Books by Olaf Hansen

Den ældre Edda er sammen med Snorres Edda den primære kilde til vor viden om nordisk mytologi og dermed den vigtigste kilde til forståelsen af den religiøse tankegang i det førkristne Norden. Denne oversættelse indeholder samtlige digte i Eddaen og er forsynet med en generel indledning til Eddadigtningen og en kort indledning til hver af de to dele - gudesangene og heltesangene. Desuden har hver afdeling et kapitel med anmærkninger og noter til de enkelte kvad. Olaf Hansen udgav sin oversættelse i 1911 og var påvirket af den tids forskning og forsøget på at finde ind til digtenes oprindelige form. Dette fremgår både af hans disposition og af noteapparatet.

"Fra løvspring til løvfald" fra 1918 er et udvalg af Olaf Hansens første syv digtsamlinger, der udkom fra 1897 til 1917. Olaf Hansen (1870.1932) er ikke så kendt i dag, men han var højt værdsat i samtiden, ikke mindst af andre lyrikere, og han fortjener at blive læst for sin helt særlige tone, der ikke er udpræget dansk, men snarere i familie med de islandske sagaer, han oversatte. Der er noget norrønt, noget groft tilhugget og knapt over disse vers, en egen barsk og uforfærdet tone, som man kan kalde mandig. Men samtidig er der noget drømmende og længselsfuldt over hans digte, og denne spænding skaber et indre, dirrende liv i versene:Og granernes meninger vækst mod det højeog alvorsfuld skueni stjernernes øje.Jeg ved, vi kan visneog økser kan gjalde,jeg ved, at endogsåde stærke kan falde.Men nu er jeg kuet -det stikker i hjertet,så aldrig en smertehar stærkere smertet.

Olaf Hansens hårde og ramme digte er måske ikke meget kendt i dag, men de fortjener at blive læst. I "Sommerdage og mørke måneder" fra 1922 finder man det barske "Den døde skov" om en skovbrand med linjer som disse:Den hugg med klo, den holdt sig rov,den røde ild på bjærget,og efterlod den grønne skovsvedet og flammehærget.I samme samling kan man finde intet mindre end en sonetkrans om kong Arthur, ridderne af det runde bord og den hellige gral. Det er en sonetkrans, der er meget anderledes end Inger Christensens "Sommerfugledalen", og netop derved ser man spændvidden i denne vanskelige digtform, der her er mestret med legende lethed.

Olaf Hansen (1870-1932) har sin egen stil. Den er barsk, knapt tilhugget, mere norrøn end dansk i sin tone. Den Store Danske Encyklopædi skriver: "Den bedste af H.s digtsamlinger er utvivlsomt Tværveje. Den viser med hvilken finhed og ømhed han behandler det danske sprog. Han skyede alle arter af retorik og deklamation, hans mål var at levere et sanddru billede af det sarte og uanselige, det hjertegribende i den danske natur og samtidig give et lige så oprigtigt billede af det hemmeligste og mest personlige i hans eget indre væsen. Han forenede det varige, den danske natur, med det flygtige, den enkelte menneskesjæl, men han kunne også i stærkt inspirerede digte hæve sig til en egen mørk og besværgende patos."

Olaf Hansen er den store, glemte digter. I sin samtid blev han højt værdsat af andre digtere, men nåede aldrig ud til et større publkum, og nu er der nok ikke mange, der læser ham. Men han fortjener at blive læst igen. Der er ikke noget indsmigrende over hans digte, ingen blomsterkranse og vuggende vande. Han oversatte islandske sagaer og skrev om norsk litteratur, og det kan mærkes i hans stil, der ofte er stejl, knapt tilhugget, kortfattet. Hvis man kan tale om en udpræget mandig røst, så er det det, han har. "Stemmer fra stilheden" er hans sidste digtsamling, og i den ser han døden lige i øjnene. Uden tøven, uden glæde, men med fatning. Men han kunne også lyde blidere, især i sine mindedigte som i den smukke sonetkrans, han digtede til minde om sin ungdomsven Blicherkenderen Hans Hansen.