Books published by Arne Herløv Petersen

Digtsamlingen (Livets Fest) er et ambitiøst forsøg i Gautiers og Huysmans' ånd på at skabe en række poetiske billedlæsninger, hvor digteren skaber en korrespondance mellem billedkunstens udtryksformer og digtets metaforer. Bogen er dediceret til kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96), der i en parallelbevægelse til Georg Brandes åbnede den europæiske dannelseshorisont inden for faget kunsthistorie og på Kunstakademiets billedskoler. En række af digtene er viet til lyriske billedbeskrivelser af Michelangelos slaver i Firenze, Verrocchios rytterstatue i Venedig, Athena Lemnias antikke marmorhoved i Bologna, Tizians maleri Den hellige og den profane kærlighed i Villa Borghese i Rom, Mester Stephans Madonna-tavle i Køln og endelig Rembrandts billedsuite Nattevagten, David spiller for Saul, Dr. Deijmanns anatomiforelæsning og portrættet af Hendrikje Stoffels fra henholdsvis Rijksmuseum i Amsterdam, Mauritshuis i Haag og Eremitagen i St. Petersborg.Dansk Litteraturs Historie"LIvets Fest" indeholder desuden blomsterdigte, digte om livets gang og mindedigte.

Sophus Michaëlis' "Synd" fra 1891 er to fortællinger om unge, fattige piger, der bliver lokket i fordærv - af en lumsk og beregnende forfører eller af sine egne drifter. At give sig hen til en mand er en dødelig fare, for hvis pigen bliver gravid, er hendes liv ødelagt. De to fortællinger - Astrid om den ærbare ekspeditrice, der til sidst optræder som tyv, og Nelly om syersken, der så gerne vil more sig, mens hun er ung, giver et levende billede af københavnske skæbner i en tid, der ikke er så fjern, som den måske kan føles. L

Sophus Michaëlis havde oversat Baudelaire og titlen på den bog, der blev hans litterære gennembrud, digtsamlingem "Solblomster" (1893) henviser til Baudelairs "Syndens blomster". Det er vanskeligt at forestille sig noget mere romantisk end denne bog. Den er højstemt - der er perler og diamanter i en stadig strøm - den er besjælet og fuld af vellyd og rosenduft. Den er som selve inkarnationen af den første stormende forelskelse, med dyb ærefrygtig betagelse, vild lidenskab, længsel og sorg over den elskedes utroskab og svigt. Det er en hjertebankende bog, en gave til alle, der er eller har været forelskede.

Sophus Michaëlis bliver ofte betragtet som symbolist, men hans debutdigte, Digte 1883-1888, der udkom 1889. er alt andet end vege og verdensfjerne. Han skriver om kærligheden, både den lykkelige og den ulykkelige, og om naturen. Han skriver om sit opgør med religionen, om at være gudløs og fri. Og han skriver om sin fremskridtstro, om sit had til pengemagten og sin tro på en bedre verden uden udbytning. I nogle af digtene kan han minde om Rudolf Nilsen: "Hver Morgen hejses i Solens Lys

Dødedansen" fra 1900 er en middelalderlig moralitet. Gennem seks beretninger - om pave, kejser, konge, ridder, bonde og kætter - ser vi, hvordan alle på forskellig vis prøvet at narre og undgå Døden, men alle alligevel tvinges til at træde med i Dødedansen. Kun kætteren Giordano Bruno går med åbne øjne på bålet. "Dødedansen" udkom samme år som Johannes V. Jensen udsendte første bind af "Kongens fald", og der er visse lighedstræk mellem de to bøger, også sprogligt.

Holger Drachmann er havets store besynger - både i billeder og ord. Han var en habil marinemaler, og i sine digte formår han som ingen anden dansk lyriker at indfange alle havets vuggende og brusende lyde. "Sange ved havet" er delt i to dele. I den første bliver havet omkring Danmark indfanget, udforsket og gengivet i ord. I den anden del beskriver Drachmann Venezia, kanalernes klukkende lyde og vandet som en del af byens arkitektur. Det er lyde, der også gennemtrænger hans drømme, som når han skriver "Jeg hører i natten den vuggende / lyd af Venezias vand"

I "Ranker og Roser", der udkom syv år efter Drachmanns opsigtsvækkende debut, kan det ikke skjules, at rutinen undertiden sniger sig ind, og at Drachmann poserer vel rigeligt i sin rolle som skjald og farende svend. Men de bedste af samlingens digte - som Sakuntala og digtet om Walther von der Vogelweide - er fuldt på højde med perlerne i de første samlinger.

