Books by Valdemar Rørdam

"Stumme strenge" fra 1906 indeholder en del lejlighedsdigte, senromantiske idyller og opråb til folket om at værne landet med våben. Alt dette virker i dag nærmest som fyldstof, der godt kan springes over. Men så er der de digte, der bliver tilbage - dybt følte og sansede digte om årets gang i naturen, skildret gennem tolv månedsdigte, om kærlighed og lykke og bevidstheden om, at livet ikke varer ved. Og så et digt om udlængsel, som Johannes V. Jensen kunne have skrevet:Farvel, kære Broder og Søster.Det kan I vist aldrig forstå:Der er en Koral-Ø, hvis Kysterjeg ønsker at hvile mig på.Held følge den trofaste Kending,Fred skygge den Bofastes Hus -Mig lokker den langstrakte Brændingog Sydhavets lønlige Brus -herhenog derhenog allevegne hen -jeg kommer aldrig igen.

Valdemar Rørdam var en versekunstens mester. Han kunne skabe de mest forføreriske rim og rytmer, han kunne få sine digte til at synge. Når han forsøgte sig med det storladne, det nationale, det episke - så blev det let svulstigt og hult. Men når han digtede om den første forelskelse, om glæden ved at finde sammen og få børn, om den uro og de kurrer på tråden, der følger med, om ængstelse, usikkerhed og lettelse, så kunne han nå store højder. Hans kærlighedsdigte er en gave til alle, der elsker.

"Kursus ind og ud" fra 1943 var femte og sidste bind i serien af erindringsdigte fra barndom og ungdom, der påbegyndtes med "Huset ved volden" (1932). Det blev også Rørdams sidste digtsamling. Den beretter om tiden om fattig kursusstuderende i København omkring 1890.

"Holeby" er tredje bind i Valdemar Rørdams fembinds digtsamling om barndoms- og ungdomstiden. Den kommer efter "Huset ved volden" og "Af et barns verden" og før "Halv-student" og "Kursus ind og ud". Rørdam fortæller i strømmende og smidige vers om tiden fra han var otte til han var fjorten. Familien flyttede fra Stege til et præstekald i Holeby på Lolland. Hans mor døde, og da han fik en stedmor, begyndte hans trængsler for alvor. Han skildrer lussinger og afklapsninger, og hvordan han blev tvunget til at spise bævreflæsk, til han brækkede sig. Men det er ikke elendighed det hele. Rørdam fortæller også om at tumle sig i naturen, om leg og den spirende fornemmelse af kønnets mærkværdigheder, understreget af det uforglemmelige syn af en tyr, der bedækker en ko.

Valdemar Rørdams tidlige digtsamlinger "åbenbarede i ham en sproglig begavelse og en versformende evne, så frisk og letsprudlende, som ikke var set siden Holger Drachmann, og også i friluftspræget, friluftshumøret og de fulde brysttoner var der noget Drachmann’sk: det var sang med fuldt vejr, som den ikke længe havde lydt fra de unge. Samtidig vågnede også den episke skildre- og fortællelyst i ham, og det store publikum vandt han i "Gudrun Dyre" fra 1902 ved foreningen af den episke fortælling og den lyriske versestil. I denne nutidsfortælling på vers blev læseren som dykket ned i et hav af sproglig vellyd, bares op som i en lystig bølgedans af verserytmer; de nøjagtigste naturmalerier, de trivielleste hverdagsskildringer optrådte i skønt lyrisk gevandt, og i mens forkyndte fortællingen en moderne programmæssig opfattelse af kvinden og kærligheden, som satte mange sind og snart også mange penne i bevægelse... Der var en versevirtuositet, en rytmemusik og en ordrigdom i Rørdams digte, et åndedrag i ham og en sproglig fylde, der kunne nå orkestrale virkninger som hos Victor Hugo eller Edgar Allan Poe eller Swinburne. Der var en frisk følelsekraft i hans vers — jægerens natur- og sportsfølelser, slægts- og stammefølelser dernæst, nationale og heroisk-tragiske stemninger, som nu og da kunne smage af "litteratur" og retorik, men hans urolige blod kunne nå en lidenskabelig patos, hans energiske mandsvilje en dyb og høj etos, som var sjælden i samtidens danske lyrik, og der var en frisk og solid selvtænkning i ham; han kunne ræsonnere på vers, agitere og polemisere på vers som ingen af samtidens danske digtere... Valdemar Rørdam blev indstillet til Nobelprisen i litteratur i 1937 og 1938."(Wikipedia)

