Books published by Arne Herløv Petersen

Essays om hunde og katte, præster og kunstudstillinger. Indfald, betragtninger, skitser og humoresker.

"Albertine" om den fattige og ærbare sypige, der bliver voldtaget og ender som luder, er i lange passager skrevet som bevidsthedsstrøm, så vi følger med i Albertines tanker. På den måde foregriber den fyrre år før Virginia Woolf og James Joyce.Wikipedia skriver om bogen:Albertine er en tendensroman fra 1886 som ble skrevet av kunstmaleren Christian Krohg (1852–1925). Allerede dagen etter utgivelsen ble den forbudt av de norske myndighetene. Krohg har blitt stående i norsk kultur som «den sosialbevisste kunstneren» og boken Albertine var ment for å ryste og refse.Boken handler om en ung Kristiania-pike ved navn Albertine. Hun strever dagen lang som sypike hjemme hos sin mor. De er svært fattige og broren hennes, Edvard, er veldig syk. Albertine sitter inne hele tiden og vil ikke gå ut ettersom hun ikke har noe fint å ha på seg. Svært mye tid går med til å tenke på sin søster Oline. Oline har en fin regnfrakk som Albertine kunne trenge dersom hun skulle bevege seg utenfor døren, men den vil hun definitivt ikke låne. Tidligere var Oline nemlig å finne på horestrøket i byen. En gang hadde Albertine sett henne gå inn døra til et det offentlige prostitusjonsbygget. Oline hadde den gang smilt til henne, og hun klarer ikke å glemme det smilet. Gang på gang tenker hun på det hele.Ikke kan hun begripe at Oline til slutt fikk lov til å gå oppover kirkegulvet med en eldre veletablert herre, hun som hadde vært slik en gatetøs. Uforståelig var det også hvordan folk kunne se på henne som en fullverdig kvinne.Etter hvert gir hun seg og bestemmer seg for å låne regnfrakken likevel. Sammen med en venninne ved navn Jossa blir hun med på byen. Hun får smaken på utelivet og forelsker seg etter hvert i en herre ved navn Helgesen, men ham får hun dessverre ikke. I stedet får hun innkallelse til politifullmektig Winther. Han serverer henne noe å drikke, og hun faller i søvn og våkner ikke før hun merker at hun blir voldtatt av mannen. Dette får henne helt på skråplanet og er en av mange grunner til at hun selv ender som en gatetøs – akkurat slik som sin søster.

Tre noveller af Amalie Skram: "Madam Høiers Lejefolk", "In Asiam profectus est" og "Karens jul."

Vår ære og vår makt er et skuespill av den norske forfatteren Nordahl Grieg; utgitt i 1935, og uroppført på Den nationale Scene samme år.

Kjerlighedens Gjerninger (1847) er på én gang en intens udlægning af næstekærlighed som den sande kærlighed og præcise beskrivelser af negative fænomener som mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge.(Store Danske Encyklopædi)

Da Bertel Budtz Müller under besættelsen måtte gå under jorden, skrev han en stor, historisk roman fra Thy i renæssancetiden med titlen "Anna Søe". Både det oprndelige manuskript og en maskinskreven afskrift bortkom og har ikke senere kunnet findes, men et fragment overlevede og blev udgivet i 1947, efter forfatterens død, som "Det rette erotiske compani". Bogen blev en stor succes, der udkom i adskillige udgaver og oplag. Det er en skæmteroman, en gavtyveroman - en munter og blodige bog om en nøgen pige, en gæv ridder, brændevin, salte sild og en svigermor, der mistænkes for at være heks - og så harden en lykkelig slutning.

