Books in the Klassikere series

Moderniteten søgte enhed, identitet og oplyste, fælles værdier, men det 20. århundrede kom til at tegne et landskab af forskellighed, adspredthed og illusionsløs fremmedgørelse – med behov for stadige projekter og afledninger. Indtil de postmoderne filosoffer gav tilstanden et navn, postmoderniteten, og lod alt være lige godt, blændværker såvel som mesterværker, iscenesættelse såvel som autenticitet. Hvad sker der med selvet i en sådan proces af opbrud og flygtighed? Er selvet fortsat en kategori, man meningsfuldt kan operere med? Hvordan ser det postmoderne selv ud, anskuet gennem den filosofiske refleksion i det 20. århundrede? Dét er, hvad Calvin O. Schrag forsøger at svare på gennem de fire spændstige kapitler, der i Selvet efter postmoderniteten profilerer selvet som talende, narrativ figur, som handlende, kropslig agent, som interaktiv med andre i fællesskaber og som overskridende sig selv og verden i forskellige former for transcendens.Calvin O. Schrag er professor i filosofi ved Purdue University, selv uddannet ved Yale og Harvard og ved universiteterne i Heidelberg og Oxford. Han har en række filosofiske udgivelser bag sig, men nærværende signalement af selvet, der bygger på hans Gilbert Ryle-forelæsninger ved Trent University 1995, er den første på dansk.Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere og udkom første gang på dansk i 2000.

At være moderne er at kunne skelne mellem tro og viden, natur og kultur, ting og menneske. Men hvor skal vi placere fænomener som huller i ozonlaget, genmodificerede planter, reagensglasbørn, skovdød og global opvarmning? Er de naturlige eller menneskeskabte? Lokale eller globale? Begge dele? Moderne videnskab har produceret så mange komplekse teknologier og netværk, hvor kultur og natur er vævet ind i hinanden, at det bliver stadig vanskeligere i praksis at opretholde skellene mellem politik, videnskab, teknologi og natur.Vi har aldrig været moderne er en blændende analyse af paradokserne i det moderne, oplyste projekts distinktioner mellem naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab, og et forsvar for en tænkning, der er hybrid og kompleks som verden selv.Latours ambitiøse og provokerende bog udkom første gang på fransk i 1991 og regnes i dag for en videnssociologisk klassisker.

De seksten afhandlinger, der er medtaget i dette udvalg, stammer fra perioden 1890-1937 og udgør en stor del af, hvad Freud har skrevet om behandlingsteknik. Formålet med dem var at forklare grundprincipperne og grundbegreberne i den psykoanalyriske terapi for det stigende antalt af kandidater, der søgte optagelse i den internationale psykoanalytiske forening.Blandt de behandlede spørgsmål kan nævnes den analytiske grundregel (kravet om at sige alt), analytikerens neutralitet og status som "spejl" for patienten, forekomsten af modstand, overføring og modoverføring i forholdet mellem analytiker og anlysand, relationen mellem erindring og ageren samt alle de praktiske problemer omkring betalingen, anvendelsen af divanen, analytikerens brug af notater, behandlingens varighed, analysens afslutning m.m.De psykoterapeutiske teknikker, der eksisterer i dag, afviger på mange punkter fra den, som Freud udviklede og fremstillede i sine klassiske skrifter, men det er alligevel påfaldende, i hvor høj grad han stadig sætter dagsordenen i debatten om psykoterapi, og flere af bogens afhandlinger har opnået en klassiskerstatus, der gør den til naturlige læsestykker for alle, der professionelt eller blot af almindelig interesse beskæftiger sig med psykoterapi.Bogen er udgivet af Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe, der har forsynet bogen med en generel indledning, korte introduktioner til de enkelte afhandlinger, noter samt bibliografi.

”Det er forfatterens ønske med denne bog at vise, at kærligheden ikke er en følelse, som alle og enhver let kan hengive sig til uden hensyn til, hvilket modenhedstrin de har nået. Den ønsker at overbevise læseren om, at alle hans forsøg på at øve kærlighed er dømt til at slå fejl ... og at man ikke kan opnå tilfredsstillelse i sin individuelle kærlighed uden evnen til at elske sin næste, uden sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin. I en kultur, hvor disse egenskaber er sjældne, vil man kun i sjældne tilfælde opnå evnen til at elske.” Erich FrommErich Fromm er en af de få forfattere, der både har vovet og formået at skrive sammenhængende, dybtgående – og stadig aktuelt – om kærlighed.Oversat fra engelsk efter [] The Art og loving[] af P.W. Perch