Books in the Den hvide serie series

Moderniteten har både positiv og negativ betydning for det enkelte menneske. På den ene side tilvejebringer samfundets ekstreme udviklingsdynamik en række nye muligheder for et sikkert og berigende liv. På den anden side er der skabt grundlæggende tvivl om en række af tilværelsens eksistentielle spørgsmål, og nye risici er opstået.Oversat fra engelsk efter The Consequences of Modernity af Søren Schultz Jørgensen.

Samfundet er i disse år under dobbelt belejring. Udefra af globaliseringen. Indefra af en udvikling, hvor stabilitet, kontinuitet og kontrol afløses af rastløshed, permanent forandring og løse forbindelser på kryds og tværs. Familie, forældreskab, klassetilhørsforhold og nationale fællesskaber, der før udgjorde en genkendelig ramme om den enkeltes eksistens, er afløst af individualistisk nyttetænkning og kortsigtet kalkulation. Fordybelse, politisk bevidsthed, substans og forpligtende engagement viger for overfladisk underholdning, exhibitionisme og en grasserende købmands- og forbrugsmentalitet, der trænger ind på stadig flere af livets områder.Det belejrede samfund er en skarp, kritisk og sine steder dyster analyse af den flydende modernitet, hvor national- og velfærdsstaterne er kommet under pres. Bauman slår til lyd for en genoplivelse af politikken med borgeren – ikke forbrugeren – i centrum. Den teknologiske og økonomiske udvikling lader sig ikke standse, og problemerne kan ikke løses lokalt. Udfordringen er derfor at fastholde og insistere på værdien af demokrati, solidaritet, retfærdighed, politisk medborgerskab og respekt for de svage også i en globaliseret verden.Zygmunt Bauman (1925-2017), var professor ved Warszawas Universitet indtil 1968, hvor han som følge af antisemitisk pres måtte forlade Polen. Efter tre år i Israel, hvor han var tilknyttet universitetet i Tel Aviv, flyttede han i 1971 til Leeds i England, hvor han frem til 1990 var professor i sociologi.

Det er ikke alene i relation til samfundsvidenskaberne, at den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-1998) teoretisk har gjort sig gældende, det er også tilfældet inden for en lang række andre mere specifikke områder som filosofi, æstetik, retsvidenskab, teologi, pædagogik og – som i den aktuelle sammenhæng – medievidenskab. Med systemteorien som analyseredskab undersøger Luhmann i Massemediernes realitet dels den virkelighed, medierne i sig selv repræsenterer, dels – og vigtigere endnu - det særlige billede af ”virkeligheden”, medierne skaber i og med deres formidling af viden og de kommunikationer, det afstedkommer. Det meste vi ved om samfundet, om den verden vi lever i og dens historie, om naturen der omgiver os, ved vi fra massemedierne. Samtidig ved vi så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi har en mistanke om manipulation, som dog ikke får nævneværdige konsekvenser. Med Luhmanns smag for paradokser må man ”forsyne al viden med tvivlens fortegn - og alligevel bygge på den og tilslutte sig den”. Denne ”effekt af det moderne samfunds funktionelle differentiering” som Luhmann kalder det er det forhold eller vilkår, bogen fokuserer på og bygger sin tese op omkring. Som med størstedelen af Luhmanns bøger er der også her tale om et skrift, der forudsætter en ganske betydelig indsats af sin læser, til gengæld kan man være sikker på, at besværet bl.a. med at dechifrere de krævende sproglige formuleringer altid giver overraskende forslag til fornyet gennemtænkning af kendte problemstillinger. Af Niklas Luhmann foreligger allerede på Hans Reitzels Forlag Tillid. En mekanisme til reduktion af social kompleksitet og hovedværket Sociale systemer. Grundrids til en almen teori. Oversat fra tysk efter Die Realität der Massenmedien af Nils Mortensen.