Skærmydsler er et dansk teaterstykke skrevet af den danske forfatter Gustav Wied i 1901.Det er et ganske kort stykke, som foregår i en lejlighed i København i slutningen af 1800 tallet.Der er fire personer med i stykket: Den unge Ellen, som bor hos de to gamle frøkener Büllow, hendes tanter, og læser på universitetet. Og den ældre professor Petersen, som tanterne har et godt øje til.Handlingen: Den unge kvinde Ellen går til videnskabelige forelæsninger, og kommer hjem og siger ting, som ryster de to gamle damer. Ikke mindst Tante Et, Clara Büllow, som mener at vide hvordan Verden er skruet sammen, og bliver meget pikeret over at få stillet spørgsmål ved sine fasttømrede sandheder. Tante To, Hertha Büllow, vakler mellem at give sin søster ret, og prøve at gyde olie på vandene. Da professoren kommer på besøg, må han prøve på det samme.Et kendt citat fra stykket er: "Måner har den farve, som måner skal have"(Wikipedia)

Nordahl Griegs levende og rystende øjenvidneskildring af Spanien under borgerkrigen 1937

Krønikeskriveren Saxo Grammaticus blev født ca. 1160 og døde engang efter 1208. På foranledning af ærkebiskop Absalon, der var en af 1100-tallet ledende politiske skikkelser, skrev Saxo sin krønike Gesta Danorum (danernes bedrifter) om danernes og det danske riges historie fra en fjern fortid til omkring 1185. Gesta Danorum regnes i dag for et af højdepunkterne i dansk litteraturhistorie og som en vigtig kilde til Danmarks tidligste historie.For det første ønskede ærkebiskoppen at vise udlandet, at Danmark var et gammelt og velkonsolideret rige. Faktisk ønskede Saxo at fremstille den danske historie som en nordisk parallel til Romerrigets historie – igen et resultat af hans antikke inspiration. Det betyder, at Saxo skrev en krønike, der i en politisk sammenhæng skulle illustrere Danmarks uafhængighed af det tysk-romerske kejserrige. I en kulturel sammenhæng var dagsordenen at vise, at danskerne var et gammelt kulturfolk, der på trods af den i et europæisk perspektiv sene overgang fra hedenskab til kristendom var en naturlig og vigtig del af den Vesteuropæiske romersk-katolske kulturkreds.For det andet skulle Saxos værk retfærdiggøre den magtpolitiske situation i Danmark omkring 1200, hvor Absalon kontrollerede den danske kirke, mens Valdemarerne sad på den danske trone med Absalon og hans slægtninge fra Hvide-slægten som nogle af de vigtigste rådgivere og administratorer. I midten af 1100-tallet havde Danmark været hærget af borgerkrig, hvor forskellige kongsemner kæmpede om magten, og Saxo tegnede i krøniken et billede af, at Valdemar den Store og hans allierede Hvide-slægt var de retfærdige sejrherrer. Markante danske kulturpersonligheder som Ole Worm og N.F.S. Grundtvig har arbejdet med Saxos værk, og også i dag står værket som et af højdepunkterne i såvel litteraturhistorien som i historieskrivningen. Gesta Danorum er i dag internationalt anerkendt som et af de bedste litterære eksempler på 1100-tallets renæssance, og herhjemme er Saxos krønike en af hovedkilderne til den danske sagnhistorie, vikingetid og middelalder frem til omkring 1185. Der har dog været og er fortsat megen diskussion om Saxos troværdighed som historisk kilde.(Danmarkshistorien.dk)

Enten – Eller er skrevet af den danske filosof Søren Kierkegaard og udgivet den 20. februar 1843. I bogen udforsker han eksistensens "stadier".Bogen er det første af Kierkegaards værker, som blev skrevet under pseudonym, som han brugte i sin karriere. I dette tilfælde bruges fire pseudonymer: "Victor Eremita", "A", "Assessor Wilhelm" og "Johannes". Victor Eremita-teksterne påstår han at have fundet i et gammelt chatol. "A" er et øgenavn som "udgiver og forfatter" Victor Eremita har givet den fiktive forfatter af den første del ("Enten"), som han påstår ikke at have kendt. "Assessor Wilhelm" er den fiktive forfatter af anden del ("Eller"), mens "Johannes" er den fiktive forfatter af en del af 'Enten', "Forførerens Dagbog".Bogen blev skrevet i Berlin, efter at Kierkegaard[ havde brudt sin forlovelse med Regine Olsen. Bogen afspejler i høj grad Kierkegaards tanker om det erotiske, om forførelse, om følelsesmæssig splittelse og om ægteskabet. Bogens afsnit om ægteskabet (Eller) var de første, der blev skrevet efter Kierkegaards brud, hvorefter de æstetiske (Enten) blev skrevet. Enten-Eller er et af de største danske erotiske værker og et værk der, ligesom Stadier paa Livets Vei, går i dybden med spørgsmålet om kvinden.(Wikipedia)