"Engelske kærlighedsdigte" er udvalgt og oversat af Valdemar Rørdam. Digte fra det 16. til det 19. århundrede af forfattere som Shakespeare, Burns, Blake, Wordsworth, Byron, Shelley, Keats, Browning, Tennyson og Swinburne er fordansket med stor versekunst og respekt for de oprindelige digtes tone. Det er en smuk og bevægende gengivelse af mange af den britiske litteraturs perler.

Titlen "Lykkelige barndom" skal opfattes ironisk, for historien om den intelligente, men lidt vege og ubeslutsomme Svends barndom er ikke lykkelig.Alt, hvad er er forbundet med spirende seksualitet, er knyttet til skyld og skam. Hans mor dør tidligt, og hans far, der er birkedommer, forstår ham ikke. Han bliver mobbet af de andre drenge. Som elleveårig bliver han opdaget midt i en seksuel leg med en pige på otte år og bliver bortvist fra hjemmet. Han kommer i pleje hos en præstefamilie, der skal opdrage ham kristeligt. I en ferie bliver han forelsket i en sytteårig pige, som hans far, den 43-årige enkemand, også er interesseret i, og en åben strid mellem far og søn undgås kun ved, at pigen pludselig får en blodstyrtning og dør. Senere er Svend så plaget af, at han giver sig af med det, han kalder selvbesmittelse, at han fortvivlet skøjter ud over den frosne sø, går gennem isen og er ved at drukne. Bogen giver et levende tidsbillede med leg og lektier, læsning og stridigheder - og den strenge seksualmoral, der kaster sin mørke skygge over livet.

I "Over det Indiske Hav" fra 1920 beskriver Rørdam en rejse til Java. Det tog sin tid at komme frem, for man sejlede naturligvis. Digtsamlingen giver et levende indtryk af rejsen, og Rørdam sugede til sig af de mange indtryk, men det virker ikke som om han bevægede sig meget ned under overfladen. På hjemvejen bliver han rørstrømsk og lovpriser Danmark, som han synes er langt bedre end alle andre lande. Selv om Rørdams noget chauvinistiske holdning til fædrelandet kan virke frastødende, er der næppe tvivl om, at de fleste af dem, der foretog den slags rejser, der dengang var forbeholdt de få, havde samme holdning, og det er trods alt godt at se, at Rørdam forsøger at sætte sig lidt ind i forholdene i de lande, han besøger, og ikke hengiver sig helt til de racistiske stereotype forestillinger, der var så almindelige på den tid. Under alle omstændigheder kommer den nutidige læser til at foretage både en rejse mellem kontinenter og en rejse i tid.

Mange af digtene i "Under åben Himmel" handler om jagtens glæder - glæden over naturen og glæden ved at dræbe dyr. Det sammensatte i denne holdning kaster lys over dobbeltheden i Rørdams sind. På den ene side den sårbare, skadede dreng, der blev mobbet og anbragt i pleje. Det lyriske, nærheden ved naturen. Den spirende forelskelse, den voksne mand kærlighed til kone og børn. Og på den anden side det, han så gerne ville være, og som runger så hult: Nationens skjald, forsvarer af kongemagt og adel og storkapital, den der besynger slægt, æt, nation og stamme. Kantater og klingklang En forførende versekunst, et indblik i et splittet sind. .

