Books by Thomas Aastrup Rømer

Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund. Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på de steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?Uren pædagogik 3 er tredje bog i serien om Uren pædagogik, hvor en række forskere og pædagoger drøfter begrebsmæssige, praktiske og videnskabelige problemer ved det eksisterende sprog om pædagogik og uddannelse.Bogen indeholder følgende bidrag:IndledningThomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard, Svend BrinkmannSagspædagogik – om lidenskab, opslugthed og fordybelse som pædagogiske drivkræfterLene TanggaardPædagogikkens placebo?Kirsten HyldgaardDen rene læreanstalt? Læreren på mellemhåndErik SchmidtPædagogik og kausalitetThomas Aastrup RømerSe ud i verden! Uren pædagogik og opmærksomhedens dannelseSvend BrinkmannUren pædagogik i pædagoguddannelsen – et grundtvigsk korrektivHans Henrik HjermitslevPædagogikkens fortællingerJan Jaap RothuizenRen uroThomas SzuleviczRefleksioner over den ‘rene’ op­deling mellem den ‘rene’ og ‘urene’ pædagogik: ligheder mellem John Hattie og Gert BiestaJacob KlitmøllerUndervisningens indhold mellem læring og dannelse: kampen om kundskabsbegrebetFrederik PioDen rene urenhed – en drøftelse af kærligheden til mennesket som absolut postulat i en uren pædagogikBrian Degn MårtenssonSkolens paradoks og det beskidte principAlexander Von OettingenKritikken af den ‘rene’ pædagogik rammer kun konceptforskningPer Fibæk Laursen

Ordet skole stammer fra det græske ’scholé’, som overraskende for mange betyder en ’fri tid’. Oprindeligt var tanken bag skolen, at vi her ikke bekymrer os om produktivitet, profit eller resultater, men i stedet kan fordybe os i stoffets lag og liv. Tidligere fandt vi denne ’frie tid’ i folkeskolens formålsparagraf. Men denne forbindelse ser ud til at være brudt inden for de seneste år, hvor skolens opgave i stigende grad er blevet formuleret ved hjælp af målbar læring, som kan evalueres. I Skolens formål blotlægges det tætte samspil mellem folkeskolens formålsparagraf og skolepolitikken, historisk og i dag. Thomas Aastrup Rømer viser, at der har udviklet sig en splittelse mellem den pædagogiske tradition, som formålsparagraffen udspringer af, og den skolepolitiske anvendelse af selvsamme paragraf. Denne splittelse skal vi være på vagt over for, hvis vi vil bevare den danske folkeskole som en pædagogisk institution. Skolens formål er et originalt og værdifuldt bidrag til debatten om folkeskolen og til skoleforskningen. Bogen er en velunderbygget analyse af de store forandringer, som er sket med folkeskolen, og den indeholder også en pædagogisk-filosofisk og historisk fortolkning af formålsparagraffens ord og betydning.

I “Sidste chance” sætter Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard spørgsmålstegn ved, hvordan vi fortsat kan værne om begrebet “dannelse” til fordel for effektmåling og mere synlig læring. Bogens titel “Sidste chance” hentyder til, at mange begreber i dag uddør, og at det er ved at være sidste chance for at redde begrebet “dannelse”. En lang række af mere og mindre kendte danskere giver i bogen deres bud på, hvordan dannelse i dag kan forstås, og hvad vi i praksis kan gøre for, at begrebet ikke skal gå til grunde.Bogen er inddelt i kapitler skrevet af de forskellige deltagende: Svend BrinkmannThomas Aastrup RømerLene TanggaardHanne Leth AndersenMette FrederiksenHenrik JensenNiels Jakob PasgaardKåre Egholm PedersenIben Benedikte Valentin JensenLea KorsgaardCarolina Magdalene MaierMerete RiisagerKnud RomerRasmus Kolby RahbekKeld SkovmandMarianne Stidsen“Sidste chance” beskriver både selve dannelsesprocessen, og hvad den egentlig betyder, og sætter fokus på, hvorfor det er så vigtigt at bevare netop dannelse i vores målstyrede samfund. Svend Brinkmann er uddannet professor i psykolog og er kendt for alternative selvudviklingsbøger og at sætte samfundsproblematikker på spidsen.

Med "At lære noget i en verden uden gelænder" foreligger en præcisering af et læringsbegreb, der balancerer mellem to poler. På den ene side en relativistisk pol, hvor læreprocessen er central, men hvor læringsindholdet er nedtonet eller fraværende. På den anden side en objektivistisk pol, hvor læring opfattes som havende en bestemt og entydig retning. Begge sider har problemer, den ene med indholdet og den anden med forståelse af uddannelse som noget, der finder sted i en plural og postmoderne kontekst.Bogen indeholder en præsentation og en kritisk analyse af en række nyere læringsteorier inden for den pædagogiske psykologi og den pædagogiske filosofi. Først diskuteres læringsopfattelser med udspring i teoretikere som Lev Vygotsky, Jean Piaget, Ernst von Glasersfeld, Mikhail Bakthin, Donald Schön, Jean Lave og Etienne Wenger og Knud Illeris. Dernæst diskuteres læringsbegrebet hos Ludwig Wittgenstein, Jean-Francois Lyotard og Kenneth Gergen. Endelig formuleres, med Hannah Arendt og John Dewey som afsæt, en ny forståelse af læring, hvor både et pluralt indhold og læreprocessen er tematiseret på samme tid.Resultatet er en læringsforståelse, der inkluderer begreber som refleksion, konstruktion og postmodernitet samt tradition og kanon i et og samme perspektiv. En konservativ og postmoderne læringsforståelse.

Pædagogikken er blevet alt for ren og pæn. Store dele af den pædagogiske forskning er i disse år optaget af at finde metoder, der kan rejse rundt fra fag til fag og fra skole til skole. Pædagogik reduceres dermed til anvendelse af disse metoder, og den pædagogiske forsknings opgave bliver at blåstemple bestemte metoder med en særlig forskningsmæssig evidens. Metoder bliver kongevejen til sikkerhed, kontrol og mere læring. UREN PÆDAGOGIK gør op med dette syn. Med baggrund i discipliner som pædagogisk filosofi, pædagogisk psykologi og litteraturforskning argumenterer forfatterne for, at pædagogik er besværlig, overraskende og uren, og at den er tæt knyttet til kulturen, faget, konteksten, indholdet, personen og materien. Bogen udgør dermed en kritik af det eksisterende rene syn på pædagogik og pædagogisk forskning – samtidig med at dens forfattere forsøger at pege på andre og mere urene veje for vores forståelse af pædagogik og uddannelse.