Books in the Tænkepauser series in order

Tarmen lever i mørke. Vi taler ikke om dens beskidte arbejde. Vi går bare på toilettet og trykker til bag lukket dør. Det er dog ifølge Christian Lodberg Hvas, Aarhus Universitets ekspert i mavefornemmelser m.m., på tide at belyse andet end tarmens tabubelagte slutprodukt. Denne bugtede fordøjelseskanal er slyngveninde med hjernen, besørger en røvfuld livsvigtige næringsstoffer og laver hormoner, der styrer energi, humør og appetit hos fisens ejermand. Og som rosinen i pølseenden kan dens indhold kurere andre menneskers skrækkelige sygdomme. Slut prut finale.

Retorik er en uundværlig kundskab. Ikke bare for politikeren med hang til let manipulation eller konfirmanden, der vil sige pænt tak for gaverne, men for os alle sammen. Retorisk viden om indhold, stil og struktur giver magt over vores tungemål, som ellers tilbyder så mange udtryksmuligheder, at det er til miste mælet over. Formuleringsevnen fejler dog ikke noget hos Stefan Iversen, tekstentusiast ved Aarhus Universitet, som ved, at kunsten at vælge de rette ord på rette sted kan hjælpe os med at træffe de bedste fælles beslutninger og sågar holde liv i demokratiet.

Arv binder os sammen. Som en gave fra graven kan arv udtrykke omsorg og minde arvingerne om, at de viderefører slægtens historie. Men arv risikerer også at splitte familier ad og bremse vores egen udvikling. Ifølge Jakob Ladegaard, en ansvarsfuld forvalter af litteraturhistorien ved Aarhus Universitet, fordeler arvet rigdom sig skævt i samfundet, ligesom overleverede handlemønstre har fastholdt social ulighed gennem generationer og gjort os til skødesløse værger for den klode, vi giver videre til vores børn. Arv er derfor et spørgsmål om liv og død, som vedrører os alle.

Der er ingenting at være bange for. Tomhed, død og fravær skræmmer os ellers mere end noget andet, men vores frygt er helt og aldeles grundløs. Der vil altid være et eller andet, for hverken noget eller ingenting kan eksistere alene; de er indbyrdes afhængige. Det er nemlig kun ved, at dele af verden træder i baggrunden og forsvinder, at andre dele kan blive til noget. Det ved om nogen Martin Demant Frederiksen, ekspert i nul og niks ved Aarhus Universitet, da han har fyldt en hel Tænkepause med alt det, der ikke findes, men som giver mening til alt det andet.

Mojn. Jysk er ikke bare jysk, der er både nuerenfywrs, wæsterfræ’, kro·njysk og synnejysk. Jysk fra Skagen i nord til Padborg i syd, endda lidt over grænsen også. Og så er der rejti jysk, som selv jyder knap fatter. Ifølge Inger Schoonderbeek Hansen, skabsjyde ved Aarhus Universitet, har jyder talt jysk i tusind år, men af og til render de fra det. Sønderjyden slæe øwwe i dansk og tysk, og hovedstadens jyder skjuler bønderord for at tale byens sprog. Så de· gåt nåk. Det jyske forlag hylder halvøens dialekter, inden de helt forstummer, med Jysk: Tænkepause nummer 100. Mojn.

Nogle ved en lærkerede, andre siger ikke mere. Melodierne fra den danske sangskat hænger i ørerne, og nu er det blevet et hit at synge dem. Mest sammen og gerne på tv. Men også i kirken og på arbejdspladsen stemmer vi i. Lea Wierød Borčak, syngende musikforsker ved Aarhus Universitet, sætter tonen for sanghistoriens høje C og dybe nationale bulder. Uden halvkvædede viser fremfører hun, hvordan sang er et kulturelt udtryk og en social aktivitet, der starter med babys første pludreord. For i begyndelsen var sangen, længe før sproget. Til hverdag og fest, opvask og protest.

