Books by Tove Ditlevsen

En københavnsk baggårdspiges barndom og tidligste ungdom i 1930'erne, da hun forgæves stræber bort fra barndomsmiljøet.En af de helt store klassikere i dansk litteratur.

For blandet kor (SATB) og klaverTekst: Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsens fire novellesamlinger Den fulde frihed (1946), Dommeren (1948), Paraplyen (1952) og Den onde lykke (1963) samlet i ét bind.

Tove Ditlevsens første erindringsbind ”Barndom” beskriver en opvækst i arbejderklassen på Vesterbro i tiden efter Første Verdenskrig. Det er fortællingen om en opvækst under trange kår og om de første spæde forfatterdrømme. "Barndom" og det efterfølgende erindringsbind "Ungdom" blev samlet i ”Det tidlige forår”, et centralt værk i skandinavisk litteratur, der var forud for sin tid i sin behandling af selvbiografisk stof."Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... Det blev til bogen "Barndom", første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig ... I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen "Annelise - tretten år". Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene." - Tove Ditlevsen.

I sin tredje erindringsbog vender Tove Ditlevsen tilbage til sin ungdom og fortæller om det kærlighedsløse ægteskab med Viggo F., om forelskelsen i den sværmeriske Ebbe, som hun får sit første barn med, og om lægen Carl, som hun gifter sig med. Romanen er en usminket fortælling om ægteskabet og Ditlevsen´s omsiggribende misbrug af alkohol og piller. Den skabte både opmærksomhed og forargelse da den udkom første gang, og indledes i denne nye udgave med et forord af Dy Plambeck.

Forfatteren Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år den 14. december 2017. I den anledning udgiver Gyldendal en ny samling med hendes bedste digte udvalgt af forfatteren Olga Ravn, der også har skrevet bogens efterord. Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø indeholder digte fra hele forfatterskabet – såvel kendte klassikere som mindre kendte tekster, f.eks. hendes arbejderdigte. Tove Ditlevsen debuterede som forfatter i 1939 med digtsamlingen Pigesind og skrev siden en lang række romaner, noveller, digte og erindringer. Hun døde i 1976, 58 år gammel.

I 1939 udkom Tove Ditlevsens første digtsamling, Pigesind, bestående af 32 digte, der udforsker hele følelsesspektrummet: fra det triste og ulykkelige til en munter og naiv hverdagsoptimisme. Serveret med et eviggyldigt lyrisk sprog er Pigesind en digtsamlig, der altid vil være aktuel.

Genoptryk af bogen, der samler Tove Ditlevsens digte.

Tove Ditlevsens andet erindringsbind ”Ungdom” fortsætter, hvor "barndom" slap. Det er fortællingen om de første spæde skridt ud i en tilværelse som digter for den unge Tove, mens optakten til Anden Verdenskrig kaster truende skygger i kulissen. "Barndom" og det efterfølgende erindringsbind "Ungdom" blev samlet i ”Det tidlige forår”, et centralt værk i skandinavisk litteratur, der var forud for sin tid i sin behandling af selvbiografisk stof."Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... Det blev til bogen "Barndom", første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig ... I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen "Annelise - tretten år". Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene." - Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsens digtsamling Lille verden fra 1942 i e-bogsudgave. Erindrings- og depressionstemaer, som behandler faserne i kvindens liv samt kærligheden og angsten for at miste sine elskede.

I 1969 besluttede Tove Ditlevsen at skifte forlag. Hun henvendte sig til Mogens Knudsen, der i disse år var litterær direktør på Gyldendal. Han tog imod hende med åbne arme, han blev hendes redaktør, han læste og redigerede hendes manuskripter; og de to fik i løbet af kort tid et fortroligt forhold, der rakte langt ud over det litterære felt. Med sit skrøbelige sind var Tove Ditlevsen ustandselig i vanskeligheder og bad Mogens Knudsen om råd og dåd i forbindelse med sine økonomiske forhold, skattebetaling, den sindsoprivende skilsmisse fra Victor Andreasen, som blev realiseret i disse år, irriterende fans og besværlige veninder, ansættelsesforhold, alkohol, børn og svigerbørn, kolleger, konflikter med læger og tandlæger og psykiatere, konfrontationer i og med pressen og meget, meget mere. Brevsamlingen, der er dateret fra 1969 til 1975, er et eksempel på det samarbejde, det forhold, der kan opstå mellem en forfatter og hendes redaktør; men det er også en rørende beretning om et sårbart, begavet menneskes måde at håndtere sit indre og ydre kaos på. Brevene, der ikke har været offentliggjort før, blev fundet under oprydning i Gyldendals skønlitterære redaktions mandshøje pengeskab, hvor forlaget opbevarer manuskripter, billedmateriale m.m. fra mange år. Efter Tove Ditlevsens arvingers ønske er der udeladt to-tre sætninger, og der er blevet rettet åbenlyse slåfejl og inkonsekvenser i stavemåder; men ellers fremstår brevene i deres oprindelige form.

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«Fra forordet.

Tove Ditlevsen har her foretaget et udvalg af sine bedste noveller fra Den fulde frihed, Dommeren, Paraplyen og Den onde lykke.HASSELBALCH

Tove Ditlevsens digtsamling De voksne fra 1969 i e-bogsudgave. Kunstnerisk trak hun på sine erfaringer fra depressionernes og sindslidelsernes grænseland. I De voksne skriver hun sproget ned til prosadigtets knappe registrering i en række billeder af de midaldrendes udsigtløse eksistens. 

