Books published by ABC Forlag

Historisk roman om middelalderen for ungeMarguerite af Male er fjorten et halvt år. Hun er arving til Flandern. Hun drømmer om en ridder på en hvid hest, der skal føre hende til et slot i skyerne. Men de riddere, hun møder er alle sammen nogle fjolser, som ikke kan stå mål med hendes livlige karakter og hendes opfarende natur. En dag beslutter hendes far, hvem hun skal giftes med den sommer …Med sine egne ord fortæller Marguerite om sit forfærdelige rævehår, der aldrig bliver siddende som det skal, om Willem, der er en mester i kyssekunsten, om Roderik, som hun slår en tand ud på, om munken Zannekin, der stinker som en svinesti, om den frie by Brugge med dens knirkende udhængsskilte, om sin mors bøger med de smægtende kærlighedshistorier, om de røde bylder i ansigtet på hendes kommende ægtemand og om det sorte had, hun føler mod sin egen far!Fra 13 år.Pressemeddelelse: Marguerite af Male er fjorten et halvt år. Hun er arving til Flandern. Hun drømmer om en ridder på en hvid hest, der skal føre hende til et slot i skyerne. Men de riddere, hun møder er alle sammen nogle fjolser, som ikke kan stå mål med hendes livlige karakter og hendes opfarende natur. En dag beslutter hendes far, hvem hun skal giftes med den sommer.Med egne ord fortæller Marguerite om sit forfærdelige rævehår, der aldrig bliver siddende som det skal, om Willem, der er en mester i kyssekunsten, om Roderik, som hun slår en tand ud på, om munken Zannekin, der stinker som en svinesti, om den frie by Brugge med dens knirkende udhængsskilte, om sin mors bøger med de smægtende kærlighedshistorier, om de røde bylder i ansigtet på hendes kommende ægtemand og om det sorte had, hun føler mod sin egen far!Historiske romaner for unge kan være en træls og laaangstrakt affære, hvis forfatteren er mere optaget af at formidle pedantisk viden end fortælle en historie. Sådan ikke her, hvor de to forfattere har ladet historien være bagtæppe for en lidenskabelig, dramatisk og sanselig historie med en kvindelig hovedperson, som ikke vil lade sig affinde med den traditionelle kvinderolle som passiv tilskuer til mændenes magtudøvelse.Tværtimod demonstrerer Marguerite selv oprørsk handlekraft og bringer sig derved ind i en uoverstigelig konflikt med sin mægtig far – hertugen af Flandern, som slet ikke kan forlige sig med tanken om, at han har fået en datter i stedet for en søn – den rette mandlige arving til riget.Romanen er blevet hædret med adskillige litterære priser og indtil nu oversat til både engelsk, tysk og fransk. Lektørudtalelse:Anvendelse/målgruppe/niveau:For kvindelige læsere fra 13 år og opefter, hvis de kan lide historiske romaner. Voksne kan også læse med. Beskrivelse:Det er forfatternes danske debut. Bogen er oversat til flere sprog og kommer hertil med flere prisbelønninger. Fortælleren er Marguerite den III af Flandern, der beretter om sit liv og sin opvækst fra sin dramatiske fødsel, til hun 15 år senere tager det endelig opgør med sin far, som foragter sin eneste arving, der efter hans mening har det forkerte køn. Stemningen i kongsgården med lugte, lyde, sladder og et broget folkeliv af riddere, bønder og håndværkere er sanseligt beskrevet af den allestedsnærværende Marguerite. Bogen giver et interessant indblik i den rolle, som nu næsten glemte stater har spillet i Europas historie. Teksten er kompakt og kræver en tålmodig læser, der belønnes med en fin skildring af en stærk og selvstændig ung kvinde.Sammenligning:Pigeliv i middelalderen er beskrevet i Cusher Lille fugl, 1997. Ridderliv og middelalderstemning finder man i Kevin Crossley-Hollands herlige serie om den unge Arthur. Stemningen, miljøskildringen og den stærke, kvindelige hovedperson minder om Hildegard, der dog udelukkende henvender sig til voksne læsere.Samlet konklusion:En historisk roman for unge og voksne, der kan lide at læse om stærke kvindeskikkelser, der tør gøre oprør mod de til enhver tid gældende kønsrollemønstre.

