Books in the Dansk Kriminalreportage series

Det at arve kan være en lykkelig ting, men i dette tilfælde medførte det døden. Henrik Nordstrøm Hansen, 51 år, der havde arvet omkring to millioner efter sin stedfar, blev fundet død i kælderen, til et et-familie hus på adressen Irisvej 6 i Odense. Forinden var brandvæsenet blevet tilkaldt i forbindelse med en brand i huset. Obduktionen viste, at han var død forud for branden, og at han havde læsioner efter stump vold. Efterforskningen pegede hurtigt mod, at arvesagen var den direkte årsag til døden.

Den 14. september 2000 klokken 05.00 blev der iværksat en planlagt aktion mod børnepornografi via Internettet. I flere af landets politikredse havde man i et tæt samarbejde med flere af politiets specialafdelinger foretaget de forberedende skridt til aktionen, der skulle have kriminalpolitiet i Odense som koordinerende politikreds for efterforskningen og dermed være samlende led for diverse retslige efterforskningsskridt.Der blev foretaget anholdelses- og ransagningsaktioner mod 39 personer – mænd i alderen fra 18 år til 60 år – fra alle samfundslag. Antallet af billeder og videoklip i de enkelte sager var meget forskellig. Mængden var lige fra 10 billeder til langt over 20.000.

Et groft væbnet røvere mod Jyske Bank, Falkoner Alle 72, på Frederiksberg forøvet mandag den 2. juli 2001 klokken 14.25 med et samlet udbytte på 103.600 kroner, hvor røverne under flugten skød mod to politifolk og ramte den ene i låret, gav anledning til, at dansk politi fik indsigt i terrororganisationen FIS. Planen var at skaffe fem millioner kroner til køb af våben til FIS-bevægelsen i Algeriet, der står bag blodig terror i kampen for oprettelsen af en islamisk stat. De tre gerningsmand var 1. Thierry Civelly, 25 år (fransk statsborger), 2. Mohammed Bettayeb, 33 år (fransk statsborger – etnisk algerier), og 3. Ismael Debboub, 52 år (algerisk statsborger).

I løbet af sommeren og efteråret 1988 oplevede Oslo en stribe post- og bankrøverier. Røverierne var professionelt gennemført. Udstyret var haglgevær, strikhue og trædecykel. Til trods for at politiet lå inde med fingeraftryk og et glimrende signalement, vandrede gerningsmanden frit og frejdigt omkring i byen. Beruset af sit held og de lettjente penge glemte han det gamle råd om at stoppe, mens legen er god. Alle personnavne er fingerede.

Kl. 10.23 torsdag den 26. oktober 1995 blev en 87-årig mand fundet død på gulvet i entreen i sin villa i Kochsgade i Odense med dybe kvæstelser i hovedet, med to plasticposer trukket ned over hovedet og med en telefonledning snøret fem gange rundt om hoved og hals. En uforklarlig, hårdhændet og kynisk behandling af den gamle, ret værgeløse mand. Var der tale om rovmord?Ni dages intens efterforskning og talrige afhøringer i kriminelle narkomiljøer førte frem til gerningsmanden, en 27-årig narkoforhandler.

Det, der skulle blive en af de værste begivenheder i norsk politis historie, startede som en rutineopgave en eftermiddag på Helgelandskysten. Rutineopgaven gik ud på at pågribe en psykiatrisk patient. Det hele endte med, at to kære kolleger blev skudt og dræbt under udførelsen af denne opgave. Politimanden, der som den første kom frem til gerningsstedet for drabene, og som overtog den operative ledelse, fortæller her sin historie om det, der for altid vil være en af de mest tragiske begivenheder i norsk politis historie.

Da Christer Morberg fra Securitas i Eskilstuna besluttede at henvende sig til lenskriminalpolitiet i Södermanland for at få hjælp med en vægter, som var mistænkt for uærlighed, vidste han ikke, hvad han satte i gang.

Tirsdag den 20. juli 2004 klokken 22.00 mødte politiassistent Thorbjørn Pedersen og jeg som hundefører på nattevagt ved Herning Politi. Klokken 23.00 mødte der tre andre kolleger og en vagthavende. Det var midt om sommeren, og mange havde ferie, så vi regnede med at få en rolig vagt, hvor vi kunne få tid til at træne lidt med vores hunde. De første timer gik også stille og rolige, og da klokken nærmede sig fire om morgenen, bestemte Thorbjørn og jeg os for at hente noget morgenbrød. Vi kørte på Dronningens Boulevard midt i Herning, da vagthavende kaldte op på vognradioen og bad os om at køre til Museumsgade 58 i Herning, hvor der vist nok var lidt husspektakler. En underbo i stueetagegen havde ringet til politiet og sagt, at de skændtes hos overboen. Overboens barn skulle vist også være blevet afleveret hos underboen. Vagthavende ville undersøge, hvem der boede i ejendommen og meddele tilbage til radioen. Det ville højst tage os et minut at køre til Museumsgade, men undervejs nåede vi dog et par gange at ‘‘beklage‘‘ os over, at folk skulle skændes midt om natten. Hvorfor kunne de ikke bare holde fred? De civile personers navne er fingerede.

