Books by Mogens Møller

Bind 3 handler især om de forskellige slags håndværk samt handelen i byen i tidens løb. Der er desuden kapitler om ejendele/indbo, husflid, turisme, pengeinstitutter, politik, beskatning, skolevæsen, folkekarakter, personnavne, kulturliv, fritid, personligheder, sundhedsvæsen, fattigvæsen, udvandringer, forbrydelser samt oprør og krig.

Dråby og omegn, bind 2: Ejendomme, landbrug, fiskeri, befordring m.m. Bind 2 handler især om ejendomshistorien med udgangspunkt i gårdene. Hertil hører bl.a. oplysninger om de enkelte ejendomme og deres beboere. Der er endvidere kapitler om landbrugsdrift, fiskeri, drukneulykker, jagt og skadedyr, skovdrift, mad og drikke, byggeri, veje og trafik samt forsyning med vand, elektricitet og telefon.

Bind 1 af "Dråby og omegn" handler om grundlæggende forhold ved Dråbys opståen og udvikling. Herunder om udforskning af virkeligheden bag de gamle myter om sejlads, storhedstid, kirke, borge, kloster samt Ebeltoft. Blandt hertil knyttede emner er bynavnet Dråby og Dråby Sø, Råbæk, Gungesø (Boeslum Sø). Der udvikles en ny teori om havn for snekker (krigsskibe) ved Vibæk ved Ebeltoft i vikingetiden. Adelige og godserne Skærsø hovedgård samt storgården Boeslumgård ved Boeslum omtales i særlige kapitler. De forsvundne storgårde Æbelsøgård og Rane Ladegård ved Elsegårde sættes i forbindelse med Hjelm med Marsk Stig samt Rane Jonsen. På det religiøse område behandles emner som hedenskab, overtro, trolddom, kirken, præster, præstegårde, kirkeejere og kirkebetjente.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 17 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: - Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. - Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. - Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. - Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. - Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 15 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: - Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. - Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. - Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. - Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. - Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

Denne bog sætter særlig fokus på: - Kongsmagten i lokalområdet udøvet fra kongsgården i Grenaa. - Kalø Len styret af en adelig lensmand og hans fogeder. - Borgen Kalø slot med lensadministration, fængsel og tortur. - Krigsberedskabet med alarmering fra områdets baunehøje. - Fjendeindfald på Djursland. - Voldssamfundet med økser som daglig bevæbning. - Oprør og borgerkrige. - Møntskattes sikring ved nedgravning i urolige tider. - Adelens frihed til dominans fra lokale herregårde. - Præsternes styring af folkets tanker og handlinger. - Biskopperne - Klostres ejendomsbesiddelser på Djursland.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 39 personer og heraf mindst 14 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: • Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. • Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. • Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. • Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. • Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

"Grenaa i vikingetid og middelalder" åbner op for en verden, som der ikke eller kun i mindre grad har været fokus på: • Vandvejene og landevejene til Grenaa og opland • Byens opståen ved vadestedet/landevejsbroen og skibsbroen • Bycentrets forlægning fra åområdet og til bakken Grindhøgh med kirken • Bynavnets opståen i sammenhæng med det olddanske ord for skibsbro • Holmene (syd for åen) Grinduholme med Kongsholm, Borgholm, Boholm og Kirkeholm • Kongsgården vest for landevejsbroen – måske oprindelig på Kongsholm/Borgholm • Bebyggelsen Bro syd for åen • Købstadsprivilegiets tildeling • Sankt Jørgensgården for spedalske i Bro-området • Vandmøllen ude i engene mellem byen og søen • Gammelsogns kirke på sydsiden af Baunhøj • Ebeltoft-komplekset Hvor en bro førte over en å langt fra næste overfartssted, opstod der typisk en bydannelse. Sådan gik det ved udmundingen af Grenåen i Kattegat, Gudenåen i Randers Fjord og Århus Å i Århusbugten. Ad åen ved Grenaa og videre gennem Kolindsund kunne man med vikingetidens lavtstikkende skibe sejle helt ind til området ved Kolind. Oplandet med bebyggelser omkring Kolindsund var stærkt medvirkende til, at brostedet ved Grenaa blev til en købstad. "Grenaa i vikingetid og middelalder" handler særligt om det område i Grenaa, som må have været det mest afgørende for, at byen grundlagdes på lige netop dette sted. I kerneområdet lige syd for åen ved Århusvej krydsedes vandvejen af landevejen. I dette lavtliggende område lå fra ældre tid i åens slyngninger holmene Kongs¬holm, Borgholm, Boholm og Kirkeholm. Her opstod der skibsbro, vejbro, vandmølle, spedalskhedshospital samt en mindre bebyggelse med nogle få huse og en enkelt bondegård. Stedet har haft en attraktiv beliggenhed for byens første fiskere, håndværkere og handlende. Det er sandsynligt, at også byens kongsgård fra oprindelig lå i dette område vest for landevejen, hvor den kan have været befæstet af delvist naturlige vandgrave.

"Maskeansigtets hemmelighed. Tæmmede dæmoner i menneskers tjeneste. Maskeansigter, grimer og hoveder til værn, skræk og advarsel". Bogen sætter over 316 sider med 157 illustrationer fokus på brugen af billeder og skulpturer af masker, ansigter og hoveder som symboler anvendt til amuletter og styring af mennesker i de nordiske lande tilbage i tiden. Maske hedder på gammelnordisk og nutidig islandsk grima, som også betyder ansigtsbillede. Som en afledt form af ordet kaldtes Odin for Grimnir, når han færdedes maskeret for at skjule sin identitet. Maskeansigter blev typisk placeret på centrale steder, som det var af særlig betydning at værne mod overlast. Ordet grime blev anvendt om et ejermærke på et træ og Grim indgår i navne på træer, bakkedrag og vandløb, som markerer skel. Maskeansigterne kendes bedst fra runesten, som den fra Aarhus, som Moesgård Museum nu udstiller og bruger som sit logo. Men de kendes også som udsmykning – amuletter – på skibsåretolde, sværdhæfter, økseblade, stokkehåndtag og værdiskrin.Bogen henleder opmærksomheden på overleverede vidnesbyrd om åndemanere (shamaner) før kristendommens indførelse. Shamanerne fremtrådte med hjortegevir på hovedet samt tromme og trommestikker i hænderne. I Deres påkaldelse af guderne kunne indgå håndtering af slanger samt menneske- og dyreofringer.Skulpturer og billeder af hoveder af mennesker, dyr og fantasivæsener blev brugt som magt-, skræmme- og værnesymboler i lighed med maskeansigter. Krigsskibe fik f.eks. i vikingetiden under angreb påsat aftagelige dragehoveder. Sidenhen blev de udstyret med løvehoveder på kanonporte og andre strategisk velvalgte steder.For første gang gives her en samlet fremstilling af de formodede tanker bag brugen af sådanne symboler til magtdemonstration, forhånelse, værn, skræk og advarsel. Med beskrivelserne af disse forhold åbner bogen op for en verden, som der hidtil ikke har været lagt ret meget mærke til.