Ved at knytte sig til et andet menneske vinder man noget, men afgiver noget andet. Det moderne menneske er selektivt og vil opnå alle goderne både ved monogamiets sikre og solide verden og polygamiets pirrende, men usikre livsform. Tidligere tiders mere solide kærlighedsbånd er afløst af individuel selvtilfredsstillelse og kynisme. Forpligtelser, bindinger, troskab og tillid er afløst af særordninger, opsigelseskontrakter og klausuler. Men prisen for friheden er stigende angst og ensomhed.Flydende kærlighed handler om kærlighed, forelskelse, seksualitet og parforholdets vilkår i den flydende modernitet. Bogen analyserer både den nære, intime kærlighed og den fjerne, globale menneskekærlighed i form af solidaritet med fattige, flygtninge og verdens svage. De skrøbelige menneskelige bånd, den følelse af usikkerhed som skrøbeligheden fører med sig og konflikten mellem på én gang at binde sig og bevare den moderne, flydende frihed er bogens centrale temaer.Zygmunt Bauman (1925-2017), var professor ved Warszawas Universitet indtil 1968, hvor han som følge af antisemitisk pres måtte forlade Polen. Efter tre år i Israel, hvor han var tilknyttet universitetet i Tel Aviv, flyttede han i 1971 til Leeds i England, hvor han frem til 1991 var professor i sociologi. Bauman er kendt som en af de skarpeste analytikere af begreberne modernitet og postmodernitet.n.

Niklas Luhmanns teorier oplever i disse år en hastigt voksende udbredelse herhjemme både inden for forskning og uddannelse. Det er ikke alene i relation til samfundsvidenskaberne, at Luhmann teoretisk gør sig gældende, det er også tilfældet inden for en lang række andre fag som filosofi, æstetik, retsvidenskab, teologi, pædagogik og informationsvidenskab. Sociale systemer fra 1984 betragtes, på trods af at den ligger midt i forfatterskabet, som Luhmanns teoretiske hovedværk. Heri fremlægger han den generelle teori om sociale systemer, som var målet for hele hans videnskabelige virke. En teori bygget på et gennemgribende systemteoretisk grundlag og med det formål at kunne analysere alle former for sociale kontakter fra tilfældige møder til komplekse samfund. Bogen er provokerende og en udfordring for sin læser fordi den på én gang nyformulerer en række grundbegreber inden for sociologien, fx kommunikation, handling, mening, struktur og konflikt, og indfører helt nye begreber som afgørende for en sociologisk teoridannelse. Oversat fra tysk efter Soziale Systeme af John Cederstrøm, Jens Rasmussen og Nils Mortensen. Jens Rasmussen har forsynet bogen med en introduktion til Luhmanns værk og forfatterskab.

Fattigt på historiske katastrofer var dette århundrede i sandhed ikke: to verdenskrige, Auschwitz, Nagasaki, så Harrisburg og Bhopal, og sidst Tjernobyl (...) Hidtil har al lidelse, nød og overgreb som mennesker har begået over for andre mennesker, kendt katagorien "de andre" - jøder, sorte, kvinder, asylanter, dissidenter, kommunister osv. På den ene side var der hegn, lejre, bydele, militærblokke, og på den anden side ens egne fire vægge - reale og symbolske grænser, bag hvilke de tilsyneladende ikke-berørte kunne trække sig tilbage. Alt dette findes stadigvæk, og siden Tjernobyl alligevel ikke: Med den atomare smitte er det blevet muligt at erfare ophøret af "de andre", ophøret af alle vores raffinerede distanceringsmuligheder. Nød kan man ignorere, men ikke atomalderens trusler.For Beck er dette det moderne (verdens)samfundets centrale tema, og alle andre sociologiske mener må finde sig i at stå i skyggen heraf. Der er tale om farer, som ikke gør forskel mellem rig og fattig, optimist og pessimist. Ironisk nok er de på en måde demokratiske, og et risikosamfund kan derfor med passende alvor betegnes som et samfund, der er i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Der er ikke kun tale om en civilisation, der trues, men om en civilisation som truer muligheden for fremtidige civilisationer overhovedet. Et sådant samfund producerer varer og sociale relationer, men producerer også konstant risiko, og det præger det. Det moderne globale samfund, risikosamfundet, omfatter hele menneskeheden og gør selv store nationalstater til subsystemer. Der er ifølge Beck tale om en "civilisatorisk vulkan" (tænk bare på aids, ozonlag, forurening, terrorisme, trafik, genteknologi foruden atomtruslen). Det er emnet for hans bog.

