Join thousands of book lovers
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.You can, at any time, unsubscribe from our newsletters.
Otto er lidt af en opfinder, og efterhånden har han opfundet en hel masse smarte ting - hvis han selv skal sige det. Men han har det ikke nemt, for hans hjerne blander sig i alt, hvad han tænker - og nu er den også begyndt at blande sig i, hvad han siger!Selvom hjernen er smaddergod til at fortælle historier, bliver Otto hurtigt så træt af sin besværlige hjerne, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin onkel Gudmund, der er indlagt på et hospital, fordi han hører stemmer inde i sit hoved.Illustreret med sort/hvide tegningerUddrag:Otto smurte sig en leverpostejmad, skar et stykke af agurken og hældte et stort glas mælk op. Så satte han sig hen til køkkenbordet og slog op i et kryds og tværs blad for børn. Han elskede at gætte krydsogtværs, og for nylig havde han vundet 500 kr. De lå lunt og godt i hans pingvinsparebøsse oppe i det høje skab inde på værelset. Han ville gerne købe et eller andet for dem. En eller anden stor ting. Men han kunne bare ikke rigtig beslutte sig til, hvad han ville købe. Foreløbig tænkte han over det. "Hmm, andet ord for hest," sagde han til sig selv, "på to bogstaver." Han skulle lige til at skrive noget, da en stemme lige bag ham sagde: Ko!" Otto kiggede sig forvirret rundt. Der var ikke nogen at se nogen steder. "Hallo, er der nogen?" Ikke en lyd. Han vendte sig, trak på skuldrene og tog en bid af sin mad. Lige idet han skulle til at skrive ordet, var stemmen der pludselig igen. "Ko! Den har da også fire ben og går rundt på markerne og spiser græs." Otto var lige ved at blive kvalt i sin leverpostejmad. Han sprang op fra stolen, så den væltede bagover med et brag, mens han hostede og spruttede, og hans øjne blev fulde af vand, så han ikke kunne se noget som helst. Glasset væltede, og mælken løb som en hvid flodbølge ud over hele bordet. Krydsogtværshæftet, en tændstikæske, en af lillesøsters tegninger og en stak papirer fra banken blev gennemblødte. "Kom frem!" råbte han hæst. "Hvor er du?" "Her," lød stemmen. "Jeg sidder heroppe!" Så gik det op for Otto, at stemmen kom inde fra hans eget hovede. Fra hans egen hjerne! "Jeg er blevet skør!" råbte Otto forskrækket. "Skruphamrende, skingrende skør!" Han rullede vildt med øjnene og rystede på hovedet, som om han prøvede at ryste stemmen ud af øret. "Stop, stop. Jeg bliver søsyg," galede stemmen inde i Ottos hovede. "Hjææælp! Der var den igen! Mor hjælp!" Han sprang hen til døren og kastede sig ud i entreen. Han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. "Jeg er blevet gakgak!" "Hov, hov! STOP!" Stemmen talte så hårdt, at Otto faktisk standsede brat op. "Stop en halv! Du er vel klar over, at hvis du fortæller din mor – eller en hvilken som helst anden person – at du kan høre stemmer inde i dit hovede, så bliver du buret inde lige på stedet, kammerat! Tænk bare på din onkel Gudmund!" "Gisp, ja." Otto kunne udmærket huske sin onkel Gudmund. Selv om det var længe siden, han havde set ham. Onkel Gudmund havde altid været lidt mærkelig. Nej, meget mærkelig. Han havde så mange underlige ideer og tanker. Når han var på besøg hos dem, gik han altid og bankede på alle væggene hele tiden, for at høre, om der var hulrum. Han kunne nemlig ikke lide skjulte hulrum i vægge.