"Kirkebryllup" samler seks af Martin Jensens noveller, der tidligere har været udgivet i samlingen "En hilsen til jer". Ligesom romanerne "Med kors over døren" og "Vestenvind" udspiller novellerne sig i et missionsk landsbymiljø i Thy i tiden efter første verdenskrig.

Martin Jensen udgav tre digtsamlinger i 1933-35. De spredte digte fra hans senere år er udgivet med forord af Knud Sørensen og foreligger hermed også som e-bog, så alle hans digte er digitalt tilgængelige. Spanienssangen "En hilsen til jer, kammerater" er nok det mest kendte af alt, hvad Martin Jensen har skrevet. Digtet "Manja" er henvendt til digterens hustru, Manja Leibevicate, der som lettisk jøde kom til Danmark på flugt og fik opholdstilladelse gennem et pro forma-ægteskab med Martin Jensen. Men det ægteskab, der skulle være en formssag, udviklede sig til ægte kærlighed. I 1943 måtte Manja flygte til Sverige, og digtet stammer fra denne periode. De to så aldrig hinanden igen. Martin Jensen døde af en nyresygdom i januar 1945, før hans elskede Manja kunne komme hjem igen.

I 1848 opstillede Bondevennerne væver Hans Hansen fra Mern som deres kandidat i Præstøkredsen til den grundlovgivende forsamling. Hans Hansen opstillede mod en nationalliberal professor, og da han vandt valget, førte det til en voldsom kampagne fra højrekræfterne, og til sidst måtte han opgive kampen. Denne historie om demokratiets fødselsveer har Martin Jensen (1908-1945) skildret i en klar og skarp roman, der første gang udkom i 1943.Politiken skrev i sin anmeldelse: "”I kraft af sit uudtømmelige emne og sin personlige karakter vil den vække stor diskussion. Nogle vil hæve den til skyerne, andre vil brænde den, men vurderingsmanden, hvis pligt erbesindighed, siger: Sjældent bliver vort lands historie så begavet, så personligt og så ubarmhjertigt levendegjort.”

Jakob Hansen debuterer med den elegante nietzscheanske stilstudie, københavner- og punktromanen En kritisk Tid (1897). Inden for en symbolistisk ramme, hvor en rytter i fuld flugt kastes af hesten og slynges ind i sin egen samvittigheds eftertanker, skildres hovedpersonens kvaler med enkel, nøgen realisme i den tid, der netop er kritisk, fordi den former sig som en nedtælling. Mod selvmordet. Ikke hovedpersonens eget, men hans elskerindes. De har haft et hemmeligt forhold i et par år, og hun er blevet gravid. Hun ønsker ikke at stå graviditeten igennem af frygt for sin spidsborgerlige families fordømmelse. I stedet ønsker hun at begå selvmord. Den navnløse hovedperson taler hende ikke fra det, men tværtimod ind i det, gradvist, suggestivt, lunefuldt og forførende, alt mens han selv står i forhold til to andre kvinder og forflygtiger sit ansvar. Han er skildret som en æstetiker og forfører i Kierkegaards og Nietzsches ånd, kynisk beregnende i sin herremoral, aristokratisk i sin intellektuelle æstetiserende omgang med selvmordets mulighed og moralske implikationer, og rent ud fænomenologisk i sin iagttagelse af offeret. Moral er for ham til diskussion: „Om moralsk Forfald kan der altid tvistes. Hvad er Ret – hvad er Uret? Kun en Samling omskiftelige, af Tid og Sted afhængige Begreber.“(Dansk litteraturs historie)