”Axel Honneth er en vigtig teoretisk begrebsstærk figur i det sociologiske felt”. - Johnny Lauritsen, Akademiske Sygeplejersker "Axel Honneth's recognition theory constitutes one of the most ambitious philosophical undertakingsof our time" - Nancy Fraser, New School for Social ResearchDen tyske sociolog Axel Honneths Kamp om anerkendelse udkom første gang på tysk i 1992 og har i dag status som et uomgængeligt socialfilosofisk hovedværk.Med afsæt i en kritisk rekonstruktion af Hegels ungdomsskrifter suppleret af nyere socialpsykologiske teorier skitserer Honneth vilkårene for en ny kritisk samfundsteori. Det teoretiske omdrejningspunkt er begrebet anerkendelse.Honneth analyserer de formelle betingelser for selvrealisering, dvs. det gode liv, og viser hvordan den enkeltes selvtillid, selvagtelse og selvværd er afhængig af anerkendelse - i privatlivet, som retssubjekt og i det sociale liv i bred forstand. Honneth undersøger menneskers indbyrdes anerkendelsesrelationer og fremhæver de sociale relationers betydning for udviklingen af vores identitet.Samtidig viser Honneth, hvordan manglende anerkendelse slår igennem i form af en række patologiske bevidsthedsforstyrrelser, der udstiller det moderne samfunds skrøbelighed og peger på den stadige samfundsmæssige ubalance mellem individuel frihed og social anerkendelse.Axel Honneth (f. 1949) er Jürgen Habermas' efterfølger på Johann Wolfgang Goethe Universität i Frankfurt. Han er den første siden Max Horkheimer, som både er professor i socialfilosofi på Institut für Philosophie og har direktørposten på det verdenskendte Institut für Sozialforschung. Han regnes i dag for den ledende tredjegenerationsteoretiker fra den såkaldte Frankfurterskole.Oversat fra tysk efter Kampf um Anerkennung af Arne Jørgensen.

I et interview gav Ulrich Beck – tysk sociolog og forfatter til bl.a. nyklassikeren Risikosamfunde] – følgende karakteristik af bogen Fagre nye arbejdsverden: ”Min pointe er at kapitalismen er ved at tage livet af arbejdet. Arbejdsløshed rammer ikke længere kun de marginale grupper i samfundet. Den kan potentielt ramme os alle – og værst af alt kan den sætte demokratiet i fare. Når den globale kapitalisme fralægger sig ethvert ansvar for beskæftigelse og demokrati, underminerer den sin egen legitimitet. Det er på tide at vi finder frem til nogle friske ideer og måder at gøre tingene på. Vi er nødt til at lægge grunden for demokratiet i et postarbejdssamfund ...”. I denne bog giver Ulrich Beck sit bud på hvordan vi kan løse det problem at fuld beskæftigelse er en saga blot i det moderne samfund. Han foreslår at der indføres det han benævner borgerarbejde som fx kan bestå af arbejde i familien eller i lokalmiljøet. Oversat fra tysk efter Schöne neue Arbeitswelt af Christian Borch og Lars Bo Larsen.

Traditionelt opfattes samfundet som et slags edderkoppespind med fyrsten, staten eller folketinget i midten. For den tyske sociolog Niklas Luhmann er det en forkert beskrivelse. Samfundet har ikke ét centrum, men består i stedet af en hel række funktionssystemer – politik, økonomi, ret, kunst, religion, videnskab m.fl. – der er i konstant karambolage om at skabe en kompleks og dynamisk, men dog stabil orden.   Luhmann skrev en imponerende mængde bøger, der hver især kortlagde disse systemer ét for ét. I Samfundets uddannelsessystem, der udkom fire år efter hans død, analyserer han uddannelsessektoren og dens funktion i samfundet. Med nøgtern præcision afdækkes mekanismerne og strukturerne i et system, hvis funktion på den ene side er at forandre gennem ”dannelse” og ”opdragelse” og på den anden side at sortere folk med hensyn til karriereselektion. Bogen rummer en række skarpe og usentimentale iagttagelser af den pædagogiske verden og dens selvforståelse og er allerede en uddannelsessociologisk klassiker.

