Books by Ole Høiris

I 14-1500-tallet gjorde europæiske rejsende verden større. Ikke bare fordi de opdagede ukendte kontinenter, men fordi deres observationer af den nye verden også indledte et opgør med antikke og religiøse tekster som primær kilde til sandheden. Denne øgede vægt på konkrete erfaringer, iagttagelser og eksperimenter lagde samtidig grunden for den videnskab, som europæerne benyttede til at befæste og udvikle et globalt herredømme de næste århundreder. Men europæernes fokus på empiri gjaldt ikke de nye land­områders oprindelige befolkninger. Disse folkeslag blev fortsat registreret i overensstemmelse med ideer fra først kristendom­mens religiøse verdensorden, så oplysningstidens fornuftsbaserede udvikling og siden modernitetens fokus på intelligens og civilisation. De skiftende kategoriseringer skulle passe ind i tidsåndens skiften. ’Den vilde’ i europæisk idéhistorie viser, hvordan europæere i blandt andet rejseberetninger og filosofiske afhandlinger fra antikken og frem til den moderne videnskab placerer menne­sker fjernest fra Europa yderst på den menneskelige skala. Som var de kun halvt mennesker, menneskelignende dyr eller bare de mennesker, der genetisk set er længst væk fra europæerne.

Johannes Nicolaisen – af alle kendt som Nic – var dansk antropologis første og i mange år eneste professor. Han ændrede det romantiske museumsfag med rod i Nationalmuseets faglige behov til et moderne analytisk universitetsfag. Nic var den store feltarbejder. Han drog først til Lapland og senere til Sahara – og stort set uden penge. På rejserne var tobak, notesbog og fotoudstyr langt vigtigere end mad, og transport klarede han selv til fods, på ski eller æsel. Målet med feltarbejdet var ud over at forstå menneskers kultur og historie altid at svare på de store spørgsmål: nomadismens oprindelse eller menneskets oprindelige kultur som jægere og samlere. Altid skulle han derfor længst ud, hvor han mente, at den traditionelle kultur havde overlevet i størst udstrækning. For Nic var kulturrelativismen kombineret med en insisteren på, at friheden til selv at bestemme også skulle gælde minoriteter rundt om i verden. Mere og mere blev han klar over, at det liv, civilisationen tilbød os, manglede mange af de fundamentale menneskelige værdier, som han fandt under sine ophold hos såkaldt primitive folk.

Gud skabte verden omkring 4000 fvt. og formede mennesket i sit billede. Det var bibeleksperter enige om indtil oplysningstiden, hvor fund af fossiler, knogler og redskaber gjorde det stadigt mere vanskeligt at fastholde det kristne verdensbillede. Men det var først i midten af 1800-tallet, at videnskaben satte Gud helt udenfor og gjorde aben til menneskets forfader. I Ideer om menneskets oprindelse diskuterer Ole Høiris, docent emeritus ved Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet, de religiøse og videnskabelige fortællinger, der har givet det at være menneske mening. Siden tidernes morgen har vi spurgt til vores begyndelse og udvikling, og verdens mange religioner har givet forskellige svar, ligesom videnskaberne de seneste ca. 150 år har budt ind med nye sandheder. Men alle svarene spiller til enhver tid tæt sammen med samfundets herskende verdensbillede, og også videnskaben har skabt – og skaber – myter.

Ethvert individ og samfund opfatter sig selv som enestående og gør de andre til fremmede - grænsen for ens identitet standser der, hvor den fremmedes begynder. Dette spil mellem identiteter og fremmedhad har lige siden antikken optaget filosoffer, forfattere og opdagelsesrejsende.Men fra antropologiens perspektiv skifter individer og menneskegrupper også mellem at definere sig selv som helt unikke og som brikker i et større universelt projekt om f.eks. kristendommens udbredelse eller udvikling af civilisation.Antropologiens idéhistorie følger diskussionerne om "os og dem" hele vejen op til det 20. århundrede og viser, hvordan ideen om den fremmede har tjent mange forskellige formål. I beskrivelsen af den fremmede som enten dyrisk eller ædel skabes fundamentet for egen selvforherligelse eller en indadrettet kulturkritik.Via disse hovedspor optegner forfatteren de 2500 år lange linjer bag vores identitetsdannelse samt konstruktionen af de eksistentielle byggesten, som karakteriserer vores forskelligartede kulturer.

Vi kender alle historien om den der fjer, der blev til fem høns. Men hvordan blev Adam til en abe, og sølle 6000 år til 4,6 milliarder fjer ─ undskyld, år? Det er sværere at forklare. En ting er sikker: Mennesket har altid villet vide, hvor det kom fra, og hvordan det hele begyndte. Desværre ved vi ikke særlig meget om menneskets oprindelse. Til gengæld finder vi på en hel masse i historien om os, alt efter hvad vi selv foretrækker at høre. Sikke et held, at vi har Ole Høiris, menneskekender ved Aarhus Universitet, til at skille vandene i maj måneds Tænkepause.

I middelalderen og renæssancen fandtes der ingen selvstændig antropologisk videnskab, men der blev reflekteret i stor stil over "de fremmede" og deres anderledeshed. Middelalderens verdens-billede var fastlagt af kristendommen, så når de romerske kristne var i krig med eller blot missionerede blandt fremmede, var det især ved hjælp af Biblen, man bestemte og kategoriserede de fremmede folk og dermed definerede sig selv. Antropologi i Middelalderen og Renæssancen analyserer teorierne om forskellige folk i perioden fra kristendommens gennemslag til og med opdagelsen af Amerika.I konsekvens af den kristne antropologiske filosofi fik hvert verdenshjørne en speciel placering i udviklingen fra skabelsen til dommedag. Dette beskrives i bogen med særlig vægt på det mystiske Østen, som var kristendommens vigtigste verdenshjørne. Det var herfra, Adam var kommet efter syndefaldet, og det var også herfra, ondskaben de sidste dage blodigt skulle komme over verden. Bogen viser, hvordan det gennem hundredvis af år lykkedes at tolke nye og overraskende erfaringer af andre lande og folk ind i den kristne grundfortælling og dermed fastholde en antropologi baseret på Biblen.