Books in the Tænkepauser series in order

Der er ingenting at være bange for. Tomhed, død og fravær skræmmer os ellers mere end noget andet, men vores frygt er helt og aldeles grundløs. Der vil altid være et eller andet, for hverken noget eller ingenting kan eksistere alene; de er indbyrdes afhængige. Det er nemlig kun ved, at dele af verden træder i baggrunden og forsvinder, at andre dele kan blive til noget. Det ved om nogen Martin Demant Frederiksen, ekspert i nul og niks ved Aarhus Universitet, da han har fyldt en hel Tænkepause med alt det, der ikke findes, men som giver mening til alt det andet.

Mojn. Jysk er ikke bare jysk, der er både nuerenfywrs, wæsterfræ’, kro·njysk og synnejysk. Jysk fra Skagen i nord til Padborg i syd, endda lidt over grænsen også. Og så er der rejti jysk, som selv jyder knap fatter. Ifølge Inger Schoonderbeek Hansen, skabsjyde ved Aarhus Universitet, har jyder talt jysk i tusind år, men af og til render de fra det. Sønderjyden slæe øwwe i dansk og tysk, og hovedstadens jyder skjuler bønderord for at tale byens sprog. Så de· gåt nåk. Det jyske forlag hylder halvøens dialekter, inden de helt forstummer, med Jysk: Tænkepause nummer 100. Mojn.

Nogle ved en lærkerede, andre siger ikke mere. Melodierne fra den danske sangskat hænger i ørerne, og nu er det blevet et hit at synge dem. Mest sammen og gerne på tv. Men også i kirken og på arbejdspladsen stemmer vi i. Lea Wierød Borčak, syngende musikforsker ved Aarhus Universitet, sætter tonen for sanghistoriens høje C og dybe nationale bulder. Uden halvkvædede viser fremfører hun, hvordan sang er et kulturelt udtryk og en social aktivitet, der starter med babys første pludreord. For i begyndelsen var sangen, længe før sproget. Til hverdag og fest, opvask og protest.

Ved jorden at blive, det tjener os bedst, siger de rodfaste. Men faktisk har vi ikke noget valg. For tyngdekraften forhindrer kaffekopper, tennisbolde og børnebørn i at svæve ud i tomrummet mellem stjerner og planeter. Den bøjer lyset, baner vejen for månen og holder på atmosfæren, så vi kan trække vejret. Ifølge Sofie Marie Koksbang, jordbunden astrofysiker på Syddansk Universitet, former den sågar galakserne og fortæller insekter, hvor store de kan blive. Alligevel er den tiltrækkende naturkraft en af videnskabens uløste gåder. Og det hele starter med et æble, der falder.

Det er en skrøne, at myter bare er vandrehistorier. Selv om myter er mere fulde af fup end fakta, er de faktisk også sande. Thors buldrende torden og Moses’ brølende hav fortæller nemlig fabelagtige forhistorier om alt det væsentlige i menneskers liv: Hvem vi værdsætter, hvad vi frygter, og hvor vi vil hen. Ifølge Karen Bek-Pedersen, folkelig folklorist ved Aarhus Universitet, genopstår gamle myter som flyvske Føniksfugle, når hver ny generation giver dem ny mening. Og historien er ikke færdig med at antage mytiske dimensioner. For dagens helt bliver måske til morgendagens halvgud.

Alle mennesker starter uden. Men halvdelen af jordens befolkning udvikler snablen, køllen, sværdet, eller hvad vi nu kalder den. For det er pinligt at tale om dén i midten af manden. Det målbare vedhæng skaber myter om størrelser, selvom tallene er ens overalt i verden. Den nøgne sandhed er, ifølge Jakob Kristian Jakobsen, Aarhus Universitets ekspert i mandens ædlere dele, at normalen rummer både stort og småt, krummerikker og boomeranger. Og står det slapt til med penis, kan pumper, piller og psykologer give fornyet plads til begejstring. For alle kan støde ind i problemer.

Det smitter, siger vi om både latter og forkølelse. Det er nemlig ikke kun vira, der går viralt, men også vores adfærd. Når vi vil bekæmpe corona og inddæmme aids, kræver det to meters afstand og sikker sex. Jens Seeberg, gennemtestet sundhedsantropolog ved Aarhus Universitet, opsporer smittens historie og vaccinerer os mod forenklede sygdomsbilleder. For epidemier er mere end bakterier, der gør os syge. De er pestramte købmænd i middelalderens klosterisolation, og de er tuberkuløse turister på jordomrejse i dag: Epidemier er altid både biologiske og sociale. Præcis ligesom os.