Den sjælfulde kærlighed, betinget af afstand, tugt og længselsfuld tilbedelse, er essentiel i middelalderromanen Æbelø. Det er det som at se prærafaelitten Janey Morris i Æbeløs skildring af lysfeen Gro, genstanden for den unge junker, Sølver Falks attrå: „Øjnene var uden Pupiller, uden Blik; naar de saa, var det som hvide Skyer gled frem fra en himmelblaa Baggrund. Om det fintbøjede Hoved dannede Haaret en Glorie af bleggyldent Solspind, der sitrede med fine glimtende Traade i den blidt bevægede Luft“. Hele romanen er holdt i middelalderlig folkevisetone, og spinder da også runevisen om „Hr. Tidemand og Jomfru Blidelil“ ind i handlingen, der formes som en lang bølgende arabesk over afstandskærlighedens forjættelser og savn.Romanen beskriver igennem sine forvandlingsfigurer selve følelsernes forædling. Den stiller den rå maskuline darwinisme og gudsfornægtende herskermoral op over for den sværmeriske, guddommeligt forklarede naturtilstand, stedligt og rumligt formet som øen med paradisæblerne midt i en grum verden, omgivet af vand, uberørt som et refugium uden for tiden. Et sted for tilblivelse. Det er her, det første menneskepar Gro og Sølver til slut skal finde hinanden og føre slægten frelst igennem tiderne. Hele romanen danner en optakt til denne fuldbyrdelse, hvor Sølver må opgive sit darwinistiske jagtinstinkt, og Gros far, Sten Basse, sin herskesyge magtbrynde og sine brutalitetsidealer. Sølver vinder Gro for sit hjerte, da han kastes i fængsel af Sten Basse og fra faderborgens nederste kamre sender sjælelige lokketoner til Gro, der ubevidst fornemmer og modtager dem. Sølver lutres i mørket, frigør gradvist sjælen fra kroppens lænker og møder Gro på lige fod – det vil sige i kysk og ærbar fromhed. De to står i telepatisk kontakt med hinanden. Han drømmer hende hos sig, og hans drømmes tryllekraft er så stærk, at hun kommer til ham om natten som søvngængerske, drevet af længsler, der endnu ikke var „stegen fra Sjælens dybe Bund lig en Perle mod Lyset“. Gro bliver Sølvers inderligkære, da begges sjæle i en trinvis forædling er klaret af den store mester ved essen. Efter deres gedulgte møde i natten bærer Gro frugten af deres hengivelse i sit indre. Og da tiden kommer, føder hun barnet på Æbelø og spreder sit serafiske lys over en naturtilstand, hævet over blod, nerver og instinkt.(Dansk litteraturs historie)

Drachmanns kunstnerroman "Med den brede pensel" er især interessant ved de indblik den giver i kunstverdenen i København i tiden omkring 1870 og skildringerne fra England, Frankrig og Italien i samme periode, netop som impressionisterne begyndte at gøre sig gældende. Der er en del selvbiografiske træk i romanen, hvor man kan se lighedstræk med Drachmanns forelskelse i den unge syngepige Amanda Nilsson, som han i 1887 - samme år som romanen udkom - havde mødt i en cabaret på Frederiksberg. L

"Kunstnere" (1889) indeholder de tre noveller Forårsgrønt, Fjorten dage og En uromantisk novelle, der oprindelig blev trykt i tidsskriftet Ude og Hjemme 1878-80. Holger Drachmann havde selv gået på Kunstakademiet og optrådte som maler med slængkappe, og Forårsgrønt fortæller han om kunstnerlivet, mens samlingens sidste novelle foregå ved den jyske vestkyst.

