Books in the Tænkepauser series in order

Vesten er vild med frihed: ytringsfrihed, valgfrihed, friskoler, frihandel, forsamlingsfrihed og ikke mindst fri sex. Der er frihed overalt - selv reklamerne lover os frihed til at være den, vi drømmer om. Et af problemerne er, at vi bruger ordet frihed så meget, at vi næsten har glemt, hvad det egentlig betyder. Friheden kunne med andre ord trænge til en god omgang sprogvask, så vi igen kan skelne de forskellige betydninger af begrebet klart. Hans-Jørgen Schanz påtager sig i Frihed at skure mudderet af de værste misforståelser af frihedsbegrebet og rense det, så vi forstår, hvordan Vestens moderne politiske frihed opstod. Undervejs i fortællingen mister friheden sin uskyld og sin naturlige sammenhæng med demokrati, lighed, kristendom, modernitet, frigørelse og liberalisme, som begrebet så ofte udsmykkes med i dag. Ideen om frihed opstod nemlig et helt andet sted, i et samfund for flere tusinde år siden, hvor filosoffer og andre meningsdannere med stor selvfølge holdt slaver og undertrykte kvinder og barbarer. Så nok var antikken både Vestens og frihedens vugge, men den knirker temmelig fælt.Frihed er del af serien 'Tænkepauser', der lanceres i samarbejde med DR, Jyllands-Posten, Litteratursiden.dk og bibliotekerne.

Er du utro, så har du sex med hele verden! Hvorfor? Fordi alt er netværk, og du er forbundet med alle andre nulevende mennesker. Siden 1930'erne har forskere studeret sociale netværk, men det var internettet, som for alvor fik åbnet vores øjne for betydningen af netværk, og hvor udbredte de er overalt i verden. Så du er ikke kun forbundet til andre sexede mennesker, men også til andre arter som koen, hunden, loppen og bændelormen. Derfor er udbruddet 'Hvor er verden dog lille', når vi tilfældigt støder på en bekendt i de varme lande, faktisk overraskende sandt. Antallet af links mellem ethvert menneske og fx USA's præsident er nemlig kun seks, dvs. du skal i princippet bare kontakte seks mennesker, hvor den ene kender den anden, før du får Obama himself i tale. Se dét giver et vist vingesus til den smalltalk, du har med den vindtørre bordherre til årets familiefest - hvem ved, om han kender en, som du gerne vil kende?

Paradoksalt nok elsker vi fiktionens gys og den pirrende skræk, den udløser i os, uanset om det er i form af bøger om forføreriske vampyrer eller film om morderiske aliens. Det mest slående ved overnaturlige monstre er selvfølgelig, at de ikke findes i virkeligheden. Ikke desto mindre bliver vi ved med at fortælle hinanden historier om spøgelser og uhyrer. Faktisk reagerer vi ens på tværs af kulturer, når vi ser en gyserfilm. Denne ens reaktion på gru er der en god forklaring på, som man finder ved at kigge på vores evolutionshistorie.Gru-forsker Mathias Clasen viser i bogen "Monstre", at vi faktisk har brug for de opdigtede rædselshistorier, fordi de er et resultat af evolutionen. I millioner af år levede vi nemlig side om side med virkelige, sultne monstre, som havde menneske på menuen. Derfor har vores forhistoriske tilværelse som jaget vildt sat sig dybe spor i vores dna. Vores evne til at vågne på et splitsekund med alle sanser skærpet har udgjort forskellen på liv og død for vores forfædre. Så bag vores rationelle, moderne hjerner gemmer der sig en forskrækket primat, som gyser ved synet af lysende øjne og glinsende hugtænder i tusmørket - præcis som vi gør i biografens mørke, når monstret maser sig ind på helten.

