Books in the Nordisk kriminalreportage series

Kort før klokken 03.00 natten til den 26. august 2001 blev der ringet til politiet i Jæren: - Der er sket et eller andet på Herikstadvegen i Bryne. Min bror har set et par, der skændtes, og der skal vist have været en kniv med i billedet. Manden, en 24 år gammel mand fra Bryne, bad politiet om at undersøge sagen.

I foråret 2001 blev Thomas Quick dømt for et mord, der var begået i 1980. Med dommen satte samfundet punktum for den syvende mordsag - angående det ottende mord - mod denne mand, som har tilstået op mod 30 mord!Den fældende dom bar nyt ved til den allerede tidligere livlige debat angående Thomas Quick: Kan han virkelig have begået alle de mord, som han har tilstået? Som svar på denne reaktion udtalte Quick i efteråret 2001, at han havde bestemt sig til at "tage time out" og ikke længere medvirke i diverse forundersøgelser!

I løbet af 1993 blev der begået et stort antal røverier i Helsinki-området. De fleste gik ud over banker, men også andre forretninger blev ramt. Kriminalpolitiet i Helsinki opdagede snart, at der var en række fællestræk ved røverierne. Politiet drog derfor den slutning, at det var en og samme bande, der stod bag alle røverierne.

Da den 46 år gamle Stig Rogne kom ud ad porten til Ullersmo landsfængsel, færdig med sin sidste afsoning, havde han bestemt sig til at bryde med sin normale livsførsel. Fra nu af ville han være en lovlydig borger. Men det var ingen let opgave, han gav sig i kast med, for hans omgangskreds bestod mest af fængselsfugle. Hvis han skulle have held med sit forsæt, måtte han væk – langt væk.

Onsdag den 13. maj 1992 blev en værditransport fra Securitas plyndret uden for Sørlandssenteret ved Kristiansand. De tre mænd gennemførte røveriet efter en nøje gennemarbejdet plan. Der gik næsten et år, fra ideen blev undfanget, til den blev gennemført. Røverne investerede omkring 40.000 kroner i forberedelserne. Sammenlagt kørte de skønsmæssigt 10.000 kilometer i forbindelse med rekognosceringer og prøvekørsler af de mulige flugtruter.

Anden juledag i 1994 udspillede der sig et natligt drama i Norrbotten, der kunne have endt i en tragedie. Flere politifolk blev beskudt med automatvåben af to desperate mænd, der flygtede efter et mislykket indbrudsforsøg. For at ryste de forfølgende politifolk af sig smed gerningsmændene håndgranater og affyrede automatvåben med det formål "at gøre en ende på dem".De to forbrydere var ingen vårharer. De havde tidligere begået en række tyverier fra våbendepoter i det nordlige Sverige. Udbyttet fra disse – sprængstoffer, håndgranater og ammunition – havde de gemt i et mineret folkevognsrugbrød, som de havde parkeret i et boligområde i Umeå seks uger tidligere.

Overalt i verden er i de seneste år en bestemt type forbrydelse "kommet på mode". Denne forbrydelse er gidseltagning – for at lægge vægt på krav i visse sager. Det er imidlertid sjældent, at en politimand havner i offerets situation, d. v.s. bliver kidnappet under tjenesten. Men denne artikel fortæller netop om et sådant tilfælde, iøvrigt det første af sin art i Finland. Artiklen er skrevet på grundlag af den kidnappede politimands egen historie og de vidneudsagn, som bl.a. politimandens kolleger gav bagefter.

Norgeshistoriens største bedragerisag, et gigantisk retscirkus; hvor landets førende forsvarsadvokater gang på gang røg i totterne på hinanden i et veritabelt hundeslagsmål, og hvor stærke følelsesudbrud fik frit løb i vidneskranken og på anklagebænken! Således var Karoli-sagen, for hvis hovedmand det sammen med sine to brødre, en søster og en upålidelig chef i Kreditkassen i november 1989 lykkedes at få udbetalt over 25 millioner kroner. Sikkerheden var et parti næsten værdiløse diamanter. De involverede flygtede til udlandet. Først flere måneder senere kunne politiet pågribe dem, og den bizarre og komplicerede sag blev rullet op for offentligheden.