Ved jorden at blive, det tjener os bedst, siger de rodfaste. Men faktisk har vi ikke noget valg. For tyngdekraften forhindrer kaffekopper, tennisbolde og børnebørn i at svæve ud i tomrummet mellem stjerner og planeter. Den bøjer lyset, baner vejen for månen og holder på atmosfæren, så vi kan trække vejret. Ifølge Sofie Marie Koksbang, jordbunden astrofysiker på Syddansk Universitet, former den sågar galakserne og fortæller insekter, hvor store de kan blive. Alligevel er den tiltrækkende naturkraft en af videnskabens uløste gåder. Og det hele starter med et æble, der falder.

Det er en skrøne, at myter bare er vandrehistorier. Selv om myter er mere fulde af fup end fakta, er de faktisk også sande. Thors buldrende torden og Moses’ brølende hav fortæller nemlig fabelagtige forhistorier om alt det væsentlige i menneskers liv: Hvem vi værdsætter, hvad vi frygter, og hvor vi vil hen. Ifølge Karen Bek-Pedersen, folkelig folklorist ved Aarhus Universitet, genopstår gamle myter som flyvske Føniksfugle, når hver ny generation giver dem ny mening. Og historien er ikke færdig med at antage mytiske dimensioner. For dagens helt bliver måske til morgendagens halvgud.

Alle mennesker starter uden. Men halvdelen af jordens befolkning udvikler snablen, køllen, sværdet, eller hvad vi nu kalder den. For det er pinligt at tale om dén i midten af manden. Det målbare vedhæng skaber myter om størrelser, selvom tallene er ens overalt i verden. Den nøgne sandhed er, ifølge Jakob Kristian Jakobsen, Aarhus Universitets ekspert i mandens ædlere dele, at normalen rummer både stort og småt, krummerikker og boomeranger. Og står det slapt til med penis, kan pumper, piller og psykologer give fornyet plads til begejstring. For alle kan støde ind i problemer.

Det smitter, siger vi om både latter og forkølelse. Det er nemlig ikke kun vira, der går viralt, men også vores adfærd. Når vi vil bekæmpe corona og inddæmme aids, kræver det to meters afstand og sikker sex. Jens Seeberg, gennemtestet sundhedsantropolog ved Aarhus Universitet, opsporer smittens historie og vaccinerer os mod forenklede sygdomsbilleder. For epidemier er mere end bakterier, der gør os syge. De er pestramte købmænd i middelalderens klosterisolation, og de er tuberkuløse turister på jordomrejse i dag: Epidemier er altid både biologiske og sociale. Præcis ligesom os.

Nogle tager en for holdet, mens andre løfter i flok. Når vi bygger en bro eller tilbeder en ånd, fordeler vi arbejdet imellem os for tilsammen at blive bedre. Og sådan har mennesker altid gjort, fortæller Ella Paldam, samskabende antropolog ved Aarhus Universitet. Hun deler erfaringer om vores evne til at uddelegere, koordinere og kommunikere, for det kræver en del af os selv at handle med andre. Derfor opstiller vi regler og ritualer, mål og midler, for folkestyret og fodboldspillet, i selskabssange og skolehjemsamtaler. Det er alt sammen samarbejde. Lige indtil det bryder sammen.

Lige på og hårdt. Eller blidt. I pornografiens verden er der noget for enhver smag, selvom den ofte bliver beskyldt for at være smagløs. Den undertrykker og frigør, forarger og inspirerer: Vores ublu reaktioner er så forskellige som vores præferencer. Ifølge Sidsel Harder, sociolog ved Gent Universitet, afdækker nøgenheden ikke bare vores kollektive forhold til sex, men også kønnenes stilling. Den fremturer korporligt på kirkehvælvinger, gamle græske vaser, tyndslidte VHS-bånd og det driftige internet. For sex sælger, når kløen bliver sød, og vi giver moralen et smæk bagi.