Åse Hertz er inviteret til Rom for at lave illustrationer til en roman. Hun er egentlig holdt op med at tegne for at passe sit job på et reklamebureau, men forfatteren af romanen har overtalt hende og sørget for hotel i den evige stad.Det lovede manuskript er ikke dukket op, og snart er Åse marionet i et sindrigt spil, hun ikke aner, hvad går ud på, alt imens hun laver skitser og tegninger af en by, der begynder at krybe under huden på hende.En tankevækkende og underholdende roman.KRUMSPRING leger på sindrig vis med både Åses og læserens forventninger, og med Italiens hovedstad som malerisk kulisse serveres en fortælling om livets og verdens uforudsigelighed.Anmelderpluk:Romanen er både en roman om den kunstneriske skabelsesproces, en spændingsroman om forfølgelse og angst, og en psykologisk afdækning af en kvindelig kunstners vej ud af krisen. Kompleksiteten, det stramme sprog og de overraskende indfald gør Jessens roman særdeles fængende og tankevækkende.[...] Krumspring [er] guf for den læser, der ønsker udfordringer og kunstnerisk vovemod.(Kristeligt Dagblad)Søren Jessen har begået en fin og finurlig fortælling om alt det uvirkelige, der gør det hele til at holde ud.(StandArt)En tankevækkende og underholdende roman, der i sin slutning undlader at få sin egen uendelighedsarkitektur til at bryde sammen. Det er fint gjort.(Jyllands-Posten)Uddrag:Åse Hertz ankom til Rom i mørke. Toget gled gennem natten med en rytmisk dunken, der for længst havde forplantet sig til hver eneste celle i hendes krop. Selv når toget holdt stille på mindre stationer undervejs, mærkede hun tydeligt rytmen. Da de første bygninger i udkanten af Rom susede forbi, begyndte hun at spejde efter noget genkendeligt som Colosseum eller Forum Romanum, men så ikke andet end fabrikker, lagerhaller og mørke silhuetter. Byen, hun kørte ind i, kunne have været en hvilken som helst by, et hvilket som helst sted.
Fantastisk fantasy. Meget spændende.2. bind i serien "Fortælleren".Der er fest i landsbyen. Beens søster skal giftes, og stemningen er på sit højeste, da det frygtelige sker: Been bliver indhentet af en gammel fjende! Den frygtede lysgarde fra den elektriske by er kommet på sporet af Been og hans ven, pigen Gali. Lederen af lysgarden, Peeters, leder efter noget, han kalder en harddisk, som de to børn uden at vide det fik med sig fra den elektriske by og smed i Døde å. Nu er det afgørende spørgsmål, hvem der først finder den igen.Peeters skyer ingen midler i sin jagt på harddisken. Been og Gali tvinges på flugt, men får hjælp fra både gamle og nye venner, og snart er de mod Beens vilje rodet ind i et nyt og farefuldt eventyr.Bind 2 i serien FortællerenTekstuddrag:I det samme væltede larmen fra helikopterne ned over festen og musikken som en flodbølge. Den bragte storm med sig. Flag blev flået af flagstænger, baldakinen over scenen væltede og al musik forstummede. Folk løb i alle mulige retninger. Hvor der for et øjeblik siden havde været orden og glæde, var der nu panik og frygt. Bordene med mad væltede, stole blev knust, musikerne løb fra deres instrumenter, alt sammen, fordi ingen af dem nogen sinde havde set eller hørt en helikopter før i deres liv. Ingen ud over Been og Gali. Jo, og så kræmmer Piil, der ofte fortalte historien, om dengang han så en drage, uvidende om, at det, han virkelig havde set, var en helikopter. ”Herind,” råbte Been og trak Gali med ind i en staldbygning. Han smækkede døren i og skød slåen for. ”Nej, nej, nej!” hvæsede Vaks. ”Her finder de os. De har instrumenter, der kan se gennem mure. Vi må væk. Væk fra landsbyen. Ud i skovene. Flygt!” ”Shhhh,” tyssede Been, og kiggede ud gennem et lille vindue. To helikoptere var ved at lande lige midt på pladsen, hvor bryllupsfesten for et øjeblik siden havde været i fuld gang. Endnu inden helikopterne stod på jorden, sprang de første soldater ud. ”Vaks har ret,” sagde Gali. ”Hvis vi bliver her, er det kun et spørgsmål om tid, før de finder os.” Soldaterne delte sig i fire grupper, der forsvandt mellem Dunmars lave huse. Fire mand blev tilbage. En af dem så ud til at være lederen. I skæret fra månen så Been mandens ansigt. Hele den ene side var dækket af et stort ar. ”Det er Peeters,” hviskede Been. Manden, som Been fejlagtigt havde haft under mistanke for at have myrdet hans far. Manden, der havde været Jaaps højre hånd. En meget højtstående