Hvis man kun kender Drachmann fra midsommervisen og "Der var engang", kan hans debutdigtsamling fra 1872 komme som en åbenbaring. Han var så rasende og oprørsk i disse digte. Måske kan sproget i dag virke lidt gammeldags, men dengang var det nyt og anderledes, for Drachmann trak dagligsproget ind i sine digte. Indholdet har været som et slag i ansigtet på det dannede borgerskab. Drachmann taler med foragt om præsterne og de sløve danske studenter. Han taler om det indelukkede, snævre og beklumrede miljø i de dannede kredse. Og han lovsynger Pariserkommunen her samme år som slaget på Fælleden, samme år det første nummer af Social-Demokraten udkom. Dachmann stillede sig ikke bare på den yderste venstrefløj, men også helt uden for det dannede selskab - han stillede sig sammen med sømænd og arbejdere, og han gjorde det med smældende rim, taktfaste rytmer og i et smidigt og stærkt personligt sprog.

"I storm og stille" fra 1874 indeholder en række mindre skitser og noveller - om bl.a. et ophold på Christiansø, nogle drenge der stikker af til Hven i en båd og en excentrisk engelsk lord, der vædder med en fattig arbejder, om denne tør springe over skinnerne foran et frembrusende lokomotiv. Hertil slutter sig "Fra sandets regioner" fra Skagen, der med sine 85 sider snarere er en kort roman end en lang novelle. Dansk Litteraturs Historie skriver om den:I begejstring over havet og sandets vælde skrev Drachmann novellen „Fra Sandets Regioner (perspektiviske Fragmenter)“ om Palnatoke Olsen, der er træt af „Selskabet“ i hovedstaden, dets materialisme, tomme form og uselvstændighed, og især af den unge, kokette kvinde, han er forelsket i, men ikke har udsigt til at vinde. Så han rejser væk for at finde „Et Forsvindingspunkt for Hovedstadslivet“, som det hedder i første kapitels undertitel. Det finder han som fisker på Skagen, hvor „den jernhaarde Nødvendighed“ ganske vist „smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden“, men hvor man til gengæld har „et Centrum i sig selv“, fordi man aldrig har sat spørgsmål ved sin plads og sit kald. Fiskerlivet er den rette kur mod tidens „optrævlede, udmarvede Storbyslæng“ og „blegnæbede, smaaklynkende Poeter“, mener Olsen. På vejen derop får han følge af en snedkersvend, der underholder med en førstehåndsberetning fra revolutionen i Berlin i 1848. Trods kritikken af de københavnske damer kan Olsen ikke bekvemme sig til at stifte hjem med den skagenspige, der ser mildt til ham. I stedet finder han en heroisk død i en forulykket redningsaktion. Perspektivet viser sig at forsvinde „i det Uendelige“, siger undertitlen til sidste kapitel. Det drejer sig ikke om at vælge mellem hovedstadens radikale intelligens, arbejderklassens socialisme og den arbejdsomme landbefolkning, men om at finde sit eget midtpunkt. Det lykkes først for Palnatoke Olsen i døden, fordi han grundlæggende er splittet, som hans navn viser, mellem den borgerlige Olsen og den „balstyrige jomsvikingske“ Palnatoke.

"Dæmpede Melodier" fra 1875 er på mange måder en splittet bog. Den oprørske og ligefrem revolutionære ånd, der strømmer gennem debutsamlingen tre år tidligere er stadig til stede i digte om, at krigene kun er magthavernes røvertogter, og soldaterne skal lægge våbnene fra sig og slutte sig sammen - og ikke mindst i det lange digt om den sidste Sortfod, som missionæren fortæller om, hvordan de kristne lever i fred og broderskab, hvorefter indianeren med mange eksempler viser ham, at det ikke er sandt - at de kristnes verden er fuld af løgn og bedrag. Men samtidig rummer "Dæmpede Melodier" digte om tidligere århundreders krige, hvor krigsbegejstring og patriotisme lyser ud af versene. Og midt i det hele finder man et af Drachmanns allersmukkeste lyriske digte - Improvisation ombord - med linjerne: Daggryets Gud vi ofrer vinens glød / Til dig en hymne efter vinen følger / Og slår vor time, giv os da en død / som Shelleys i Toscanerhavets bølger".

