Books in the 100 danmarkshistorier series in order

I foråret 1899 strejkede jyske snedkere for at få mere i løn, men arbejdsgiverne nægtede at give jyderne samme løn som fynske og sjællandske kolleger. Den lokale konflikt udviklede sig til at handle om retten til at lede og fordele arbejdet og fik arbejdsgiverne til at lockoute 40.000 arbejdere i hele landet. Borgerkrig kaldte arbejdsgiverne det, sultekrig råbte arbejderne. De 107 dages lockout rystede Danmark, inden arbejdsgivere og lønmodtagere i september 1899 indgik forlig. Nu skulle den stærkes ret ud, ind skulle medbestemmelse. Næsten lige siden har vi i skåltaler henført talt om den danske model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn, ferie og barsel. Men måske er modellen ved at gå op i limningen på grund af Ryanair, Uber og EU.

Endeløse rækker af stenøkser. Montre efter montre. Det var virkeligheden på danske museer omkring år 1900, hvor fokus var på fund, forskning og forhistorie. Men det ville nytænkende museumsfolk lave om på. Nu skulle menneskers liv i centrum, og museer skulle være for nogen. Ikke blot om noget. Derfor så folke- og frilandsmuseer dagens lys, og den fjerne fortid var ikke længere vigtigere end den nære tid. Kampen stod også mellem hovedstaden og provinsen. Mellem Nationalmuseet og de mange nye museer. Men i dag er diskussionen en anden. Danskerne strømmer til de kulturhistoriske museer, og succesen rejser det evigt aktuelle spørgsmål: Hvor skal museerne hen i fremtiden? Så måske kan der anes nye kampe i museumshorisonten. Tag på guidet rundvisning i museernes historie med Thomas Bloch Ravn, historiker og direktør i Den Gamle By.

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere. Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet, gør modstand mod mytologiseringer af Anden Verdenskrig.

Endelig befriet. Lettelsen var enorm i Danmark i foråret 1945. Men det mentale overskud var ikke stort til at hjælpe de over 200.000 tyske flygtninge, der kom til landet i krigens sidste måneder – på flugt fra Den Røde Hær. Tilfældet ville, at de havnede i Danmark, hvor de måtte leve på danske værters nåde. Her drømte tyskerne igen om livet, men Danmark var netop blevet befriet fra en hadet besættelsesmagt. Derfor var flygtningene ikke populære, og de stødte på modstand fra både danskere og myndigheder. Humanitet var en by tæt på Den Røde Hær, indtil de sidste tyske flygtninge kunne rejse over grænsen i februar 1949. De lagde deres skæbner frem i breve og dagbøger, der fortæller en evigt aktuel historie i en global verden med store strømme af flygtninge.

Tunge kufferter med tøj, ejendele og især drømme fyldte på den barske rejse over Atlanterhavet. De danske udvandrere drømte. Og de drømte stort. Udlængslen og en amerikansk drøm skulle føre til et bedre liv. Men mange udvandrere ville også bevare danske skikke og religion, og det ønske udfordrede yankeer, irere, nordmænd, kinesere, tyskere, afroamerikanere, italienere, svenskere, indianere og polakker. De knap 336.000 danske udvandrere var et lille skvulp i en flodbølge af indvandring. Hele 32 millioner europæere i årene 1820-1930. I dag er der danske efterkommere i Minnesota, Utah og især Californien, hvor USA’s danske hovedstad, Solvang, har mølle og wienerbrød. Rejs med over Atlanten med Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, og hør om danskere og danskhed i det forjættede land.

Rigsfællesskabet. Det ynder vi at sige, når Færøerne og Grønland nævnes. Men de fleste danskere har glemt, at Færøerne ved et tilfælde blev ved med at være danske, da vi mistede Norge i 1814. En parentes blev sat ind i Kielerfredens tekst. Det er dog et åbent spørgsmål, hvor fælles Færøerne og Danmark siden har været. På lang afstand har Færøerne udviklet sprog og kultur uden indgriben. Samhørighedsfolk siger, at det netop skyldes forholdet til Danmark. Konflikter har der nu ellers været mange af, spørger man selvstyre- og selvstændighedskræfter. Om læger og om flag. De peger på, at færingerne mistede deres rettigheder i 1814 og igen efter 1849, hvor Grundloven gjorde dem til en del af det danske folk.Rejs til Tórshavn, og lad Hans Andrias Sølvará, professor i historie ved Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet), være rejsefører i det dansk-færøske forhold.