Hvad sker der, når samfundet udvikler sig fra et producentsamfund til et forbrugersamfund, og dermed fra et samfund styret af arbejdsetikken til et samfund styret af forbrugets æstetik? Hvad er konsekvenserne af overgangen fra et samfund, der har brug for hver eneste voksen som en produktiv arbejdsressource, til et samfund, der sagtens kan producere alt hvad der behøves og mere til uden deltagelse af en betydelig del af sine medlemmer? Det er denne gradvise, men ubarmhjertige overgang fra det tidlige til det seneste stadium af det moderne samfund, Zygmunt Bauman beskriver i sin vigtige og ikke så lidt provokerende bog. For også normerne og borgernes indbyrdes forhold forandres i et samfund, hvor livsprojekterne bygges op omkring forbrugsvalg snarere end arbejde, faglige færdigheder og job. Taberne i dette komplicerede spil er de arbejdsløse, samfundets fattige, der både er overflødige på arbejdsmarkedet og defekte som forbrugere. De står dermed tilbage uden nogen anvendelig social funktion – hverken nu eller i fremtiden – med vidtrækkende konsekvenser for deres sociale status og chancerne for fremskridt. Kan denne ’nye’ fattigdom og forarmelse bremses og overvindes med de ortodokse midler, der blev skræddersyet til et samfund, som ikke længere findes? Eller må der nye løsninger til? Det er på denne baggrund og gennem løsningen af bl.a. den slags problemer, at velfærdssamfundet skal stå sin prøve. Zygmunt Bauman (f. 1925) er professor emeritus ved universitet i Leeds, England, og har et stort forfatterskab bag sig. På dansk er tidligere udkommet Fællesskab (2002), Globalisering (1998) og Modernitet og Holocaust (1994).Oversat til dansk af Susanne Arends og Tom Havemann.

At eksistere i senmodernitetens tid indebærer, at traditioner og sædvaner ikke længere nedarves og dermed heller ikke bestemmer vores normer. Giddens redegør for, hvordan de enkelte individers identitet udvikles under sådanne betingelser.Oversat fra engelsk efter Modernity and Self-Identity af Søren Schultz Jørgensen.

Globalisering er på alles læber, et modeord næsten med status af trylleformular, der kan åbne samtlige porte til nutidens og fremtidens mysterier. Men som alle modeord også med en tendens til selv at blive mindre og mindre præcist, desto flere områder det foregiver at belyse. Derfor er det vigtigt – som Zygmunt Bauman gør med sin bog – at sprede noget af den tåge der omgiver udtrykket og begrebet ”globalisering” bl.a. ved at afdække de sociale rødder og menneskelige konsekvenser af globaliseringsprocessen og vise, at der ligger betydeligt mere i fænomenet end man umiddelbart kan se. Globalisering er således ikke udelukkende en proces, hvor kapital, handel og information flyder frit over samtlige kontinenter, og hvor mennesker kan rejse, hvorhen de vil. Det der for nogle forholdsvis få – en global og eksterritorial elite - betyder en grænseoverskridende frihed, kan for mange andre blive en påtvunget, men uafværgelig fastlåsning såvel geografisk som økonomisk - med alt hvad det kan føre med sig. Oversat fra engelsk efter Globalization af Helga Poder.