Udlændinge forbløffes over, at man på køreture gennem det danske sommerland støder på ubemandede boder med friske jordbær, sprøde asparges og en lille cigarkasse med byttepenge. Endnu mere forbløffende er det, at bodens ejer om aftenen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre steder i verden ville både jordbær, asparges og penge være væk.Men danskerne er verdensmestre i tillid: Vi stoler på vores statslige skrankepaver og vores pertentlige politi, og vi stiller ubekymret vores børn i ubevogtede barnevogne uden for butikker. Umiddelbart kan det virke tåbeligt og blåøjet med al den danske tillid. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det dog smart, at vi er så tillidsfulde, for social sammenhængskraft i et samfund er med til at give en god økonomi og en stærk produktionskraft. Så vi er ikke kun tillidsfulde, fordi vi har et velfærdssystem - vi har også et velfærdssystem, fordi vi er tillidsfulde.

Historien om kendte menneskers liv har en dragende kraft: Hvem var mennesket bag myten Mærsk McKinney Møller egentlig? Hvad blev Natascha Kampus udsat for i årene hos hendes kidnapper? Hvad kan vi lære af B.S. Christiansens liv på kanten? Og hvordan blev Zlatan Ibrahimovic sådan en dygtig foldboldspiller? Vi sluger biografier og selvbiografier råt og bruger historierne om de kendte mennesker til at spejle vores egne liv i. Men ikke kun de berømte har en historie at fortælle - vi har alle en livshistorie, og den spiller en afgørende rolle for, hvordan vi forstår os selv.Spørgsmålet om, hvem du er - og dermed spørgsmålet om din identitet - er tæt forbundet med din livshistorie. Vores livshistorie er vigtig for os, fordi den forbinder vores nutid med vores fortid og peger ud i vores fremtid. Den hjælper os med at forstå os selv og vores liv, så vi bedre kan træffe beslutninger og navigere i det.

Elsker du at hade dine fjender? Det er du ikke ene om. For fjendskab er godt nok grimt, uværdigt og påtrængende, men det pirrer, provokerer og sætter også kreativiteten i sving. Det kildrer lidt i maven, når vi møder fjendskab i hverdagen. De fleste af os er så artige og velopdragne, at lidt følelsesmæssig intensitet kan være en kærkommen afveksling, måske især hvis vi kan stå sikkert på sidelinjen til en fodboldkamp og råbe ad dommeren, høre om vennens kvaler med ekskæresten eller sladre om en ond og manipulerende chef, der gør arbejdslivet surt. Fjendskab er et godt stof, når der skal lukkes luft ud og opbygges fællesskaber, og det sker hele tiden.Fjendskab er med andre ord kommet for at blive, så det er en god idé at blive lidt klogere på det. Idéhistoriker Mikkel Thorup, lektor ved Aarhus Universitet, svinger kyndigt kniven og dissekerer fjendskabet, så dets barske anatomi blotlægges. Det afslører overraskende sammenhænge mellem bl.a. fjendskab, fællesskab og talentudvikling.

Ord som identitet, værdier og danskhed lyder måske mere moderne end folk, men Ove Korsgaard argumenterer i marts måneds bog i Tænkepauser-serien for, at folkets status er dét, vi i realiteten strides om. Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter. Globaliseringen, europæiseringen og multikulturen har pustet til ilden. Er vi for eller imod det danske? Er vi for eller imod de fremmede? Er vi folkevenner eller folkefjender? Vi mangler gode svar på de spørgsmål, fordi de er svære, og fordi nogle af dem er forkert stillet.Ove Korsgaard vil med bogen skabe bedre muligheder for at navigere i det kaos, som ordet folk let medfører, og han diskuterer i bogen, hvordan køn, social og retslig status samt intellektuel formåen har betydning for, hvordan vi opfatter folk i dag. Tidligere var det ikke givet, at de mange f'ere - fattigrøve, forbrydere, fjolser og fremmede - var del af folkets politiske og nationale fællesskab, men gennem det tyvende århundrede har de fleste kæmpet sig ind i det gode selskab.Ove Korsgaard analyserer det forestillede fællesskab, som et folk grundlæggende er, gennem så forskellige elementer som ordbogen, højskolebevægelsen, Kant, Grundtvig, kanon, fædrelandsbegrebet, kvinders stemmeret og Hitler, og der er både skarpt og tankevækkende.