Stuealteret og dummekassen. Mange navne har det kære fjernsyn, der især fra 1960’erne gav danskerne fælles vaner og oplevelser. Men tv er ikke kun sjov og journalistik. Det er også politik, og derfor blev fjernsynets fortryllende skær kontrolleret. Massemediernes propaganda i 1930’erne skræmte i efterkrigstiden, det samme gjorde Den Kolde Krig. Da verdens første kommunikationssatellit, Telstar, steg til vejrs i 1962, indvarslede den mange nye kanaler. For at holde på de danske seere fik de talende torsoer i TV-Avisen følgeskab af TV 2 i 1988. Mens fjernsynet skabte fællesskab, virker de digitale medier i dag både frisættende og opløsende. Og måske længes vi efter monopolet. I hvert fald beder politikerne DR og TV 2 om sammenhængskraft.Se flow-tv, slug gamle serier og stream tv-viden med Sissel Bjerrum Fossat, museumsinspektør ved Odense Bys Museer.

”Lad ikke ’de faldne’ blive liggende!” Sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i København i 1876. Livet i den relativt nye metropol var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd risikerede at blive ledt i fordærv. Nogen måtte spænde et sikkerhedsnet ud under de værdigt trængende fattige – altså kun de værdige af dem – så de kunne opfanges, før de dumpede ned i en armod så dyb, at kun det offentlige fattigvæsen kunne overtage plejen af dem. Den frivillige velgørenhed, der blomstrede frem i 1860’erne og 70’erne, kom som regel fra kristne kredse og var måske forsatsen til den statslige velfærd, vi kender i dag. Og som stadig er suppleret af frivilligt socialt arbejde.Karin Cohr Lützen, lektor på Roskilde Universitet (RUC), har gjort en god gerning og forsynet os med denne bog om at hjælpe andre.

For 400 år siden havde Djævelen frit spil i Danmark. Dommedag var nær, og trolddom kunne være allevegne. Henover blot fem år blev 60% af samtlige danske trolddomssager ført. I snart sagt alle byer fyldte lugten af brændt menneskekød luften. Processerne spredte sig som ringe i vandet, bl.a. fordi de anklagede under tortur angav medskyldige i nabosognet. Forbandelserne ramte både vejret, kvæget, mandens potens og kvindens fertilitet. Én adelskvinde mistede ikke mindre end 15 børn, fordi hun var blevet forhekset. Forsamlingen af troldfolk generede ikke kun bønderne ude i landsognene – de kunne ramme selv de allerøverste i riget med deres onde vilje.Louise Nyholm Kallestrup, lektor på Syddansk Universitet, fremmaner historien om troldfolk og trolddomsforfølgelser ved at gå helt tæt på en håndfuld danske sager.

Stavnsbåndet betød et liv på slavelignende vilkår med godsejeren som almægtig overmagt. Søndagseksercits i timevis bag sognekirken. Bundet til sin hjemstavn på livstid uden mulighed for at søge nye udfordringer i den store verden. Sådan så livet ud for bønderne i 1700-tallets Danmark. Det var først, da den unge kronprins Frederik i 1784 uformelt overtog magten fra sin gale far og hans konservative rådgivere, at ændringen til det bedre tog sin begyndelse. Stavnsbåndets ophævelse er siden blevet fejret som den begivenhed, der gjorde bonden til en fri borger i staten – men meget tyder faktisk på, at stavnsbåndet levede videre, blot under andre former.Tag med en tur på landet, når Peter Henningsen, leder af Frilandsmuseet Det Gamle Danmark, fortæller om den stavnsbundne bondes hårde lod i enevældens Danmark.

Klik, klik, klik = skilt. Fra den 1. juli 2013 kunne danske par logge ind med NemID på borger.dk og opløse deres ægteskab på få minutter. NemID-skilsmisse var kulminationen på en lang udvikling, der i løbet af 1900-tallet ændrede skilsmisse fra en sjælden, besværlig og ofte skamfuld begivenhed til et massefænomen. Ægteskabet viser sig i perioden som en kampplads mellem stridende opfattelser af god moral, forskellige samlivsformer og barnets tarv. Nogle sætter lighedstegn mellem skilsmisser og sædernes forfald og frygter, at de underminerer samfundets sammenhængskraft. Andre tolker dem som et tegn på øget ligestilling, frigørelse fra indskrænkede kønsroller og en stræben efter et bedre liv.Slå følge med Karen Vallgårda, lektor i historie ved Københavns Universitet, når hun skiller mere end 100 års ægteskabelig lykke ad stykke for stykke.