Finland er gennem mange år blevet betragtet som en retsstat, et land som til mindste paragraf har overholdt internationale aftaler. Domsafsigelser har bygget på stærke beviser – ikke engang en tilståelse fra en mistænkt har været nok til en fældende dom, og når en mistænkt benægter forbrydelsen, er det nødvendigt med endnu flere beviser. Man tillader ingen fejl i de retslige processer. I Turku blev der for et par år siden afsløret den måske største fejl i moderne finsk retshistorie.

Dette er en artikel om et brutalt drab på en norsk stewardesse, som var indlogeret på hotel Radisson Blu i København.Dræbte, som havde gjort voldsom modstand, var påført i alt 63 skader i ansigtet og på kroppen.Efterforskningen kastede ret hurtigt kistanken med en person, som havde indfundet sig i kasinoet på hotellet om eftermiddagen den 1. marts 2010 og som samme aften tog elevatoren til 22. Etage.Gerningsmanden blev 2. marts identificeret som den rumænske statsborger Clita, hvorefter han blev international efterlyst samt intenst søgt i København. Clita meldte sig selv den 3. marts til svensk politi og blev dagen efter overført til Danmark.

Ved opklaring af en stribe voldtægter, som var en blanding af kontakt- og overfaldsvoldtægter, og hvor serievoldtægtsmanden Peder havde fundet sine ofre på dating portaler på internettet, blev der sat fokus på en ny form for fremgangsmåde til kontakt med kvinder skabt af de unges meget aktive brug af datingportalerne på internettet som kontaktform. Voldtægtsmanden sendte kvinderne fotos af en anden end ham selv og skrev, at han var en ung, flot, succesrig og velhavende forretningsmand. Han tilbød dem at blive hans elskerinde og ville give dem store beløb for sex. Han fortalte, at han rejste meget og ikke havde tid til en fast kæreste. Men når kvinderne efter lang tids positiv kontakt via mail, SMS og telefon besøgte ham, var han ikke på nogen måder den, han udgav sig for, og hensigten med, at kvinderne skulle besøge ham, var en helt anden … Samtlige navne på de forurettede kvinder er opdigtede.

At have en viden om en forestående forbrydelse er en stor fordel for politiet, hvilket var tilfældet i den er omtalte artikel, hvor en efterforskning i en anden politikreds gav oplysning om, at et pizzeria i den mindre by, Solbjerg, der ligger cirka 15 kilometer syd for Århus, muligvis skulle brændes af. Det giver politiet en chance for at fange en eventuel gerningsmand, inden forbrydelsen bliver forøvet, men virkeligheden skulle vise sig at blive en anden.

Efter godt fire års intensivt efterforskningsarbejde kunne anklagemyndigheden i august 1974 fremsætte begæring til kriminalretten i en dansk provinsby om beslutning om anholdelse af direktøren for et aktieselskab, der handlede med skind.

Et røveri på en servicestation på Skanderborgvej i Viby ved Århus, forøvet en mørk og blæsende januaraften i 1979, bevirkede at en 18-årig pige fik ansigtet vansiret for livstid. Sagens opklaring medførte temmelig usædvanlige forviklinger, hvilket viser, hvor fantastisk grundigt en efterforskning skal gennemføres, før en sag og dens aspekter kan anses for fuldstændigt belyst.

Dette er den rystende beretning om et mord i nærheden af Åbo i 1947. Dramaet udspillede sig i Ruissalo, og artiklen er først og fremmest baseret på arkivoplysninger. Da det er følsomme emner, der bliver behandlet i artiklen, er samtlige navne fingerede. Det gælder både navnet på ofret og hendes pårørende og navnet på gerningsmanden og hans pårørende. Beretningen tager sin begyndelse den skæbnesvangre onsdag den 9. april 1947.