Lektørudtalelse:Anvendelse/målgruppe/niveau:Vred, veloplagt og velskrevet svensk ungdomsroman for læsere fra 15 år og deres voksne.Beskrivelse:Joanna er 18 og har sit at slås med. Det er ikke nemt at passe gymnasiet, når man har ADHD, ens far er deprimeret, ens mor er forfatter uden forlag, og ingen i familien har nogle penge. Slet ingen penge. Joanna er marginaliseret på alle måder og rent ud forbandet på verden. Hun tjener en smule på at sælge kondomer, men det rækker ikke engang til medicin. Joanna bliver forelsket i den smukke Audrey og ser pludselig alt i et nyt lys. Moderen finder et arbejde, faderen forlader sin zombietilstand, Joanna selv viser sig slet ikke at være så asocial endda - og pyt med, at en af skolens rødder i den grad er efter hende. Absolut en udmærket og livsbekræftende roman for unge, som med sin vrede og sin sproglige fandenivoldskhed driver læseren frem fra først til sidst.Sammenligning:Jenny Jägerfeld (f. 1974) kendes for den prisbelønnede ungdomsroman Her ligger jeg og bløder, 2012, som Jeg er jo så enormt easy going minder om med sin dirrende skildring af sårbare og vrede unge kvinder.Samlet konklusion:Flot og veloplagt roman for modne unge fra cirka 15 år og deres voksne om ensomhed og det at føle sig udenfor og forladt af alt og alle. Sproget er fandenivoldsk og den unge hovedperson afvæbnende charmerende i al sin vrede og oprørskhed.Pressemeddelelse:Joannas hjerne er en forlystelsespark i højsæsonen, en analog Twitter. Man kan også kalde det for ADHD, og så længe hun tager sin medicin, er det i og for sig ikke noget stort problem. I hvert fald ikke i forhold til at have en mor, der forgæves forsøger at skrive en ny roman, og en far, der apatisk sidder foran fjernsynet. Og ikke i forhold til ikke at have råd til ny medicin. Og derfor narre en narkohandler for penge. Og blive fanget og truet med mord. Hvilket er intet i forhold til at være forelsket. I Audrey. 'Jeg er jo så enormt easy going' er en sprogligt original roman for unge voksne (og selv for lidt ældre voksne), fuld af sort humor, action, drive og overraskende drejninger. Skrevet af August-prismodtageren og psykolog Jenny Jägerfeld. Den svenske presse skrev bl.a.:"Sjældent har vi set en svensk roman med så meget fart, drev og fandenivoldskhed. Det er skarpt, vredt og helt vanvittigt på én gang" - Svenske Dagbladet"Jägerfeld er skarp i såvel sine iagttalelses- som skriveevner, og er en fryd at læse. Ikke mange mennesker kan så naturligt skildre alvorlige problemer med så meget humor. "- Göteborgs-Posten"… lidenskabeligt udtryksfuldt, fyndigt og kvikt street smart med en overflod af engelske gloser, som et sitcom-tegneserie-action-film-poptekst-leksikon." - Helsingborgs Dagblad

På jagt efter sjov godnatlæsning til de 6-12-årige?Var der et liv før pædagogerne snuppede friheden?Var der et liv før skærmen stjal fritiden?Var der et liv før bilerne bemægtigede sig fristederne?Og var der et liv før mobiltelefonen huggede resten?Lars Holmsted mener at kende svaret, og det har han skrevet en herlig, varm og skæg (godnatlæsnings)bog om fyldt med små anekdoter og fortællinger fra den svundne tid, da bedstefar var dreng i 60’ernes Danmark.Som i den forrige bog Det kan altså godt være farligt møder vi de tre drenge René, Henrik og Jøppe fra Lille Grødby, deres familier og naboer, fjender og venner. Vi følger deres liv og deres opdagelser i og omkring det trygge, men til tider også meget farlige parcelhuskvarter og deres møde med den sure lære Hr. Jørgensen, skolekammeraten Store-Søren, fru Sødesen og alle de andre sjove karakterer fra Lille Grødby.De små anekdoter og præcise skildringer af børnenes hverdagen er med deres humor, absurditet og barokke situationskomik perfekt til højtlæsning sidste time inden weekenden i 1. – 6. klasse eller derhjemme som godnatlæsning.Fra lektørudtalelsen:Kort om bogen:Andet bind om drengene i Lille Grødby, en lille provinsby i 1960'ernes Danmark. Humoristiske historier om skolen og drengeliv med kammerater. Kan læses op for børn på 8-9 år, børn på 10-11 år kan selv læse. Voksne kan også grine med.Beskrivelse:Jøppe, Henrik og Rene er tre drenge i en dansk landsby med alt hvad der hører til, købmand, bager, fiskehandler og ismejeri, og altså en skole og foreninger. Bogens 27 kapitler er en række fortællinger, der hænger sammen i rammefortællingen om sjove hændelser i skolen med den sure lærer Hr. Jørgensen, på togturen, hvor de møder børnehaderen og fx til afdansningsbal. Fortællingerne er forsynet med en række sort/hvide illustrationer i vekslende størrelser.Vurdering:Illustrationerne har en humoristisk tone der spiller op til den ret sjove tekst. Ansigter og figurer er tegnet i en karikaturlignende stil. Bogens omslag viser fint hvad bogen indeholder.Andre bøger om samme emne/genre:Bogen er i familie med fx Bjarne Reuters og Jimmy Stahrs bøger, og der er mindelser om de gamle skolehistorier som fx senest udgivet i 2011 Tykke-Niels skolehistorier. Til bibliotekaren:Bogen kan læses og læses op i brudstykker, fx til lejrbålet eller på lejrskolen, og voksne med nostalgisk og humoristisk lyst til anekdotiske historier, kan også have glæde af bogen. Bøgerne kan godt læses uafhængigt af hinanden, så man kan vælge at starte her.