Vi er intet uden teknologi. Uden flyvemaskiner, telefoner og ikke mindst øloplukkere kunne vi ikke dominere kloden. Men teknologi er ikke bare materielle dingenoter, der gør livet nemmere. Eller forvandler mennesket til selvmordspiloter, callgirls og bartendere. Den er også tidens altdominerende tænkemåde. For ifølge Kasper Hedegård Schiølin, maskinmester ved Aarhus Universitet, ser vi kun virkeligheden igennem teknologiens briller. Og de er ved at reducere os til human ressources og resten af verden til et stort varelager. Tiden er vist inde til en teknologisk tænkepause.

Der er opstået en betydelig splittelse mellem natur og menneske - en afstand, som er vokset frem, i takt med at det moderne menneskes opfindsomhed og umættelige trang til vækst har fortrængt naturen. Vi står derfor lige nu i et vadested. Enten begærer vi permanent skilsmisse fra naturen, fordi det simpelthen er for besværligt at leve fredeligt sammen uden at ødelægge det for hinanden. Eller også indstiller vi os på fredelig sameksistens med plads til begge parter.Tabet af biologisk mangfoldighed er en af de mest afgørende forandringer af jorden, vi mennesker har forårsaget. Biolog Rasmus Ejrnæs giver i bogen Natur sine bud på, hvordan vi kan leve i fredelig sameksistens med naturen, inden den skrider. Naturen altså. Han mener, at vi kunne øve os i vores egen have. Vi har vænnet os til, at haven er vores. Ikke bare vores ejendom, men nærmest en del af os selv. Det er vel at mærke os, som former haven og ikke omvendt. Vi udvælger og fravælger væksterne, klipper dem i vores billede og viser på den måde naboer og venner, hvem vi er.Men hvis vi vil, kan vi nemlig godt give den truede natur mere plads. Vi kan gøre det i nationalparkerne, i bøgeskoven uden for byen eller i vores egen have lige uden for døren. Det kræver bare, at vi er villige til at give plads uden en forventning om at få noget bestemt til gengæld, mener Rasmus Ejrnæs, som i sine foredrag også benytter lejligheden til at tage tilhørerne med på en virtuel udflugt til den danske natur, som den tager sig ud for en biolog med gummistøvlerne på og mod på at luske langsomt af sted med sanserne åbne.

DNA er en sladrehank. Det røber forfædres eskapader og afslører forbrydere og fjerne slægtninge. Vi kan ikke løbe fra vores arv. Men DNA angår ikke bare fortidens anliggender. Ifølge Lotte Bjergbæk, medfødt nysgerrig molekylærbiolog ved Aarhus Universitet, er det ældgamle molekyle fremtiden. For det kan have stort potentiale at være lille. I teorien kan vi lagre hele verdens data i et par kilo DNA, og med kun en smule kan vi klone uddøde arter. Uden DNA fra fortidens kæmper får vi dog ikke dinosaurerne tilbage. Således er biologien fortsat herre over eget liv.

Karrieremennesker arbejder målrettet for magt, status og penge. En karriere er ifølge Rie Thomsen, karrierebevidst karriereforsker ved Aarhus Universitet, dog ikke lig med en konkurrence for få udvalgte. Vi kan alle tage aktiv stilling til vores levevej og med fordel opfatte den som en rejse gennem livet. Vi skal styre retningen mest muligt selv, men forlige os med, at tilfældigheder, lykketræf og uheld kan påvirke løbebanen. Når vi lærer at gøre karriere, opnår vi bedre målet med hele tilværelsen: at få arbejdsliv og resten af livet til at gå op i en højere enhed.

Vi kender historien om blomsterne og bierne. Deres frugtbare og million år gamle udveksling af pollen og nektar sikrer os et farverigt udbud af frugt og grønt. Vores måde at sige tak for mad på er dog ifølge Yoko Luise Dupont, biglad biolog ved Aarhus Universitet, ikke helt naturlig. Som klodens dominerende art ødelægger vi biernes levesteder ved at sprede giftstoffer og dyrke ørkener af monokultur. Vi må skrive en ny historie uden den slags bivirkninger om vores samliv med denne pelsede og arbejdsomme gruppe af insekter, som rent faktisk giver os honning på brødet.

Svend Åge Madsen er bogstaveligt talt uden for nummer. Det er nok også derfor, at han har skrevet Tænkepause 0, som er hele tre ting på en gang. Den er en del af serien, den er helt sin egen, og så fejrer den, at hele 100 forskere fra Aarhus Universitet i ti år har gjort alle os andre læsende væsner klogere på alt fra Ansvar til Ære. Den slags jordnære betragtninger hæver aarhusforfatteren par excellence sig selvfølgelig over. Han tilsteder i stedet ordet til to overjordiske rumboer med de passende betegnelser Zero og Orez, som fra deres sted, som de naturligvis i et ord kalder ”Vortsted”, tænker deres om det sted, som både de to og vi kender som ”Jord”.