To unge mænd mente i fuldt alvor, at de tilhørte en intelligent minoritet, der var højt hævet over den grå masse. Derfor behøvede de ikke altid at rette sig efter landets love. Resultatet af deres tankegang og livsførelse havde nær kostet en ung politimand livet. En af de fremmelige unge mennesker affyrede flere skud mod politimanden. Et af skuddene ramte ham i ryggen, så han blev lam og lænket til en kørestol resten af sit liv.

Når der er begået et mord, og gerningsmanden er helt ukendt, kalder politiet det for et "efterforskningsmord". Det betyder at politiet må bruge tid og kræfter på at finde frem til morderen. Hvis der er tekniske beviser f.eks. spor, der kan knyttes til gerningsmanden, kan slutfasen af opklaringen være ret enkel. Hvis der mangler sådanne beviser, må gerningsmanden "skrives fast". Det indebærer, at begivenhedsforløbet skal beskrives og bevises meget omhyggeligt med hensyn til fund, motiv osv. men ikke mindst med hensyn til vidnes forhør. Mange vidner og deres iagttagelser førte til sidst til, at gerningsmanden i dette drama blev dømt i alle retsinstanser.

Det var den 18. januar 2001, en torsdag, som burde have været en almindelig skoledag for den 16-årige Nicola. Men det blev det ikke. Ved frokosttid blev han fundet skudt ihjel på et af skolens toiletter. Nicola gik i 1.g på den naturfaglige linje på Bromma gymnasium, et gymnasium der ligger i en af Stockholms forstæder. Denne dag havde Nicola besluttet sig til at blive hjemme fra skole. Der var egentlig ingen gyldig grund til at blive hjemme, og grunden var helt sikkert ikke, at han ikke trivedes i skolen, tværtimod. Det gik godt for Nicola, og han havde mange venner og gode karakterer. Hvorfor valgte han så at blive hjemme denne dag, og hvad fik ham til at skifte mening?

Tre gange forsøgte han at dræbe forskellige vogtere i fængslet. Til sidst fik han sit største ønske, at blive dømt til døden, opfyldt.

At slægtsforskning kan være spændende og afsløre dramatiske historier, er denne artikel et godt eksempel på. Karen Margrethe Goodstein foretog gennem syv år en meget omfattende slægtsforskning af sin fars familie og fandt ud af, at hendes tiptipoldemor, Karen Jacobsdatter og kæresten, Hans Jacob Jensen, begge blev dømt for mordet på Kirsten Andersdatter, som de i 1815 myrdede med rottekrudt. Der gik næsten ti år, før forbrydelsen blev afsløret, og de blev begge dømt til døden og halshugget i 1825.Artiklen beskriver meget levende datidens levevilkår i et sydfynsk samfund og meget overraskende, hvor grundigt man allerede dengang undersøgte en alvorlig forbrydelse.

En mørk og stormfuld nat i august måned 1944 forsvandt den 17 år gamle Tone Skaar på vej ned til bygden fra en sæter inde i Krokdalen. 15-20 mand ledte efter hende i flere dage. De gik klapjagt på kryds og tværs ind over fjeldet, men de fandt ikke et eneste spor efter den savnede. Politiet blev koblet på sagen, for der gik rygter om, at pigen var blevet myrdet. Nogen havde allerede fundet en mulig drabsmand. Politiet ledte med hunde. Eksperter trak vod i nærliggende vandløb, men de fandt ingen løsning på mysteriet.

Om formiddagen den 15. maj 2000 blev Hjelmeland børnehave udsat for et gidseldrama, hvor 35 uskyldige mennesker blev bragt i en rædselsfuld situation. Gerningsmanden bar på et skarpladt haglgevær, benzin og, påstod han, en bombe. Han var desperat efter at have tabt en bitter kamp om forældremyndigheden over sine børn og truede med at sprænge alle i luften, hvis sagen ikke blev genoptaget. Han begik denne kriminelle handling for at få opmærksomhed om sin situation. Og det fik han til fulde. Dramaet fik højeste prioritet i norske og udenlandske medier, og gidseltageren blev interviewet direkte i TV 2's debatprogram Sentrum.

Politiets Efterretningstjeneste modtog den 14. januar 1997 oplysninger fra Bundeskriminalamt Wiesbaden i Tyskland om, at en navngiven person i England havde været i Polen, hvor han havde købt sprængstof, der efterfølgende var smuglet ind i Danmark til en person, der skulle være villig til at fremstille brevbomber og sende dem til nogle navngivne personer i England. Der blev oprettet telefonaflytning og etableret observation af personen, der havde bopæl i Nivå i Nordsjælland.

