Books in the Nordisk kriminalreportage series

Klokken 04.04 fredag morgen den 24. februar 2012 modtog alarmcentralen en opringning angående en brand i en villa på Kevinge Strand 7B i Danderyd. Det viste sig senere, at den person, der slog alarm, var en vagtmand, der havde opholdt sig ved naboejendommen Kevinge Strand 7D på en overvågningsopgave, fordi der på dette tidspunkt var en trussel mod familien i huset.

Indtil nu havde livet været en stor fest for Frank. Han blev snart 30 år, men familie og børn var der ikke blevet tid til. Han havde mest levet i sus og dus. Han havde fast arbejde med periodevise ture til boreplatforme i Nordsøen. Måske var det "havets guld" og rigdommen i branchen, som satte griller i hovedet på ham. Drømmen havde været hurtig rigdom, men indtil nu var det bare endt i konkurs og en dom for momsbedrageri og promillekørsel. Alle person-og stednavn er fingerede.

Militærbanden – den hidtil værste røverbande i Sverige – fik sit navn på baggrund af medlemmernes fremgangsmåde ved røverier mod postkontorer og banker. De førte sig frem som en militær kommandogruppe og var – ud over den sædvanlige røvermaskering såsom elefanthue og handsker – nærmest overdrevent militært udrustede med skudsikre veste og radioudstyr med hovedtelefoner. De medførte også tasker med førstehjælpsudstyr og gasmasker. Bandens bevæbning var usædvanlig svær og bestod af skarpladte maskinpistoler, automatkarabiner og i nogle tilfælde maskingeværer.

Torsdag den 21. september 1950 om aftenen stævnede det i Panama indregistrerede fragtskib s/s Energi langsomt frem i Ålandshavet. Det blev den sidste tur. Lige fra begyndelsen troede man, at skibet var sejlet på en mine. Først 15 år senere fandt man ud af, at grunden var en helt anden.

Da den kvindelige ejer af Parkhotel Deutscher Hof i den idylliske turistby Rudesheim i Rhindalen i Vesttyskland klokken 13.00 onsdag den 2. juli 1986 åbnede døren til værelse nummer 63, mødte der hende et forfærdeligt syn. Hele værelset var oversprøjtet med blod, og i badekarret lå en afklædt mand, skåret op af 25 knivstik i ryggen, på maven og i brystet.

Ingen kunne ane, at det lille trykkeri i Staffanstorp fremstillede tusindkronesedler i et omfang, der aldrig tidligere er sket i Sverige. Og det parallelt med almindelige opgaver, hvor far og søn betjente deres kunder med at trykke reklamer og visitkort. Aktiviteten blev først afsløret, da politiet i Malmö havde fået en anonym telefonhenvendelse. Men den efterfølgende efterforskning bød på en hel del uventede ingredienser. Det viste sig, at gerningsmændene var nogle af de dygtigste forfalskere, der havde opereret i Sverige.

Der er mange, der er blevet snydt i handler. Vildledende oplysninger og brudte løfter er også et ret almindeligt fænomen. Trusler om fysisk vold i forbindelse med forretninger er derimod ikke så almindeligt – i det mindste ikke i vort land. Det er dog helt klart, at det foregår. Måske sker det oftere, end man forstiller sig, fordi ofrene ikke altid tør melde det til politiet. I denne artikel vil vi beskrive nogle sager, hvor fysisk vold og trusler om mishandling er blevet anvendt som forretningsargument

Finland er gennem mange år blevet betragtet som en retsstat, et land som til mindste detalje har overholdt internationale aftaler. Domsafsigelser bliver kun afsagt efter stærke beviser – ikke engang en tilståelse fra en mistænkt har været nok til domfældelse, og når en mistænkt benægter forbrydelsen, er det nødvendigt med endnu flere beviser. Man tillader ingen fejl i retsvæsenet. I Turku blev der for et par år siden begået den måske største fejl i finsk retshistorie. Det ville måske have været bedre at fortie hele denne sag, når man tænker på politiets, anklagerens, domstolenes og myndighedernes troværdighed?