Elsker dine børn og elver Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuter, så vil de også elske denne bog!’Det kan altså godt være farligt’ har gode ligheder med Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuters elskede fortællinger.Mød René, Henrik og Jøppe, der bor i Lille Grødby, og få små anekdoter og præcise skildringer af stort som småt fra deres hverdag.Glimt fra den fjerne fortid, hvor farfar var dreng. Dengang Danmark endnu var et land opfyldt af naiv optimisme, og hvor drenge kunne gøre store opdagelser lige uden for deres egen havelåge. Der var så meget, der skulle prøves – og det var bestemt ikke altid lige ufarligt!F.eks. da René, Henrik og Jøppe er på fisketur:René har fået bid: ”VRÆL!”René dansede rundt på græsplænen med den ene arm i vejret. Han skreg og hylede som en gris, mens hånden var dybt inde i det glubske geddehoved.”Den sidder fast,” sagde Jøppe, ”den har tusind tænder.””Den er ved at æde hans arm,” sagde Henrik, ”hvad skal vi gøre?”Ole Lund Kirkegaard har bestemt ikke levet forgæves.Målgruppe: 6-12-år.Læs også ‘Det kan altså stadig være farligt’ – flere historier og glimt fra 60’ernes Danmark.

Det er ikke altid nemt at være fjorten år, specielt ikke, når man hedder Soffi og har to forældre, der synes, det er en god idé, at man flytter til Jylland hos sin farmor og farfar. Jylland, virkelig? Det er jo kun landsbytosser og bondemænd, der vælger at bo på den side af Danmark. Og hvordan skal man kunne starte på en helt ny skole uden at kende så meget som en eneste person? Soffi vil aldrig blive glad for Jylland. Aldrig.Påstår hun hårdnakket … men allerede på vejen derover begynder hun at vakle.Pia Borgstrøm er solidarisk med sin hovedperson, når hun med både bittersød indsigt og glimt i øjet beskriver den svære overgang fra barn til ung. Soffi fra Djævleøen er Pia Borgstrøms debut som forfatter. Bøger til unge: Klassisk teenagerbog uden stereotypiske karakterer”Far, du kan altså ikke mene, at jeg bare skal sendes væk til nogle tilfældige mennesker og gå på en helt ny skole, hvor jeg ikke kender en eneste. Jeg er ikke en ting, I bare kan smide væk som det passer jer. Jeg er jeres barn! Det er ikke altid nemt at være fjorten år, specielt ikke, når man hedder Soffi og har to forældre, der synes, det er en god idé, at man flytter til Jylland hos sin farmor og farfar.Jylland, virkelig? Det er jo kun landsbytosser og bondemænd, der vælger at bo på den side af Danmark. Og hvordan skal man kunne starte på en helt ny skole uden at kende så meget som en eneste person?Soffi vil aldrig blive glad for Jylland. Aldrig.Og så alligevel; for hvad er nu det der, folk kalder for kærlighed?

Lisa går i sjette klasse og er 12 år. Hendes bedste og eneste veninde hedder Nova og er et år ældre. Lisa og Nova har fået lov til at være prøvemedlemmer i den hemmelige klub Rappen, som Lisas storesøster Anna på fjorten også er medlem af, og hvor den seje og flotte Nadja er formand. Men for at blive endegyldige medlemmer skal de bestå tre prøver, som ikke er helt ufarlige, i hvert fald ikke for Lisa. Egentlig har Lisa ikke rigtig lyst til at være med i klubben, men Nova vil rigtig gerne hænge ud med de ældre piger, gå med makeup og tale om fyre, og Lisa vil bare gerne være sammen med Nova. Det sætter de to pigers venskab på en hård prøve og får Lisa til at tænke over sine egne meninger og ønsker og ikke mindst over hendes forhold til Nova. Er hun småforelsket i Nova, som hendes storesøster antyder, eller er hun i virkeligheden lidt forelsket i Novas ven Simeon, som er helt sin egen, men også genert og kejtet? Midt i al usikkerheden skal Lisa også forholde sig til sin humørsyge teenagesøster og sine forældre, der aldrig har styr på aftensmaden og har travlt med deres jobs. Nej, det er ikke let at være 12 år. Jeg lukker mine øjne og ønsker er en bog om venskab og usikkerhed, og om de tanker om kærlighed og misundelse, der dukker op, når man er 12 år og på vej til at blive teenager. Men det er også en bog om lykken i at have et stærkt venskab og en tæt familie. Gennem en vinter følger vi Lisa og hendes familie, hjemme og i skolen. Hendes tanker om stort og småt i hverdagen gør, at man kommer tæt ind på livet af en stærk og klog pige, der på trods af sin usikkerhed, ikke lader sig styre af andre.Moa-Lina Croall er musiker og fuldtidsforfatter. Hun