende. / som sagt er jeg nøgen. / /... / jeg tror ikke nogen kvinde nogensinde er kommet langt nok frem i første forsøg.” DEN SIDSTE SPIRAL kredser om frygten for at blive usynlig, om hud som synker, foldes og rynkes i en uundgåelig bevægelse mod jorden. Med vemod betragtes overgangsfasen fra frugtbar til ufrugtbar. Var det så det? Det blev ikke til flere børn, men sikke et prægtigt barn. Jeget vandrer på en forudbestemt vej mod overgangsalderen og kroppens sikre forfald. I en alt for nær horisont venter et farvel til blikke fra mænd, nu er det ikke længere nok blot at smile lidt. Kan man så ikke længere betragtes som et erotisk væsen? Splittelsen og sorgen er stor i den ikke-unge, ikke-gamle kvindekrop – en krop i limbo. Men i tabet af noget opstår noget andet, som en Fugl Føniks rejser der sig af ungdommens aske en taknemmelighed for det, man har og er. Et sundt og rask barn, en stærk krop, et meningsfuldt virke, en delvis tilfredshed med sit ydre, som jeget på sin vis forsøger at slutte fred med efter mange års kamp. Marie Louise Tüxen debuterede som digter i Hvedekorn i 2013. I 2017 udgav hun, ligeledes på Vild Maskine, den roste debutroman JEG SER MIG SELV SOM RYTMISK, som blev udvalgt som én af De bedste danske debutanter 2017-18 af Litteratursiden.dk. Siden da er det blevet til flere digte i poetiske tidsskrifter og dagblade samt to romaner i samarbejde med Anders Morgenthaler, udgivet på Gyldendal. Hver søndag er hun vært på podcasten Om søndagen græder vi på Podimo sammen med Hella Joof.

12 personlige fortællinger skrevet af 12 forfattere og kulturpersonligheder. Tekster om nutid og datid til minde om samtiden og til erindring i fremtiden. Alle skribenter har hentet inspiration i den nye virkelighed. Flere har skrevet om de nære relationer, såsom Thomas Skov, der på humoristisk vis reflekterer over det at blive sin egen far, mens StineStregen og Henriette Noermark på hver deres måde skriver om, hvor udtalt ensomheden og ens ikke selvvalgte livssituation som single blev under coronakrisen. Nadia Plesner og Madeleine Kate McGowan kigger mere ud mod det store udland. Og mon ikke det er det blik, alle har fået skærpet: Det nære er på en helt ny måde smeltet sammen med hele verden og dens udvikling. For første gang i nyere tid har vi nærmest alle et fælles projekt, som har koblet sig sammen med alle de udfordringer, verden står midt i: social ulighed, fødevare- og klimakrisen, flygtninge, ensomhed og psykiske udfordringer og identitet. Forfatterbidragene er skrevet af: Julie Maj Jakobsen, Peder Frederik Jensen, Nadia Plesner, Pivinnguaq Mørch, Uzma Akbari, Ida Rud, Marie Louise Tüxen, Thomas Skov, StineStregen, Chris Pedersen, Henriette Noermark og Madeleine Kate McGowan.

Annemette drev engang et hestestutteri, men så kom stormfloden og kostede hende både gården, ægteskabet og 12 udmærkede tænder. I dag er hun sosu-assistent, datteren er flyttet hjemmefra, eksmanden er i fængsel, og hendes mund blafrer i blæsevejr.Hver uge mødes hun med sin strikkeklub, De hårde nåle, der består af den halvdemente pensionist Vibse og hendes datter Jean, som er langtidssygemeldt lægesekretær og gift med en midaldrende mand i lycra. En torsdag eftermiddag forvilder de sig ind at se Leonardo DiCaprios nye klimadokumentar. De er i chok. Leo får dem til at se alting i et nyt lys: Klimaforandringerne har stjålet Annemettes liv, og hvis de ikke gør noget nu, kommer de også til at stjæle deres børns og børnebørns fremtid. De må lave rav i den, gå efter store omvæltninger – det er ikke for ingenting, de kalder sig De hårde nåle. KØD OG FRED er en tempofyldt og forbryderisk historie om tre kvinder, ingen regner for noget, som tager skæbnen og strikkepinden i egen hånd og går i krig mod kødindustrien.