”Hosekræmmeren” er på mange måder typisk for Blicher, idet handlingen for novellen er henlagt til den jyske hede. Ikke at novellen handler om heden, men heden danner rammen om Blichers fortælling og hans personer. Ligesom beskrivelsen af heden skaber en del af grundstemningen i novellen.”Hosekræmmeren” indledes og afsluttes med det lille digt:”Den største sorg i verden herer dog at miste den, man har kjer.”I disse ord er essensen af hele novellen samlet. For den handler netop om, hvad der sker med den smukke bondedatter Cecilia, da hun ikke må få den mand, hun elsker.Vi møder som læsere første gang Cecilia, da novellens jeg-fortæller, efter en vandring over heden, kommer til Cecilias forældres hus og her får tilbudt mad og drikke. Cecilias far, Hr. Mikkel er hosekræmmer, og selvom huset og beboernes tøj synes fattigt, er fortælleren sikker på, at hedebonden og hosekræmmeren Hr. Mikkel er rigere end som så. Under måltidet kommer en yndig pige ind i stuen med mad til gæstens hund, og fortælleren erfarer, at det er datteren af huset.Fortælleren vil vide, om den yndige Cecilia ikke har mange bejlere. Det har hun, bekræfter faderen, men ham hun vil have, må hun ikke få for sin far, fordi han ikke har medgift nok at tilbyde. Mens de taler om ham, dukker Esben op for at fortælle Cecilias forældre, at han drager sydpå for at prøve lykken der, men at han inden da vil bede Cecilias forældre vente med at gifte Cecilia bort, til han er kommet tilbage fra Holsten. Det mener Hr. Mikkel ikke, de kan tage hensyn til. Med ordene; ”Men det siger jeg eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor synd både mod hende og mig”, drager Esben bort.Fortælleren overvejer, om han skal blande sig og fortælle forældrene, at rigdom ikke er nok til ægteskabelig lykke, at hjertet også må have en stemme. Men han blander sig ikke meget, for Hr. Mikkel er hård og har allerede bestemt sig. Cecilia løber grædende ud, og fortælleren forlader huset.Da fortælleren 6 år senere er ude at vandre på heden, kommer han igen til hosekræmmerens hus, og han kommer da i tanker om Cecilia og Esben og deres historie. Han får lyst til at høre, hvordan det er gået dem, og han forestiller sig en lykkelig slutning på historien.Men allerede inden han er blevet budt mad og drikke, har han set vanviddet lyse ud af Cecilias øjne, og han ved, noget frygteligt er sket i dette hus.Da Cecilias mor finder ud, at hvem fortælleren er, og at det var ham, der også besøgte dem 6 år tidligere, fortæller hun ham Cecilias forfærdelige historie.(Litteratursiden)

Morten Nielsens "Efterladte digte", der udkom efter befrielsen i 1945, indeholder en række af hans kendteste digte som "Skæbe" om klassens tykke dreng, der altid blev til grin og hævnede sig ved at blive nazistisk bøddel.