At rejse er at leve, siger vi med hus og hjem. Men nomader rejser for at overleve. De bærer vores drømme om grænseløs frihed på strejftog med ørkenens skibe. Med køer, får og geder i flok er det dog ikke et driverliv at gå efter græsset, fortæller Hanne Kirstine Adriansen, bevægelig kulturgeograf ved Aarhus Universitet. For samer, fulani og tuareger må sætte dyrene før familien og det lange ben foran, når der er regnskyl i horisonten, og hver en dråbe falder på et tørt sted. Med et indre kompas og i forfædrenes fodspor farer de frem, men aldrig vild. For hjem er, hvor hjertet er.

Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.

Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan er det både blandt kammerater og nationer. Ressourcerne er skævt fordelt, uanset om det gælder medfødt intelligens eller drikkevand i undergrunden, fortæller Carsten Andersen, økonom ved Aarhus Universitet. Han gør regnskabet op i ulighedens favør, for selvom vi omfordeler via skatten, skaber uens vilkår forskellige muligheder for os alle: Samfundets privilegerede fødes med en guldske i munden og hører mange millioner flere ord inden vuggestuen. Det er nemlig ikke kun penge, der går i arv, men også miljø.

Det er en saga blot, siger vi om det, der går i glemmebogen. Men det gør sagaernes blodige krigere og nådesløse kvinder ikke frivilligt. De har tilkæmpet sig en plads i verdenslitteraturen med slagkraftige historier om at være menneske. Nu bliver de ikke længere genfortalt i generationer ved knitrende ildsteder på en vulkanø, men genopstår som globale tv-serier på nutidens lysende skærme. For ifølge Pernille Hermann, fortælleglad litteraturforsker ved Aarhus Universitet, giver de os syn for sagn om livets store følelser og evige dilemmaer. Sorg og glæde. Tilgive … eller hævne.

Af jord er du kommet, og inden du bliver det igen, er det bare med at live lidt op. For uden iltet blod sætter hjernen ud. Undergangen indhenter os alle, men på vidt forskellige måder. Ifølge Asser Hedegård Thomsen, spillevende retsmediciner ved Aarhus Universitet, skal døden nemlig have en årsag. Den undersøger han i cellernes fatale forfald og kroppens endegyldige forandring efter et stik, et skud eller blot et suk. Han jagter beviser i hud og hår, så fælden kan klappe om forbrydere, og efterladte kan få vished om de sidste minutter, der gør hele forskellen på at være og ikke at være.

Tak for kaffe, siger vi om noget, der er vildt, og det er egentlig mærkeligt. Kaffen kværner nemlig overalt i vores liv, og kær mokka har mange navne. Når vi barsler og begraver, drikker vi den sort, irsk eller tyrkisk. Men inden den blev allemandseje, var den forbeholdt de fine og forbudt for bønder, fortæller Kjeld Hermansen, kaffetørstig læge ved Aarhus Universitet. Han brygger historien om de sorte dråbers stimulans af krop og kultur. For kaffebærrets kerner stempler trætheden i bund, skænker bedre helbred og maler minutter af maratontiden. Og det hele starter med en ged i Etiopien.

Alt, der glimter, er ikke guld, men kan alligevel være meget værd. For klodens klippelag huser litium, uran og andre skatte, vi hastigt stamper op til både bilbatterier og vindmøller, men som tager milliarder af år at lægge grunden til, fortæller Bo Holm Jacobsen, flercellet geolog ved Aarhus Universitet. Han afdækker planetens gigantiske historie om kontinenters dans og vulkaners ild, grundstoffers skær og dyrearters død. Hvis vi mennesker lægger øret til Jorden og stopper med at udpine den, kan vi få 100 millioner år mere. Selv om også vi en dag som dinosaurerne forsvinder fra dens overflade.

