Books in the Tænkepauser series in order

Enhver by er et netværk. Af indbyggere og bygninger, gader og stræder, kabler og kloakker, som forbinder sig med hinanden på kryds og tværs. Og hver by indgår i nye og større mønstre med andre byer, vokser ud over alle grænser og langt over vores hoveder. Endda i en sådan grad, at byerne ifølge Mikkel Thelle, indfødt københavner og urban historiker ved Aarhus Universitet, indoptager deres tidligere modsætninger, og det ikke længere giver mening at tale om land eller natur. I stedet vil hele kloden snart bare være dækket af en stor bebyggelse – af Byen.

Jesus er en superstar. Alle kender ham, mange forguder ham, og en del historikere tror, han havde sin gang på jorden. Om end han nok ikke gik på vandet. Til gengæld måtte han sluge kamelen og gå fra Herodes til Pilatus blot for at ende på korset. Men hvorfor skulle en jødisk håndværker fra Udkantspalæstina overhovedet derop? Var Jesus militant oprørsleder, gudsbenådet storyteller eller slet og ret Guds søn? Halleluja for Kasper Bro Larsen, teologisk snushane på Aarhus Universitet, der har sat sig for at optrevle verdenshistoriens største kriminalgåde.

Opskriften på en vaskeægte skurk er simpel. Man blander et styk ond hensigt med morderisk kompetence, lader den umoralske slyngel skabe kaos omkring sig eller endnu bedre: nådesløst slå uskyldige ihjel. Tilsæt en vanvittig skraldlatter, og så kan selv små børn udpege the bad guy. Fiktionens skurke er designet til at vække afsky, og alligevel drager de os mod den mørke side. Her venter Jens Kjeldgaard-Christiansen, udspekuleret antihelt ved Aarhus Universitet, på endelig at møde os. Hans yndlingsskurk er selvfølgelig også Darth Vader.

Integration er som en glidebane. Selv om vi starter med at lovsynge antallet af danskpakistanere på medicinstudiet, ender vi umærkeligt med at skændes om kriminelle indvandrerdrenge, syrienskrigere og frikadeller i børnehaven. For enden af den glatte overflade er målet altid, at ’de’ skal blive som ’os’: Smid tørklædet, lad forhuden være, og slå katten af tønden. Derfor skaber i-ordet ifølge Mikkel Rytter, velintegreret halalhippie på Aarhus Universitet, faktisk mange af de problemer, vi sigter mod at løse. Måske er det på tide at give integration det glatte lag?

En sund sjæl i et sundt legeme. Det lyder godt, men kræver sin mand – og kvinde. Vi skal have seks om dagen, skodde smøgerne en gang for alle, ikke tage en tår over tørsten og få pulsen op en halv time dagligt. Pyha, den slags velmenende råd er lige til at miste pusten over. Men bare rolig, Lars Thorup Larsen, sejlivet sundhedsprofet ved Aarhus Universitet, har givet vores ideer om sundhed et sundhedstjek. Hans diagnose lyder: Det er ren indbildning at tro, at vi har fuld kontrol over vores eget velbefindende. Sundhed er i dag en helt uopnåelig tilstand.

Skam gør os ilde tilpas. Så snart vi føler os negativt bedømt, pibler sveden frem, rødmen stiger op i kinderne, og vi kigger febrilsk efter et musehul at krybe i. Heldigvis ser andre mennesker os ikke nødvendigvis sådan, som vi frygter. Alligevel er der ifølge Carsten Stage, blufærdig skamforsker ved Aarhus Universitet, ingen grund til at bide hovedet af al skam. Skam kan være en konstruktiv kilde til selvrefleksion og endda til politisk mobilisering. For uden nogen skam i livet ville vi ikke slet ikke kunne finde ud af at leve sammen.

"Ahr … lige en mere … og en til ..." Nej, det er ikke en slikmund, der retfærdiggør et par skumfiduser, men udtryk for en langt stærkere trang, vi alle lider af, nemlig begæret efter serier. Deres cliffhangere, fortryllende verdener og andre udspekulerede tricks har gjort os afhængige af alt fra podcasts til bogføljetoner. Tore Rye Andersen, erklæret serienarkoman ved Aarhus Universitet, har indset, at enhver modstand er nyttesløs over for det 21. århundredes dominerende fortælleform. Måske er det derfor, han blev nødt til at skrive en hel bog om serier i en serie …

Leg er ikke kun for børn og barnlige sjæle. Alle vi kedelige voksne leger også. Vi giver bare kun fantasien frit spil sammen med familie og gode venner. Der er nu ingen grund til at være flov over vores legesyge ifølge Marc Malmdorf Andersen, højtudviklet legebarn ved Aarhus Universitet. For leg er en form for videnskab, hvor vi ved at afprøve det ene skøre påfund efter det andet ikke bare bliver bedre voksne og mere kreative; vi kan også få kærligheden til at vokse og redde hele verden. Det er da ikke noget at gå stille med dørene med, når det tilmed er smadderskægt.