Tove Ditlevsens digtsamling KVINDESIND fra 1955 i e-bogsudgave."Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende, men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø, som søger hun noget, hun ikke mere kan finde. Hun har ikke andre i verden at spørge end mig: hver er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde? Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg? hvordan er mit pund forvaltet i årenens kæde" 

Genudgivelse i paperback. Tove Ditlevsens mest uhyggelige roman ”Ansigterne” er historien om forfatteren Lise Mundus, der indlægges på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Som altid hos Ditlevsen er ”Ansigterne” en roman om kærlighedens smerte, om længsel og utroskab og skrift. En roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvem der er syg, og hvem der er rask. ”Men hvad var virkeligt her i verden, og hvad var ikke virkeligt? Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på deres eget jeg? Hele dette kaos af stemmer, ansigter og erindringer, som de kun dråbevis turde lade slippe ud af sig og aldrig kunne være sikre på at få igen.” ”Ansigterne” er første del af Ditlevsens fortælling om Lise Mundus, et portræt hun afsluttede syv år senere med sin sidste roman ”Vilhelms værelse”.

Delvis selvbiografisk afsløring af et ægteskabeligt inferno. En roman om ægteskab og skilsmisse, om kærlighed og galskab, om frygt, ømhed og ondskab. Lise Mundus og hendes mand har gennem 20 lange år været bundet til hinanden i et spændingsmønster af tiltrækning og frastødning.

"Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... Det blev til bogen Barndom, første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig ... I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen Annelise - tretten år. Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene." - Tove Ditlevsen.

„Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår. Det er med ham ligesom med Smukke-Lili, der er så grim, at man ikke kan forestille sig, hun nogensinde har haft en mor. Alt hvad der er grimt eller uheldigt, kalder man smukt, og ingen ved hvorfor. Man kan ikke slippe ud af barndommen, og den hænger ved en som en lugt. Man kan mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider bange for, at den er værre end de andres. Man står og taler med en anden pige, hvis barndom lugter af aske og kul, og pludselig træder hun et skridt tilbage, for hun har mærket den frygtelige stank af ens egen barndom."Det tidlige forår er den samlede udgave af Tove Ditlevsens to første erindringsbøger Barndom og Ungdom. Sammen med denne bogs efterfølger Gift står Tove Ditlevsens erindringsbøger som et hovedværk i dansk litteratur.

»Mænd har en uovervindelig trang til at holde møder om enhver bagatel. Under møderne beskyttes de af håndkøbsdamerne i forkontoret, der anser møderne for uhyre betydningsfulde uden nogen sinde at ane, hvad de drejer sig om.Når kvinder skal træffe en nødvendig beslutning, afgøres den ved en hastig telefonsamtale, mens ungerne utålmodigt trækker dem i skørterne.«Parentes i Parenteser

Brevvekslingen Kære Victor, samlet og kommenteret af Victor Andreasen, stammer fra de sidste år Tove Ditlevsen levede, da bøger som bla. „Tove Ditlevsen om sig selv“ og „Vilhelms værelse“ blev til.Størstedelen af brevene er fra Tove Ditlevsen. De er tragiske, galgenhumoristiske, hårdkogte, hudløse. Der er nødråb imellem, men også stærke signaler fra ukueligheden midt i en balanceakt mellem spiritus og piller, skilsmisse og selvmordsforsøg, hvor man samtidig aner forfatterens kamp med sig selv som materiale. Et stof der til stadighed blev vendt og prøvet midt i mediernes heftigste tumult, og som endte med at rive pennen ud af hånden der skrev.

Her foreligger Tove Ditlevsens berømte essay "Flugten fra opvasken" i e-bogsformat. Teksten blev offentliggjort første gang d. 11. august 1956 som kronik i dagbladet Information.

To som elsker hinanden er en ægteskabsroman om den evige trekant: en midaldrende mand mellem den selvopofrende kone og en purung pige. Tove Ditlevsen skrev romanen på bestilling af Danmarks Radio i 1960 – og den fik en overvældende modtagelse i pressen. Bl. a. skrev Information: »Gid alle bestillinger udløste værker af samme karat som Tove Ditlevsens sidste roman.«

For blandet kor (SSATB) a cappella.Tekst: Tove Ditlevsen.

Det kun, titlen - Vi har kun hinanden - står samlet om, spiller en stor rolle for de to unge mennesker i den københavnske hverdag, romanen handler om.»Du skal ikke sige kun - bare, jeg har dig,« siger han et sted til pigen, der er ved at forlade sin barndoms trygge verden, sine forældre, der tilbage »kun har hinanden.« Det er afstanden mellem disse mennesker, og kærlighedens magt til at overvinde, der er bogens tema.

For barnets skyld foregår i besættelsestidens sidste år og handler om et skilsmissebarn – den 12-årige Birgit – hvis forældre gør nøjagtigt, hvad der passer dem, mens de bilder sig selv og hinanden ind, at deres egoistisk styrede handlinger er til barnets bedste.Merete vil indgå et nyt ægteskab med den retsindige kommunelærer Karsten. Men Birgits uvilje mod at lade en ny far trænge sig ind mellem hende og moderen gør, at hun slutter sig nærmere til sin egen far, den frisindede og egocentriske arkitekt Robert, som moderen stadig er forelsket i.Birgit bliver uden selv at vide det centrum for disse tre voksnes tanker, og – ligeledes uden at vide det – den »skæbne«, der driver sit spil med de tre mennesker.

Overrumplende og humoristisk formulerer Tove Ditlevsen sine iagttagelser og små irritationer over stort og småt i tilværelsen.

Tove Ditlevsens digtsamling Blinkende lygter fra 1947 i e-bogsudgave. Erindrings- og depressionstemaer, som behandler faserne i kvindens liv samt kærligheden og angsten for at miste sine elskede.