Valdemar Rørdams buldrende og bragende fædrelandssange og militaristiske viser og ikke mindst hans tyskvenlige vers under besættelsen har gjort det svært at læse hans digte. Men hvis man ser bort fra personen og holdningerne, er der meget at glæde sig over i hans digte, og man forstår, hvorfor de i sin tid var så folkekære. Valdemar Rørdam var ikke nybrydende og original, men han var traditionens tro vogter og uhyre sprogbevidst og formsikker. Disse tidlige kærlighedsdigte er smukke og indtagende, og det er befriende at se, at han ikke kun hylder den første forelskelse, men også den dybe, ægteskabelige kærlighed og kærligheden til det fælles barn.

"Luft og land" fra 1910 indeholder smukke natur- og erindringsdigte og især langdigtet "Ondløse", som Poul Borum kaldte "Rørdams ubetinget bedste digt" - en blid og usentimental rejse tilbage til barndommens by.

Valdemar Rørdam blev to gange indstillet til Nobelprisen, hans "Danmark i tusind år" blev af mange foreslået til ny nationalsang, et udvalg af hans digte udkom i 1940 med forord af Kaj Munk og Julius Bomholt skrev i 1941 en stærkt anerkendelse kronik i Social-Demokraten om hans lyrik. Men så skrev han to hyldestdigte til det nazistiske Tyskland, og dermed var hans skæbne beseglet. Han blev slettet af Finansloven efter befrielsen, og som digter gik han i glemmebogen. Nu er der gået så mange år, at der kan være grund til at skelne mellem de buldrende og tomme militaristiske udgydelser fra hans hånd, der ikke fortjener at blive husker, og de smukke digte, han også skrev. Vi straffer ikke ham ved at lade være med at læse hans natur- og kærlighedsdigte, for han er for længst død. Vi straffer kun os selv. Der ligger oplevelser af stor skønhed og dybde og venter på os i de bedste af hans digte, som dem, der er medtaget i dette udvalg, hvis titel er førstelinjen af et af hans digte i versromanen "Gudrun Dyre".

"Købstad-Idyller" fra 1918 er måske en af Rørdams reneste og bedste digtsamlinger. Han besøger sin fødeby og finder den lille og puslingeagtig og samtidig storslået på sin egen, stille måde. I "Danske digtere i det 20. århundrede" (1. udgave 1951) citerer Jens Kruuse disse linjer fra "Købstad-Idyller": "Ja, det bliver tidligt Aften! / Spisende af Mellemmaden / leger Børnene paa Gaden / i den klare, sorte Mørkning. // I hver Rugbrøds-Mundfuld smages / Krydderfedtet, Køkkensaltet / og den kolde Luft samsmeltes / underlig med Verdensaltet // Men i Døden vil de mindes / deres Mørkningsleg paa Gaden, / Køkkensaltet, Fedtemaden / og den kolde Luft og Stjernen" og fortsætter: "Så fuldkomne ting i den danske lyriks ædleste tradition for inderlighed, klarhed og ægthed løb ikke som ingenting fra Rørdams pen. Just på baggrund af hans poetiske heroisme og hans forløbne sanselighed, overvundet i højtravemde etos og vælde, er så jævne, sunde vers en bedrift. De røber det egentlige ved denne digter. Han måtte overvinde sine egne anlæg, beherske sine lyster, hæmme sin løbskhed for at skrive vers som disse. Men de er hans berettigelse"."Købstad-Idyller" er både i originaludgaven og det senere genoptryk sat med gotisk skrift. Denne e-bogudgave er den første, der er tilgængelig for moderne læsere, der har svært ved at læse gotisk skrift.