Vi fangede ham til sidst! Endelig er den mand, der gennem flere år har været et mareridt for kvinderne i Umeå, blevet pågrebet, bragt for retten og dømt. Dermed er den mest omfattende efterforskning i Umeåpolitiets historie afsluttet. Efter flere års pause slog Hagamanden til igen i slutningen af 2005, og det betød, at efterforskningen af den lange række af voldtægter blev genoptaget. Og denne gang lykkedes det - Hagamanden kunne afsløres.

Miró-sagen var det 20. århundredes største bedragerisag angående grafisk kunst. Det begyndte med nogle tryk af Miró men endte med at omfatte tryk af Chagall, Picasso, Caulder, Rodin, Renoir, Damuier, Tobias og flere andre. Politiet i USA vurderede, at falsk grafisk kunst til en værdi af omkring en milliard dollars var blevet solgt alene i Nordamerika. I Sverige beslaglagde politiet falske Miró-tryk til en værdi af cirka 40 millioner kroner. Men derudover ved man, at et stort antal sagsøgere ikke gav sig til kende; nogle ville ikke af med deres kunstværker, selv om de var falske, og andre havde anbragt penge i værdier, som de troede var sikre.

Klokken 09.23 på lørdag morgen den 30. januar 1993 blev politiet i Pori alarmeret om, at man havde antruffet en nøgen kvinde omtrent to kilometer nord for byens centrum. Af anmeldelsen fremgik det, at kvinden var død, og at liget lå på jorden på en åben plads ud til Keulaviigen i beboelsesområdet Borgmesterklippen. Samtlige navne i artiklen er fingerede.

Retskemiker Charles M. Bruff var i sin tid en kendt mand i norsk offentlighed både som ekspert i en række alvorlige kriminalsager, men også som overlærer ved daværende Kristiania Handelsgymnasium. Han havde et farverigt liv, og i denne artikel får vi et indblik i det, der må have været en spændende tilværelse.

Utroskab, skilsmisser, sex, hustrumord. Og det hele udspillede sig i den svenske Pinsebevægelse. Som scenario til en serie i fjernsynet kunne det dårligt have været mere intenst, fantastisk og virkelighedsfjernt. Men det var virkeligheden! Begivenhederne i Knutby, der kulminerede med et mord og et mordforsøg i januar 2004, har givet den svenske kriminalitetsscene en ny dimension; tilsyneladende veltilpassede unge mennesker forenet i en stærk religiøs tro, viser sig at være noget helt andet. Og facit kender vi: Menighedens præst blev i efteråret 2004 idømt fængsel på livstid for mord på sin anden kone. Han blev derimod frifundet i anklagen for mord på sin første kone, der døde under mystiske omstændigheder i 1999.Her fortæller politifolkene om begivenhederne.

Det er meget sjældent, at forgiftning bliver benyttet som drabsmetode i Finland. Det er derimod meget mere almindeligt som forgiftningsmetode i krimiforfatternes fantasiverden, og for det meste er morderen en kvinde. Denne sag er dog ikke nogen krimi men virkelighed. Begivenhederne udspillede sig i et gammelt hus tæt på Oulu, hvor hovedpersonerne, Jouko og Pirkko Tiusanen, boede. Jouko døde den 14. april 1994 som følge af forgiftning. Men sandheden bag Jouko Tiusanens død ligger stadig i mørke. Da sagen var oppe i retten, nåede man ikke til vejs ende. Læseren må selv forsøge at danne sig en opfattelse af sagen og således selv fungere som dommer og bedømme, om Pirkko er skyldig eller uskyldig.

Stenberga er en lille landsby beliggende i den sydøstlige del af Jönköping len. Landsbyen dækker cirka 46 kvadratkilometer, men har kun 208 indbyggere. Landsbyen driver land- og skovbrug, og gårdene er små eller mellemstore. Der er langt mellem gårdene, og kun lige i området rundt om kirken er der lidt tættere bebyggelse. Kun to veje fører gennem landsbyen, og gårdene er forbundet med små grusveje. Udover de aktuelle brande har politiet aldrig haft anledning til at besøge stedet i andet end serviceøjemed.