En bombe i en turban i en jysk avis førte til Danmarks voldsomste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens 12 karikaturer af muslimernes hellige profet satte i efteråret 2005 fut i en følelsesladet debat mellem politikere, forkæmpere for ytringsfrihed og troende og ikketroende muslimer. Er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig – eller bør man tage hensyn til religiøse mindretals følelser? Debatten løb løbsk og især i Mellemøsten udløste den bølger af vrede, boykot af fetaost og afbrænding af ambassader. Her blev karikaturerne anledning til, at regionens opgør med Vesten om fortidens magtforhold og uretfærdigheder blussede op på ny.Kirstine Sinclair, lektor på Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, løfter sløret for, hvorfor karikaturkrisen fortsat kan gøre såvel internationale toppolitikere som almindelige mennesker rygende uenige.

I sommeren 1971 tog hundredvis af kvinder færgen til Femø. På den lille ø holdt de verdens første kvindelejr og satte deres kroppe og tanker fri, mens de dansede til Janis Joplin og på fællesmøder og i basisgrupper diskuterede traditionelle kønsroller og patriarkatets undertrykkelse. Bare bryster, korthårsfrisurer og lilla bleer er sidenhen gået over i den kollektive erindring om rødstrømpernes Femølejr og feministiske fællesskab i 1970’erne, mens kvindelejrens senere historie er mere ukendt. De næste par årtier bød både på afmatning inden for hele kvindebevægelsen og opbrud på Femølejren. Især lesbiske kvinder sikrede lejrens overlevelse og har i dag forvandlet øen til et lesbisk fri- og feriested. Tarzan er død, og Jane er på Femø. Kom med ind bag teltdugen, og lyt til Anne Brædder, postdoc på Roskilde Universitet, berette om 50 års kvindebelejring af en lille ø nord for Lolland.

I 1753 skete der et tragisk uheld på fregatten Falster, mens den lå for anker ud for Marokkos kyst. Skibet, der befandt sig i Nordafrika for at aflevere kongelige beskyttelsespenge til lokale pirater, brændte, og flere søfolk druknede. Den unge søkadet Peter Schiønning var med og noterede detaljerne i sin dagbog, som giver et unikt indblik i den danske flådes storhedstid. Fra 1720 til 1801 var Danmark ikke for alvor i krig, og den lange fredsperiode blev et højdepunkt i flådens historie. Men selv i fredstid var livet om bord ikke noget for landkrabber. Flådens togter bød på havnebesøg på horehuse og snobberi om rang og ære, kistekammerater, blødende skørbug, tørre beskøjter og den nihalede kat. Dengang fandtes der rigtige søfolk.Stik med til søs, når historiker Jakob Seerup fra Bornholms Museum besynger den periode, hvor Danmark virkelig udmærkede sig på de syv verdenshave.

Folkeafstemningen den 2. juni 1992 sendte chokbølger igennem Europa – 50,7% af vælgerne havde stemt nej til Den Europæiske Union. Bekymringer og jubel blev erstattet af hårde forhandlinger og vanskelige kompromiser. 350 dage senere ændrede danskerne holdning, og Unionen var alligevel reddet. Dog kun med fire forbehold for Danmark – og ikke uden at brok og brosten fløj gennem luften. Det europæiske samarbejde har splittet befolkningen både før og siden. For står EU for fred, frihandel og indflydelse – eller for tab af national suverænitet, selvbestemmelse og identitet? Eller måske for begge dele? Meningerne er delte, og kampen om Unionen er stadig i gang. Sæt dit kryds ved Thorsten Borring Olesen, professor i historie ved Aarhus Universitet, for en sikker gennemgang af danskernes forhold til Europa.

Kinesere med selfiestænger foran Den Lille Havfrue og tykke tyskere i strandtelte. Sådan er turister – lette at gøre grin med og svære at holde af. Og altid andre end os selv. I 1830’erne tog de første turister på udflugt til Møns Klint og Himmelbjerget med hat og spadserestok. Ja, helt til Vestjylland, hvis øde klitlandskab senere blev fyldt op med badehoteller og sommerhuse. Små lokalpatriotiske byer som Broager og Farsø satsede også på at vise sig frem på turismens Danmarkskort og tjene en skilling. For turisme handler også om dannelse og national identitet. Men idealetom det kulturmøde, der kan føre til forståelse og broderskab mellem turister og alle os andre, bliver skubbet til side af flyskam, krydstogtskibenes forurening og charterturisters elendige opførsel. Turen går til det danske turistland. Og Deres rejsefører undervejs hedder Mikael Frausing, historiker ved Dansk Center for Byhistorie.