Begrebet Angest er en bog af den danske filosof Søren Kierkegaard. Den udkom 17. juni 1844, fire dage efter Philosophiske Smuler og hører til blandt de mest læste filosofiske værker.I bogen analyserer Kirkegaard angstens betydning som drivkraft i mennesket og dens virkninger. Bogen behandler menneskers forhold til det farlige i dem selv gennem angst. For Kierkegaard er angsten ikke blot en manifestation af en syg, neurotisk sjæl, selv om den kan være det. Angsten er et direkte udtryk for, at mennesket er åndeligt bestemt. Mennesket er en syntese af ånd, sjæl og legeme, og angsten er en manifestation af den åndelige side. Forsåvidt er angst et udtryk for den kvalitative forskel på dyr og mennesker. At være angst skal ingenlunde forstås udelukkende som noget negativt. Der er forskel på det godes angst, som er angst for det onde, og det ondes angst, som er angst for det gode. Den onde angst kaldes dæmonisk angst. Men også det gode kan være angst, nemlig angst for det onde. I denne forstand er, når det gode kommer for tæt på det ondes mulighed, angsten som en åndelig bevægelse et sundhedstegn, et forsvarsværn, ligesom en feber er et tegn på kroppens naturlige forsvar mod en infektion.Kierkegaard analyserer begrebet angest dialektisk, og det er næppe muligt at nærme sig det på andre måder. Angestens indre dialektik udtrykker han f.eks. således: Angest er sympatetisk antipatie og antipatetisk sympatie.Alene "Begrebet Angest" ville have været nok til at gøre ham verdensberømt. Der er i verdenslitteraturen ingen forfatter, som bare tilnærmelsesvis formår at redegøre for begrebet angst, som han har gjort. Hvad mere er, så er Kierkegaards fundament for analysen beretningen om syndefaldet i Paradisets have altså et dogmatisk grundlag, hvorpå det er lykkedes ham at beskrive, hvad ingen før eller siden har formået.(Wikipedia)

"Det gode hjerte" af Jens Gielstrup (1917-1943) handler om de sidste, hede sommerdage i 1939, før krigen kom. Bogen er skrevet i de dage, den foregår, og udkom ganske kort tid efter. Den er en næsten journalistisk skildring og giver et indtryk af, hvordan det var at sidde i det fredelige Danmark og vente på krigen. Dens tidsbillede er så levende, at det næsten er som at være der selv. Sådan talte folk dengang, sådan tænkte de, sådan var de.Året efter, i 1940, blev Gielstrup sendt til England som korrespondent. I 1941 meldte han sig som frivillig til Royal Air Force, og i 1943 blev han som Spitfire-pilot dræbt i kamp over Nordsøen.

Tiende og sidste bind af erindringsromanen "Grænseløs" foregår i 1968-69 og handler om at komme hjem til Danmark efter lang tid i udlandet, om kærlighedens forviklinger, om at flytte sammen og om hvordan det dengang, før ejerlejlighedernes tid, kunne være nødvendigt at købe en hel ejendom for at få boligret.Uddrag af bogen:"Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzausgade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres. Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen. De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag."

"Klokkeren fra Notre Dame" er et af verdenslitteraturens hovedværker, stadig slugt af nye generationer af læsere, filmatiseret og indgået i vores fælles bevidsthed. Historien om den pukkelryggede klokker Quasimodo, den forelskede præst og den underskønne sigøjnerpige Esmeralda har alt, hvad man kan ønske sig af en historie - spænding, farverige historiske kulisser, psykologisk indsigt, død og kærlighed, flugt og jagt, begær og uskyld. Her i en anonym oversættelse fra 1910, der giver fortællingen en særlig kolorit og patina,

"Stumme strenge" fra 1906 indeholder en del lejlighedsdigte, senromantiske idyller og opråb til folket om at værne landet med våben. Alt dette virker i dag nærmest som fyldstof, der godt kan springes over. Men så er der de digte, der bliver tilbage - dybt følte og sansede digte om årets gang i naturen, skildret gennem tolv månedsdigte, om kærlighed og lykke og bevidstheden om, at livet ikke varer ved. Og så et digt om udlængsel, som Johannes V. Jensen kunne have skrevet:Farvel, kære Broder og Søster.Det kan I vist aldrig forstå:Der er en Koral-Ø, hvis Kysterjeg ønsker at hvile mig på.Held følge den trofaste Kending,Fred skygge den Bofastes Hus -Mig lokker den langstrakte Brændingog Sydhavets lønlige Brus -herhenog derhenog allevegne hen -jeg kommer aldrig igen.

HC Andersens eventyr behøver ingen præsentation - dem kender alle. Denne samling er et stort udvalg med 90 eventyr og historier. Samlingen udkom oprindelig i 1905 som jubilæumsudgave i anledning af 100 års dagen for HC Andersens fødsel. Alle de kendte eventyr er med og en knap så kendte, der nok kan fortjene at blive opdaget.