debuterede med voksenromanen Sen tager vi Berlin (2006) og i 2009 kom hendes første børnebog Det er mig, der er Lisa, som udkom på dansk i 2013. Jeg lukker mine øjne og ønsker er en fritstående fortsættelse af 'Det er mig, der er Lisa'. ”Jeg lukker øjnene og ønsker” - anmeldelse:Sidste år udkom den lille fine børneroman ”Det er mig, der er Lisa”, der er skrevet af Moa-Lina Croall (f. 1982). Nu er den selvstændige fortsættelse ”Jeg lukker øjnene og ønsker” udkommet på ABC Forlag.I anmeldelsen af ”Det er mig, der er Lisa” skrev jeg bl.a.: ”Forfatteren Moa-Lina Croall giver læseren en storartet indsigt i en lille 10-årig piges sind, og man fornemmer virkelig hendes ubodelige ensomhed, når man læser. Det er strålende kunst for børn og andre ubefæstede sjæle!”Også ”Jeg lukker øjnene og ønsker” er en roman, der rager ganske pænt op over daglig vande – for nu at sige det på underspillet jysk. Jeg har virkelig nydt at læse mere om Lisa, denne fine, lille figur, der er skabt af den svenske forfatter og musiker Moa-Lina Croall. Det må piger i præpuberteten altså også kunne nyde!Lisas ret bitchede og humørsyge storesøster Anna på fjorten er medlem af den hemmelige klub Rappen, hvor hun er sammen med en række jævnaldrende kammerater. Via en optagelsesprøve, der bl.a. går ud på at stjæle ting & sager i forretninger, får Lisa og den et år ældre Nova mulighed for at blive medlemmer af Rappen.Vi følger Lisa og hendes familie igennem en lang vinter, og man kommer virkelig tæt på Lisa, på hendes tanker om stort og småt, og hun fremstår som en klog og – i hvert fald inderst inde – stærk pige, der har både samvittighed og rygrad, og som har det virkelig svært med de grænseoverskridende handlinger, hun må igennem for at kunne blive optaget i Rappen.Det essentielle i romanen er imidlertid venskabet mellem Nova, cirkuspigen, der overvintrer i byen, og Lisa. Det er tæt på betagelse, men det får de to piger i en central scene snakket godt igennem. Med andre ord kommer Lisa ud af busken, ud af ensomheden og tvivlen og får sat ord på sine følelser. Det er fornemt beskrevet af Moa-Lina Croall.PS: Kirsten Raagaard har igen, igen... tegnet en formidabel forsideillustration!Bøger til unge: Roman til piger fra 10 årTolvårige Lisa og hendes bedste veninde Nova vil frygteligt gerne være med i den hemmelige gruppe Rappen, der bliver styret af skolens sejeste pige Nadja. Men alle de andre i gruppen er meget ældre, og det er slet ikke nemt at blive medlem.Som en første prøve skal Lisa og Nova skaffe tre poser chips, slik for hundrede kroner og to store flasker cola. Men hvordan gør man det, når man ikke har flere lommepenge?Og hvad er det i det hele taget med den gruppe?Bogen er en fritstående fortsættelse af Det er mig, der er Lisa. Oversat af Susanne Vebel.

Ekspert i katastrofer, coolness og skepsis Majken på snart 12 er allerede ekspert i at bekymre sig. Om miljøet, forøgelsen af resistente bakterier, at blive kørt over, hormonforstyrrende stoffer i konserveslåg og for at der skal ske noget med hendes mor. Hver dag lister hun dagens katastrofer, hun ser i avisen, op i en notesbog med forskellige farver. Den røde er for mord, gul er for sygdomme, grøn for ulykker og den lilla er for naturkatastrofer. Det bliver ikke bedre af, at hendes mor i løbet af sommerferien skal arbejde rigtig meget i sin restaurant, og en dag kommer hjem med en savlende, beskidt hund, kaldet Buller, i forsøget på at engagere Majken i andet end katastrofer og tvinge hende uden for lejligheden.For sin mors skyld bestemmer Majken sig for at lade Buller blive. I hvert fald for et stykke tid. Men ingen skal tro, at det er, fordi hun synes, han er sød. Ingen der spiser lort, kan være sød!Gennem en sommer lærer den i udgangspunkt skeptiske og ensomme, men også coole pige at acceptere virkelighedens realiteter bl.a. gennem mødet med hendes positive modsætning drengen Calle, som altid er glad og positiv. Dagens katastrofer er trods den alvorlige historie om, hvor vigtigt det er, at man opfatter og erkender børns følelsesreaktioner, også fuld af underspillet humor og en tro på, at livet er fantastisk. Cilla Jackert har skrevet manuskripter til en række populære svenske tv-serier og spillefilm. Bl.a. spillefilmen Känn ingen sorg, som bygger på den svenske sanger og sangskriver Håkan Hellströms tekster og musik. Jackert