Søvn kunne være evolutionens største fejltrin nogensinde. Hver aften må vi give efter for denne biologiske trang til at lukke øjnene. Over 80 år bliver det til 10.000 sengedage eller en tredjedel af livet, vi kunne bruge til noget mere fornuftigt. Christine Parsons, utrættelig psykolog ved Aarhus Universitet, ligger dog ikke søvnløs over at knalde brikker. Søvnens fordele opvejer langt dens ulemper. Mens vi snorkbobler, genopbygges vores hud og muskler, og hjernen bortskaffer affaldsstoffer og bearbejder erindringer og følelser. Det er da alletiders godnathistorie.

Alting har en årsag. På nær religion. Kristendom, islam eller anden form for hokuspokus er blevet os givet i tidernes morgen af guder, ånder eller fjerne forfædre. Den forklaring tror de mest godtroende gudstro på. Men det er nu nok løgn og latin ifølge Jeppe Sinding Jensen, eviggrøn fritænker ved Aarhus Universitet. Religion er måske bare et tilfældigt biprodukt af menneskets million år lange udvikling, hvor vores forestillingsevne er gået amok med absurde ideer om usynlige væsner og magter, der styrer verden og livet. Det lyder også helt utroligt, men alting skal jo have en årsag.

En Tænkepause om ro burde på sin vis kun indeholde blanke sider for at forstyrre læseren mindst muligt. Men fraværet af tekst vil sikkert hurtigt vække uro, for stilhed og stilstand minder os om døden, og den holder vi helst langt fra livet. Heldigvis kan alt fra heavy metal til yoga forvisse os om, at vi er i live, og hjælpe os med at falde til ro. Andre gange er det nok at se en uro vugge frem og tilbage. Det kan Iben Have, meget lydhør medieforsker ved Aarhus Universitet, tale med om. Hun måtte rejse langt væk for at finde ro til at udfylde sin tænkepause.

Krig er ustyrlig. Den kommer altid ud af kontrol, erobrer hver eneste samfundsfunktion og gør sig selv til altings endemål. Ganske destruktivt, javel, men denne ødelæggelsestrang fyrer også op under vores skaberkraft og resulterer i teknologiske, medicinske og organisatoriske landvindinger, som det ellers havde taget en krig at nå frem til. Krigens uforudsigelige væsen overrumpler dog ikke Gorm Harste, Aarhus Universitets fredselskende feltherre. Han er bombesikker på, at krig er ligesom en skoleklasse sukkerdopede adhd-elever. Ingen af delene er til at få styr på.

I lang tid gav onani dårlig samvittighed, fordi læger og kvaksalvere skræmte kvinder og mænd fra sans og samling. Den slags unoder kunne føre til sindssygdom og tidlig død. Siden gjorde kloge hoveder en dyd ud af, at unge mennesker måtte have psykiske skader, hvis de ikke onanerede på livet løs. I dag fortjener onani ifølge Morten Arnika Skydsgaard, koldblodig medicinhistoriker ved Aarhus Universitet, at blive vristet fri af fortidens fordomme. Vi skal ikke gnubbe måtten eller pudse 1-tallet af pligt eller føle skam, hvis lysten kommer til os – bare drage et lettelsens suk.

Nogle husdyr elsker vi til døde, andre elsker vi at sætte til livs. Men hvilke er ikke til at få hold på. For i Ghana spiser de katte, mens bare tanken får danskere til at miste appetitten. Næh, bacon, chicken wings og T-bonesteaks, ved vi, hvad er. Vi glemmer bare ofte de grise, kyllinger og køer, der lægger krop til. Dem tror vi stadig, at vi har hånd- og halsret over. Heldigvis tør Inger Anneberg, antropolog ved Aarhus Universitet, tage tyren ved hornene og muge ud i vores værste brølere: Alle husdyr har ret til et godt liv, uanset om de ender på bordet eller sidder ved det.