Med kul og kridt" udkom ligesom Drachmanns første digtsamling i 1872 og giver en god baggrund for indtrykkene og holdningerne i digtene. Drachmann fortæller om sin tid til søs og giver levende beskrivelser af England og Italien. Der er sol, saltvand og frisk blæst i disse skitser, og når man læser dem, forstår man bedre, hvorfor Drachmann følte lede ved det indelukkede og snævre miljø i det københavnske borgerskabs saloner.

"Stykgods" er den sidste digtsamling, der udkom i Nis Petersens levetid. Her findes vi en række af hans kendte og elskede digte som "Da seren tav", "Elegi" ("De bad mig: lev dit liv for før), "Hvem rider gennem midnats regn" og "Hvad en gammel bissekræmmer fortalte mig om pigerne".

"Nattens pibere" er Nis Petersens debutdigtsamlng fra 1926. Titlen henviser til flagermusene, der kaldes Nattens små pibere - mørkets små hunde - dødens herolder. Samlingen indeholder digte, der er blevet klassiske, som "Jeg samler på de små børns smil", digte om vagabonder og hjemløse og digte om den jyske natur. Der er et digt til Kain og et digt om soldatens død, digte om tro og håb og ikke mindst kærlighed.

Spildt Mælk (1934)... er henlagt til Irland i tiden efter afslutningen af den irsk-engelske krig 1922, hvor en borgerkrig tager sin begyndelse. I handlingens centrum står Barney McCleary, der.. kommer i klemme mellem stridende parter og til sidst dør en ...meningsløs død. Barney har været på oprørernes parti, men efter fredsslutningen spalter en radikal fraktion af IRA, den irske republikanske hær, sig ud. De døde helte skal ikke have givet deres liv forgæves, lyder deres velkendte parole, som også til andre tider har været brugt til at retfærdiggøre kriges uendelige fortsættelse. Men Barney, som ved, det er ørkesløst at græde over spildt mælk, følger ikke de radikale. Der er ganske kort mellem gru og idyl i romanen, som er en kærlighedserklæring til et charmerende folk, der skildres som en blanding af hedsporer, politiske kandestøbere, sentimentale festmennesker, overstadige skrønemagere og rødhårede skønheder.(Store Danske Encyklopædi)

Af digtene i "Til en dronning" (1935) er det mest kendte det storladne, malmfulde og rytmefaste episke digt "En ballade om borgmesteren i Galway, der egenhændigt hængte sin søn for mord". Det er et digt, der skal læses, eller endnu bedre læses op, så man næsten kan høre Atlanterhavets brænding slå ind mod den irske vestkyst

"En drift vers" fra 1933 er Nis Petersens anden digtsamling. Det er i denne bog, man finder en række af Nis Petersens kendteste og mest elskede digte som "Kit in memoriam", "Et kvad om en knes fra Peene", "Café Det røde Hjerte" og "Brændende Europa"

"The Sensitive Plant" indgik i Shelleys digtsamling "Prometheus Unbound and Other Poems" 1820. Digtet handler om en have, som en moderlig kvinde plejer og passer. Men efter hendes død, er haven overladt til sig selv, og da vinteren kommer, dør haven. Navnet "Sensitive plant" bruges på engelsk om mimosen, mimosa pudica, der bevæger bladene ved berøring. Sophus Claussen oversatte digtet i 1925. Oversættelsen er måske ikke alt strengt korrekt, men Sophus Claussens egen digterkunst forvandler det til et dansk digt, der stadig handler om livets gang, om fødsel, barndom, voksenliv og død, men nu taler til os på vores eget sprog. Denne udgave indeholder både den danske oversættelse og den engelske original.

Helge Rodes digtsamling "Ariel" indeholder blandt andet digte om Holger Drachmann og Edvard Munch, et dramatisk digt om jordskælvet i Messina, et digt om luftånden Ariel, et digt om den druknede, der driver til havs og et digt om Atlantis' undergang. Det er smukke og formstærke, ofte lidt vemodige og tit temmeig voldsomme digte. Helge Rodes digte er for den læser, der søger skønheden og vil fordybe sig i det bevægende indhold.