Danmark - du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort dem danske. Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand og blå bølger, men det kan vi. Vi har nemlig lært at se naturen og historien med danske øjne. Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A. Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det.I bogen Danmark bliver vi præsenteret for idéen om, hvordan unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, og der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Hans Hauge problematiserer og diskuterer i bogen vores brug af begrebet danskhed og det danske gennem blandt andet litteratur, politik, sprog, mad og race, og samtidig undersøger han, om der overhovedet findes særligt danske værdier, og om man kan tale om en dansk folkekarakter. Ifølge Hauge er Danmark et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de andre.

Vredens følelsesmæssige stemning kender vi alle. Den består især af en indre ophidselse og fjendtlighed over for den, vreden retter sig imod, og man gribes af en trang til at hævne sig og skade fjenden. Samtidig præges vi i vredens favntag af bestemte tankemønstre og fokuserer på, at vi er blevet forulempet, forurettet eller på anden måde generet af andre, der angiveligt er skyld i denne utilfredsstillende tilstand. Undertiden er tankerne næsten tydeligere end selve følelsen af vrede, så man måske nægter at føle sig vred, men blot tænker, at man ikke vil finde sig i det, man er udsat for. I andre tilfælde er det den stemningsmæssige side af vreden, der dominerer bevidstheden, hvor man bare bliver stiktosset, uden at man rigtig tænker over, hvad det egentlig var, der skete.

De er berygtede for deres flid og erobringstrang. De har husdyr, kemiske våben og avanceret landbrug. Menneskene? Nej, myrerne! Joachim Offenberg, forsker ved Aarhus Universitet, beretter om det småkryb, som end ikke hans barske onkel Preben - der forsøgte at brænde dem i helvedes flammer - kan få bugt med. Ifølge Preben fortjener de ilden! Især når de kannibaliserer, tager slaver og undergraver vores terrasser. Men vi burde dog i stedet domesticere dem og dermed samarbejde med 1/4 af verdens animalske biomasse. Så bered dig på at blive myrmekofil!

Hvorfor påvirker negative oplevelser - stort set uden undtagelser - os stærkere end positive, når alle foretrækker de positive? Hvorfor oplever mange at miste indflydelse, når de udsættes for ledelse, selvom ledelse, der disengagerer medarbejdere, er dømt til at mislykkes? Hvorfor irriteres vi så ofte over andres svagheder, når intelligent organisering forudsætter, at svaghed gøres irrelevant? Hvorfor oplever mange danskere en blågrå og halvtrist hverdag, når vi objektivt set lever historisk privilegeret - og fra størstedelen af verdens befolknings perspektiv under intet mindre end paradisiske omstændigheder? Hvorfor accepterer vi at blive forstyrret døgnet rundt, når stort set alle livets bedste oplevelser er fordybelse? Hvorfor disciplinerer vi os ofte uden at få en ordentlig begrundelse, når meningsløs selvdisciplin utvetydigt nedbryder vor selvfølelse og karakter? Hvorfor er mange bange for at tage chancer, når det er svært overhovedet at mærke noget, hvis ikke man improviserer? Hvorfor skal man som regel stadig fejle noget, før man kan få hjælp til en samtale med en psykolog, når alle er enige om, at det er både billigere og bedre at forebygge end at behandle?Der findes i dag rigtig gode, og ikke sjældent provokerende, svar på disse spørgsmål - og mange af dem kommer fra den revolutionerende nye gren af psykologien, der kaldes positiv psykologi, og som fokuserer på, hvad der dybest set gør livet værd at leve. Og som indirekte viser, hvordan vi med stor dygtighed ødelægger en masse for os selv. Der er tale om avanceret videnskab med et meget stort potentiale for menneskelig udvikling, som nærmest tvinger os til at revurdere og ændre meget af dét, vi udsætter hinanden for, hvis vi tager den alvorligt. Hvad denne Tænkepause bør kunne give rig anledning til.