Ære virker som et fortidslevn. Den angår bare ømskindede adelsmænd og stakkels kvinder fra traditionelle kulturer, hvis familier føler deres ære gået for nær. Vi selv lever frigjort af indskrænkede æresbegreber. Tror vi. For ifølge Sasja Emilie Mathiasen Stopa, ærværdig teolog ved Aarhus Universitet, jagter vi stadig hæder og ære. Ikke mindst på Facebook. Det er kun reglerne for at opnå anerkendelse, der forandrer sig. Nu skal vi knokle os til den i stedet for at arve den. Den eneste trøst er, at i døden er stilling, status og rigdom lig et nul. Således forgår verdens ære.

De fleste af os er lutter øren, når musikken spiller. I hvert fald så længe den falder i vores smag. Hvis ikke vil vi prøve at vende det døve øre til. Men oftere og oftere uden held. For på grund af den digitale udvikling minder musik mere og mere om vand. Begge dele trænger ind overalt – især i ørene. Ifølge Steen Kaargaard Nielsen, musikforsker ved Aarhus Universitet, er der to sider af sagen: Enten er vores opskruede forbrug af vellyd beviset på musiks livsvigtige betydning for os. Eller også får sød musik 24/7 os til at miste evnen til at høre ordentligt efter.

Hvad der sker i vores sovende hjerner, kan være et mareridt at tyde for en drømmeforsker. Og vi er desværre elendige til at huske det, når vi vågner. Heldigvis kan teknologien hjælpe med at løfte sløret for, hvad der foregår, mens vi ligger og trækker torsk i land. Nogle drømme er dybt bizarre. Andre fører til Nobelpriser. Og så er der dem, som bare er pinlige. De sidste vil vi nødig sende i en hjernescanner. Ifølge Melanie Gillespie Rosen, lysvågen filosof ved Aarhus Universitet, handler de fleste drømme om noget så søvndyssende som arbejde.

Følg rytmen, siger dem med en tone i livet. Det er sværere end som så. For rytme svæver frit i luften, indtil vi sanser den. Manglende rytmesans betyder dog ikke, at vi skal føle os ude af takt med omverdenen. Ifølge Birgitte Stougaard Pedersen, Aarhus Universitets træfsikre rytmeekspert, er rytme meget mere end gentagelser i musik. Rytmer er overalt, de påvirker vores måde at opfatte livet på og opstår i mødet mellem begivenheder, tid og energi. Derfor former rytme både samfund og kropslige fornemmelser – det ses også på alle os, der ikke kan ramme beatet på dansegulvet.

Fantasi er ikke kun skæg og ballade. Uden en vis forestillingsevne kunne vi ikke lave aftensmad, og vi havde nok aldrig fundet på at forlade Afrika og befolke kloden. Fantasi er nemlig både drivkraft i vores evolution og et produkt af den. Netop derfor er den måske så svær at lokalisere i vores hoveder, selv for Andreas Lieberoth, Aarhus Universitets mest hittepåsomme hjernevrider. Fantasi opstår kun, når alle hjernens systemer sammen skaber et unikt mentalt laboratorium, hvor vi kan tænke nyt, se frem i tiden, dagdrømme eller bare opfinde fantastiske fantasterier for sjov.

Nogle afskyr emojis, fordi de efter sigende forfladiger sproget, andre tyr til hele arsenalet af grinende, grædende og grublende billedsymboler i snart sagt hver eneste besked. Ifølge Tina Thode Hougaard, dekrypterende sprogforsker ved Aarhus Universitet, er emojis dog ikke bare ligegyldig staffage i vores digitale kommunikation, men de små detaljers kunst. De giver nuancer til vores samtaler, som bogstaver ikke kan få frem, og en velvalgt smiley kan endda sikre, at vi ikke taber ansigt over for hinanden. Det er faktisk bare at finde en grimasse, der kan passe

Buddha er blevet et globalt varemærke. Den over to tusind år gamle indiske prins med visdomsknold og den ranke ryg i perfekt lotusstilling symboliserer det, vi drømmer om i Vesten: sundhed, skønhed og stilhed. Men ifølge Jørn Borup, reinkarneret religionsforsker ved Aarhus Universitet, ville Buddha nok rotere i kosmiske cirkler i nirvana over den fæle kommercialisering, vi har udsat hans indsigter i livet for. De er nemlig ikke helt så salgbare: Livet er lidelsesfuldt, og vi skal fødes igen og igen i et hamsterhjul, der holder os fanget i en uendelig trædemølle.

I begyndelsen var ordet. Påstod nogen få årtier e.Kr. Men et ord er ikke bare et ord fra tidernes morgen til dommedag. Vores vigtigste værktøj til kommunikation er snarere under evig forvandling. Vi opfinder nye ord, ændrer de gamles betydning eller lader dem gå i glemmebogen. Gudskelov har Linda Greve, Aarhus Universitets ordholdende sprogspiller, ordet i sin magt og kan indvie os i alle ords sande oprindelse: Sprogets mindste betydningsbærende enheder opstår ikke ud af intet, men i et syndigt rod af private tanker, kropslige erfaringer og omgivelsernes påvirkning.