Eksildigteren Mikkel Fossmo (født 1973) der debuterede i Hvedekorn i 2003 og som nu bor i Venezuela har bl.a. tidligere udgivet den præmierede digtsamling Vækstlaget (Samlerens forlag 2007) samt Muldvarp og pelikan.Nu kommer tekstsamlingen Begyndelser der i både prosa samt poetisk form samler en række parodier på og pasticher over en række af dansk og international litteraturs absolutte klassikere samt mere originale imitationer af forskellige former for genrelitteratur, alle sammen med forfatterens alter ego’er i centrum.Vi møder bl.a. den letgenkendelige Moby Duck samt Mikkel Homo og kommer også med på eventyr i Fossiaden samt med Mikkel Fosbjørn og pindgrisen. Man kan selv prøve at gætte hvor forfatteren henter sin inspiration til de forskellige tekststykker.

"Dansemus" er måske det mest radikalt samfundskritiske og det sorteste af alle Wieds værker. Det er et skuespil, men et læseskuespil - regiebemærkningerne hører lige så meget med som replikkerne. Med ubønhørlig konsekvens fremmales et billede af kongeriget Rugmelien, hvor det "fingerer at være forår" og hvor alle er som dansemus, der danser rundt, styret af deres drifter.

Man tror det ikke, men Oehlenschlägers Raad til unge Ægtemænd (ofte betitlet Raad til en ung Ægtemand) blev, efter længe at have cirkuleret i afskrifter, offentliggjort første gang i Ekstra Bladet mandag d. 4. maj 1970, nærmere bestemt i sexbrevkassen "Spørg Inge & Sten" på side 18 mellem henholdsvis et læserbrev af en ung kvinde der gerne vil vide om det nu også er almindeligt at kæresten altid har rejsning allerede ved afklædningen, og et andet læserbrev der fremhæver tungekysset blandt tidens erotiske udsvævelser. Således al mulig grund til at afvise digtet som et falsum, men flere skriftkloge har sagt god for det.Den 18. maj gav Povl Ingerslev-Jensen, formanden for Oehlenschläger Selskabet, følgende svar i samme avis:"De spørger, om digtet med elskovsråd, som Ekstra Bladet bringer i dag den 4. maj 1970, er af Oehlenschläger? Som formand for Oehlenschläger-Selskabet kan jeg svare, at det er det så ganske afgjort. Man træffer på mere af samme skuffe i digterens papirer på Det kgl. Bibliotek. Om det citerede dig kan siges, at det i årevis er rendt byen rundt i forskellige varianter. En nu afdød litteraturprofessor har fundet det med følgende begyndelse: 'Ifald Du kneppe vil i Mag -'. Desværre er ingen fortsættelse overleveret, uden den allerede kendte, men Ekstra Bladet har gengivet digtet i en af dets bedste versioner, der ikke på noget punkt lider under afskriveres individuelle tilføjelser. Noget originalmanuskript har jeg hverken truffet eller hørt om, men ægtheden lyser ud af ordvalget. [...] Jeg vil tro, det er fra hans tidlige manddomsperiode mellem 1809 og 1820. Hans senere forlibelser gik ikke så yderligt - eller inderligt. [...]"Og selveste F.J. Billeskov Jansen forsvarer digtets ægthed i et brev til udgiverne af 1000 danske digte:"Man bør regne med, at erotik i praksis og i diskussion var mere gængs end vi forestiller os fra tidens erindringer og officielle digtning. [...] Jeg tror altså, at det fritsvævende digt er af Oehl.; versene profesionelle, indholdet præcist som et kapitel hos Vandervelde eller Inge og Sten! Anskuelighedens triumf." (citeret på side 1519 i 1000 danske digte)

H.C. Andersen var en opmærksom og lydhør rejsende. Da han besøgte Tyrkiet, sugede han til sig af alle de fremmedartede indtryk. "I Orienten" er et uddrag af rejsebogen "En Digters Bazar" fra 1842 - afsnittet om mødet med Konstantinopel, Smyrna og Sortehavet.