"Drømme" fra 1910 af Rud Lange (1884-1918) kaldes i Cai M. Woels litteraturhistorie for "en social proletarskildring, som på ingen måde står tilbage for Nexøs og Engelstofts bedste ting". Den handler om Marie, der er et halvt hundrede år. Hun har været prostitueret, men nu er der ikke længere nogen, der vil have hende. Hun er forhutlet og fordrukken og anbragt på Fattiggården, og nu har hun fået tuberkulose og vil bare dø. Romanen følger hende i den sidste tid, hvor hun er stukket af fra Fattiggården og leder efter et sted at dø i fred. Drømme og virkelighed væves sammen, hun hallucinerer og møder Jesus og Satan, hun kommer tilbage til sin barndom og lever de liv, der ikke blev hendes. Den er en mærkelig og bemærkelsesværdig bog, der ikke fortjener at blive glemt. Forfatten Rud Lange nåede at udgive fem bøger, inden han som 34-årig begik selvmord.

Peder Paars udkom i fire dele 1719-20. Med dette værk, der suverænt spiller på et bredt felt af intertekstuelle referencer, slog Holberg porten op for en ny fiktionsdigtning i dansk litteratur. Som sådan har Peder Paars dog en forløber i Povl Pedersens Kærligheds Ændrings og Undrings Spejl forestillet udi den spanske Herremand Don Pedro af Granada hans Liv og Levneds Historie, der formentlig er digtet allerede i 1690'erne, men først vides trykt 1724, altså efter Holberg. Hvor forskellige de to værker end er, er de fælles om at gå bag om 1600-tallets renæssancebevægelse ved stofligt at genbruge en ældre folkelig fantasidigtning og formelt at parodiere den kunststil, det havde været renæssancens og barokkens ambition at skabe. 1700-tallets tidlige fiktionsdigtning simulerer således ikke at skildre en virkelighed, men har karakter af leg.Som model for sin helt Peder Paars brugte Holberg Cervantes' Don Quixote, fantasten, der er for optaget af at posere som ridder til at se den tarvelige virkelighed, han lever i. Som Don Quixote har sin følgesvend – og kontrast – i realisten Sancho Panza, har Paars som væbner fået den snusfornuftigt bondske Peer Ruus, der kommenterer sin herres tåbeligheder. Omkring dette par er fiktionen groet frem af flere rødder. Holberg spiller dobbelt ved at skjule sig bag to masker, der placerer værket i hver sin litterære tradition. Det foregiver at være skrevet af en kalundborgsk hvidtølsbrygger Hans Mickelsen, der på titelbladet præsenterer digtet som skillingsvise, „En Sandfærdig Ny Vise (…) Siunges efter den Melodie: Arma virumque cano &cc“, mens det kommenteres med „sprænglærde Noter“ af Mickelsens ven, Just Justesen, der for „den skiønsomme Læser“ afslører, at der er tale om en parodi på det klassiske epos. Melodiangivelsen: „Arma virumque cano .“ er optakten til Æneiden. Med den romerske digter Vergils kanoniske værk som vandmærke fortælles i heroiske aleksandrinere (5-fods jamber) den „historiske“ beretning om kræmmeren Peder Paars' sejlads fra Kalundborg til Århus for at besøge sin fæstemø Dorothea:(Store Danske Encyklopædi)

Thorkild Gravlunds debutroman "Øen" fra 1903 handler om den vestsjællandske halvø Reersø, der var så afsondret og egenartet, at den blev kaldt "Øen". Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950", at bogen "skildrer fiskernes brydsomme, men også lykkelige tilværelse" og fortsætter: "Det er en virkelighedsskildring, ægte og sand i sit hverdagsbillede, fuld af levende mennesker, hvis enkle livsform rummer næsten alle de problemer, sorger og glæder, som dengang knyttede sig til dagligliv i et dansk landsogn". Woel kalder "Øen" "forfatterskabets vigtigste bog.., også den rigeste, den viser os tydeligt digterens evner... han er stærkest i skildringen af det jævne, det udramatiske... Næppe nogen anden dansk digter har skildret kvinden så forelsket og indgående".Gravlund var stolt af at være reaktionær. Han sagde gerne: "Jeg skulle hilse og sige, at det skal være, som det er, og det skal blive, som det var". Men reaktionær eller ej - bønderne og fiskerne på Reersø kendte han ud og ind, og han kunne skildre dem tæt på, med lune og kærlighed.