Man kan ikke med ord beskrive de frygtelige og tilbagevendende lidelser, som den 10-årige Bobby blev påført i sit hjem. Gennem flere uger omkring årsskiftet 2005-2006 blev drengen – der led af autisme – udsat for blandt andet grov mishandling, så grov at retten senere valgte at betegne det som tortur. Mishandlingerne førte til sidst til Bobbys død. Efter drengens død blev moderen og hendes kæreste enige om at forsøge at skjule dødsfaldet og meldte drengen forsvundet, samtidig med at de havde sænket hans lig ned i en sø i nærheden af hjemmet. Der var dog en række omstændigheder, der betød, at politiet opklarede de rigtige omstændigheder. Drengens mor og hendes kæreste blev anholdt og idømt lange fængselsstraffe, dog ikke for mord.

Torsdag den 21. oktober 1976 blev der begået et usædvanligt blodigt og brutalt mord i en lejlighed i bydelen Kuoholahti i Helsingfors. Offeret var en kvinde, som boede alene i lejligheden.

Den 23. august 1993 blev politiet tilkaldt til Breviks gård, finansmanden Peter Wallenbergs hjem, på Viirmdo uden for Stockholm. Årsagen til dette var, at en gruppe mænd optrådte meget mærkeligt. En af dem blødte fra et sår i hovedet, og de øvrige var bevæbnede. Politiet anholdt mændene til at begynde med mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse. Der var tale om tre russere og en svensk statsborger af polsk oprindelse. Svenskeren påstod, at han havde forhindret et kidnapningsforsøg mod Peter Wallenberg. Han var blevet tvunget til at medvirke ved forbrydelsen men havde nægtet, og det havde resulteret i, at de andre havde forsøgt at dræbe ham. Russerne påstod på deres side, at de havde tænkt at aflevere svenskeren til Wallenberg og forhindre kidnapningsforsøget!Man fandt hurtigt ud af, at de fire mænd indgik i en gruppe på seks personer. Politiet havde held til at anholde endnu en mand, mens den sjette havde forladt landet.

Kuppet mod en værditransport i Bräkne-Hoby udviklede sig til et nærmest usandsynligt drama. Da politiet ankom til stedet, åbnede en af røverne ild med en Kalashnikov. Politiet besvarede ilden, og røveren faldt død om på jorden. Hans medgerningsmænd tog flugten med en af de to vagtmænd som gidsel for at forhindre politiet i at optage forfølgelsen.

I tolv år havde bygmesteren arbejdet på sin opfindelse, og han var fuldkommen overbevist om, at den ville få stor betydning i branchen. Han mente imidlertid, at myndighederne havde behandlet ham forkert. Disse var ikke ligeså entusiastiske og overbeviste om værdien af opfindelsen, som han selv var. Han bestemte sig til at klare sagen selv, og så tog han ti mennesker som gidsler.

Operation maraton, som vi har kaldt denne sag, var ikke kommet frem i dagens lys, hvis det ikke havde været for det udmærkede nordiske politisamarbejde. Samarbejdet består i daglig kontakt mellem de nordiske politienheder, og det bliver delt ved at udstationere politimænd ude i verden. I dette tilfælde er det den svenske kontaktmand i Athen, der også er sideakkrediteret til Bulgarien, som skal have meget af æren for, at der blev startet en efterforskning. Artikelforfatteren arbejder som efterforsker ved Kriminalpolitisentralen, Utlendingsavdelingen. Afdelingen har fire hovedopgaver: Menneskesmugling, falske rejsedokumenter, falsk identitet og ulovligt arbejde.

Ser man tilbage på forgangne tider, vil man hurtigt kunne læse i historiebøgerne, at det langt fra var risikofrit at færdes på de såkaldte "rigsveje". Skovegnene var et kært tilholdssted for alskens slags mennesker. Det var derfor forbundet med stor risiko at færdes alene gennem disse egne om natten. En kategori vejfarende, der var specielt udsatte for overfald, var postillonerne. For at mindske risikoen til en vis grad blev de ledsaget af en såkaldt "postbonde" mellem de forskellige postgårde. Postillonerne var altid bevæbnet med både pistoler og sabel.