Søndag den 14.februar 2010 gik "altmuligmanden" i ejendommen Storgata 28 ned i vaskekælderen for at skifte en pære. På vej ned i kælderen så han, at døren fra trappen var brudt op. Da han kom ned i kælderen, var en dør fjernet, og der var boret et hul i væggen ved siden af denne dør. Han ringede straks til politiet, og der ankom en politipatrulje klokken 15.30. Ingen vidste, at det var et af Norges største guldkup.

Den 28. juni 1990 blev den fireårige, vesttyske dreng Michael fundet døende i et telt ved søen Tjeggelvas i Arjeplog kommune i Norrbotten – ifølge moderens og hendes samlevers forklaringer efter en drukneulykke. Den efterforskning, som sattes i gang i sagen, og retssagen ved tingsretten og havretten skulle komme til at afsløre så skræmmende og tragiske omstændigheder omkring de sidste måneder af den lille drengs liv, at det oprørte offentligheden såvel i Sverige som i dele af det daværende Vesttyskland.

Voldsmentaliteten i vores samfund stiger faretruende år for år. Eksperterne strides om årsagen. Alkoholmodstanderne lægger skylden på misbrug af alkohol og narkotika. Nogle mener, at det er velfærdssamfundet med sin overflod, sit sløseri og store pengeforbrug, der ødelægger svage sjæle, mens andre hævder, at voldsfilm på video og tv bærer deres del af ansvaret. Moralens vogtere lægger skylden på mangelfuld opdragelse, dårligt miljø og moralsk forfald. Noget er der i al fald galt.

Onsdag den 12. juni 1996 klokken 11.19 blev der slået alarm til politiet i Eskilstuna. Alarmen gik ud på, at der var blevet kastet en bombe ind i retslokale 3 ved Eskilstuna tingsret. Flere personer var døde eller kvæstede. Da politi og redningsfolk ankom til stedet, kunne man konstatere, at en person var død og en hårdt såret. Derudover var der flere personer, der var mere eller mindre i chok. Efterforskningen viste, at bomben på en måde var en naturlig og næsten forventet udvikling i denne sag.

Efterforskningen af en påsat brand i Halland i efteråret 2002 førte til, at politiet kunne afsløre en gerningsmand, der på grund af angst og fremmedhad overfaldt udlændinge. Mandens handlinger begrænsede sig ikke kun til, at han satte ild til deres boliger – han ville også have opmærksomhed! Og det oplevede han, at han fik, når massemedierne omtalte hans handlinger!Da manden var blevet anholdt, blev hele hans generalieblad rullet op: I sommeren 2002 havde han myrdet en somalisk indvandrer i Hjällbo i Göteborg. Det var et mord, der først blev opklaret efter, at politiet havde fået oversat optegnelser i mandens dagbog, der var skrevet med runeskrift.

Der er mange måder, man kan komme frem på i denne forunderlige verden. Nogle har store ambitioner og satser på at komme højt op på den akademiske rangstige eller i politik, mens andre satser på deres færdigheder inden for idrætten. Vi har forskellige forudsætninger for at gøre nytte som gode samfundsborgere, og lige så forskellig bliver vores vej her i livet. Arvid Aas havde også sin måde at komme frem på, og han havde en høj status i de miljøer, som han færdedes i.

Der har været utrolig meget sjov med vin, kvinder og fest, sagde den 30 år gamle Henry Aakre, da han kom hjem til Norge fra Bangkok den 23. november 1986 på 1. klasse med SAS – på statens regning. Sammen med sin medspiller, Tor Helge Ramlo, havde han det sidste år været på luksusrejse jorden rundt. Deres rejser blev højst ufrivilligt finansieret af flere store kreditkortselskaber. Nu lukkede fængselsportene sig igen bag de to venner. Opgørets time var kommet.

Det begyndte, som det så ofte gør i store sager – i det små. Tanken om at skaffe sig nogle lettjente penge, er nok noget de fleste af os drømmer om. Lige efter årsskiftet 1992-1993 gjorde den 38-årige batteribygger fra Oslo det også. Batteribyggeren drømte om at skaffe sig nogle lettjente penge, måske så meget som 350.000 kroner, på en meget speciel måde. En stor sum penge for mange, men for en, der virkelig planlagde at gå i gang med en sådan operation må beløbet nok siges at være beskedent. I modsætning til de fleste, der bare lader det blive ved drømmen, ville batteribyggeren føre den ud i livet. Det forholdsvis beskedne beløb, som han planlagde at lave, endte med at et trykkeri trykkede 164 millioner kroner i 1.000 kronesedler i løbet af to nætter. Da revnede ballonen, og de i alt otte personer, der var involveret i tidernes største falskmøntnersag i Norge, endte med lange fængselsstraffe og ikke en krone i ekstrafortjeneste.