Det er alderdomsdigtene, der gør "Alderdoms Fæstning" fra 1938, der gør denne digtsamling virkelig læseværdig. Så gammel var Rørdam heller ikke, da han skrev den - han var 67 år - men han er bidsk, illusionsløs, selvironisk og samtidig selvbevidst: Hvad er der af kroppen / jeg bryder mig om? / To ben som loppens / en gasfyldt vom. // De trofaste lunger / Blodrensere, ak / de skratter og runger / af sprit og tobak.". Anden del af samlingen består af hyldestdigte til danskere fra skibsrederen, etatsråd HN Andersen til socialisten Jeppe Aakjær. Men det er især de nationalkonservative åndsfæller, digtene er rettet til. Samlingen slutter med en række fædrelandsdigte, der trækker Dybbøl mølle ind i kravet om et stærkere forsvar. Der er en vis lydhørhed over for det nazistiske Tyskland, "Fra det tredje rige taler / store tyske idealer / om hvad manddom kan og tør" - men han siger derefter, at vi har andre idealer og ikke skal kopiere de tyske. Rørdam har også et hyldestdigt til de danske jøder i anledning af synagogens 100 års jubilæum, så antisemit er han i det mindste ikke. Når Rørdam ville være patriotisk, bliver han tit hul og rungende, og de fleste af disse digte kan man roligt springe over. Men læs digtene om, hvordan det er at blive gammel. De holder.

Erindringsromanen "På højskole" (1898) beretter om den rige jurastuderende Henrik, der keder sig i København og efter forslag fra en kammerat tager på højskole. Her møder han unge fra helt andre sociale lag end sit eget, og han bliver forelsket i præstedatteren Linda. Og han lærer at børste sine egne sko - det har han ellers altid haft tjenestepige til.Valdemar Rørdam gik på Askov i 1890. Han omtaler i romanen meget negativt en lyrisk skomagersvend, han kalder Fahlberg. Rørdam beskriver ham som en mand med små øjne og fladt ansigt. Han går rundt i sivsko og "aborrespættet ulster". Rørdam skriver, at skomageren er ulideligt selvsikker og ser på Rørdam med en "snurrig Blanding af ærbødig Undskyldning og fed Selvtilfredshed". Han skriver, at skomagersvenden havde gået på en anden højskole, før han kom til Askov.Martin Andersen Nexø gik på Askov 1891-93. Året før havde han gået på Østermarie højskole. Nexø var uddannet skomager.Er Fahlberg i Rørdams roman så Nexø? Det ville være interessant at vide.Men uanset om Fahlberg i bogen er tegnet efter levende model eller ej, giver "På højskole" et godt og detaljeret i højskolelivet, dengang de fleste af dem, der gik der, var drevet frem af en uudslukkelig kundskabstrang, og dengang det forekom indlysende, at man skulle lære for livet og ikke lære for at få en specialiseret færdighed eller uddannelse.

Den egentlige skurk i romanen "Karen Kjeldsen" er den forkyndende kristendom, og bogen må have virket provokerende, da den udkom i 1900. Romanen skildrer et kærlighedsforhold mellem en troende, ung mand og en ung kvinde, der har arvet sin fars skeptiske holdning til religionen. Det, der kunne være blevet så smukt og blomstrende mellem dem, forpestes af hans evige forsøg på at omvende hende, og han ender med at ødelægge deres forhold og indirekte drive hende i døden. Der er ingen falsk happy end eller forsoning. Bogens konklusion bliver, at den doktrinære og forkyndende kristendom er livets og kærlighedens fjende.

"Tre strenge" fra 1897 er en ungdommelig bog, Rørdams anden bog. Digtene handler mest om ensomhed, ulykkelig kærlighed og naturen. Nogle gange er de lidt famlende og usikre, men i det store og hele viser Rørdam allerede her en imponerende formsikkerhed og bevidsthed om sine virkemidler. Han var på det tidspunkt endnu ikke grebet af sin ulyksalige trang til at være nationalskjald og mane til samling om konge og fædreland, så den dødvægt, der tynger en del af hans senere samlinger, findes ikke her. Digtene virker unge, friske og oprindelige. Han taler fra hjertet, når han taler om sine følelser.