Det første i en serie tyverier fra Hærens hovedarsenal på Grorud blev begået den 6. oktober 1947. I løbet af kort tid blev stedet besøgt ikke mindre end elleve gange. I otte af disse tiltælde blev der stjålet betydelige mængder af ammunition, våben og andre militære effekter.

Det er torsdag aften i november 2012 i bydelen Marinkylä Kotka. Det er mørkt udenfor, sneen er endnu ikke faldet og har farvet jorden hvid. Den 23-årige Joni Nurminen efterlader sin bil ved en nærliggende benzintank. Da han går, tager han en rygsæk fra bilen, hvori der ligger en kniv og en rulle gaffatape. Omkring halsen har han et par skibriller, og i lommen har han et rødt tørklæde. Joni har boet på egnen hele sit liv. Han begynder at løbe ad den velkendte vej, i retning mod advokatens hjem. Han klatrer op på et bjerg, tager kniven op af rygsækken, binder tørklædet for ansigtet og tager skibrillerne på. I mørket går Joni med kniven i hånden hen mod det store træhus. Der er lys i køkkenet. I dag slutter hans pengesorger. Snart vil han også lægge sit hjemland bag sig, og foran ligger et nyt liv i Mexico.

I oktober 2004 blev der i underretten i Alta oprullet en sag, der rystede indbyggerne i området. Den afdækkede, at der også her var et alvorligt kriminelt miljø med narkotika og hævnaktioner. I retten stod en 42-årig mand, der tre gange tidligere havde været dømt, blandt andet for vold, trusler, hærværk og ulovlig våbenbesiddelse. Nu stod han tiltalt for en række alvorlige forhold, blandt andet to drabsforsøg, røveri, legemsbeskadigelse, meget alvorlig narkotikakriminalitet, systematisk hæleri og grov overtrædelse af våbenloven.

Fredag den 2. juli 1982 klokken 18.24 sprang en bombe, der var anbragt i en kuffertboks i Oslo Sentralstasjons publikumshal i den gamle bygning. Eksplosionen var så voldsom, at et menneske blev dræbt og 11 andre hårdt kvæstet. De materielle skader løb op mod en million kroner. Alle personnavne er fingerede.

Sent om natten den 6. juli 2010 skete et tragisk skyderi i Porvoo, som krævede tre liv. Efter at have festet i byen mødtes to grupper mennesker ved drive-in restauranten McDonald's i Porvoo, hvor skyderiet fandt sted. De kendte ikke hinanden fra tidligere. Alle havde haft en god aften efter en varm sommerdag, og ingen kunne ane, at aftenen skulle få så tragisk en slutning. Det, der førte til skyderiet, var et betydningsløst skænderi i burgerkøen. Der blev kun affyret tre skud, og alle tre var dødelige. Disse omstændigheder gør denne sag speciel.

Om formiddagen den 15. maj 2000 blev Hjelmeland børnehave udsat for et gidseldrama, hvor 35 uskyldige mennesker blev bragt i en rædselsfuld situation. Gerningsmanden bar på et skarpladt haglgevær, benzin og, påstod han, en bombe. Han var desperat efter at have tabt en bitter kamp om forældremyndigheden over sine børn og truede med at sprænge alle i luften, hvis sagen ikke blev genoptaget. Han begik denne kriminelle handling for at få opmærksomhed om sin situation. Og det fik han til fulde. Dramaet fik højeste prioritet i norske og udenlandske medier, og gidseltageren blev interviewet direkte i TV 2's debatprogram Sentrum.

Om formiddagen den 15. august 1991 opsøgte en kvinde Rakkestad lensmandskontor i Østfold og anmeldte en person som savnet. Den savnede var hendes 22-årige søn, Tor Arne Berg, som hun ikke havde set i tre måneder. Sønnen, der færdedes i det kriminelle miljø i Sarpsborgdistriktet og ikke havde nogen fast bopæl, forsvandt pludselig fra tid til anden, men han havde aldrig tidligere været væk i så lang tid. Det var helt unormalt, og hun var bange for, at der kunne være sket ham noget. Alle personnavne er fingerede.