Design er mere end det, der møder øjet. En lænestol og en betalingsapp fortæller ikke kun, hvordan vi skal bruge dem rigtigt. De rummer også holdninger til, hvad der er vigtigt. Uanset om de er bøjet i stål i storindustrien, eller en snedker har slebet kanterne, er ting også altid sager, fortæller Peter Gall Krogh, stoflig arkitekt ved Aarhus Universitet. Før lampen træder i karakter, har designeren nemlig givet den form og afprøvet og forkastet eller forfinet ideer. Sådan har vi gennem tiden opfundet både den mobile telefon og den bæredygtige deleøkonomi. Og den dybe tallerken.

Historien er ikke slut. Ja, faktisk er den kun lige begyndt. For selv om fortiden for længst er passé, forandrer historien sig hele tiden. Vi genfortæller den nemlig hver dag, minder Poul Duedahl, fremsynet historiker ved Aalborg Universitet, os om. Lærere, politikere og forældre fortolker, fortier og forherliger, hvad der er sket, og hvad det betyder. Med faldefærdige ruiner, gulnede dokumenter og rustne sværd udstikker vi behændigt, hvor vi hører til, og hvem vi er – og sågar hvad fremtiden bringer. Resten ryger i glemmebogen. Og den kan være epokegørende at åbne.

Penge er ikke kun papir, men også småsten, sølv og fjer. Før vi gjorde alting op i kroner og øre, var klejner og knaster nemlig et vidt begreb. Siden vi mennesker begyndte at handle med hinanden, har vi haft brug for noget at betale med og opbevare værdi i, fortæller Peter Løchte Jørgensen, generøs økonom ved Aarhus Universitet. Han rutter gerne med kostelige guldkorn om falskmøntnere og bitcoinpirater, bankkrak og bits. For nu erstatter digitale blip på mobilen forrige generationers kolde kontanter. Mere end nogensinde kræver penge derfor tillid. Ellers fordufter formuerne.

Kærlighed kan flytte bjerge, men omsorg kan flytte mennesker. Et af vores mest basale behov er nemlig at blive set og hørt og rummet, som når en ven lytter opmærksomt, eller en mor trøster sit barn. De omsorgsfulde giver os fast grund under fødderne, selv når vi er ud til bens, hvad enten de er fagfolk eller familie. Men hensyn uden omtanke kan også blive for meget af det gode ifølge Ditte Winther-Lindqvist, betænksom psykolog ved Aarhus Universitet. Med omhu minder hun om, at vi altid holder lidt af hinandens skæbne i vores hænder. Uanset om vi aer en elsket. Eller elsker med en fremmed.

Det er ikke kun singler, der er herre i egen villa, lejlighed eller mikrobolig. Over hele kloden flytter mennesker fra hinanden, og vi bor alene som aldrig før. I Skandinavien er vi verdensmestre i at bo alene, men eneboere er sjældent mutters alene, fortæller Aarhus Universitets selskabelige antropolog Rikke Sand Andersen. Nogle har den eneste ene på en anden matrikel. Andre lever i godt selskab med hunde, planter eller spøgelser. Uanset om vi drømmer om eget badeværelse eller ønsker at trække os fra sociale forpligtelser, kan vi dog aldrig gå solo uden andre.

Der er opstået en betydelig splittelse mellem natur og menneske - en afstand, som er vokset frem, i takt med at det moderne menneskes opfindsomhed og umættelige trang til vækst har fortrængt naturen. Vi står derfor lige nu i et vadested. Enten begærer vi permanent skilsmisse fra naturen, fordi det simpelthen er for besværligt at leve fredeligt sammen uden at ødelægge det for hinanden. Eller også indstiller vi os på fredelig sameksistens med plads til begge parter.Tabet af biologisk mangfoldighed er en af de mest afgørende forandringer af jorden, vi mennesker har forårsaget. Biolog Rasmus Ejrnæs giver i bogen Natur sine bud på, hvordan vi kan leve i fredelig sameksistens med naturen, inden den skrider. Naturen altså. Han mener, at vi kunne øve os i vores egen have. Vi har vænnet os til, at haven er vores. Ikke bare vores ejendom, men nærmest en del af os selv. Det er vel at mærke os, som former haven og ikke omvendt. Vi udvælger og fravælger væksterne, klipper dem i vores billede og viser på den måde naboer og venner, hvem vi er.Men hvis vi vil, kan vi nemlig godt give den truede natur mere plads. Vi kan gøre det i nationalparkerne, i bøgeskoven uden for byen eller i vores egen have lige uden for døren. Det kræver bare, at vi er villige til at give plads uden en forventning om at få noget bestemt til gengæld, mener Rasmus Ejrnæs, som i sine foredrag også benytter lejligheden til at tage tilhørerne med på en virtuel udflugt til den danske natur, som den tager sig ud for en biolog med gummistøvlerne på og mod på at luske langsomt af sted med sanserne åbne.

