Books published by Arne Herløv Petersen

"Fri felt" fra 1905 er en af Aakjærs bedste og mest helstøbte digtsamlinger. Her finder vi kendte og elskede digte som "Se dig ud en sommerdag", "Der dukker af disen mit fædreneland" og "Karup Å", hvor rytmen følger åens slyngede bevægelser og vandets klukken. Her er et af hans bedste dialektdigte, "Jenn' hjemm'", der rummer et helt liv i sig. Og her er hans stærke kampdigte som "Arbejdersang" , hvor det hedder:Vi blev født, hvor lyset langsomt pinersig igennem baggårdssmøgens grå,der hvor kolde, stønnende maskinerhugger tidens streng i stumper små.Intet håb og ingen himmelstigestræbte op til lysets klare blå.- Hvem har givet solen til de rigefor at svøbe mørket om de små?

I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende:Du være den fattiges værner,du være den riges ris!Da får du ej ordner og stjerner,men bævende læbers pris.Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne:Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer:Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!Blot I paa eders lange, laadne Bagbenkan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten,da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermarksaa trygt som hist engang i Noæ Ark!

Ludvig Holstein debuterede i 1895 med samlingen "Digte", der udkom på P.G. Phlipsens forlag. I 1903 udsendte Gyldendal hans "Digte" i en smuk udgave i blødt læder. De fleste af digtene fra debutsamlingen er med her, og de er suppleret med nogle digte, der var kommet til i de mellemliggende otte år. Men en håndfuld digte fra 1895-udgaven kom ikke med i den nye udgave, så hvis man vil se dem, må man have fat i den oprindelige udgave, der foreligger her.

"Sirener" er Sophus Michaëlis' tredje digtsamling. Her viser han sit lyriske mesterskab i klingende og velformede strofer og bekender sig til en udogmatisk tro på livet og naturen. I digtsamlingen findes også oversættelser af Poes digt Til Helen og tolv digte af Baudelaire.

Jeppe Aakjærs digtsamling "Den sommer og den eng" fra 1910 indeholder digte på jysk - med ordforklaring - digte om bondens liv i egnen omkring Karup og hyldestdigte til Drachmann, Bjørnson og en mejerist fra Jebjerg. Digte om høhøst og svineslagtning og to unge, der finder hinanden. Der er en frodighed, et overskud og en livsglæde i disse vers. Det er også her, man finder digtet "Mors rok": Lul luk, rokken går.

Digteren Stjernholm møder den unge frøken Saltbæk i København. Hun inviterer ham med hjem til den nordjyske herregård Sandhage, og efter forskellige forviklinger og misforståelser finder de to hinanden. Det lyder som en almanakhistorie, og romanen "Pigen fra Limfjorden" fra 1921 udkom da heller ikke på Gyldendal, men i beskedent udstyr på Danske Forfatteres Forlag. Men man aner løvens klo, og i de frydefulde beskrivelser, den naive glæde i kærlighedsfortællingen og i hovedpersonernes navne ligger noget, der kan få en til at tænke på en anden, stor jysk digter - Jens August Schade.

Efter Ludvig Holsteins død i 1943, udkom denne lille mindebog. Den indeholder to digte, Holstein havde skrevet kort før sin død - et til hans mor og et til modersmålet. Dertil kommer en række prosatekster, der havde været offentliggjort fra omkring århundredeskiftet og frem til besættelsens første år. Der er dels tale om naturskildringer og barndomserindringer, dels indsigtsfulde artikler om litteratur og sprog. Holstein virkede i mange år som konsulent for Gyldendal, og hans artikler om blandt andre Johannes V. Jensen er præget af stor viden og stor kærlighed til den gode litteratur.