modtog i 2013 det svenske forfatterforbunds debutantpris for Dagens katastrofer. Målgruppe: 9-12 årFØRSTE KAPITELMed sort tusch skrev Majken 12. juni, og lige nedenunder skrev hun med rød tusch: Kvalt i sengen af sin kæreste. Hun var tilfreds med sit farvevalg. Rødt virkede logisk til mord, de andre farver havde hun spekuleret lidt mere over, men nu havde hun besluttet sig. Brunt til sygdomme, lyserød til mishandling og røveri, gult til mishandling af børn, grønt til ulykker, blåt til ulykker, hvor børn var involveret, lilla til naturkatastrofer, gråt til miljøkatastrofer, orange til alle andre og mørkerødt til alle andre, hvor børn var involveret.Så nu skulle hun altså skifte til brun.Med brun, vandbaseret tusch skrev hun derefter: Sådan kan man kende de farlige pletter.Brunt til sygdomme.Brunt til ækle pletter, som voksede anderledes end resten af kroppen. Pletter, som voksede sådan, at man ikke engang kunne glæde sig over, at resten af kroppen var vokset så me- get, at man måtte komme op i alle forlystelserne på tivoliet Gröna Lund.Majken gik ud til spejlet i entreen. Det fungerede også som opslagstavle for alt det, hendes mor skulle huske, men som regel glemte. Hun tog sin bluse og bukserne af, og så studerede hun sit eget billede i den del af spejlet, som ikke var dækket af hendes mors regninger, indkaldelser til tand- lægen og det gækkebrev, som Majken havde lavet i SFO’en, men aldrig havde fået sendt til nogen.Ved første øjekast så hendes krop præcis ud, som sidste gang hun havde tjekket sin hud, hvilket var i sidste uge, men eftersom de farligste pletter voksede hurtigst, var det bedst at tjekke meget ofte.Der var de samme blålige blodårer, der bredte sig lige- som filtret garn rundt på hendes tændstiktynde ben. Det var også de samme smalle hofter, den udstående navle og flade brystkasse, som ikke havde skyggen af buler, selv om Maj- ken snart fyldte tolv år. Det var de samme knoklede knæ og spidse albuer, og fødderne var så store, at man skulle tro, de tilhørte en person, som var tyve centimeter højere end Majken selv. Hun tog et hurtigt kig ned i trusserne, menogså dernede så det fuldstændig lige sådan ud som i sidste uge. Bart og en lille smule nopret.Lidt ligesom en kylling i supermarkedets kølemontre.Selv om Majken ikke kunne lide kyllinger, i hvert fald ikke at spise dem, fordi hun vidste, kyllinger blev tvunget til at vokse så hurtigt, at deres små ben næsten ikke kunne bære de overfodrede kroppe.– Se her, sagde Majken til sin mor og samlede en lille fedtet fjer op, som engang havde været hvid og siddet på en kylling, som ikke forstod, at dens liv skulle slutte en helt almindelig onsdag aften i en helt almindelig lejlighed, som lå i en af de mest forblæste gader i den del af Stockholms indre by, som bliver kaldt Sibirien.– Ja. En kylling er en fugl, og fugle har vinger, sagde hen- des mor og tog et lår og begyndte at gnave af det på en måde, som fik hende til at ligne en af de rotter, som plejede at smovse i madresterne efter folks skovture i Hagaparken.Kyllingefedtet sivede ud mellem hendes fingre, og hun slikkede det af, inden det nåede ned til vielsesringen, som hun stadig gik med.– Jeg spiser ikke kylling mere, sagde Majken.Hendes mor lagde det lille, afgnavede lårben ned på tal- lerkenen og tørrede fingrene grundigt i et stykke køkken-rulle, samtidig med at hun med tungen ledte efter madrester mellem tænderne.– Nå, lad os så se. Du spiser altså ikke kylling. Ikke svin, ikke nødder, ikke rejer ...– Ikke kæmperejer, og det burde du heller ikke gøre, ret- tede Majken hende.– Ikke kæmperejer, ikke fisk, som ikke er godkendt af Naturfredningsforeningen. Ikke ris, ikke vindruer, ikke tun- fisk, ikke peberfrugter, ikke æg, ikke noget, som er pakket ind i plastic eller i dåser. Ikke det og ikke det og ikke det. Der er snart ikke meget tilbage at spise for dig, Majken.– Det drejer sig ikke om mig. Det drejer sig om verden.Moderen havde taget tallerkenerne ud, og bagefter hav- de de under total tavshed spillet to partier Yatzy, som Maj- ken vandt.Da hun senere samme aften lå i sin seng, var hendes mor kommet ind og havde sat sig på sengekanten. Hun havde ordnet lidt i bunken af sovedyr, som stod op ad væggen, lagt dynen til rette omkring Majken og klappet hende på kinden med en hånd, som var ekstremt tør og ru efter alle de timer, dage og år i restaurationskøkkenet.