Din krop er dit tempel, din krop er din egen, siger damebladene. Det tror appelsinhudssvingende naturister, botoxafhængige amerikanere og alle os andre fedtforskrækkede stakler på. Men lad være. For ifølge professor i idræt ved Aarhus Universitet Verner Møller tilhører kroppen samfundet. Uanset om vi vælger at stramme os op med korset eller skalpel, skamfere vores læber med tallerkener eller brække fødderne på vores døtre, er det tradition og kultur, der bestemmer, hvad vi gør ved vores krop. Din krop er måske nok et tempel. Men den er ikke din egen.

Kærligheden er overalt. En romantisk kliche? Nej, et videnskabeligt faktum. Spørg bare Anne Marie Pahuus, filosof ved Aarhus Universitet. Kærligheden er i det største som det mindste: Vi elsker vores børn, og vi elsker is, nogle elsker endda Jesus, andre den danske sommer. Kærlighed er limen i alle parforhold og kernen i ethvert samfund. Den spænder vidt, fra lykke til lidelse, fra kedelig til kvalmende. Den kan overvinde alt og give evige sorger. Men siden tidernes morgen har hverken prædikanter eller popsangere været i tvivl: Størst er kærligheden.

Glemmer du, så husker ... erindringsforsker Dorthe Berntsen ved Aarhus Universitet dig på, at erindring er menneskets x-faktor, den helt unikke evne, der gør os i stand til at knytte bånd, føle ansvar, frygt og taknemmelighed. Var det ikke for erindring, ville vores identitet blafre i vinden, ethvert samfund falde fra hinanden og vores familie og venner være reduceret til tilfældige fremmede. Uden erindring ville 11. september blot være en dag i kalenderen, og ingen ville gide at uploade et eneste foto på Facebook. Vi er vores erindring - husk det nu.

Håbet er lysegrønt, siger vi. Men ifølge Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet, er håbet spraglet og kulørt, det er historisk foranderligt, og vi håber alle på noget forskelligt: Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King på et USA fri for racisme, fangerne i nazisternes kz-lejre på at leve endnu en dag, og Jehovas Vidner håber stadig på dommedag. Vores håb røber, hvem vi er og giver vores liv mening og perspektiv. Håb sætter kraft bag vores handlinger og lader os ikke give op ─ selv når håbløsheden hersker.

De fleste af os kan sige, hvad klokken er, men snakker hurtigt sort, hvis vi skal forklare tiden. Tid bestemmes nemlig ikke af viserne på et ur, men af indbyrdes bevægelse, tyngdekraft og lysets hastighed. Det er nok derfor, Kaj og Andrea synger, at tid "er noget mærkeligt noget", og derfor selv Albert Einstein skulle bruge to relativitetsteorier til af få hold om den. Det er da godt, vi har Ulrik Uggerhøj, fysiker ved Aarhus Universitet, til at hjælpe os ud af vores sorte hul, hvorfra ikke engang lys ellers kan undslippe. - Men hvad er klokken mon i et sådant et?

Den kan være ilde hørt, hel og halv, og den hele får du fra børn og fulde folk. Der er sandt at sige tale om sandheden. Eller måske sandheder, for der er flere udgaver. Astronomer mener ikke længere, Pluto er en planet, men det gjorde de engang. Nogle tror, Jesus er sandheden, andre Koranen. Uanset hvad vil en ungkarl altid være ugift. Alt er nemlig ikke relativt. Din løgnedetektor styres heldigvis hverken af børn eller berusede, men af Helge Kragh, professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, og han har sandt for dyden tænkt sig at sige dig et par sandheder.