Den sociologiske metodes regler (Les règles de la méthode sociologique) udkom første gang i 1895 og hører - bl.a. sammen med andre af Émile Durkheims værker - til blandt de grundlæggende og uomgængelige klassikere inden for samfundsvidenskaben. Med bogen forsøger Durkheim at formulere et antal egentlige metodeprincipper, som ifølge ham bør iagttages ved studiet af den slags samfundsmæssige fænomener, han kalder ’sociale kendsgerninger’. Hermed mener han de overindividuelle sociale lovmæssigheder og funktionssammenhænge som konstituerer et samfund og gør det til andet og mere end summen af dets borgere. Durkheim nøjes selvfølgelig ikke med alene at fremlægge sine teoretiske overvejelser i forbindelse med formuleringen af reglerne. Bogen igennem giver han konkrete eksempler på deres anvendelse ved observation og analyse af sociale fænomener som fx arbejdsdeling, retsforhold, kriminalitet og familiemæssige forhold. Den sociologiske metodes regler er forsynet med en introduktion af lektor Gorm Harste, Institut for Statskundskab, Århus Universitet. Oversat fra fransk efter Les Règles de la méthode sociologique af Esbern Krause-Jensen.

Niklas Luhmanns analyse af tillid, som stammer fra 1968, er trods sit beskedne omfang et banebrydende værk inden for den moderne sociologi. Nogle af Luhmanns centrale temaer og tanker om samfundsmæssige sammenhænge ses her for første gang fremlagt og behandlet.

”Man kan sige hvad man har lyst til. Vi lever i et frit land”. Dette udtryk bruges ofte i Vesten uden at vi standser op og funderer over dets egentlige betydning. Men hvad fortæller det os hvis vi lytter efter? Det er hvad sociologen Zygmunt Bauman undersøger i denne bog, der udkom i England for første gang i 1988. Udtrykket betyder først og fremmest at vi under frihedens betingelser kan gøre eller sige det der under andre betingelser ville være risikabelt. Det forhold siger dog ikke noget om hvilken virkning vores eventuelle udsagn eller handling vil have. ”Et frit land” er ikke i sig selv en garanti for at vores handling vil føre til det ønskede resultat, eller for at det vi siger, bliver accepteret. Det at er der er konsensus om at man frit kan sige og gøre som man vil, rummer desuden en stiltiende indrømmelse af at sandhed eller viden ikke er nødvendige forudsætninger for vores udsagn, og at en handling ikke behøver at være fornuftig for at blive accepteret. Dermed fortæller udtrykket os at det at leve i et frit land betyder at handle på eget ansvar. Det står den enkelte frit for at forfølge sine mål, men det står også en frit for at fejle. Det første følger med det andet i en slags pakkeløsning. Det er de samfundsmæssige konsekvenser heraf Bauman tager stilling til i sin bog. Bogen er oversat fra engelsk efter Freedom af Tom Havemann.

"[...] det er en nydelse at hengive sig til Bourdieus rige tekst"Ole Thyssen, WeekendavisenDen praktiske sans er et helt centralt værk i Bourdieus store produktion. Her beskriver han den afgørende forskel mellem en befolkningsgruppes umiddelbare forståelse af deres verden og den antropologiske forskers blik.”Den praktiske sans” betegner det ubevidste system af handlingsmønstre, præferencer og principper for, hvordan man er i den praktiske virkelighed. Den praktiske sans er forskellig fra kultur til kultur, men vi benytter os alle af den. Denne sans er imidlertid sjældent lig med de samfundsregler, forskeren kan identificere med sit udefrakommende blik. Derfor er det vigtigt, at forskeren er bevidst om sin egen rolle.Bourdieu arbejdede hele tiden med at raffinere sit videnskabelige arbejde. Således er Den praktiske sans (orig. 1980) en gentænkning og nyformulering af de tanker og begreber, han opridser i klassikeren Udkast til en praksisteori (orig. 1972/da. 2005). I begge bøger er udgangspunktet et grundigt feltarbejde i Algeriet, men analyserne og eksemplerne er forskellige. I Den praktiske sans vender Bourdieu desuden tilbage til Béarn i Frankrig, hvor han er vokset op. Her bliver kontrasten mellem hans praktiske sans for sin hjemstavns kultur og det antropologiske forskerblik for alvor blotlagt.

