Books by Niels Lund

I mange år mente man, at Harald Blåtand blev begravet i Roskildes første kirke, for sådan havde historikeren Adam af Bremen beskrevet det for over 900 år siden. Men Adams skildring var ren propaganda, der skulle sikre de tyske ærkebisper i Hamborg-Bremen retten til fortsat at udpege biskopper. Historiker Niels Lund optrevler den gamle fortælling om Harald Blåtands liv og død og gør rede for, hvad der er op og ned i den ældgamle skrøne.Niels Lund (f. 1939) er professor emeritus, dr. phil. ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Gennem en lang karriere har han blandt andet forsket og undervist i vikingetiden, middelalderens historie og det angelsaksiske England, og han har skrevet flere bøger om disse emner.

Historiker og professor Niels Lund fortæller om de danske vikingers togter til England fra de første angreb i slutningen af 700-tallet til Knud den Helliges storslåede erobringsplan i 1085 og dykker blandt andet ned i de mange nordiske stednavne og sproglige levn efter danskerne, der findes på de britiske øer.Niels Lund (f. 1939) er professor emeritus, dr. phil. ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Gennem en lang karriere har han blandt andet forsket og undervist i vikingetiden, middelalderens historie og det angelsaksiske England, og han har skrevet flere bøger om disse emner.

Ledingen, Danmarks militære organisation i den ældre middelalder, er vigtig for forståelsen af Danmarks opståen som en stat. I denne afhandling kaster historiker Niels Lund et nærmere blik på det tidlige danske militærvæsens historie og oprindelse og trækker tråde til nabolandene Norge og Sverige samt til resten af Europa.Niels Lund (f. 1939) er professor emeritus, dr. phil. ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Gennem en lang karriere har han blandt andet forsket og undervist i vikingetiden, middelalderens historie og det angelsaksiske England, og han har skrevet flere bøger om disse emner.

Der var en dreng, der hed Svend. Det kunne han sådan set ikke gøre for, for det var hans far og mor, der havde fundet på det - navnet altså. Det var nu nok mest Svends far, der havde fundet på det med navnet. Svend var blevet kaldt Svend, fordi Svends fars far også havde heddet Svend. Det var farfar Svend. Og Svends fars far var opkaldt efter sin egen fars far, som også havde heddet Svend. Det var tipoldefar Svend. Og sådan var der Svend'er i familien helt tilbage til de to første mennesker på jorden - Svend og Eva. Derfor var det ikke så sjovt at hedde Preben, som Svends far hed. Til gengæld havde der aldrig før været nogen i familien, der var så klog og vidste så meget om alt som Svends far, Preben (Når han skulle sige det selv, altså.) Og det var nok derfor, at det ikke altid var så let at være Svend - men så havde Svend - gudskelov - sin usynlige ven!

Historien er hørt før, men det gør den ikke mindre interessant: Et dumt svin når til erkendelse af, at han er et dumt svin! Romanens mandlige, navnløse, midaldrende hovedperson stikker af fra København og gemmer sig nogle vintermåneder i et lejet sommerhus ved Vesterhavet. Enten sidder han søvnløs og kigger ud ad vinduet, eller også kører han rundt i sin store bil på de fint asfalterede veje. Han er lidt utryg, for han synes, der er nogen, der følger efter ham, men han ser aldrig rigtig nogen. Han har ellers grund til at være forfulgt: Han har opbygget en stor formue ved - citat - 'at tage røven på andre'. Han har sammen med sin makker Max B bl.a. handlet med ejendomme, hvor de har købt billigt og solgt dyrt. De er gulddrenge, der færdes i de hurtige miljøer med mærkevarer, penge, kvinder og flosset moral. Hovedpersonen har børn - fire i alt - men han har ingen forbindelse til dem, for de interesserer ham ikke. Han betaler, hvad han skal, men de følelsesmæssige bånd er han helst foruden. Han har selv haft en vanskelig barndom og kommer fra et lavsocialt miljø, hvor han tidligt lærte at rapse i butikkerne - en adfærd han sådan har fortsat, bare i større målestok.Pludselig må han flygte fra sit liv, og nu forsøger han at komme overens med den dårlige samvittighed, der langsomt rører på sig.  

Da forfatterens gamle faster Ingeborg døde, efterlod hun et lille hæfte på ca. 40 sider, skrevet af hendes far og hans bror. Det handlede om familien, men gav ikke en entydig fremstilling, for den ene gik i rette med den anden. Det hæfte har sat hele denne store roman i gang, for der lå så meget usagt og antydet mellem linjerne, at det måtte forklares. Resultatet er denne krønike, som dels handler om familien, der omkring 1. Verdenskrigs udbrud havde hovedsæde i en stor villa på Bülowsvej, og dels om nutiden, hvor jeg'et - som familien altid har gjort - tager til Afrika. Dette kontinent er en fast del af familiens univers - på godt og ondt.I huset på Bülowsvej sidder 11-12-årige Henrik i sin stålbandage, travlt beskæftiget med at lave en evighedsmanskine. Han er svækling, ude af stand til at holde sig oprejst, og sidder derfor i dette stativ, plejet af skiftende kvinder, ikke mindst af den livsglade Elvira Ursula på 17 år. Hans mor Camilla har muligvis haft en affære med en slægtning, Arnold Sørensen, hvilket Jakob, ægtemand og officiel far, nages af, for hvem er egentlig biologisk ophav til Henrik? Arnold Sørensen er kaptajn i Fremmedlegionen og dør under et slag i Afrika, hvorfor hele familien i åbningskapitlet er samlet til mindegudstjeneste på Frederiksberg. Her sidder de: forældre og børn, søskende, fætre, kusiner, ægteviede, tilløbne, venner og bekendte og repræsenterer en bred vifte af det danske samfund, fra kunstneren over forretningsmanden til håndværkeren og den fallerede bogholder, vævet ind i hinanden og med alle de kærlighedsbånd og hadefulde følelser, som kendetegner en familie. Nogle har det godt, andre er mislykket i livet. Familien er en broget flok, og man elsker ikke nødvendigvis hinanden.