Vi kender alle historien om den der fjer, der blev til fem høns. Men hvordan blev Adam til en abe, og sølle 6000 år til 4,6 milliarder fjer ─ undskyld, år? Det er sværere at forklare. En ting er sikker: Mennesket har altid villet vide, hvor det kom fra, og hvordan det hele begyndte. Desværre ved vi ikke særlig meget om menneskets oprindelse. Til gengæld finder vi på en hel masse i historien om os, alt efter hvad vi selv foretrækker at høre. Sikke et held, at vi har Ole Høiris, menneskekender ved Aarhus Universitet, til at skille vandene i maj måneds Tænkepause.

Bank under bordet, salt over venstre skulder, 7-9-13 og så videre. Vi kender alle til magi og kan hårdt presset nok også indrømme, at vi tror og håber på, at visse handlinger vil forbedre vores chancer for at få et bestemt ønske opfyldt. Det er ikke så underligt, for magi er ikke blot et fjernt anliggende for haitianske voodoopræster, men kan findes overalt i vores egen højteknologiske kultur. Gud ske tak og lov for, at vi har Jesper Sørensen, Aarhus Universitets egen helsedoktor, så vi kan få styr på vores overtro. Han tager kun 39,95 kr. for en times magisk tænkning.

Man må ikke begå vold. Men hvad med alle de kirurger, som hver dag svinger kniven - er de også voldsmænd? Det er de faktisk ifølge nogle meget kloge jurister. Andre vil sige, at det er det rene nonsens. Derfor er det afgørende, hvem der fortolker loven - skal det være få fine paragrafryttere eller det almindelige fodfolk? Spørger vi Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, er Europa delt op i en tysk og en engelsk retskultur, mellem elitært tankespind og god gammeldags common sense. Gad vide, hvilken side af loven vi er på?

Den islamiske terrorisme blev i forlængelse af angrebet den 11. september 2001 udpeget som den væsentligste sikkerhedstrussel mod den vestlige verden. Vi fik, også i Danmark, terrorpakker, bl.a. med særlige skærpede strafferammer for terror ─ hvad vi tidligere havde forstået som kriminalitet faldt nu i en helt ny kategori.Denne Tænkepause vil undersøge en række kritiske spørgsmål: Hvad er terror, og hvordan bruges terrortruslen politisk? Er angsten for terror overdrevet? Hvordan påvirker terroren og terrorbekæmpelsen vores samfund? Undergraver vi i vores forsøg på at beskytte demokratiet de selv samme værdier, som vi forsøger at forsvare?

Litteraturens epoke er forbi. Vi har forladt Gutenberg-galaksen og er rejst ud i det uendelige digitale univers, hvor andre medier med lynets hast har overhalet bogen ─ og med den litteraturen, som vi kender den.Men litteraturen lever videre, påstår Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Den er ikke forbeholdt hvide sider mellem et nydeligt omslag. Litteratur er den kunst, vi til hver en tid laver med sproget. Og så er den en særlig måde at læse verden på, som er værd at holde fast i, uanset hvilke nye kredsløb vi går ind i.

Det er et sjovt ord, romantik. For nogle er det noget med Otto Brandenburg, et par veldresserede køtere, én kødbolle og to lys på et bord. For andre en kunstnerisk periode i 1800-tallet domineret af forlæste tyske filosoffer. To vidt forskellige betydninger. Og så alligevel ikke. Romantik er nemlig ifølge Aarhus Universitets egen romantiker, Katrine Frøkjær Baunvig, altid et spørgsmål om dedikation. Til hinanden, til kunsten, til Sagen. Og ikke mindst til os selv - for i dag er vi alle uforbederlige romantikere. Ligesom den der bonderøv på DR1.

Han er en del af din familie, ham på billedet. Ikke på den kedelige kerneagtige måde med fredagsslik og "Far til fire". Men som medlem af menneskehedens store familie. Alle os moderne mennesker er nemlig efterkommere af få tusinde fjerne slægtninge, der engang forlod Afrika og erobrede verden. Indimellem stødte de ind i en neandertaler eller en anden nu uddød menneskeart og overtog et par nyttige gener. Det var uheldigt. Ellers havde vi i dag ikke kunnet læse bogen om os selv af Peter C. Kjærgaard, dokumenteret menneskekender ved Aarhus Universitet.