lysgardist med andre ord. Hvad lavede han her? ”Han kommer herhen.” Been mærkede en gysen kravle op ad rygraden. Panikken lå lige under overfladen og ventede på at bryde frem. Sammen med de tre lysgardister nærmede Peeters sig staldbygningen. Han greb efter et eller andet i sit bælte. Been vidste straks, hvad det var. En strålestok. En tynd, blå lysstråle sprang frem, og det gibbede i Been. Det var med sådan et våben, at Jaap havde skåret begge ben og den ene hånd af sin far og det halve øre af sin bror. Been havde stor respekt for det våben. ”Nu kan vi ikke komme ud,” hviskede Vaks. ”Nej, ikke gennem døren,” sagde Gali. ”Vi må kravle ud ad et af vinduerne på bagsiden.” De maste sig ind mellem de opstaldede køer, hvis knogler tydeligt kunne ses lige under huden, og Been skulle lige til at åbne et af vinduerne, da der lød en høj banken på stalddøren. ”De slår døren ind!” skreg Vaks. ”Shhh!” hvæsede Gali. ”De ved ikke, vi er her.” ”Jo, de gør,” peb Vaks. ”Jeg har jo sagt, de kan se gennem murene.” ”Det er noget vrøvl,” stønnede Been, mens han slog på vinduets træramme. ”Jeg kan ikke få det op.” Gali greb en trebenet malketaburet, kylede den gennem vinduesglasset og slog de sidste glassplinter væk med en mælkespand. ”Af sted!” råbte hun og greb Vaks. Hun kravlede ud sammen med hunden, og Been var på vej ud, da stalddøren sprang op, og fire lysgardister væltede ind. ”Stop!” råbte de og skød et varselsskud, der ramte væggen over vinduet. Puds og murstensstumper dryssede ned over Beens ryg, køerne brølede og blev urolige. Hængende halvt ude, halvt inde vendte Been sig om og så, at to af lysgardisterne bar briller der lignede insektøjne. ”Kom nu!” skreg Gali og hev i hans arme. ”Jeg sidder fast!” skreg Been. Gali hev til, og han tumlede ud i det høje, tørre græs. De spurtede omkring et hushjørne og ud af byen, mens sand og støv stod op i en sky bag dem. Der lød skud, og Been mærkede et eller andet hvisle lige forbi sit hoved. Så drejede de omkring endnu et hjørne og kom uden for skudvidde. De løb mod skoven. Det eneste sted, de havde bare en lille chance for at slippe væk. Men det var lysgardisterne klar over. To andre helikoptere med store projektørøjne hang i trætopshøjde lige før skoven og lod de kraftige lysstråler afsøge hele området. Been, Gali og Vaks kastede sig i skjul bag en busk. ”Vi må snige os udenom,” hviskede Gali. ”Hvis vi holder os i mørket …” ”Det hjælper ikke,” sukkede Vaks. ”De kan også se i mørket.” Been stirrede irriteret på hunden. ”Nu må du holde op. Først siger du, de kan se gennem mure, og så at de kan se i mørke.” ”Jeg er ked af det,” mumlede Vaks, ”men det er sådan, det er. De har briller, der gør nat til dag.” De hørte råb lige bag sig. Lysgardisterne nærmede sig. ”Vi må væk herfra,” hviskede Gali. De krøb ned i en grøft, der var gravet mellem byen og skoven i et forsøg på at lave et brandbælte mellem træerne og husene. Skovbrande hærgede om sommeren. Endnu var området omkring Dunmar ikke blevet ramt, men det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Been, Gali og Vaks mavede sig frem som krybdyr, og larmen fra de mange lysgardister fortonede sig i baggrunden. Grøften førte dem udenom helikopternes projektører. ”Grøften ender snart,” hviskede Been. ”Løb ind i skoven. Vi mødes ved Tårnstenen.” Det var en sten, som Been og Gali ofte tog hen til. Den var høj og spids som et spir og mindede dem om skyskraberne i den elektriske by. ”Mødes?” sagde Gali. ”Hvor skal du hen?” ”Jeg henter rygsækkene.” Been og Gali havde kort efter deres ankomst til landsbyen gemt nogle rygsække med våben, dugsamlere og tøj i et gammel stengærde neden for kirkegården. De havde begge haft en fornemmelse af, at det måske en dag kunne blive nødvendigt at flygte fra byen, men de sidste uger – og især, mens bryllupsforberedelserne havde stået på – havde den fornemmelse dog så småt forladt dem, og de var efterhånden ved at være overbeviste om, at de ikke havde noget at frygte fra lysgardens side. Nu var den fornemmelse kommet tilbage. ”Vent, Been. Er det ikke bedre, hvis vi alle tre …” ”Nej! I gemmer jer ved Tårnstenen. Jeg kommer lige efter. Skynd jer nu af sted.” ”Okay,” sukkede Gali, ”men du har bare at komme.” ”Selvfølgelig kommer jeg, Gali.” ”Jeg bliver rasende på dig, hvis du bliver fanget,” sagde hun. Been svarede ikke. Han nikkede bare og krøb så tilbage mod byen.