I Modernitet og Holocaust undersøger den polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman, hvad Holocaust - det nazistiske regimes ombringelse af 6 millioner jøder - kan lære os om modernitetens væsen. En af hans hovedpointer er, at menneskeudryddelserne ikke blot var et irrationelt tilbagefald til barbari. De forløb tværtimod "civiliseret", ved hjælp af også i dag gængse organiseringsformer såsom bureaukrati og instrumentel rationalitet.Derfor kan selve Holocaust hverken betragtes som et isoleret jødisk problem, ej heller alende forklares med henvisning til Hitlers tvangstanker, hans tilhængeres grusomhed og det moralske forfald, som hans ideer gav anledning til."Holocaust blev udtænkt og gennemført i vores moderne, rationelle samfund, på vores høje civilisatoriske stade, de menneskelige og kulturelle præstationeres tinde, og af denne grund udgør det også et problem for dette samfund, denne civilisation, denne kultur."Formålet med bogen er at indlemme den sociologiske, psykologiske og politiske lære, vi kan drage af Holocaust-begivenhederne, i samfundsinstitutionernes og borgernes selverkendelse og praksis. I sidste ende stiller den det centrale spørgsmål, om moral er noget, der læres, altså et socialt produkt, eller en uadskilleig del af selve den menneskelige eksistens.

Der er stor forskel på, hvordan forskellige samfund reagerer på kriminalitet. Der er også stor forskel på, hvor mange og hvilke uønskede handlinger, der rubriceres som kriminalitet, og hvilke der opfattes som afvigelse. Straffenes type og omfang er en kulturel manifestation, der fortæller noget om, hvilken slags samfund, vi har skabt, og hvem vi er. Kriminalitet og straf er derfor ikke kun et spørgsmål, der vedrører strafferetten, men hele samfundet. Hvor meget afvigelse kan vi straffe, uden at grundlæggende træk ved vores samfund bliver truet? Hvad siger fyldte fængsler og høje fangetal om et land? Hvorfor profilerer politikerne sig ved konstant at tale om kriminalitet? Kan man straffe sig ud af kriminalitet, eller hvor langt vil man gå i form af konfliktløsning, forebyggelse, mægling – tilgivelse? En passende mængde kriminalitet er en tankevækkende, stedvis udfordrende bog og en letlæst opsummering af den internationalt berømte kriminologs livsværk. Bogen binder motiver og tråde i hans tidligere arbejder sammen i en syntese, der viser, at et samfunds forestillinger om kriminalitet er et tegn på dets generelle tilstand. Derudover diskuterer bogen, hvad det moderne samfunds ensidige fokusering på produktion, penge og forbrug indebærer for menneskelige relationer og kriminalitet. Nils Christie (f. 1928) er professor emeritus i kriminologi. Hans bog, der udkommer på norsk, engelsk, tysk, spansk, russisk og svensk, bygger på erfaringer og refleksioner gennem et langt forskerliv. Oversat fra norsk efter En passende mengde kriminalitet  af Annelise Ebbe.

I denne tankevækkende bog sætter den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman fingeren på et af de ømme punkter i vores postmoderne tilværelse: Fællesskabet. At være en del af et fællesskab giver på den ene side tryghed, men begrænser på den anden side vores personlige frihed. Bauman fremhæver at vi er nødt til at konfrontere fordi det er den eneste mulighed vi har, for at undgå fortidens fejltagelser. Globaliseringen, den nye kulturelle mangfoldighed, de nye krav i arbejdslivet og de nye roller i velfærdssamfundet udfordrer såvel samfundets fællesskabsnormer som det enkelte individ. At stille sig selv i centrum som handlende individ og samtidig erkende ansvaret for fællesskabet og handle derefter kræver en bevidsthed om personlige og almene værdier. Den diskussion tages op af Bauman i Fællesskab. Zygmunt Bauman (f. 1927) er professor emeritus ved universitet i Leeds, England. Oversat til dansk fra Community af Tom Havemann.