Denne mand har fundet lykken. Ikke bare sin egen, men også din og min. Og modsat os andre ved Christian Bjørnskov, lykkeforsker ved Aarhus Universitet, hvad vi taler om, når vi taler om lykken. Der er den korte, som når AGF sikrer sig en sjælden sejr, og den meget vigtigere lange. Den vi mærker med vores eneste ene, og når virkeligheden overstiger vores forventninger - indtil vi hæver overliggeren for vores liv på ny. Den lykke kan endda være gods eller guld, bare vi bruger det med andre mennesker. Men ikke vores børn. De bringer ulykke, indtil de flytter hjemmefra.

Det er noget mærkeligt noget, universet. Det indeholder alt fra hønsefødder og gulerødder til enorme galaksehobe, der strækker sig over millioner af lysår. Og hvordan gik det nu til? Endnu har vi vist ikke opdaget de helt rigtige naturlove til at forstå, hvordan et lille, varmt og tætpakket punkt udviklede sig til alt mellem himmel og jord. Her hjælper desværre ingen kære Einstein. Godt at vi har Steen Hannestad, stjerneforsker ved Aarhus Universitet, til at forklare os, hvordan verden hænger sammen.

Hvor mange spørgsmål stiller vi mon om dagen? Hvorfor spørger vi overhovedet? Er det altid for at blive klogere? Eller er der nogle spørgsmål, som vi ikke forventer noget svar på - og nogle, som måske slet ikke kan besvares? Hvad siger vores spørgsmål om os selv? Hvorfor spørger vi om dit og ikke dat? Definerer vores spørgsmål, hvem vi er? Hvem stillede verdens første spørgsmål? Kan nogen overhovedet svare på alle de spørgsmål? Er det et dumt spørgsmål? Eller faktisk et rigtig godt et af slagsen? Hvad siger Pia Lauritzen, Aarhus Universitets egen Spørge-Jørgen?

Der er kun tre bogstaver i Gud. Men allerede ved det første går det galt. For er det med stort eller lille? Nogle mener det sidste. Der findes jo mange guder. Thor, Zeus og Baal. Andre, at kun et stort bogstav kan gøre det. De sværger til en enkelt. Jahve, Allah eller bare Gud. Og så er der alle dem, der mener, at Gud er død eller slet ikke eksisterer. Men hvem ved, hvem Gud er, og om rygtet om Hans død er stærkt overdrevet? - Gud ske tak og lov, for at vi har Svend Andersen, professor i teologi ved Aarhus Universitet, til at fortælle os, om der er nogen at takke.

Der findes utallige ord for det, de fleste af os tænker på 24/7. Tre små bogstaver er dog nok og tåler gerne gentagelse. Sex, sex og mere sex, tak. Men hvorfor bliver vi gang på gang lokket væk fra dydens smalle sti? Vores biologi frister os naturligvis for at få forlænget menneskeheden. Men det forklarer ikke alt. Der er jo også kultur, magt og ja, kærlighed. - Måske ved vi ikke helt, hvorfor vi hopper i kanen med den ene frem for den anden? Det er vist på tide, at Ditte Trolle, sexolog ved Aarhus Universitet, løfter dynerne for vores hemmelige længsler.

Mm, åh, ih. Tre nydelsesfulde udtryk, som vi udstøder jævnligt. For vi elsker at nyde. Nogle guffer en plade chokolade eller kigger på skyerne en sommerdag. Andre lader sig piske i en swingerklub. Åh, hvilken vidunderlig smerte. Ryggen brænder og bløder. For de fleste lyder det som ren tortur. Det er det måske også, men ifølge Rasmus Ugilt, filosof fra Aarhus Universitet, er der nogle gange end ikke en hårfin grænse mellem nydelse og den smertefulde modsætning. Af og til er der bare mere nydelse i av end både mm, åh og ih.