Min morfar havde store, varme, rynkede hænder, og hans hår var helt hvidt og meget flot. Han havde også nogle store, grå, buskede øjenbryn og grå hårduske, der strittede ud af både næseborene og ørerne. Som om han var fuld af pels indeni - ulvepels - og derfor tænkte jeg på ham som Ulvemanden.I den her bog kan du læse nogle af Ulvemandens fortællinger. De handler blandt andet om en helt blå pige; om en underlig mand med et djævelsk ur; om en grevinde med et hul i hånden; om K. J. Hansens 666 cykelture og mange andre ting.Uddrag fra bogen:Dengang jeg var opdagelsesrejsende i Afrika, kæmpede jeg både med krokodiller og slanger. Men det var egentlig ikke så slemt. Det værste var myggene. Myggene var nemlig så store som gråspurve, og hvis de stak en, sugede de så meget blod, at man besvimede lige på stedet. En dag, hvor jeg var ved at hugge mig gennem junglen med min store machete – det er sådan en slags kæmpestor kniv – kom jeg til en lille hytte. Foran hytten sad en gammel, rynket kone, der var lige så krumbøjet som en banan. Hun vinkede mig hen til sig og tog et gammelt kort op af en lille trææske. Det var et kort over junglen. Det første kort, jeg nogen sinde havde set over området. Men inde på midten af kortet var der bare en stor hvid plet. Ikke andet. Hvide pletter på et landkort betyder, at stedet er uopdaget. At man ikke ved, hvad der er der. Nu er det sådan, at når en opdagelsesrejsende ser en hvid plet på et landkort, så må han bare derhen. Han kan slet ikke lade være. Det kunne jeg heller ikke; så jeg købte kortet.Jeg begav mig straks af sted med retning mod den hvide plet. Jeg lavede en tømmerflåde og sejlede ned ad Ngumba-Ngumba-floden i flere dage, indtil jeg var meget tæt på. Så gik jeg i land og huggede mig derefter vej igennem junglen. Og pludselig var jeg der. Der var slet ikke noget at være i tvivl om. For pludselig stoppede junglen. Der var ikke flere træer eller buske eller noget som helst. Kun den bare jord. Og jorden var … hvid! Ikke mørk og blød som i resten af junglen, men hård og hvid. Jeg var slet ikke klar over, at hvide pletter på landkort også var hvide i virkeligheden. Det stod jeg og tænkte lidt over, og jeg tænkte også over, om jeg skulle gå fremad, ind i det hvide, eller ej. Men så tog jeg en rask beslutning og gik fremad. Nu var jeg rejst så langt for at komme hertil. Så ville jeg ikke bare vende om igen allerede. Men idet jeg trådte ind på den hvide jord, skete der noget underligt! Hele vejen rundt om mig, voksede der jungle frem af den hvide jord! Buske, træer, lianer og blade, slanger og fugle, og jord. Mørk, blød jord, som i resten af junglen. Også alle lugtene, og alle lydene. Simpelthen det hele! Jeg gik længere frem, og det samme skete. Det hvide forsvandt simpelthen for øjnene af mig. Så tog jeg kortet frem, og jeg kunne nu se, at den hvide plet på kortet også var blevet mindre. De steder, jeg gik hen, blev simpelthen opdaget lige med det samme. Og så vidste jeg, at jeg var en vaskeægte opdagelsesrejsende. Det havde jeg altid drømt om at blive, og det gjorde mig glad. Men det blev jeg ikke ved med at være.