– Det er ikke din skyld, havde hendes mor sagt med grø- det stemme.– Det tror jeg heller ikke, havde Majken svaret, ligesom hun plejede, hver gang moderen sagde den slags.Hvordan skulle det kunne være hendes skyld? Hun var jo kun elleve år, og hun havde ikke kunnet nå at spise så man- ge år, at det var på grund af hende, at den fisk næsten var udryddet ved overfiskning. Så vidt hun kunne huske, havde hun faktisk aldrig spist ål, fordi den så megaklam ud.Selvfølgelig var det ikke hendes skyld.Men sådan skulle det altså også blive ved med at være.Majken flyttede blikket fra de flade brystvorter og op til halsen og nøglebenene. Først studerede hun grundigt det venstre, som stak ud på en måde, der ikke så specielt sundt ud, men alligevel var det. Majken havde selv spurgt skole- lægen. Faktisk to gange. Hvis det ikke var tre.Det venstre nøgleben var i hvert fald totalt pletfrit.Så flyttede hun blikket over på det højre nøgleben. Det stak ud på samme måde som det venstre, lidt som om det var på vej ud af kroppen, men ikke kunne, fordi den spænd- te, hvide hud holdt det inde.Dér sad der en brun plet.En brun plet på hendes hvide hud.En plet, som ikke havde været der i sidste uge.Hun trådte et skridt længere frem mod spejlet for at se nærmere på det. Hele hendes krop så tåget ud i spejlglasset, som næsten altid var dækket af støv ude fra Roslagsgatan. Med en iskold hånd tørrede hun støvet af, men var lige ved at fortryde det, da pletten pludselig blev meget tydeligere.Den var flad og brun og næsten lige så stor som et ba- byøje.Et brunt øje, som stirrede ud på hende.Var det dødens øje?Majken hentede avisen, og hendes pegefinger skælvede,mens hun lod den glide hen over billederne. Ufarlig. Ufarlig. Farlig, søg omgående læge. Hun lod fingeren blive liggende på billedet af den brune plet, som lignede hendes på en prik.Søg omgående læge.Omgående? Det betød nu.Skulle hun ringe til alarmcentralen?1-1-2, den er go’. Majken tænkte på dengang, de havde lærtden remse i børnehaven. Hun havde følt det, som om hun var blevet meget stor den dag. Endnu større end da hun havde lært at binde sine snørebånd.Spørgsmålet var bare, om man virkelig skulle ring 112 på grund af en leverplet, som var flad og brun og på størrelse med et lille øje.Majkens tanker fór igennem hovedet lige så hurtigt som Isa- bellas dansemus, når de pilede rundt i deres bur.Isabellas dansemus?Det var jo ikke, fordi hun var særlig ofte hjemme hos Isabella og hendes mus.Hvis hun skulle være helt ærlig, var det faktisk kun sket en eneste gang, og det var, da Isabella fyldte ti år, og hendes forældre havde tvunget hende til at invitere Majken med til fødselsdagsfesten. Nu var der selvfølgelig ikke nogen, der havde sagt, at hun var blevet tvunget, men troede snotdum- me Isabella og hendes endnu dummere forældre virkelig ikke, at Majken ikke kunne regne ud, at hun kun havde væ- ret med, for at Isabella skulle virke sød (selv om hun i virke- ligheden var en af de ledeste i klassen)? Troede de ikke, at Majken kunne forstå, hvorfor hun skulle sidde ved siden af Samuel-på-to-hjul ved det, som Isabella kaldte det festligt dækkede bord, som var pyntet med Manga-figurer, som alle sammen havde større øjne end pletten på Majkens kraveben?Samuel havde selvfølgelig været helt vildt glad, fordi han måtte komme med. Han grinede oven i købet, da hans kø- restol væltede, da de legede stopdans, og hans mor så måtte komme og hente ham tidligere, fordi det blødte så meget fra et sår i panden, at han ikke kunne se noget ud gennemsine briller, der var så tykke, at hans øjne lignede dansemu- senes lorteklatter.Majken havde ikke fattet, hvad det var, der var så morsomt.Hvad sjov var der ved Isabellas overdrevent glade foræl- dre, som serverede glykosesirup, nitrit og farvestoffer med e-numre og mente, at det skulle være festligt?Det var i hvert fald ikke festligt.Det var kræftfremkaldende.Majken havde spist en kanelgiffel, og derefter havde hunsneget sig ind på Isabellas værelse, som var indrettet i lyse- røde og røde farver og med mængder af kjoler i lag-på-lag.Værelset lignede indersiden af en tissekone.Det havde Majken selvfølgelig aldrig sagt til nogen, for så ville hun have været nødt til at fortælle, at hun somme tider tog et spejl mellem lårene for at kigge ind i sin egen tissekone. Det