Books in the Tænkepauser series in order

Vi er best i verden! Vi er best i verden!. Sådan lyder en norsk fodboldkommentators jubelråb, men det kunne også være en nøgtern konstatering fra Aarhus Universitets ekspert i smørelse, Mette Frisk Jensen. Danmark topper nemlig listen over de mindst korrupte lande i verden. Returkommissioner og penge under bordet ødelægger heldigvis ikke sammenhængskraften i vores samfund. Men den danske opskrift på succes er ikke bare tillid og demokrati. Hvis resten af verden vil gøre os rangen stridig, går vejen til toppen over enevældige konger, svenskerkrige og en enkelt statsbankerot.

Man har et standpunkt, til ... ja, tak, den kender vi. Politikere skifter holdning, som vinden blæser. Men er vi selv meget bedre? Ikke ifølge Michael Bang Petersen, politisk psykolog ved Aarhus Universitet. For vores hjerne er ikke bygget til nutidens komplekse finansforhandlinger og paragraf 20-spørgsmål. Den tænker politik, som da vi levede i små grupper på den østafrikanske savanne for tusindvis af år siden. Så den skifter holdning på baggrund af sukker, muskler og hormoner frem for logiske argumenter. - Måske er der en god forklaring på vejrhanernes ustadige opførsel?

Tro kan flytte bjerge, siger vi. Alligevel er det i lang tid gået lidt ned ad bakke for Gud og co. De er ikke længere svaret på alle vores bønner. Og monopolet på at forklare alt mellem himmel og jord er gået fløjten. Men ifølge Peter Lodberg, klippefast teolog ved Aarhus Universitet, er tro ikke bare varm luft. Den er en grundsten i ethvert menneskes liv. Det er nok derfor, at størstedelen af jordens befolkning stadig bevarer troen. Ja, selv de vantro tror nu en lille smule. Hvis ikke på Gud, så på husprisernes fortsatte himmelflugt. Men det er måske ren overtro?

Din hjerne er genial. Slev om vi bttyer om på bgotasvrene, kan den satidg fnide mnnieg i odrnee. Det er ikke egnang negot porelbm, hvis vi bytt9r h3alvd9l94 af b0g8t3v9r49 ud m9d t3l. Din, min - og ikke mindst den klump havregrød, der gemmer sig under den syv millimeter tykke kranieknogle på Leif Østergaard, hjerneforsker ved Aarhus Universitet - kan endda spå om fremtiden. For hjernen afventer ikke verdens gang, men forudsiger den. Faktisk har din allerede besluttet, om du vil læse bogen her eller ej. - Din hjerne er virkelig genial, men det vidste den jo godt.

Nogle elsker New York, andre elsker Jesus eller konen. Vi ved selvfølgelig godt, at følelserne sidder i hjernen, hvis vi bruger hovedet. Men følger vi vores hjerte, har vi stadig følelsen af, at kærligheden sidder i brystet. Det er nok derfor, Anne Linnet synger, at vores hjerte kan gå i tusind stykker - og ikke vores hjerne. Eller tyktarm for den sags skyld. Ifølge Diana M. Røpcke, hjerteforsker ved Aarhus Universitet med hjernen på rette sted, er det endda ikke bare et godt refræn, men også ren videnskab: Vi kan rent faktisk dø en grusom hjertedød af hjertesorg. Så lidt sandt taler hjertet. Når man spørger hjernen.

Jeg tænker, derfor er jeg. Det påstod en fransk filosof for et par hundrede år siden. Han tog fejl. Vi er ikke, fordi vi tænker. Men fordi vi vil. Viljen ligger til grund for alt. Til gengæld er det en illusion, at vi mennesker skulle være udstyret med en fri en af slagsen. Det er viljen, der jager os rundt i manegen, evig og altid mod nye mål. Uden den havde Lance Armstrong aldrig vundet syv Tour de France-sejre, og Søren R. Fauth, næsten lige så viljestærk professor i tysk ved Aarhus Universitet, havde nok aldrig taget sig sammen til at skrive bogen her om vilje.

Sprog er alfa og omega. Det er ved hjælp af symboler som dem her i bogen, at vi kan finde ud af at leve sammen og forstå hinanden. Eller misforstå. Sprog er med andre ord skyld i både krig og kærlighed. Takket være sproget kan vi endda samle tankerne om en tænkepause. Sprog har gjort os til mennesker - og som mennesker unikke i dyreriget. Og sprog fortsætter med at forme os. For ifølge Mikkel Wallentin, sprognørd og hjerneforsker ved Aarhus Universitet, tyder noget på, at vi op igennem evolutionen har fremelsket vores talegaver. - Sprog er nemlig også sexet.