Tegneserie.På sommerferie hos sin onkel møder drengen Oscar uhyret Villy, som er henrykt over, at der endelig kommer nogen, han kan forskrække.Desværre bliver Oscar slet ikke bange - han bliver glad, for nu har han en at lege med i ferien.Men det bliver ikke leg alt sammen, for en dag hører Oscar i radioen, at en farlig juveltyv er på spil ..."Der er ikke noget så fedt som uhyrer, spøgelser og mærkelige gespenster, men det allerbedste er da, hvis man kan blive venner med dem og synes, at de er sjove. Sådan er det med uhyret Villy."Ulrik T. Skafte - JyllandsPosten"Historien har bestået oplæsningsprøven for én pige på fire et halvt år, som ustandselig afbrød og spurgte, hvilket altid er et godt tegn."Weekendavisen
En grafisk fortælling. Et væv af historier fletter sig ud og ind mellem hinanden i form af sort/hvide tegninger. En mand går i kredsløb, en køter springer ud af brystet på en mand, en butik der lover "Alt i reparationer" reparerer også mennesker, og hvem er det der demonterer mennesker og lader lemmerne ligge og flyde?En surrealistisk fortælling om det moderne storbymenneske.Tegningerne knytter sig til romanen "Erindringer om fremtiden" (udkommet som ebog på forlaget Mallebuh), men kan også nydes som et selvstændigt værk.
Nøffe og Raff sidder en aften og kigger på stjerner. Det er koldt, men stjernerne på himlen funkler og blinker og det er så smukt. Pludselig ser de et stjerneskud. Et meget tydeligt et. Det lyser så kraftigt, at de må holde sig for øjnene. Og det så ud som om stjernen landede lige bag ved en bakke i nærheden. Der løber derover - og får en stor overraskelse.En historie om hvor anstrengende det kan være, hvis man gerne vil være stjerne for en aften.NB: Denne historie findes også som en af ti historier i bogen "Vintervæsner".Uddrag:“Se, hvor de lyser,” sukker Raff. “Ja. Det er smukt og … øhm … kønt,” siger Nøffe og vinker til nogle af dem. “Hvorfor vinker du til dem?” spørger Raff. “De blinker jo også til … øhm … til mig, så for at de ikke skal tro, at jeg er uhøflig, vinker jeg tilbage.” Raff griner. “Stjerner blinker da altid. Også når vi ikke kigger på dem.” “Det tror jeg ikke,” siger Nøffe. “Stjernerne blinker kun, når vi … øhm … kigger på dem.” “Er det rigtigt?” “Ja da. Hvorfor … øhm … hvorfor skulle de ellers blinke?” “Hmmm,” mumler Raff. De sidder et stykke tid i tavshed og kigger på stjernehimlen. Så siger Raff: “Men de lyser da. Jeg mener … selvom vi ikke kigger på dem, gør de ikke?” Nøffe ryster på hovedet. “Nu er du vist lidt dum, Raff. Hvis de ikke lyser hele tiden, er de jo ikke … øhm … stjerner.” “Hvad er de så?” “Det … det ved jeg ikke, men … øhm … de er i hvert fald ikke stjerner. Stjerner skal lyse.”
Da en lille rød mariehøne lander på snuden af en statue af en kobberdrage, får statuen en ide: Den har jo også vinger. Ligesom mariehønen. Hvorfor så ikke bruge dem? Så den river sig fri og flyver højt op i luften over byen.Det er skønt at bruge sine vinger til det, vinger skal bruges til. Den suser af sted mellem husene og føler sig svimmel af lykke og varm af glæde. Men de andre statuer er sure på den. De synes ikke den er en rigtig statue, for rigtige statuer står helt stille hele livet."Fortællingen er poetisk og kan uden videre forståes på et bogstaveligt plan af børn fra 4-5 års alderen. Men ældre børn vil kunne grave dybere ned i fortællingens og billedernes skjulte lag ... en flot og udfordrende billedbog for alle aldre over vuggestuealderen" - DBC"En ny god billedbog af Søren Jessen" - Politiken
Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.
By signing up, you agree to our Privacy Policy.