Books by Marion Thorning

»Jeg har sagt det 100 gange!« Sådan lyder det fra den trætte forælder, der er kørt fast i konflikter med børnene. Det er almindeligt at sige det samme gang på gang, men når det ikke hjælper, så skal man gøre noget andet. Bogens grundidé er at være anerkendende – som alternativ til skældud og straf. De fleste konflikter kan ende med konstruktive løsninger, når både børn og forældre føler sig forstået og får mulighed for at fortælle, hvordan de har det. Derfor er det vigtigt, hvordan vi taler sammen i familien. Og det er de voksnes ansvar. Bogen giver mange ideer til nye veje at forholde sig til konflikter på, og den gensidige respekt – som forslagene lægger op til – kan skabe store og positive forandringer i familien. Forfatteren driver selvstændig konsulentvirksomhed med speciale i kollegial supervision, konfliktløsning og mægling.

Hvorfor er nogle mennesker gode til at løse konflikter? Hvordan får man mod til at turde gå ind i en konflikt? Hvilke reskaber kan man med fordel anvende, når man står midt i kaos? »Lær at løse konflikter« definerer hvad en konflikt er og beskriver forskellige konflikttemaer og -modeller, desuden beskrives de forhold, der typisk ligger bag en konflikt. Hvad der er den typiske konfliktadfærd. Hvad det vil sige at være hjælper i andres konflikter og hvordan man kan bearbejde sin måde at møde konflikter på, således at det giver udviklingsmuligheder både på det personlige og det arbejdsmæssige plan.

Supervision har været anvendt i en årrække i det danske sundhedsvæsen. Hver dag udføres der masser af god supervision, som er med til at sikre den fortsatte udvikling af pleje, behandling og omsorg. God behandling handler om erfarne medarbejdere, der kan sikre en tråd i det arbejde, der foregår. Men det handler også om medarbejdere, der trods mange års erfaring ikke bare møder de nye kolleger med et - "sådan plejer vi at gøre her…".  . Det er bl.a. her supervision kommer ind som et redskab til at videreudvikle medarbejderne og deres omgang med hinanden og patienterne. Ved at stille kritiske, men konstruktive spørgsmål til arbejdsformerne og rutinerne sikres den fortsatte udvikling.  Hvordan udføres så den gode supervision? Hvilke praktiske redskaber kan man ty til når det måske kniber med inspirationen, så supervisionen ikke også blot ender med "vi plejer"? Og hvordan sikres at fagligt fundament for supervisionen? Det er vores fornemmelse, at der er behov for en samlet bog, der kommer rundt om supervisionens mange facetter - såvel den praktiske tilgang, som det teoretiske grundlag. "Supervision i sundhedsprofessionerne - metoder og perspektiver" er det første danske bidrag til de supervisorer som har grupper af ansatte i sundhedsvæsenet i supervision. Bogens metoder kan også anvendes til supervision og undervisning i andre sammenhænge hvor relationen mellem en fagprofessionel og modtager af dennes ydelse er i fokus.Bogen indeholder en vifte af metoder og tilgange til inspiration og fornyelse af supervisors praksis. Kapitlernes praksiseksempler er alle teoretiske underbygget.  Eksemplerne er taget fra forfatternes arbejde med supervision i sundhedssektoren, men læseren kan overføre dem til andre sammenhænge.  Anne Schantz Juutilainen f. 1959 er uddannet sygeplejerske, faglig supervisor og Master i Voksenuddannelse (MVO). Anne Schantz Juutilainen har superviseret mange forskellige grupper i sundhedssektoren og bl.a. deltaget i uddannelse af supervisorer og har gennem årene udviklet brugen af kreative metoder som indgangsvinkel i den faglige supervision. Anne Juutilainen har tidligere været selvstændig konsulent og arbejder nu som klinisk oversygeplejerske på Bispebjerg Hospital.

Romanen Rugemor følger Laura og Teis' følelsesmæssige og moralske dilemmaer på deres vej til at få ønsket om at blive forældre opfyldt gennem en donormor.Der er i disse år fokus på forældreskab med vægt på moderskab. At blive mor er ikke altid nemt.Samtidig er der stor interesse for fertilitet og fødsler.Rugemoderspørgsmålet er oppe at vende med mellemrum, og kendissers forsvar for rugemødre aktualiserer spørgsmålet om, hvem der må få børn og på hvilken måde. Romanen er ikke et forsvar for rugemoderskab, bestemt ikke! Romanen viser, at det er meget omkostningsfyldt for alle parter. Gennem Laura følger vi parrets reaktioner på infertiliteten og den svære tid, efter de får at vide, at Laura ikke kan blive gravid. Vi følger deres vej til at få kontakt med et firma, der tilbyder dem en rugemor. Det er en angstfyldt tour de force, hvor de ikke ved, om de bliver snydt, bliver afpresset, og de kan ikke kontrollere, hvad der sker i processen. Gennem Laura og Teis’ oplevelser får vi også et indblik i, hvad der sker for en rugemor og hvad det betyder at være barn af et rugemoderskab. Rugemor rammer lige ind i disse debatter. Marion Thornings interesse for feltet skyldes både hendes arbejde som konfliktmægler med fokus på familiekonflikter og hendes tidligere arbejde som sundhedsplejerske. Hun har stor interesse og viden om familier og børn og vil gerne vise, hvad det betyder at overskride grænser, som man ikke bør overskride.