Glem alt om glidebaner hen imod og frygten for et overvågningssamfund. For det er her allerede. Endda mere omfattende end Big Brother kunne drømme om. Men ifølge Anders Albrechtslund, årvågen overvågningsovervåger ved Aarhus Universitet, kan vi slet ikke undvære overvågning. For takket være overvågning kan vi ikke bare styre og kontrollere os selv, men hele befolkninger. Vores samfund minder nærmest om fængsler, vi ikke kan undslippe. Heldigvis har vi ikke noget imod at dele hvert et skridt og andre intime detaljer med hinanden. Det er kun chefen, der ikke må kigge med.

I Kina spiser de hunde. Det gør vi ikke i Danmark, det er synd for vovsen. Til gengæld elsker vi en finthakket griselever. Hver sin smag, som vi siger. Det kan der være noget om. Men ifølge Susanne Højlund, smagsdommer ved Aarhus Universitet, bestemmer vi ikke selv vores livret. Det gør dem, vi lever sammen med. Eller indeni - i hvert fald de første ni måneder, efter at far og mor fik smag for hinanden. De brugte nok ikke kun tungen. Det bør alle vi andre heller ikke gøre, når vi spiser. Vi får en meget bedre smag i munden, hvis vi bruger alt fra top til tå.

Tortur er grusom. Men den virker. Desværre mest når ofrene er uskyldige. De indrømmer hvad som helst. Terrorister bider derimod sjældent negle ved udsigten til at få dem revet ud. De vil dø for deres sag. Alligevel tror mange, at tortur er det bedste forsvar mod alskens bombemænd. Men faktisk risikerer vi alle at miste forstanden ifølge Morten Dige, filosof ved Aarhus Universitet. Tortur ødelægger nemlig ikke bare ofrene. Også det samfund, der accepterer tortur, lider ubodelig skade. Prisen for vores værdier er netop, at vi ikke kan forsvare dem med alle midler.

Kold, mørk og beskidt, præget af overtro og brutalitet. Faktisk lige til historiens mødding. Sådan tænker vi tit på middelalderen. Men den lagde ifølge Jørgen Møller, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, brostenene til nutidens Europa. For uden periodens genstridige adelsmænd, magtbegærlige paver og griske købmænd ville demokratier, retsstater og frie markedsøkonomier aldrig have set dagens lys i Europa. Og Europa ville ikke være en mirakuløs undtagelse fra historiens regel om korruption, elendighed og diktatur. Men nok bare en by i Rusland.

"Sig det med blomster", lyder Interfloras motto, men forretningen har ikke patent på ideen. Vi har givet gaver i millioner af år for at opbygge, bevare og bryde vore forbindelser til hinanden. Men en bemalet mælkekarton kan kun børn slippe af sted med, og en bårebuket til et bryllup falder næppe i god jord. Den rette gave kræver fingerspidsfornemmelse. Heldigvis er Anders Klostergaard Petersen, professor ved Aarhus Universitet, i sit gavmilde hjørne: En Tænkepause kan nemlig også være en gave. Er du begavet, så giv en gave, når du vil åbne verden.

1955. Det er det tal, Suresh Rattan kan læse på sin fødselsattest. I den alder banker forfaldet på hos enhver, men han føler sig ikke så gammel. Faktisk har han det som en tyve år yngre vårhare, og han ved godt hvorfor, men han er jo også aldersforsker ved Aarhus Universitet. Takket være evolutionen kan vi ikke forestille os selv ældre end 45, og biologisk set burde vi bare opgive ånden, når vi har opdraget et par tro kopier af os selv. Til alle os, der gerne vil leve lidt længere, har Suresh opfundet formlen for evigt liv. Lad os håbe, den virker.

De fleste af os ved godt, hvordan vi cykler, men mister hurtigt grebet, hvis vi skal forklare, hvad hænder og fødder har styr på. Sådan er det med viden. Meget af det, vi ved, kan vi fint sætte ord på, men der er mindst lige så meget, vi ikke kan finde ud af at sige. Og hvad med det, vi ikke ved noget om eller ikke ved, at vi ikke ved? For slet ikke at nævne alt det, vi ikke må vide? Heldigvis kan Kristian Hvidtfelt Nielsen, vidende videnskabshistoriker ved Aarhus Universitet, gøre os klogere på alt det, der er værd at vide. Bare ikke lige hvordan vi cykler.