"Den uopløselige dobbelthed i kunstnerpersonligheden - det personligt-følte forbundet med evnen til at forstå alt menneskeligt - er det motiv, hvorover romanen Doktor Ix er bygget", skrev Social-Demokratens hovedanmelder CE Jensen i sin "Vore dages digtere" fra 1898. Han fortsatte: "Det er en af de mærkeligste og interessanteste bøger i vor nyere litteratur, fordi den kunstnerisk behandler selve den kunstneriske proces". Doktor Ix kommer til sidst til den konklusion, at illusionen om kunst for kunstens skyld ikke er andet end en af de mange masker. hvormed den menneskelige egoisme besmykker sin forfængelighed. CE Jensen sluttter: "Ideen er klædt i kød og blod med al den stilkunst, Karl Larsen råder over. Stemningerne skifter i "Doktor Ix" på en særegen fin og flygtig måde, som lys og skygge over et menneskeligt ansigt".

Romanen "Vanemennesker" fra 1892 handler om digterspiren Titus Bøg, der føler stor afsky for den vanetilværelse, de fleste mennesker har. Han synes, at alting er så fladt og ensartet, og de fleste mennesker går rundt i samme trædemølle hver dag. Sådan vil han ikke leve. Hans venner er kunstnere - malere og musikere - og de går i byen sammen, diskuterer livligt, drikker endnu mere livligt og ser sig om efter unge kvinder. Deres byture står helt levende for læseren, og det er interessant, hvor meget der altid er det samme, selv om de ydre forhold var helt anderledes dengang. Titus bliver forelsket i en ung kvinde, og deres kærlighed i de lyse nætter er skildret smukt og følsomt. Men han vil ikke ind i en vanetilværelse, heller ikke i et ægteskab, så han bryder forholdet og rejser til udlandet. Men da han kommer tilbage, venter nogle breve fra hans kæreste på ham. Og måske vil også han opgive det omflakkende liv og slå sig til ro.

"Grøn ungdom og grå sjæle" er en selvbiografisk roman om Knud Hjortøs ungdom i 1880'erne og 1890'erne. Cai M. Woel kalder den en "munter, filologisk spøgeberetning med stort sprogligt humøær og ild" og siger, at Hjortø her "har fundet sin form og sin personlige egenart". Det er typisk for jegpersonens levende interesse for sprog, at om så en pige slår op med ham, hæfter han sig mere ved de vendinger, hun bruger, og hvordan hun får sagt, hvad hun vil, end ved selve det, hun siger.

Jeppe Aakjærs sociale romaner førte rent faktisk til sociale reformer. Litteraturen kunne få politisk virkning. I "Vredens børn" skildrede han landproletariatets fortvivlende arbejdsvilkår. I "På aftægt" tager han et andet ret upåagtet socialt problem op: Når en bonde og hans kone kom op omkring de halvfjerds år, overdrog de tit gården til en søn og gik på aftægt. For mange kom det til at betyde et kummerligt liv, hvor de blev skubbet til side og undertiden sultet eller mishandlet. I nogle tilfælde blev de koldblodig myrdet af deres børn, der syntes, de var til besvær.

Ord som "djærv" og "drøj" falder en ind, når man læser Nis Petersens efterladte noveller. Der er et solidt håndelag bag dem - han har lært meget af de hårdkogte amerikanere. En usentimental bevidsthed om livet og en egen tør humor. Nis Petersen går lige på. Han har en historie at fortælle, og så fortæller han den uden omsvøb, men nok med et lunt smil og et skævt blik mod tilhøreren. Af novellerne i denne samling kan især nævnes "Den herreløse mand" om daglejeren, der ikke tåler nogen herre over sig. og titelnovellen om Tue, der vender hjem efter tredive år og får sig en overraskelse

"Dødens nat" er en samling af Nis Petersens efterladte digte, der først blev trykt sammen med novellerne "Stynede popler" i 1943. Nogle af digtene handler om besættelsestiden - således det storladne "Nytår 1942" med begyndelseslinjen "Vær rolig, mit hjerte, i blæsten" - andre om samfunets udskudte, som Nis Petersen altid betragtede med stor varme, og atter andre om dødens uafvendelighed.