Den moderate rigsdagsmand og avisejer Stig Bertilsson fra Vänersborg agiterede for voldsomme nedsættelser af pressestøtten i rigsdagen. Da han selv ansøgte om og modtog bidrag - godt 40 millioner kroner - blev han anklaget for at være dobbeltmoralsk og politisk uhæderlig. Den forhenværende idrætsminister og medlem af konstitutionsudvalget (KU) havde svært ved at leve, som han prædikede. Men det var værre endnu. Han lavede fusk ved hjælp af falske fakturaer! Efter lang tid blev Bertilsson dømt. Hans forbrydelse var så alvorlig, at han blev afsat som medlem af rigsdagen.

I 1955 udspillede der sig en række dramatiske og voldsomme begivenheder på Færøene – affødt af en strid om ansættelsen af en læge på sygehuset i Klaksvig. Situationen i Klaksvig blev efterhånden så tilspidset med direkte voldshandlinger mod forskellige myndighedspersoner, at man fra regeringens side i Danmark i september 1955 sendte et udrykningsmandskab af politifolk med fregatten "Rolf Krake" til Færøerne for at bringe ro og orden til veje igen.

Den 4. marts 1992 sendte Interpol Ankara et telegram til Interpol Stockholm og henstillede, at man tog imod tre politimænd og hjalp dem til rette under deres besøg i Stockholm. Politifolkene skulle ankomme til Arlanda den 12. marts klokken 12.35 og rejse igen den 17. marts. Det drejede sig altså om fem dage, hvor man skulle "tage sig af" politimændene.

- Vi har fundet en taske med hash i skoven uden for Hornbæk.- Undskyld, jeg forstod ikke. Vil du sige det igen?- Vi har fundet hash uden for Hornbæk. Tror der er femogtyve kilo. - Opringningen fra det danske kriminalpoliti den 31. oktober 2006 var mere end velkommen. Godt tre måneders efterforskning mod hovedmanden Johan Jureen havde endelig givet resultat.

Torsdag den 11. marts 1932 trådte rengøringshjælpen ind i elevatoren i ejendommen Mechelinsgatan 23 og kørte op til fjerde sal. Et lag af støv på opgangens vinduer kom til syne i forårssolens stråler. Nøjagtig kl. 09.00 ringede kvinden på dørklokken. Lidt efter prøvede hun endnu en gang, lidt kraftigere. Eftersom ingen lukkede op, stillede hun kost og spand fra sig og fandt en nøgle frem. Dette blev indledningen på en af vor tids mest berømte sager i finsk kriminalhistorie.

At berøve et andet menneske livet er den værste af alle forbrydelser. I Finland er opklaringsprocenten af dødelig vold i international topklasse. Det er der god grund til, for i forhold til indbyggertal er Finland et af Europas mest voldelige lande. Hvert år dør cirka I 40 mennesker i Finland som følge af vold. Gerningsmændene må drages til ansvar. En vellykket efterforskning kræver ofte et langvarigt og målbevidst arbejde samt et godt samarbejde mellem politi og anklager. Nogle gange er det ikke nok. I denne sag lykkedes det – det tog bare sin tid.

Tirsdag den 11. juni 2013 forlod en ung afghansk kvinde fra Lyng modtagelsescentret i Lyngdal sammen med sin næsten to år gamle datter. Hun skulle besøge sin søster og hendes familie i Grua i Hadeland. Hun tog bussen fra Lyngdal til Oslo og derefter toget til Grua station, hvor hun blev mødt af sin familie sent om aftenen den 11. juni. Kort forinden havde kvinden fået opholdstilladelse i Norge sammen med sin datter, fordi hun var en mindreårig, enlig asylansøger med et barn. Onsdag den 12. juni blev en ung kvinde fundet død i et rækkehus i Grua.

Tor var født som taber. Allerede på et tidligt tidspunkt gik det meste skævt for ham. Han blev mobbet i skolen, og i den situation begyndte han at ty til spiritus. Men det var ikke nok for Tor. Som "hævn" satte han ild på to beboede huse, og det var med nød og næppe, at Tor undgik at blive morder. Hvordan kan det være, at visse mennesker er født som tabere, mens de fleste andre er, hvad man kalder normalt udstyrede fra livets begyndelse? Det er et af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man bliver konfronteret med Tor og hans ligesindede.