I de tidlige aprildage 1848 var stemningen hektisk på Slotsholmen i København. Borgerkrigen rasede i hertugdømmerne, og bag duggede ruder diskuterede man rigets fremtid. De høje herrer skulle enes om en ny forfatning, men hvem turde de give indflydelse? ”Demokrati” var et skældsord, og det danske samfund var indrettet som en forstørret model af husstanden – med husbond i spidsen. Helt uhørt foreslog ministrene at indføre politisk lighed. Dog kun for selvstændige mænd med egen husstand. Fruentimmere, folkehold, fattige og en del flere var der ingen, der regnede med. Alligevel var forslaget nærmest revolutionerende, fordi det gav magt til en ny gruppe af hidtil magtesløse. Og resten af 1800-tallet blev en lang strid om de nye rettigheder. Kom ind i kampen med Anette Faye Jacobsen, historiker og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

I 1906 blev 14 mænd anholdt i en stor homoskandale og siden dømt for at have dyrket sex med andre kønsfæller. Pressen døbte retssagen Den store Sædelighedssag. Mens journalister beskrev mændene som kvindagtige og bundfordærvede, diagnosticerede progressive psykiatere dem som personer med en sygelig medfødt kønsdrift. I årtierne fremover regulerede læger, lovgivning og onanibetjente de homoseksuelles lyst og liv. Gradvist begyndte bøsser og lesbiske dog at kunne kysse offentligt og vifte med regnbueflag til Pride-optog. I dag har de fået ret til kunstig befrugtning, adoption og ægteskab.Spring ud i historien med Niels Nyegaard, postdoc ved Universitetet i Oslo, når han udfordrer idéen om frisindet, der bare er vokset og vokset siden homoskandalen i 1906.

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele?Sofie Lene Bak, lektor i historie ved Københavns Universitet, ordner paragrafferne og gennemgår nogle af de dramatiske retssager.

En videnskabsmand sagde engang, at Salmonsens Konversationsleksikon gjorde de fleste andre bøger overflødige. Det hævdede forlaget i hvert fald i sit salgsmateriale i 1893. Og encyklopædierne solgte hurtigere, end de kunne skrives. Viden blev mere folkelig, da det nu var økonomisk muligt – og lidt trendy – at pynte stuen med et opslagsværk i 20-30 bind. Man kom ikke bare fra et hjem med klaver, men også fra et hjem med leksikon. De franske, engelske og tyske opslagsværker kunne sættes i kælderen, for Danmark havde fået sit eget. Encyklopædiernes historie er fortællingen om generationers adgang til viden og national identitet og kan stadig få folk op i det røde felt.Følg Maria Simonsen, historiker ved Aalborg Universitet, når hun gennemgår danskernes jagt på viden – fra A til Å.

Folk flygtede i vild panik, men den sorte død løb hurtigere, og hverken salmer eller salver havde nogen effekt. Når man fik blodigt opkast, sorte pletter og buler på størrelse med hønseæg, var man færdig. I årene 1346-1353 døde op mod 30 % af Europas befolkning. Det var langtfra første eller sidste gang, at epidemier slog danskere ihjel i tusindvis. Siden fulgte bl.a. tuberkulose, kopper, den spanske syge og aids. Epidemierne udløste dog ikke kun død og ødelæggelse, men ofte sammenhold, samfundssind og effektiv sygdomsbekæmpelse. Nutidens indsats mod covid-19 med selvisolation, smitteopsporing og vaccine hviler netop på fortidens blodige erfaringer.Følg med læge og historiker Morten Arnika Skydsgaard fra Steno Museet, Aarhus Universitet, når han fører os levende gennem 700 års sygdomsbefængt danmarkshistorie.

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus på den usle bydel, som pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem. Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi skændtes om lige siden. Overskrid grænsen til Danmarks eksotiske enklaver med Garbi Schmidt, migrationsforsker fra Roskilde Universitet, der guider dig igennem indvandringens farverige aftryk.

I januar 1962 dumpede en tynd, mørkeblå pjece ind ad brevsprækken hos samtlige danskere. Afsenderen var Statsministeriet, og overskriften lød Hvis krigen kommer. 17 år forinden havde USA afsluttet verdenskrigen med to atombomber over Japan. De dræbte tusinder og satte gang i Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet, der gjorde ord som prøvesprængninger, civilforsvar og radioaktivt nedfald til allemandseje. Senere råbte miljødemonstranter nej tak til atomkraft, og det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl nedsmeltede i en stråleregn. I dag er der igen stærke kræfter, der promoverer kernekraft som fremtidens blændende brændstof.På sikker afstand flyver Casper Sylvest, historiker ved Syddansk Universitet, over paddehatteskyen for at overskue, hvordan danskerne håndterede deres atomfrygt.