I "Den grønne mark" fra 1925 fortæller Ludvig Holstein om sit livssyn og sin tro. Han forkaster kristendommens dogmer og tror i stedet på det, der gror. Han opfatter naturen og dens kredsløb som noget guddommeligt og bekender sig til en panteistisk tro på, at Gud findes i naturen.

Nis Petersens ungdomsdigte, der først udkom i bogform otte år efter hans død, viser, at han lige fra begyndelsen beherskede de fjende flotte rytmer, der kendetegner hans senere produktion. Vi finder også her digte fra den store verden og digte om de forhutlede eksistenser, tiggerne og vagabonderne, der altid stod hans hjerte nær. Her er også digte om hans tid på en avisredakton i provinsen.

Ludvig Holstein gjorde ikke stort væsen af sig, men han udgav over en lang årrække digtsamlinger med nogle af de smukkeste naturskildringer, der findes i dansk lyrik. I samlingen "Løv" fra 1918 finder man blandt andet det, der nok er hans mest kendte digt, "Det lysner over Agres Felt" med linjerne:"Vel! Ræk mig da, o Efteraar,en Gravensten, som smageraf Bækken ved min Faders Gaardog Mulden i hans Ager".

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:Sneen er Sne, og den sneer.Hvorfor svarer du, Hjærte,slet intet mer?Timerne svinder saa golde,Stjærnerne blinker saa kolde.Er Livet kun Leer?I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:Seer du det salige Gry?Sneer det? Ja Æbleblomstblade.Alt blev paany.Bundløs er Foraarets Naade.Frelst ud af Vinterens Vaade,did tør du ty.(Dansk Litteraturs Historie)

"Jens Langkniv" (1915) er en af Jeppe Aakjærs mest læste romaner. Den blev filmatiseret i 1940.*Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.

Der bliver talt meget om danskhed, men det er ofte uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. For Ludvig Holstein var svaret ganske klart: Danskheden ligger først og fremmest i en inderlig kærlighed til den danske natur. Den natur, Holstein besang, var uberørt. Den var ikke truet af gift og forurening. Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne.Se Æbletræet, helt sig selvog Kronen ét med Roden,opløfter under Skyens Hvælven Sommer tung og moden.De skønne Børn af Sol og Jord,som tynger Træets Stamme,er, skønt de husker ej i Fjor,forunderligt de samme.Men har en Sommer fundet Form,saa skælver Livets Skove.Og falder Frugt for Stød af Storm,skal Æbletræet sove.Jeg delte Træets modne Frugtog fandt dens Hjærtekammer.Der sov i brune Rader smuktde nye Æblestammer.Dets Frugt var Bolig for en Aand,som spiler sine Vingerog sprænger sine Puppebaand,naar Pintseklokken ringer

"Arbejdets glæde" er en roman om den nye bonde Visti, frigjort fra højskolens religiøse påvirkning... Visti er en ideal-figur.. Han følger sin egen, af lys forstand og rolig planlægning bestemte vej.. Så står han til sidst som fornyeren af bondesindet.(Danske digtere i det 20. århundrede, 2. udgave 1965)

Sophus Michaëlis' digtsamling "Blaaregn" fra 1913 indeholder en række digte fra en rejse til Japan og Kina, der giver et interessant indblik i de traditionelle samfund, der endnu fandtes dengang. Samlingen indeholder desuden en række smukke minde- og hyldestdigte til blandt andre August Strindberg, Drachmann. Herman Bang og Georg Brandes

"Hvor der er gærende kræfter" - Jeppe Aakjærs landarbejderroman fra 1916 - er en historie, der ender godt, men kunne have endt skidt. Den opvakte hyrdedreng Villads, der tørster efter viden, låner bøger af en gammel murer. Han bliver forelsket i proprietærdatteren Cecilie, men må opgive hende, da hun rejser til København, efter at hendes far har overfaldet Villads. Villads er ved at gå til i druk, men da han genfinder Cecilie, ender alt alligevel godt.