Den polsk-britiske sociolog og samfundsdebattør Zygmunt Baumans seneste bog handler om de mange arbejdsløse, fattige, flygtninge, sindslidende, stofmisbrugere og andre ”forspildte liv” i den flydende modernitet. Moderniteten har bredt sig overalt og producerer stadig større mængder af mennesker, der er berøvet deres eksistensgrundlag, men ikke har noget sted at flygte hen. De samfundsøkonomisk overflødige, der fylder op i flygtningelejre, ghettoer, hjemløseherberger og arbejdsløshedskøerne er uvelkomne overalt og mødes med mistænkeliggørelse og foragt. Frygten for fysiske overgreb eller social smitte fra disse ”forspildte liv” blander sig med angsten for selv en dag at havne i sumpen. Baumans analyse, der fortsætter, hvor []Flydende kærlighed[] slap, er pessimistisk, men præcis, og understreger endnu engang hans status som én af vor tids skarpeste og mest kompromisløse fortalere for de svage i en verden, der i stigende grad dyrker vinderne og lader taberne i stikken. Zygmunt Bauman er en af vor tids kendteste sociologer og en flittig gæst i Danmark. På Hans Reitzels Forlag er tidligere udkommet ]Modernitet og Holocaust (1994), Globalisering (1999), ]Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige (2002), ]Fællesskab (2002), ]Frihed (2003), Det belejrede samfund (2004), Flydende kærlighed (2004) og Flydende modernitet (2006). Bogen er oversat fra engelsk efter Wasted Lives af Tom Havemann.

I de gode gamle dage var Rockefeller optaget af at eje stadig flere boreplatforme, bygninger, maskiner og jernbaner. I dag har den nye kapitalismes ikon, Bill Gates, gjort det til et succes-parameter, at nye produkter forsvinder lige så hurtigt som de lanceres for straks at blive afløst af noget lige så flygtigt. I Flydende modernitet viser Bauman sig endnu en gang som en blændende essayist med et sikkert blik for tidens paradokser og forskydninger – og for den usikkerhed som fraværet af normer skaber blandt samfundets svageste, der med god grund frygter at synke til bunds i udviklingens rivende strøm. Zygmunt Bauman var professor ved Warszawas Universitet indtil 1968, hvor han som følge af antisemitisk pres måtte forlade Polen. Efter tre år i Israel, slog han sig i 1971 ned i England som professor i sociologi ved universitetet i Leeds. Bauman – der er en flittig gæst i Danmark – er forfatter til en lang række bøger, hvoraf mange er udkommet på dansk. Bogen er oversat fra engelsk efter Liquid Modernity af Tom Havemann.

I denne klassiker, der udkom første gang i 1972, præsenterer Bourdieu for første gang sin teori om menneskelig adfærd og handlen i et socialt rum. Bourdieu tager udgangspunkt i feltstudier af slægtskabsforhold, æresbegreber, magt- og interessespil blandt kabylerne i det nordlige Afrika. Han viser, hvordan de enkelte agerende i vidt omfang indkorporerer og reproducerer de komplekse sociale strukturer og koder, de er rundet af. I kabylernes stærkt ritualiserede hverdagsliv handler den enkelte ud fra et erhvervet sæt af skemaer, præferencer og principper for, hvordan verden skal anskues og opdeles. Og meget ofte er den enkeltes praksis ikke i samsvar med de normer han eller hun prætenderer at følge eller de repræsentationer de selv giver af deres egen praksis. Bourdieu forstod sin egen teori som et alternativ til både eksistentialismens og rational choice-teoriernes ekstreme ”subjektivisme” og de mere rigide former for strukturalistisk ”objektivisme”, der ikke levner noget råderum for det handlende og vælgende subjekt. Hans tilgang, der understreger de sociale strukturers betydning for menneskelig interaktion, men også den enkeltes mulighed for at handle, er en antropologisk klassiker og vinder i disse år stadig mere terræn inden for hele det samfundsvidenskabelige felt. Oversat fra fransk efter []Esquisse d’une théorie de pratique – précédé de trois études d’ethnologie kabyle[] af Peer F. Bundgaard.PIERRE BOURDIEU (1930-2002), filosof, antropolog og sociolog, var forskningsleder på Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales, indtil han i 1982 afløste Raymond Aron som professor ved det prestigefyldte Collège de France. Han var en meget produktiv skribent og en af de vigtigste intellektuelle stemmer i den franske og internationale debat.