"Fra Jul til Sankt Hans" fra 1905 er en samling af otte historier fra Aakjærs hjemegn. "Dorres kat" er en barsk historie om den unge pige, der mod sin vilje bliver gift med en ondskabsfuld., gammel mand. I den lange novelle "Julebagning" ser et bondepar skævt til en ubuden gæst - indtil det bliver klart, hvorfor han er kommet. Det gamle bondesamfund, Aakjær kendte så nøje og beskriver så levende, eksisterer ikke mere, men ved at læse hans fortællinger kan man få en forestilling om, hvordan en stor del af Danmarks befolkning levede og tænkte i en tid, der ikke ligger mere end et par generationer tilbage, men allerede virker helt fremmedartet.

Uden at vende blikket bort, uden at vige tilbage følger Inga Nalbandiàn i dette sidste bind af trilogien om det armenske folkemord, der begyndte med "Den store jammer" og "De hjemsøgte", den ubønhørlige udvikling af rædslerne, det planlagte folkemord på halvanden million armenere i Tyrkiet. Hun skildrer bestialske drab og voldtægt, uden at udpensle det forfærdelige, men også uden at tie om noget. Den danske Inga Nalbandián, der blev armensk gift og efter sin mands død måtte flygte gennem et krigshærget Europa til Danmark, har i disse tre bøger, der er skrevet med stor litterær kunst, behersket og næsten roligt, men samtidig glødende af sorg og harme, aflagt et uafrysteligt vidnesbyrd om folkemordet i 1915. Hendes trilogi kom i adskillige oplag i Danmark i 1917-18 og vakte stor opsigt, og de udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk og er også oversat til armensk, men i hendes fædreland har de i mange år ikke været til at opdrive. De fortjener nye læsere, for det, der skete i 1915, kan nu ses som en generalprøve på alle de følgene rædsler og folkemord helt frem til vor egen tid.

"De hjemsøgte" er andet bind af Inga Nalbandiàns trilogi om det armenske folkemord 1915, som forfatteren, der var armensk gift, oplevede på nærmeste hold. Inga Nalbandiàn går her først tilbage i tid fra den rædselsperiode, der skildres i første bind, "Den store jammer", så vi møder det intellektuelle og kosmopolitiske armenske miljø i Istanbul før rædslerne. Vi møder elegance og ubekymret ro, men også den begyndende, lurende angst. Inga Nalbandiàn er en mesterlig fortæller, der aldrig svælger i de blodige begivenheder, men lader os føle den isnende rædsel, der langsomt folder sig ud - og hvordan alt det uhyrlige kommer så gradvist og snigende, at man først ikke bemærker det.*Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen:»Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog.Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.«(Georg Brandes i Politikens Kronik.)»Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.«(Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.)»Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!«(Ingeborg Maria Sick i København.)