var ikke, fordi hun syntes, det var sjovt, eller fordi den var specielt køn – eller grim – men fordi hun hav- de læst flere steder, at det var vigtigt, at man vidste, hvordan man så ud på indersiden.Hendes tissekone lignede Isabellas værelse.Eller også var det omvendt.Og der – i Isabellas tissekoneværelse – sad Majken alt-så under næsten hele fødselsdagen og kiggede på de hvidedansemus, som overhovedet ikke dansede, men bare styrte- de rundt i buret, samtidig med at Isabella og hendes rigtige venner legede stopdans nede i stuen. Majken syntes, det var underligt, at hverken Isabella eller hendes forældre forstod, at musene kunne dø af hjertestop på grund af den høje musik.Hvor typisk egoistisk, tænkte Majken, åbnede buret og proppede musene ned i sin slikpose.Hendes mor var blevet vildt forbavset, da hun havde fun- det dem i en skotøjsæske på Majkens værelse, selv om hen- des mor sikkert havde brugt et andet ord end „forbavset“, hvis hun selv skulle have beskrevet sin reaktion.– Du må da kunne forstå, at du ikke bare kan hugge an- dres husdyr? råbte hun.– Jeg kunne selvfølgelig også have ringet til politiet. Vi har jo faktisk en dyreværnslov her i landet.– Det er ROTTER, Majken! Der er ikke nogen, der er interesseret i rotter.– Det er jeg. Og det er ikke rotter, men mus. Og de skal ikke være nødt til at dø af stress, bare fordi deres ejer har lyst til at danse.– Tag din jakke på. Og så går du hen og leverer rotterne tilbage.– Det er ikke rotter, mor.– Det vil jeg skide på. Tag din jakke på.Majken havde ikke haft noget valg, men havde måttet gå hele vejen tilbage til Isabella sammen med sin mor og afle- vere musene tilbage. De havde larmet rundt nede i skotøjs- æsken hele vejen.Da de gik hjem igen bagefter, kunne Majken ikke lade være med at påpege, at Isabella ikke engang havde opdaget, at musene havde været forsvundet.– Jeg ville måske heller ikke opdage det, hvis du var væk i et par timer, men derfor ville jeg alligevel ikke have, at no- gen kom og tog dig, sagde hendes mor.Somme tider kunne hendes mor være lidt fjollet, men lige denne her kommentar var selvfølgelig ikke så tosset.Majken havde ikke stjålet dansemus siden den dag. Det skyldtes dels det, hendes mor havde sagt, men også at hun ikke var blevet inviteret hjem til nogen, som havde mus, siden den dag.Og for den sags skyld heller ikke til nogen andre.Men det betød alt sammen ikke noget nu, hvor hun hav- de fået en plet, som var så farlig, at hun omgående burde søge læge.Hendes mor ville ikke blive glad, når Majken ringede og fortalte det. Selvfølgelig ville hun blive ked af, at hendeseneste barn snart skulle dø og desuden have mange smerter inden, men først og fremmest ville hun blive sur, fordi det barn troede, at hun var alvorligt syg.Igen.Sidste gang havde det været sukkersyge, men det var ikke helt så farligt.– Hvorfor skulle du have sukkersyge? havde moderen spurgt.Majken var gået ud og havde hentet tre aviser, som be- skrev, hvor meget diabetes bredte sig i den vestlige verden. – Som en lavine, havde hun tilføjet for at lægge ekstra vægt på det, hun sagde. Og fordi det var det ord, som alletre artikler have brugt.– Du har ikke sukkersyge, bare fordi du er tørstig.– Jeg er ikke bare tørstig, jeg er helt vildt tørstig. Majken havde drukket et helt glas vand, bare for at hen-des mor kunne se, at det ikke var normalt at drikke så me- get, når man kun var elleve år.– Hvad er normalt, når man er elleve? havde hendes mor spurgt, selv om hun udmærket godt vidste, at det spørgsmål hverken kunne eller ville Majken svare på.Majken gik endnu tættere på spejlet, så hun virkelig kun-ne studere sin hudkræftplet i detaljer. Den var ligesom lidt højere i den ene side. Det kunne i hvert fald aldrig være et godt tegn? Hun kunne mærke, at hun var nødt til at pille ved den, selv om hun godt vidste, at man absolut aldrig måtte klø på en farlig plet. Fordi ... nå, det kunne hun ikke rigtig huske, og det var måske også derfor, at hun trak lidt i kanten af den og til sin overraskelse kunne pille hele pletten af. Og nu lå den i hendes hånd og så temmelig fin ud.Næsten ligesom et lille stykke chokolade.Majken stak pletten i munden – og ganske rigtigt! Det var et stykke chokoladeovertræk, som hun måtte have spildt, da hun og moderen havde spist is i aftes.Sikken en lettelse!Ikke så meget fordi den farlige plet