Vi er intet uden teknologi. Uden flyvemaskiner, telefoner og ikke mindst øloplukkere kunne vi ikke dominere kloden. Men teknologi er ikke bare materielle dingenoter, der gør livet nemmere. Eller forvandler mennesket til selvmordspiloter, callgirls og bartendere. Den er også tidens altdominerende tænkemåde. For ifølge Kasper Hedegård Schiølin, maskinmester ved Aarhus Universitet, ser vi kun virkeligheden igennem teknologiens briller. Og de er ved at reducere os til human ressources og resten af verden til et stort varelager. Tiden er vist inde til en teknologisk tænkepause.

Karrieremennesker arbejder målrettet for magt, status og penge. En karriere er ifølge Rie Thomsen, karrierebevidst karriereforsker ved Aarhus Universitet, dog ikke lig med en konkurrence for få udvalgte. Vi kan alle tage aktiv stilling til vores levevej og med fordel opfatte den som en rejse gennem livet. Vi skal styre retningen mest muligt selv, men forlige os med, at tilfældigheder, lykketræf og uheld kan påvirke løbebanen. Når vi lærer at gøre karriere, opnår vi bedre målet med hele tilværelsen: at få arbejdsliv og resten af livet til at gå op i en højere enhed.

DNA er en sladrehank. Det røber forfædres eskapader og afslører forbrydere og fjerne slægtninge. Vi kan ikke løbe fra vores arv. Men DNA angår ikke bare fortidens anliggender. Ifølge Lotte Bjergbæk, medfødt nysgerrig molekylærbiolog ved Aarhus Universitet, er det ældgamle molekyle fremtiden. For det kan have stort potentiale at være lille. I teorien kan vi lagre hele verdens data i et par kilo DNA, og med kun en smule kan vi klone uddøde arter. Uden DNA fra fortidens kæmper får vi dog ikke dinosaurerne tilbage. Således er biologien fortsat herre over eget liv.

Svend Åge Madsen er bogstaveligt talt uden for nummer. Det er nok også derfor, at han har skrevet Tænkepause 0, som er hele tre ting på en gang. Den er en del af serien, den er helt sin egen, og så fejrer den, at hele 100 forskere fra Aarhus Universitet i ti år har gjort alle os andre læsende væsner klogere på alt fra Ansvar til Ære. Den slags jordnære betragtninger hæver aarhusforfatteren par excellence sig selvfølgelig over. Han tilsteder i stedet ordet til to overjordiske rumboer med de passende betegnelser Zero og Orez, som fra deres sted, som de naturligvis i et ord kalder ”Vortsted”, tænker deres om det sted, som både de to og vi kender som ”Jord”.

Vi kender historien om blomsterne og bierne. Deres frugtbare og million år gamle udveksling af pollen og nektar sikrer os et farverigt udbud af frugt og grønt. Vores måde at sige tak for mad på er dog ifølge Yoko Luise Dupont, biglad biolog ved Aarhus Universitet, ikke helt naturlig. Som klodens dominerende art ødelægger vi biernes levesteder ved at sprede giftstoffer og dyrke ørkener af monokultur. Vi må skrive en ny historie uden den slags bivirkninger om vores samliv med denne pelsede og arbejdsomme gruppe af insekter, som rent faktisk giver os honning på brødet.