Digtsamlingen "Sol og Sky" fra 1895 er Valdemar Rørdams debut. Han var 23 år, men kunne allerede i denne første bog brillere med sine formfuldendte digte - der dog undertiden kan virke lidt blege. Han besynger kærligheden i alle dens former og har også digte, der besynger jagten.

I langdigtet "Huset ved volden" ser Rørdam som tresårig tilbage på sin tidlige barndom i Stege i 1870'erne - fra fødslen og til han skulle i skole. Det var på mange måder et idyllisk liv, han levede i den solide præstegård, og man kommer til at tænke på Carl Larssons tegninger, når man læser de præcise og detaljerede skildringer af, hvordan de bagte småkager før jul, af piberøg og stearinlys. Men der var også mørke skygger, og dem fortier Rørdam ikke. Hans mor var meget syg og døde ung. Flere søskende døde som små. Han selv fik difteri og måtte holde sengen i lang tid. Han opdagede, at der fandtes løgn og sladder i verden. Han fik lussinger af kokkepigen. Han var ofte svag og drømmende. Han drømte som stordåd uden selv at kunne udrette meget. Og han fik mareridt, så han vågnede fuld af angst. Han var sengevæder og svagelig. Og han husker tydeligt, hvor ubehageligt det var at blive løftet op og kysset af en voksen, måske en mand med stilkkende skæg.

"Afrodites boldspil" er en let og yndefuld digtsamling, der viser Rørdams store evner som versekunstre. Bogen er lykkeligt fri for de bombastige og svulstige læredigte om fædreland, konge, militær og erhvervsfolk, der skæmmer en del af forfatterens andre bøger. Her er den knap halvtredsårige forfatter næsten kåd og sprælsk, lykkelig forelsket og forelsket i livet. Det eren bog, man bliver glad af at læse.

Som ung blev Valdemar Rørdam ramt af tuberkulose. Han var sengeliggende i to år og nær ved at dø. I "Dansk Tunge" skildrer han vemodigt og resigneret sin sygdom og senere glæden over atter at være rask. Her er smukke kærlighedsdigte og nogle af de mest indtagende digte om dansk natur, der er skrevet.

Af et barns verden" er andet bind af Rørdams fem bind med erindrigsdigte fra barndom og ungdom. Bogen følger efter "Huset ved volden" og skildrer drengen fra seks til otte år i præstegården i Stege. Her er minder om skøjteløb og skifart og om pigerne, der trækker bukserne ned og viser sig frem. Og om smældende lussinger og forbudte udforskninger af sukkertønder og om at plukke halefjerene af en hane og sætte dem i sin hue. Serien fortsætter med "Holeby". "Halv-student" og "Kursus ind og ud".

"Halv-student" er næstsidste bind af Valdemar Rørdams samling erindringsdigte om barndom og ungdom - efter "Huset ved volden". "Af et barns verden" og "Holeby" og før "Kursus ind og ud". Rørdam skildrer her sine studieår i København - og især glæden ved at læse græsk, latin, fransk og oldnordisk. Der er også glimt af livet på et pensionat og de københavnske parker, hvor man i ly af natten kan plukke en rose at lægge for den udkårnes dør. "Halv-student" kører i nogen grad på rutinen og er ikke så levende og detaljeret som barndomsskildringerne, men den hører med i historien om Rørdams udvikling til digter.

Valdemar Rørdam var i begyndelsen af trediverne, da han skrev digtene i "Ved Midsommertid",der måske er hans lyseste bog. Han var helbredt for den tuberkulose, der i to år havde bundet ham til sengen, og i flere digte forlanger han, at alle får samme muligheder for helbredende kurophold. Han søger forsoning med sin far, som han havde haft et anstrengt forhold til. Og først og fremmest er han nybagt far, og en lang digtkreds til datterens ét års fødselsdag er formet som en vekselsang mellem faderen og moderen. Det er måske den smukkeste skildring af de nye forældres lykke, der findes på dansk.