Der er mennesker, som til stadighed giver politiet noget at lave. Paavo Laine var præcis et sådant – når han var ude i friheden og ikke befandt sig bag fængselsmurene, hvilket han ofte gjorde. I denne artikel bliver der skildret nogle af de forbrydelser, som Laine stod bag. (Alle navne i denne artikel er fingerede.) Her bliver også aktualiseret indtil videre uopklarede forbrydelser - indtil nu har domstolene ikke ment, at politiet har tilstrækkelig med beviser til at dømme ham. Læseren kan tage stilling til efterforskningsresultaterne og måske fungere som "detektiv".

Mellem 2004 og 2010 skete flere grove røverier mod pengeinstitutter i Sverige. Politiet efterforskede røverierne grundigt, og det var tydeligt, at der var mange ligheder mellem dem. Efter røveriet mod Sparbanken i Broby i september 2010, hvor vidnet Gate Nilsson gjorde nogle vigtige iagttagelser, kunne politiet rette søgelyset mod Peter Pohla, Jan "Nisse Pistol" Nilsson og Ulf Nilsson. Denne trio blev efterhånden kendt i massemedierne som "Pensionistbanden". Der blev oprettet en midlertidig arbejdsgruppe for at inddæmme og standse trioens voldsomme fremfærd. Og på grund af gedigen efterforskning blev trioen idømt lange fængselsstraffe af retten i Hässleholm ca. et år efter røveriet i Broby.

Den optimistiske dans omkring guldkalven i 1980‘erne gav lettjente penge til mange pengeglade aktører. Men ikke alle var lige heldige. Yuppietiden krævede også sine ofre. Nogle måtte bøde for den sanseløse jagt på guld og status. Dette er historien om en mand, der oprindelig kunne glæde sig over en udmærket stilling. Men en næsten sygelig grådighed tog overhånd. Han ville have mere. Han udnyttede hensynsløst både venner og familiemedlemmer i sine økonomiske transaktioner. Til sidst forvildede han sig ind i en labyrint, som det var vanskeligt at komme ud af, og for at overholde sine finansielle forpligtelser måtte han ty til ulovlige midler. Dette førte ikke kun til hans eget fald. Hans krumspring på lånemarkedet blev også en tragedie for mange troskyldige mennesker.

Antallet af rejsende til Sverige og det øvrige Europa fra Finland via Åbos havn er stort. Samtidig kommer der årligt tusindvis af passagerer til Finland via Åbo. To rederier har store flydende "luksushoteller", der sejler i fast rutefart fra den ene havn til den anden. Gennem de sidste mange år er der kommet fire af disse Østersøkæmper til Åbo havn hver dag; to om morgenen og to om aftenen. De lægger omtrent samtidig til kaj, og afstanden mellem passager-terminalerne er kun cirka 300 meter.

Mange narkotikasager er omfattende og tidskrævende. Narkotikahandelen er international, og gerningsmændene er spredt over hele verden. "Udholdenhed belønnes", plejer man at sige, og i kraft af udholdenhed sker retfærdigheden fyldest.

Klokken kvart over seks om morgenen fik den 23-årige Peter Ivarssans chef en opringning fra kørselsafdelingens central i Karlskrona. Peter er ikke mødt på arbejde. Chefen forsøger at kontakte ham både på hans private mobiltelefon og arbejdstelefonen, men uden held. Det betyder, at han selv må tage af sted og dække Peters ture.

Tidligt om morgenen fredag den 7. november 1997 afsluttede politiet en længere efterforskning med at sætte håndjernene på to familiefædre, som bagefter skulle vise sig at være to af Norges mest aktive bank- og postrøvere.Da var der gået over fire år, siden de begik deres første røveri mod Sparebanken NOR’s afdeling i Greåker uden for Sarpsborg ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.