Lobbyisme er lidt et fyord. Det lugter af lokumsaftaler mellem mørke kræfter, når lobbyismens lyssky lejesvende bag lukkede døre påvirker politiske beslutningstagere for egen vindings skyld og på samfundets bekostning. Men ifølge Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitets mest upartiske djøf’er, stinker lobbyisme ikke så slemt. Lobbyister bidrager med viden til landets lovgivere, forbinder politikere med befolkningen og sikrer gode relationer borgerne imellem. Faktisk ville det danske demokrati ikke fungere så glat, hvis ikke lobbyisterne plejede alskens særinteresser.

Alle lider i et diktatur. Befolkningen henslæber tilværelsen i et jerngreb af overvågning og undertrykkelse uden antydning af retssikkerhed. Selv de arme diktatorer bliver ifølge Jakob Tolstrup, antiautoritær autokratinørd ved Aarhus Universitet, ofre for deres begær efter magt og ussel mammon. Ingen diktator kan nemlig regere alene og må derfor konstant knokle for at sikre sig alliancepartnere, som desværre ofte viser sig at være vendekåber til salg for højestbydende. Vi andre kan glæde os over, at tyrannerne med et så stressende arbejdsmiljø også får løn som forskyldt.

ivet er en risikabel affære. Vi dør af at leve, og vi må endda erkende, at vores risikosamfund skaber den ene livsfare efter den anden på en planet truet af undergang. Denne evige usikkerhed risikerer at lamme os så meget, at vi helt mister modet til at prøve os selv af. Men ifølge Antoinette Fage-Butler, veltalende vovehals på Aarhus Universitet, kan vi lige så godt se i øjnene, at risiko udgør en uundgåelig del af tilværelsen. Til gengæld kan vi ved at udfordre skæbnen i ny og næ også finde et potentiale for forandring, som vi næppe tør risikere at leve foruden.

Vi er vores data. Skruppelløse it-giganter gør os til viljesvage forbrugere ved hjælp af søgehistorik, hemmelige algoritmer og diskriminerende kunstig intelligens. Alligevel afgiver vi følsomme oplysninger mod at få et lidt lettere liv. Og så ignorerer vi, at vores adfærd ubemærket ændres, og truslen mod demokratiet vokser. Den slappe standardindstilling kan Anja Bechmann, opdateret medieforsker ved Aarhus Universitet, stramme op på ved at minde os om, at vi med vores krop, sanser og værdier er mere end de spor, vi efterlader os i diverse databaser. I hvert fald lidt endnu.

Vi har konstant brug for vores opmærksomhed. Til at opbygge viden, planlægge og interagere med verden, og alt efter situationen kan vi tiltrække, aflede og vække vores egen eller andres. Nogle af os tror endda, at vi kan dele den og multitaske. Men det er en håbløs opgave – for mænd som kvinder. Ja, ikke engang fuldt koncentrerede forskere kan udskille opmærksomhed fra hjernecentre med fokus på erindring, motivation og læring. Dog kan Emma Louise Louth, målrettet biomediciner ved Aarhus Universitet, åbne vores øjne for, hvorfor vores opmærksomhed er så svær at fange.

Vand ligner på overfladen et simpelt molekyle. To hydrogenatomer og et oxygen = H2O, og så har vi formlen for den unikke forbindelse, der overalt danner basis for liv og planter og fordeler Solens energi på kloden. Men leder vi efter ophavet til vands både vanvittige og vitale egenskaber, bliver denne gennemsigtige væske mere grumset. På nær for Søren Rud Keiding, klarsynet kemiker ved Aarhus Universitet, der har gennemskuet, at det er vands indre tiltrækningskraft, der får det nok vigtigste molekyle i universet til at opføre sig anderledes end alle andre stoffer.

Retorik er en uundværlig kundskab. Ikke bare for politikeren med hang til let manipulation eller konfirmanden, der vil sige pænt tak for gaverne, men for os alle sammen. Retorisk viden om indhold, stil og struktur giver magt over vores tungemål, som ellers tilbyder så mange udtryksmuligheder, at det er til miste mælet over. Formuleringsevnen fejler dog ikke noget hos Stefan Iversen, tekstentusiast ved Aarhus Universitet, som ved, at kunsten at vælge de rette ord på rette sted kan hjælpe os med at træffe de bedste fælles beslutninger og sågar holde liv i demokratiet.