Jeppe Aakjær debuterede som lyriker i 1899 med "Derude fra kærene". Her finder man det digt, der nok er hans allermest kendte - Ole sad på en knold og sang. Men man finder også digte, der ikke er blevet kendte, men kunne fortjene at blive det som "Dødsramt", der begybder: Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspilt Mund fra Land. Mod Dybet jager den i Vé og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.En del af ungdomsdigtene i "Derude fra kærene" blev kasseret af Aakjær, da han skulle udgive sine samlede digte, og nogle af dem har næppe været optrykt siden den i dag sjældne og kostbare debutbog udkom. Men her er alle digtene med i samme rækkefølge som i den oprindelige bog.

"Den vilde rose" fra 1931 er Helge Rodes sidste digtsamling. Her finder man erindringsdigte om barndommen, tankedigte om liv og død og en række digte om forfattere og kunstnere. Der er en renhed og strenghed over mange af digtene, der undertiden står som mejslet i sten, men også en underfundig humor, der nu og da kigger frem.

Sophus Michaëlis' digtsamling "Palmerne" fra 1904 indeholder en del digte fra en rejse til Egypten og Konstantinopel, hvor Michaëlis viser sin åbne holdning til Islam og til arabisk og oldegyptisk kultur. "Palmerne" indeholder også hyldestdigte til blandt andre Bjørnson, Schandorph, Herman Bang og Frederik Salomon. I et digt til det nye tyvende århundrede bekender Michaëlis sig til fremskridtet med ordene: Men du hellige Had - du skal brænde vor Sjæl, / saa vi drives til Daad, saa vi rammer en Pæl / i den Gengangeryngel, som stimer af Jord /, i den trøskede Svamp, som bag Bjælkerne gror. /Vil vi høre til Fremtids-Opbyggerne, / maa vi først se at jordfæste Skyggerne.

1903-udgaven af Ludvig Holsteins Digte er i det store og hele identisk med debutsamlingen Digte fra 1895. Nogle af digtene fra den første samling er dog udeladt, mens nogle andre er kommet til. Man finder her en række af Holsteins kendteste digte som "Vil I kender min veninde?" og "Det er i dag et vejr - et sommervejr"

Sophus Michaëlis' digtsamling "Romersk forår" indeholder mange smukke og formsikre digte, blandt andet en række digte fra Italien, digte om første verdenskrig, mindedigte og den store digtsuite Atlantis.

Helge Rodes digtsamling "Den stille have" fra 1922 rummer ud over titeldigtet om erindringens have og gådernes gåde smukke mindedigte over forfatterens forældre, en række naturdigte og filosofiske digte også "Sangen om Danmark" - Som en rejselysten flåde - og sangen om Dybbøl Mølle, der maler.

"Spredte blade", der udkom i 1942, året før Ludvig Holsteins død, er en samling af viser og digte, der har været trykt i aviser og tidsskrifter, men ikke tidligere har foreligget i bogform. Her er mindedigte og hyldestdigte, digte om jul og Frederiksberg og muntre sange, der viser Holstein fra en anden side end den følsomme naturlyriker. vi kender bedst.*Samlingen afsluttes med Holsteins smukke trosbekendelse: Ja, jeg er Troende, / jeg tror paa det groende, / min Tro kan blive svag / men aldrig briste. / Alt gror / Nat og Dag. / Og jeg tror / til det sidste

Ingen dansk digter har så inderligt og så dybtfølt beskrevet det danske landskab og det danske vejrlig som Ludvig Holstein. Han besynger ikke blot foråret og sommeren, men også november og februar. Det danske bondeland, han kendte, med viber og lærker, blomstrende grøftekanter og heste for ploven, eksisterer ikke mere. Men vejret skifter stadig, og det danske landskabs konturer ligger stadig, som dengang Ludvig Holstein for hundrede år siden gik ad slyngede stier og rakte en arm op for at plukke en duftende gravenstener fra grenen. L