1, 2, 3 og så videre i 1 uendelighed. Men så nemt er det bogstaveligt talt ikke at holde tal på tallene. Der er nemlig ikke bare 1 uendelighed i tallenes verden, men faktisk uendeligt mange uendeligheder. Alene tallene mellem 0 og 1 vil det være umuligt for de fleste mellem 0 og 100 at sætte tal på. Måske lige med undtagelse af Henrik Kragh Sørensen, 1 talnørd fra Aarhus Universitet. På side 6 kan han endda forudsige, at det tal, du tænker på, er 42. Men rolig nu, han kan ikke læse hver eneste tanke, du får; han er bare god til at regne den ud.

Vi elsker demokrati, men ingen af os kan rigtig sætte ord på kærligheden. Det er nok derfor, diktatorer kan udråbe sig selv som sande demokrater. Og derfor deres undersåtter bilder sig ind, at det er svaret på deres bønner. Men et folkestyre fører ikke altid til fornuftige beslutninger; det er både omstridt og uretfærdigt og løser ikke verdens problemer på magisk vis - undtagen det med tyranni. Heldigvis er Svend-Erik Skaaning, demokratiforsker ved Aarhus Universitet, ikke bange for at hæve stemmen: Vi er vilde med demokrati, fordi det er den mindst dårlige styreform.

Demokrati og velfærdsstat, nazisme og jødehad. Alt sammen følger det i hælene på den rodebunke til reformationen, som vel ikke engang Vorherre kan hitte rede i. Mange af os tror sågar, at det var den kriseramte munk Martin Luther, som slog de 95 teser mod kirkens afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg og dermed for evigt forandrede alt mellem himmel og jord. Men det er løgn og latin - det var pedellen, der gjorde det. Gudskelov kan Bo Kristian Holm, ganske systematisk teolog ved Aarhus Universitet, skabe lidt orden i det herrens til roderi.

Vi sejler op ad åen og sikke'n fest. Vi danskere er i samme båd; få har for meget og færre for lidt, og alle har ret til en fed velfærd. Det er næsten for godt til at være sandt, og det er det også. For glansbilledet af den danske velfærdsstat krakelerer, når Carsten Jensen, skattebetalt velfærdsekspert ved Aarhus Universitet, sætter under lup: Vi elsker godt nok velfærd og åbner gerne pengepungen for at få endnu mere. Men netop kun af den velfærd, vi selv bruger. Alle dem, der ikke abonnerer på villa, Volvo og vovhund, kan sejle deres egen sø.

Smerte er ikke til at holde styr på. Den sidder aldrig kun lige dér, hvor det gør ondt, men også altid i hovedet. Og uanset hvordan smerten er opstået, begynder vi at hoppe og danse, bande og svovle eller skrige på livet løs for at holde den ud. Det er vist med god grund, at vi sætter smerte og helvede sammen til ét ord. Alligevel skal vi ifølge Troels Staehelin Jensen, smerteforsker ved Aarhus Universitet, være taknemmelige for, at vi overhovedet kan mærke den. For uden smerte ville vi hverken kunne føle glæde eller lyst, og så ville livet slet ikke være værd at leve.

Humor er ingenting i sig selv, men en snylter af værste skuffe. – Måske endda lidt af et skuffejern? – Det sagde hun også i går! … Nej, spøg til side: Humor er meget mere end platheder, der kan aflede enhver samtale. Humor sætter et perspektiv på livet, os selv og hinanden, hvis pointe især selvhøjtidelige magthavere ikke fatter: Vi er alle latterlige. Det mener Stefan Kjerkegaard, seriøs sprogspiller ved Aarhus Universitet, og han er ikke engang særlig sjov. Det er hans onkel til gengæld. Han er lige til at grine ad.

Danmark vinder nok aldrig VM i fodbold. Derimod kan vi bryste os af at være verdens bedste til at afholde valg. Det er ikke så dårlig en trøstpræmie, for ethvert folkestyre forudsætter, at magthaverne regelmæssigt står til ansvar over for borgerne. Hvis vælgerne ikke har noget reelt valg, eller hvis fusk og sjusk dominerer dagsordenen, bliver demokrati nemt til diktatur. Heldigvis er Jørgen Elklit, upartisk professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, ekspert i at tælle stemmer: Det er faktisk vores halvkedelige valg, der sikrer os sejren.

Karma er ved at erobre verden. Dog i en noget nedskrevet udgave. For i den indiske originaludgave er karma nærmest matematik for viderekomne, hvor målet er engang at undslippe en ellers uendelig række af genfødsler. Vi velfærdsdanskere tager nu ikke det oldgamle begreb så seriøst. Vi vil bare have plusser i det moralske regnskab nu og her. Heldigvis har Marianne Qvortrup Fibiger, religionsvidenskabelig karmakender ved Aarhus Universitet, så stort overskud på sin karmakonto, at hun gerne vil give lidt videre til alle os med minus på bundlinjen.