mest var et tegn på, at hun burde være mere omhyggelig med sin personlige hy- giejne, men først og fremmest fordi hun ikke havde nået at ringe til sin mor.Majken besluttede sig for aldrig mere at spise noget med chokoladeovertræk. Det måtte jo være fyldt med kemiske tilsætningsstoffer.Hvordan skulle det ellers kunne stivne på den måde? Og sidde så godt fast på huden?Hun tog tøjet på igen og gik ud i køkkenet. Tuben medchokoladeovertrækket stod i skabet oven over køleskabet. Hun tog den ud og smed den i skraldebøtten.Men den slags måtte man jo ikke, så hun tog tuben op igen, klippede den i stykker, trykkede det meste af indholdet ud i en skål, som hun satte til side. Så vaskede hun resterne af plastictuben og smed dem bagefter ned i genbrugsbe- holderen for hård plastic, hvor de hørte hjemme. Hun tog skålen med chokoladen, som faktisk ikke var stivnet endnu, og stillede den ind i køleskabet. Hun havde ikke i sinde selv at spise kemikaliemassen, men det kunne være, at nogen, hun ikke brød sig ret meget om, kom på besøg, og så havde hun jo noget at byde dem.Da Majken havde vasket og tørret sine hænder, gik hun tilbage til sit hæfte og pennene, som hun havde købt i kon- torforsyningen i Döbelnsgatan, som lå næsten lige så langt mod syd, som hun måtte gå alene.Når moderen ikke var med, gik Majkens verden fra Ce- derdalsgatan mod nord, Sveavägen mod vest, Birger Jarls- gatan mod øst og Odengatan mod syd. Simpelthen den del af indre by i Stockholm, som bliver kaldt Sibirien. Det lød ikke specielt festligt, men det var måske også det bedste. For hvem har sagt, at alting skal være festligt hele tiden?

En lille flok venner er draget fra storbyen for at tilbringe efterårsferien far out i Vadehavet. Mandø!De fordriver tiden med rigelige mængder alkohol, småintriger og afprøvning af grænser i forhold til hinanden og til naturkræfterne. Hvor langt kan man gå og hvem kan gå længst.Maja finder sit eget lille projekt i den fastboende Claus. Hidtil har trækfuglene og tidevandet udgjort hans hovedinteresse, men med Maja kommer forandringen. Uforbeholdent lægger han hele sit indre liv frem for hende, og hun fascineres. Lidt. 'Mandø' skildrer det dramatiske møde mellem en slags Robinson-ekspedition med hurtige oplevelsesfix og så den oprindelige naturforbundne langsomme udkantsmentalitet personificeret i den unge Claus, som de unge fra byen betragter med lige dele nysgerrighed og overbærenhed. 'Mandø' er en moderne fortælling for unge om uskyldstab.Hvert kapitel følger en af hovedpersonerne, og man ser dermed ugens forløb fra flere vinkler. Målgruppe: Fra 13 år.Oversat af Susanne Vebel.Oversigt over kapitler:Lørdag:MajaSøndag:ClausMandagRasmusMajaTirsdag:ClausFrejaOnsdag:MajaVictorTorsdag: AstridClausFredag:MajaFrederikkeLørdag: SebastianClausSøndag:MajaHr. Gregersen

Lisa på 10 har meget at slås med: En savnet mor, som farer verden rundt for at realisere sig selv som forfatter og feteret fotograf, en far, der begraver sig i sit arbejde som hårdtarbejdende journalist. (Men hvorfor græder han om natten? bekymrer hun sig), Farmor, som nok indimellem har sine lyse dage, men alligevel er på vej til at forsvinde ind i demensens tågeverden. Og så lige storesøster Anna på fjorten, som har travlt med at sparke nedad, selv om hun kan sole sig i beundring fra alle i sin klasse. Det kan Lisa ikke, hun har faktisk ikke nogen rigtige venner i sin klasse. Men det får hun den dag et cirkus dukker op i byen, og med i cirkus er pigen Nova, og Nova betyder begyndelsen til noget nyt for Lisa. Sammen vokser de to piger sig stærke.'Det er mig, der er Lisa' er en bog om venskab og savn, og om den store ensomhed, som man kan blive ramt af, selv om man kun er 10 år. Men det er også en bog om stor lykke. Gennem et år følger vi Lisa og hendes familie, hjemme og i skolen. Hendes tanker om stort og småt i livet gør, at man kommer tæt ind på livet af en stærk og klog pige, som man gerne vil lære nærmere at kende.Det har Moa-Lina Croall allerede draget omsorg for. Læs også nummer to i Lisa-serien 'Jeg lukker øjnene og ønsker'.Moa-Lina Croall er musiker og fuldtidsforfatter. Hun debuterede med voksenromanen 'Sen tager vi Berlin' (2006). Det er mig, der er Lisa (2009) er hendes første børnebog, og hendes første bog på dansk.Oversat fra svensk af Susanne Vebel.Målgruppe fra 9 år.Opdelt i 39 kapitler.