Books by Theodor W. Adorno

Egentlighedens jargon (1964) betegner den eksistentielle snakkesalighed, der går tilbage til Martin Heideggers Væren og tid (1927) og derfra spredte sig til psykologi, pædagogik, æstetik, teologi m.v. Både som en art selvlegitimerende og ”dyb” metafysik og som en ideologisk kværn, der gør tanken blind for realiteternes verden. Den, der pynter sig med ord, bliver snarere enfoldig end opbyggelig, snarere part i tidens kritikløshed og medløberi end engageret og handlende, og det er det fatale ved al den tale om ”egentlighed”. Sorteper er det ”man”, der lever ”uegentligt” ved ikke at have forstået sin ”tilstedeværen” som ”kastethed” og ”væren hen imod døden”. I dag hjemsøger egentlighedens jargon – i fortyndet, trivialiseret form – meget af den eksistenspsykologi og managementteori, der til det ulidelige puster sig op med positiviteter, udfordringer og hurraord.Theodor W. Adorno (1903-69) gik til kilden (Heidegger) og nogle af dens forgreninger (Jaspers, Bollnow) for at vise, hvor forurenet og forplumret dette tankens vand ud af ørerne var og er. Det er kritisk teori, når den er bedst og polemisk-intellektuelt bider fra sig.Egentlighedens jargon udkom første gang på dansk i 2008 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.

Den 6. april 1967 holdt den store tyske filosof Theodor W. Adorno et foredrag ved universitetet i Wien efter at være blevet inviteret af en studenterforening. I dette foredrag beskriver Adorno sin dybe og smertende bekymring ved at se, hvordan højreradikalismen i 1960’erne igen er ved at vinde fodfæste i Tyskland og Europa – og så kort efter Holocaust og dermed et af verdenshistoriens mørkeste kapitler har udspillet sig.En 50 år gammel filosofisk flaskepost fra en tænker, der kendte til konsekvenserne af radikal populisme og accelererende højredrejning. Og en privilegeret indgang til en af de vigtigste filosoffer i det 20. århundrede.

Den tyske frankfurterskole-filosofs sene hovedværk. ‘Negativ dialektik’ er et opgør med idealismen i europæisk filosofisk tænkning. Filosofien har undertrykt fænomenes særpræg og individualitet. Virkeligheden er altid rigere end de begrebslige udlægninger af den. Idealismen prøver at oprette en identitet mellem begreb og sag, mellem subjekt og objekt. Ved at ignorere den del af sagen, der ikke går op i begrebet, afskærer filosofien sig ikke blot fra at erkende verden som den er, men også fra at tænke “det, som kunne være anderledes” – utopien, det gode liv – og binder sig til den slette realitet. Hans væsentligste eksempel er kunsten, som ikke har noget praktisk formål og derfor ikke kan sættes på begreb. Der er to vigtige navne i Adornos tænkning, på den ene side Auschwitz, der for ham var den ultimative katastrofe og den lille by Amorbach i nærheden af Frankfurt am Main. I Amorbach, hvor musik spillede en stor rolle, tilbragte Adorno ferierne i sin barndom, og han forbandt den med en lykke, der kun kunne genskabes som et forsvindende ekko af stednavne, da han vendte tilbage fra USA efter krigen. Kernen i den negative dialektik er for Adorno, at katastrofen aldrig må ses som det hele i historien, heller ikke efter Auschwitz, men som en grænse, der er åben mod lykkens ingenmandsland. De biografiske kortprosatekster ‘Amorbach’ er ligesom det filosofiske hovedværk ‘Negativ dialektik’ fra 1966.

Adorno is one of this century's most influential thinkers in the areas of social theory, philosophy, aesthetics, and music. Throughout the essays in this book, all of which concern musical matters, he displays an astonishing range of cultural reference, demonstrating that music is invariably social, political, even ethical.

The reader witnesses the process by which two individuals come together.

A psychoanalytically informed analysis of the rhetorical and conceptual mechanisms with which postwar Germans most often denied responsibility for the Nazi past. It provides important perspectives on postwar German political culture, on the dynamics of collective memory, and on Adorno's intellectual legacies.

This text on aesthetics includes major sections on: Art, Society, Aesthetics; the Categories of the Ugly, the Beautiful, the Technics; Natural Beauty; Coherence and Subject-Object; and Towards a Theory of the Artwork.

Presents a study of key musical works of the twentieth century. Here, the author brings a range of social and cultural questions to bear on the analysis of two composers he saw as polar opposites, Arnold Schoenberg and Igor Stravinsky.

Critical Models combines into a single volume two of Adorno's most important postwar works - Interventions: Nine Critical Models (1963) and Catchwords: Critical Models II (1969). Written after his return to Germany in 1949, the articles, essays, and radio talks included in this volume speak to the pressing political, cultural, and philosophical concerns of the postwar era. The pieces in Critical Models reflect the intellectually provocative as well as the practical Adorno as he addresses such issues as the dangers of ideological conformity, the fragility of democracy, educational reform, the influence of television and radio, and the aftermath of fascism. This new edition includes an introduction by Lydia Goehr, a renowned scholar in philosophy, aesthetic theory, and musicology. Goehr illuminates Adorno's ideas as well as the intellectual, historical, and critical contexts that shaped his postwar thinking.

The author, a noted literary critic, presents a selection of his thought on Balzac, Valery, Dickens, Goethe, Heine, Hoelderlin, lyric poetry, realism, the essay and the contemporary novel.