Den tid, den sorg, siger vi. Men den tid kommer altid. For sorg er et grundvilkår for os alle. Engang vil vi miste dem, vi elsker, og de vil miste os. Sorg føler vi dog ikke kun, når et menneske dør. Vi mærker også fortvivlelsen, når vi lider andre af livets mange tab, fra skilsmisser til alvorlig sygdom. Ifølge Mai-Britt Guldin, sorgforsker ved Aarhus Universitet, skal vi ikke tage sorgerne på forskud. Hvis vi til gengæld tør give sorgen en plads i livet, når den dukker op, kan dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve.

Fiktion er fantastisk. Den behøver ikke at fortælle en eneste sand historie, men alligevel gør den os klogere på os selv og virkeligheden. Enhver anklage om løgn og latin preller også af, for fiktionsforfattere er frie til at binde os hvad som helst på ærmet. Bare de ikke lyver om det. Fiktion er endda så besnærende, at den ifølge Simone Zetterberg Gjerlevsen, fiktionshungrende pennefører fra Aarhus Universitet, nu dukker op overalt. Men kan det faktum mon risikere at true den fiktion, som ellers skulle være i en klase for sig ...

Lyd er det nye sort. I hvert ledigt øjeblik finder vi høretelefonerne frem og lytter til podcasts og musik, eller vi taler ud i luften. Det er ikke så underligt, som det lyder. For når vi sætter luften i svingninger og hører, er det som at røre på afstand. Det er nok derfor, at vores ører også lytter, når vi sover. Eller også er det, fordi stilhed praktisk talt er umuligt, og fordi universet er gennemsyret af musik. Ja, man skulle næsten ikke tro sine egne ører. Heldigvis kan Anette Vandsø, lydforsker ved Aarhus Universitet, få os til at spidse dem, før de falder af.

Det er ikke særligt pænt at svare igen. Undtagen når det gælder ansvar. I lige præcis det tilfælde udgør vores svar bogstaveligt talt selve essensen. Det er dog op til os selv at afgøre, om vi vil sætte handling bag ordene eller blive svar skyldig. Vi har nemlig frihed under ansvar og kan selv vælge. Ulrik Nissen, rimelig ansvarsbevidst teolog ved Aarhus Universitet, ved godt, hvilken en af mulighederne han vil anbefale. For vi kan ikke leve sammen uden at leve op til vores ansvar. Men hvilket valg vi træffer, skal han jo ikke bestemme. Det er hele meningen med ansvar.

De fleste af os elsker kød, og bare tanken om fedtdryppende steaks får munden til at løbe i vand. Men kød er ikke så uskyldig en næringskilde, som supermarkederne gerne vil bilde os ind. Millioner af dyr får hver dag en boltpistol for panden og en tur gennem kødhakkeren for at tilfredsstille vores kødelige lyster, og spørgsmålet om frikadeller eller ej bringer altid blodet i kog hos gud og hvermand. Det er vist på tide, at Jonatan Leer, kødæder med samvittighedskvaler ved Aarhus Universitet, giver os ren besked om, hvad det er ved kødet, der får safterne til at stige.

Engang var kreativitet forbeholdt gale genier, plagede ånder og anarkistiske grænsegængere. I dag skal vi alle være kreative, og vi forventer en blomstrende kreativitet hos os selv og hinanden. For kreativitet er nu løsningen på både stort og småt. Men hvis vi alle sammen forlader os på den samme idé, er ingen af os vel specielt kreative? Det skulle da lige være Jan Løhmann Stephensen, Aarhus Universitets mest kreative sjæl. Han kan rent faktisk tænke et par selvstændige tanker om, hvorfor kreativitet ikke nødvendigvis er svaret på alting.

Stemmen er en sladrehank. Den afslører vores følelser og vores humør – om vi er glade, nervøse eller kede af det. Men dens tone, styrke og klang fortæller også om det liv, vi har levet. Og om vi har røget og drukket lidt for meget. Alligevel er Peter Musaeus, lydhør stemmesamler ved Aarhus Universitet, stemt for, at den naturlige stemme er en illusion. Vi tilpasser altid vores stemme til situationen, hvad enten vi stemmer i med tordenrøst, englestemme eller skærebrænder. For med stemmen giver vi lyd til, hvem vi selv gerne vil være.