Den 27. december 2007 klokken 08.08 blev der forøvet et groft planlagt tyveri fra Danske Banks fordelingscentral beliggende Edwin Rahrs Vej 40, Brabrand ved Århus. Ved tyveriet blev der stjålet 26,3 millioner kroner i dansk valuta og 400.000 kroner i udenlandsk valuta blandt andet thailandske Baht. Der var tale om det andet største udbytte ved et tyveri i Danmark, og det er politiets opfattelse, at tyveriet var nøje planlagt og meget professionelt udført.

Politimesteren i Grønland anmodede dansk politi om assistance til Thule Air Base i perioden fra den 1. august 2001 og cirka fem uger frem. Årsagen var, at organisationen Greenpeace dels ved et møde med politimesteren i Grønland, dels via en pressemeddelelse til den grønlandske avis "Sermitisiaq" havde meddelt, at de agtede at sejle til Thule Basen i deres skib "Arctic Sunrise" for at demonstrere imod amerikanernes oprustning af raketskjoldet på stedet. Greenpeace ville afholde en række hemmelige ikkevoldelige aktioner ved basen, og de ville på vejen op lægge til kaj i en række større byer på Grønlands vestkyst og agitere for sagen.

December 1993 og januar måned 1994 var usædvanligt regnfulde og Meteorologisk Institut havde på de to mest regnfulde dage – nemlig den 5. og 6. januar 1994 målt en nedbørsmængde på i alt 132 mm bare på de to dage. Dette usædvanlige regnfulde vejr med stærkt forhøjede vandstande i åer og vandløb samt ændrede strømforhold i farvandene, gjorde sit til, at betegnelsen "et perfekt drab" næsten blev opfyldt – heldigvis skete det ikke. Torsdag den 6. januar 1994 klokken 19.15 på denne regnvåde dag indfandt en fortvivlet moder sig i ekspeditionen hos Århus Politi. Hun fortalte grådkvalt, at hendes 31-årige datter Kirsten var forsvundet. Dette var indledningen til en af de mest makabre mordsager hos Århus Politi – ja i hele Danmark. Efterforskningen kom vidt omkring og medførte blandt andet en lovændring og afhøringer om afrikanske stammetraditioner.

Fundet af liget af en myrdet, ukendt mandsperson i en øde plantage i Jylland udløste et omfattende eftersøgnings- og opklaringsarbejde, som dog til sidst kronedes med held og ledte frem til drabsmanden – men var motivet til drabet i virkeligheden jalousi mellem homoseksuelle?

Der er, som andre har nævnt i disse reportager, mange forskellige motiver til drab. I den nærværende sag, var de oplysninger, der fra begyndelsen af efterforskningen tonede frem, at den dræbte, der tidligere havde været ‘‘kreaturhandler‘‘ og også ejede flere ejendomme, havde mange kontante penge på bopælen, og at dette forhold var kendt i området, hvor han boede. Dræbte blev af nogen kaldt ‘‘Leo Mange Penge‘‘, og disse oplysninger/rygter pegede fra begyndelsen i retning mod et rovmordsmotiv. Efterforskningen viste, at hovedmotivet til drabet på Leo Kristensen umiddelbart var noget helt andet.

Sagen blev meget hurtig døbt ‘‘Møllevangssagen‘‘ som sags- og efterforskningsoverskrift samt i store overskrifter i nyhedsmedierne.Anledning bar en påsat brand på Møllevangsskolen i Århus den 14. januar 2003 klokken 00.38, hvor en hel fløj på 1200 kvadratmeter til cirka 20 millioner kroner nedbrændte til grunden.Ud over Møllevangsskolen kom sagen til at omhandle mange andre grove forhold og også sager, der tidligere havde givet meget store overskrifter i medierne. Blandt andet meget groft hærværk i fire tilfælde mod flere hundrede gravsteder på to kirkegårde i Århus og i Hornslet. Desuden voldsomme drab på fire kaniner ved legepladsen ‘‘Børnenes jord‘‘. De samme gerningsmænd havde også påsat to brande i Adventkirken, en brand på Samsøgades Skole, en brand på Elise Smiths Skole, en brand på en landejendom i Hornslet og tre tilfælde af ildspåsættelse i biler.

Sagen omhandler en 33-årig mand, her kaldet Per, som den 11. maj 2003 blev bortført fra omsorgshjemmet Kanalgården i Næstved og herefter kørt til en gård i Dannemare, hvor han blev udsat for brutal, rå og særlig farlig vold og mishandling under en grillfest. Han blev efterfølgende i en uge holdt indespærret flere forskellige steder på Lolland, indtil det lykkedes ham at flygte.