Inga Nalbandiàn var født i 1879 i Vedbæk som Inga Collin. Hun gik på Testrup højskole og rejste senere til Schweiz, hvor hun mødte sin mand, armeneren Paul Nalbandiàn, der var direktør for et institut, der tog sig af unge, landflygtige armeneres opdragelse. Sammen rejste de i 1909 til Istanbul, hvor hendes mand blev lektor ved det armenske nationalgymnasium. I 1915 begyndte forfølgelsen af og folkedrabet på armenerne, og de måtte sende deres børn alene til Danmark gennem det krigshærgede Europa. I 1916 døde Paul Nalbandiàn, og Inga Nalbandiàn rejste så ligeledes til Danmark. Hun havde set og hørt om de frygtelige massakrer og udryddelsen af hele den armenske kultur i Tyrkiet. Op mod halvanden million armenere blev dræbt på den mest bestialske måde. Nogle blev gennet ud i havet eller kastet over bord fra både, kvinder og mænd blev korsfæstet på lange rækker kors, andre blev skudt eller slået til døde med geværkolber. Inga Nalbandiàn samlede sine vidnesbyrd om folkedrabet i tre bøger med beretninger i skønlitterær form, der udkom i 1917-18: Den store jammer, De hjemsøgte og Den hvide mark. Bøgerne vakte stor opsig og blev oversat til en række sprog. De udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk, men de har i lang tid ikke været til at opdrive på dansk. De er rystende øjenvidneskildringer af det folkedrab, hvis eksistens den tyrkiske regering stadig nægter at anerkende. De fortjener nye læsere.*Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen:»Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog.Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.«(Georg Brandes i Politikens Kronik.)»Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.«(Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.)»Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!«(Ingeborg Maria Sick i København.)

Forraadt er en roman av Amalie Skram. Romanen kom i 1892, og regnes som en av Skrams ekteskapsromaner. Som i Constance Ring er det kvinners seksualangst samt menn og kvinners ulike seksualnormer i det borgerlige samfunnet som er tema.17 år gamle Aurora (Ory) Ingstad giftes bort til den nesten dobbelt så gamle sjøkapteinen Adolph Riber. Familien Ingstad tilhører det bergenske borgerskap, og for familien Ingstad er det viktig å få døtrene godt gift. Riber har ved egen dyktighet arbeidet seg fram til sikker velstand, og anses som et godt giftemål. Riber er så avgjort en havets mann som bare føler seg helt tilfreds når han befinner seg på havet. Under et besøk hjemme i Bergen forelsker han seg intenst i Ory, og tilber henne som en gudinne som han gladelig skulle kunne ofre livet for. Ory er en vakker ung jente med en livlig naturlighet, og mange har i hemmelighet svermet for henne tidligere. Ory blir interessert i Riber med en gang han viser sin standhaftige handlekraft ved å redde en ung gutt fra drukningsdøden. Dette fører senere til en forlovelse mellom ham og Ory.Først under bryllupet begynner det å gå opp for henne hva et ekteskap innebærer, men det er da for sent å snu. Særlig plages hun ved tanken på at det også innebærer fysisk kontakt, og at hun må dele seng med en eldre mann. Ingen har noen gang fortalt henne noe i den retningen, og hun føler sterk avsky ved alt som har med seksualitet å gjøre. Dessuten må hun nå reise fra foreldre og småsøsken, og snart begi seg ut i det ukjente om bord på Ribers skip.Hjemme hos Riber, etter bryllupsfesten når Riber er klar til å gå til sengs, flykter hun ut på gata og begynner å gå hjemover. Hun blir innhentet av Riber, som forelegger henne hvilke forpliktelser hun har overfor ham som sin lovformelige ektemann, og hvilken skandale det ville bli om hun ikke snur. Ory må da motvillig avfinne seg med sin skjebne.Ory og Riber tilbringer noen dager sammen i London før skipet er seilklart. Riber er opptatt av å vise Ory noe av alt det som han har funnet atspredelse i gjennom sine ungkarsår, og tar henne med til teatre og dansetilstelninger. Ory finner lite moro i dette, og dessuten legger hun merke til at Riber stadig blir fortrolig tiltalt av kvinner som hun anser som lettsindige og uverdige. I et selskap kommer det fram at mannen har vært forlovet en gang tidligere, og at han og forloveden har hatt seksuell omgang. Hun skriker at han aldri får røre ved henne mer.Samlivet om bord i den trange kahytten blir et helvete. Ory har satt seg fore å få visshet om alle detaljer fra Ribers tidligere liv. De eneste øyeblikkene hun er vennlig mot han, er når hun prøver å avliste han hemmeligheter om tilbakelagte forhold.(Wikipedia)