"Barndom og Ungdom" er de første kapitler af "Mit Livs Eventyr".H.C.Andersen beskriver i "Mit Livs Eventyr" barndomstiden på en ofte idyllisk måde. Spørgsmålet er i dag om dette også er sandt. bl.a. har han i breve skrevet " O, naar jeg tænker paa min fattige Barndom , mine savn og Mangler, de tunge, mørke timer, da syntes jeg ofte det hele var en drøm og senere "Var min barndom mørk, nu kommer Solskin i riig Fylde".Familien levede under trange forhold og havde een eneste stue, der næsten var opfyldt af skomagerværkstedt, sengen og den slagbænk som H.C. Andersen sov i udgjorde barndomshjemmet. Han bedste beskæftigelse var at i gården ved den eneste stikkelsbærbusk der var og se ind i dens blade.Hans Christian var noget af en enspænder og han kom aldrig sammen med de andre drenge eller legede med dem, hverken ved hjemmet eller i skolen. HCA sad ofte hjemme med sit lille teater og legede og drømte. Han blev moppet af de andre drenge i gaden og fik bl.a. øgenavnet "Comedieskriveren".http://www.visithcandersen.dk/ba-barndommen-hca.htm

"Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet". Med disse berømte ord starter novellen "Mogens". Dette anslag i en skønlitterær tekst var for samtiden nyt og moderne, og det er i litteraturhistorien blevet en meget kendt og ofte citeret passus.Mogens" regnes traditionelt for det første naturalistiske værk i dansk litteratur. Stilen er naturalistisk, fordi forfatteren har bestræbt sig på at gengive det, hovedpersonen sanser i sin omverden så fotografisk nøjagtigt som muligt. Men sproget er også suggererende, hvilket inviterer læseren til at drømme med i denne naturoplevelse.(Litteratursiden)En dyb pessimisme gennemsyrer novellen "Pesten i Bergamo" (1882). Massehysteri og massesuggestion fører her til religiøse sadomasochistiske orgier af ondskab og blodrus. Ganske anderledes er novellen "Fru Fønss" fra samme år. Her tegnes billedet af en moden fornem kvinde, der bliver sig sin sanselighed bevidst og med humaniteten og selvbeherskelsen i behold vinder en sen livslykke.I de sidste år af sit liv eksperimenterede Jacobsen med nye kunstneriske udtryksformer. Fortællingen "Der burde have været Roser" fra 1882 er en fantasileg på flere planer, af stor sproglig skønhed, vibrerende mellem ironi, længsel og melankoli, i slægt med træk i europæisk symbolisme.(Store Danske Encyklopædi)

I 1873 kunne Jacobsen læse de første kapitler højt for Brandes af den roman, der senere skulle stå som naturalismens hovedværk. Jacobsen havde fundet sit stof og var i gang med en historisk roman om adelsfruen Marie Grubbe - et litterært stof, som tidligere Holberg, Blicher og H.C. Andersen havde iscenesat med deres tids litterære filosofi: rationalisme og romantik. Den historiske genre tvang Jacobsen til omfattende studier i 1874-75, og samtidig gjorde sygdom ham periodisk uproduktiv. Først i slutningen af 1876 lå romanen klar til udgivelse.I Fru Marie Grubbe udforsker Jacobsen en kvindes driftsliv og viser, hvordan driften bliver skæbne. I den henseende er romanen rendyrket naturalisme: dens beskrivelse af Marie Grubbes reaktionsmønstre er et studium i arv og miljø. Romanen skildrer adelskvindens opstigning og fald, og J.P. Jacobsen formår at formidle hendes erotiske fantasier og vise, hvordan parringsvalget er styrende for hendes liv, analogt med Darwins beskrivelse af dyrene. I den klassiske åbningsscene gengiver J.P. Jacobsen den 14-årige Maries erotiske fantasier og lader dem munde ud i en scene, der foregriber hendes masochistiske lyst:“ Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løse Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. ”Marie bliver gift med kongens søn Ulrik Frederik Gyldenløve, som er statholder over Norge, men han er hende utro, og en dag forsøger hun at slå ham ihjel. Selv forstår hun ikke sin handling, det sker bare: “ Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt mærke til, at Ulrik Frederiks Kniplingskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet i hende, at hugge det kolde blinkende Blad ind i det hvide Bryst og hun gjorde det. ”Romanen viser en kvinde, der impulsivt handler, determineret af kræfter, hun ikke behersker. Hendes liv bliver styret af lyst og lidelse, hun går fra mand til mand, fra Ulrik Frederik til Sti Høg og videre til Palle Dyre, før hun møder en rigtig mand, Søren Ladefoged, der kan dominere og tilfredsstille hende.Pointen er, at Marie Grubbe gennem faldet realiserer sit driftsliv - og derfor ikke skal ynkes. Således kan hun over for rationalisten Holberg i romanens slutning hævde, at hun intet fortryder: “ Ethvert Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død ”, lyder hendes afsluttende credo. Fru Marie Grubbe er et højdepunkt i dansk litteratur, stilistisk vellykket og eksemplarisk udført naturalisme. I menneskesyn og sprogstil er dette værk nyskabende og forløber for en række naturalistiske udviklingsromaner.(Forfatterweb)

Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige är en roman av Selma Lagerlöf, utgiven i två delar 1906-1907. Romanen var ursprungligen skriven som läsebok i svensk geografi och ingick i serien Läseböcker för Sveriges barndomsskolor. Den handlar om Nils Holgersson, en pojke som blir förvandlad till en pyssling och som på ryggen av en gås får resa genom hela Sverige. Trots att den var tänkt som läsebok i inrikesgeografi har boken översatts till många språk. Boken var även den svenska barnbok som, ända tills Astrid Lindgrens stora succé Pippi Långstrump översatts till flest språk, över 60 stycken.Nils på gåskarlens rygg är en välkänd bild, som ger de flesta associationer till denna bok. Resan började enligt historien 20 mars år 1898 och Nils kom hem till Västra Vemmenhög den 8 november samma år. Gåskarlen heter Mårten och är en vit tamgås som bestämmer sig för att slå följe med de gråa vildgässen, en biologisk märklighet som noterats vid olika tillfällen. Ledargåsen heter Akka, med namn av det lappländska bergsmassivet.

Johannes Rosmer, eier av Rosmersholm, er den siste av en gammel og innflytelsesrik slekt av geistlige, militære og embetsmenn. Han var tidligere sogneprest, men har trukket seg fra embetet. Før stykket tar til har hans kone Beate druknet seg i Møllefossen. Man mener hun var blitt sinnsforvirret av sorg fordi hun ikke kunne få barn og føre Rosmerslekten videre.I ungdommen var Rosmer svært påvirket av sin huslærer Ulrik Brendel, en fritenker og idealist. En ung kvinne, Rebekka West, har gjennom Beates bror Kroll skaffet seg innpass på Rosmersholm. Hun ser mulighetene i Rosmer og tror hun kan hjelpe ham med å virkeliggjøre hans tanke om å skape en verden av "glade adelsmennesker". Rosmer blir uten å innrømme det for seg selv forelsket i Rebekka. Samtalene med henne får stor innflytelse på hans livssyn, og en stund mener han å være klar for å begi seg ut i verden og aktivt engasjere seg i det politiske liv på venstre fløy. Det kommer til åpen konflikt mellom ham og den konservative rektor Kroll, som setter alle krefter inn på å redde ham tilbake fra de "frafalne".I løpet av stykket oppdager Rosmer at Rebekka har manipulert og lurt Beate til å tro at hun selv var gravid med Rosmer. Han forstår nå at det var dette som var årsaken til at Beate tok livet av seg, og han fylles av tvil og selvanklager.Rebekka på sin side oppdager i en konfrontasjon med Kroll at doktor West, som hun trodde kun var hennes pleiefar, var hennes virkelige far. Etter dette tilstår hun at det var hun som indirekte sto bak Beates selvmord fordi hun selv ville ta fruens plass på Rosmersholm. Men når Rosmer ber henne om å gifte seg med ham, sier hun nei. De to kaster seg i fossen fra det samme stedet som Beate gjorde det.(Nasjonalbiblioteket)