En del af Rørdams bombastiske digte om konge og fædreland er i dag ulæselige. I andre digte har han faktisk den vejrtrækning, der skal til for at skrive det storladne. Det gælder i denne samling digtet om Titanic. Og atter andre gange viser han sig som den ypperlige verskunstner, han var, således i det vemodige "Gevningenæs", hvor han ved mødet med en ung pige mærker alderdommen trykke, og i "Afsked", der på smukkeste vis anvender et versemål, der minder om Edgar Allan Poe i"Ravnen": "Skruen hvirvler, Stemplet stamper lig et Hjerte der sig kramper/ ved at skilles fra den Lykke det har kendt kun altfor kort /. Sagte sukker Kystens Popler. Op af Dybet, hvor det bobler,/ flænges flammerøde Gopler, ja, som Flager af en Lue, / halvkvalt under Bølgens Bue. Men den strænge stærke Skrue / tvinger Båden ud og bort"

Valdemar Rørdam blev i 1941 betragtet som nationalskjalden, en af vore største digtere, men det år skrev han en hyldest til Tysklands overfald på Sovjetunionen, der med rette fik befolkningen til at vende ryggen til ham. Det foreliggende udvalg af Rørdams tekster viser, hvordan man allerede fra omkring 1905 kunne finde tendenser i hans værker, der kan betragtes som præ-fascstiske - drømmen om den stærke mand, modvilje mod parlamentarisme,militarisme og dyrkelse af kamp, pligt og ære. Udvalget viser, hvordan denne nationalkonservative holdning i Rørdams tilfælde slog over i hyldest til nazismen, og hvordan han efter befrielsen forsøgte at forklare sig uden egentlig at angre. Udvalget viser også, hvordan Rørdam først blev hyldet og senere fordømt. Men det viser også, at de, der fordømte ham, samtidig stadig anerkendte hans uomtvistelige format som lyriker. Med Rørdam står vi over for en mand med Janusagtigt. Den mørke side vises i dette udvalg, den lyse side - hans digte om især kærlighed og natur - der kan fortjene også at blive læst belyses i det samtidig udkomne udvalg af hans bedste digte, "Nu hvisker jeg til dig".

Novellesamlingen "Ungdom" er Knud Poulsens eneste helt skønlitterære værk - men tonen er den sammesomi hans essays. II den længste af novellerne, "Vingeskudt", møder vi Erik Graa, hvis liv går i opløsing, da hans kæreste går fra ham. Han rejser til Canada og kommer ti år senere tilbage til Danmark, hvor han ikke længere kender nogen. I samlingens sidste novelle, "Ungkarl", dør Erik Graa som 52-årig. Han har levet ensomt og vemodigt i mindet om den tabte kærlighed og i tankerne om det familieliv, der kunne have været hans.

At læse Valdemar Rørdams digtsamlinger er som at være guldgraver. Der er meget mudder, der skal skylles væk. Der er slagger og mineraler, der skinner som guld, men er uægte. Men graver man videre, finder man det ægte guld - de digte, der stadig holder, der vidner om et både sårbart og følsomt sind, om det skadede barn, om den unge mands kærlighed og glæde over naturen.

Mange af digtene i Rørdams "De sorte nætter" fra 1913 kan i dag næsten kun læses som historiske vidnesbyrd om en svunden tid og en beretning om, hvordan Rørdam, med sine opfordringer til at styrke militæret og støtte godsejerne og de store forretningsfolk, allerede tidligt var slået ind på den bane, der så skæbnesvangert skulle ende med hans hyldestdigt til Hitler under besættelsen. Men inde mellem de bombastiske og militaristiske kvad, lyder endnu den rene tone, der vidner om Rørdams kærlighed til sin kone og sit barn, til naturen og digterkunsten.