Skomagere, skoledrenge og snarrådige degne stormede mod bådene. Overalt gik rygtet – silden var kommet! Siden middelalderen var silden strømmet til gydepladser i danske farvande og ofte i så tykke stimer, at de kunne skovles direkte fra overfladen. Den fede fisk blev Nordens sølv, for både pave og pøbel slubrede salte sild i sig på årets fastedage. Eksporteventyret forvandlede Limfjordens ukendte flækker til hovedrige købstæder, og i 1703 kvitterede en kvotekonge i Nibe med et nyt kirkeskib – en model af en sildebåd. I 1820’erne endte det vilde sildeboom brat, da havet gennembrød klitterne ved Nordsøen og sendte mindre sildevenligt vand ind i fjorden. I dag er silden henvist til højtidsbordet, hvor vi samles som sild i en tønde.Gennemtrawl sildens danske kulturhistorie med historiker Jakob Ørnbjerg.

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.Bliv indfanget af Niels Brimnes, historiker på Aarhus Universitet, når han fragter os tilbage til et florissant kapitel i danmarkshistorien, som langtfra er sort og hvidt.

En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler, og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved. Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt. Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.Følg med, når museumsinspektør Mikkel Leth Jespersen røber, hvordan landets dronninger fra den ene Margrete til den anden har været med til at forme Danmark.

I 1886 solgte staten et plantageområde samt nogle klitter med tør marehalm, og snart var fiskerlejet ved Hornbæk forvandlet til en lille kopi af Amalfikysten. Landets første sommerhusområde var en realitet, og konceptet tiltrak danskere som et fluepapir. I Skagen var malerne en slags tidlige Airbnb-gæster, i Nordsjælland nød borgerskabet ro og fred i familiens skød, i Hvidovre fik storbyens godtfolk et lille kvadrat til kål, kartofler og skramlede lysthuse, og snart stod en rand af små weekendhytter ved enhver bynær sandstrand. Men den slags bosættelser sled på miljøet og blev ofte arkitektoniske øjebæer. Fredningslove har forhindret første parket til kysten, men ikke svækket vores længsel efter det andet hjem væk fra hverdagen.Slap af med etnolog Line Vestergaard Knudsen, lektor på Aalborg Universitet, når hun fortæller sommerhushistorie.

Stegt flæsk med persillesovs gjorde rent bord, da danskerne i 2014 stemte om en nationalret. Afgørelsen blev krydret med en delikat gang mundhuggeri om mormormad, kønsroller, frikadeller i børnehaven og nationale tilhørsforhold. For mad er langt mere end kalorier og vitaminer. Den er sovset ind i traditioner, idealer, fordomme, kultur og teknologisk udvikling. Nutidens idéer om ægte dansk mad er en smagfuld stuvning af både mælkecentrifuge, skåneærmer, konserves, dybfrost, madpyramider og seks-om-dagen-kampagner. Og mon ikke fremtidens anretninger – på vores lille planet – byder på flere grønne certifikater, insekter og bæredygtige superfoods. For du er, hvad du spiser.Sæt dig til bords med Caroline Nyvang, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, som serverer en appetitlig lille bog om dansk madkultur og kulinarisk egenart. Velbekomme.

Det var næsten ikke til at stride sig frem for usle betlere i byerne, og på landet gik de klynkende fra dør til dør. Noget måtte gøres. Frederik 4. var i fuld gang med at rydde op i riget, og i 1708 kom turen til tiggerne. Løsningen var simpel: Tiggeri forbudt! Men problemerne meldte sig hurtigt. Hvad nu hvis Gud så, at man ikke gav en skærv? Og hvor gik grænsen mellem uværdige fattige, der var dovne og fordrukne og skulle tvinges i arbejde, og værdige fattige, som blot var ramt af sort uheld og fortjente en hjælpende hånd? I dag kan vi stadig møde mennesker, der beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Og trods større velfærd jager og straffer vi også nutidens tiggere.Tag imod en oplysende almisse fra ph.d. Peter Wessel Hansen, der er arkivar ved Københavns Stadsarkiv, når han fortæller om de fattiges prøvelser.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.