Books published by Arne Herløv Petersen

Emanuel Goldstein (1862-1921), der under pseudonymet Alexander Herz udgav "Sprængte lænker" i 1884, fremtræder i denne bog som en splittet natur. Her er skarpe og revolutionære sange til socialismens pris, ofte skrevet med større kunst end de fleste af samtidens agitatoriske viser. Men så optræder tvivl på, om kampen nu også var ofrene værd, og derefter veksles mellem elskværdige bagateller, besyngelse af kvindens ynder og bitterhed over livets modgang og kærlighedens ubestandighed.

"Universaldirken" (1904) handler om en bande tyve og voldsmænd og hævder, at der ikke er forskel mellem dem og overklassen. Begge grupper kommer uretmæssigt til deres rigdom og arbejder ikke for føden. Det er en satirisk og skarp og morsom bog. Den blev i 1989 udgivet i forkortet form, og udgives her for første gang siden originaludgaven i den oprindelige skikkelse.

"Johannes Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed, det er hvad han ser".- Hans Otto Jørgensen i "Horden", 2015

”De Levendes Land” bærer tydelige symbolistiske strømninger i form af drømmevisioner, fatamorgana og en mere poetisk sprogbrug. De mere filosofiske tanker præger ”Det store Skisma”, der diskuterer religiøse perspektiver i et småbysamfund, mens ”Evolution” fortæller om en tilbagevenden til en sådan landsby.””Forandring fryder”” fortsætter strømningen af skildringer af kunstnere, der her er kædet sammen med ægteskabet som socialt element, hvilket igen bringer tankerne omkring Nietzsches nedgørende udsagn om ægteskabelighed. Om kærlighed i støbeskeen fortælles der i ”Elise”, men om ulykkelig kærlighed.De to sidste noveller bringer tankerne udi verdenslitteraturen, hvor ”En af Herman Krügers store Dage”, sammen med ”En Drømmer”, umiskendeligt bringer tankerne i retningen af Dostojevskijs ”Et latterligt menneskes drøm”. Den handler om en hovedperson, der beslutter at begå selvmord, men mangler det rette tidspunkt til det, hvad også er tilfældet for Herman Krüger. Men han, hos Dostojevskij, falder i søvn og drømmer en række omskiftelige scener, hvilket ligner den ustadige drømmekomposition hos Hansen i ”En Drømmer”.”Fru Hald” leder både fortælleteknisk og kompositorisk tankerne hen mod Edgar Allan Poes kriminalgåder og rammefortællinger. Den handler om den ældre herre Wilsters fortælling til en forsamling om mødet med fru Hald, hvor rammeforståelsen er fortællerens nutidige fortælling af handling i fortiden, en fortælleteknik som også f.eks. Poes ”Black Cat” bærer. (Kulturkapellet)

Skjold deltager i krigen 1864 og ønsker livet igennem at kæmpe for fædrelandet og forsvarssagen. Han bliver oprørt. da hans søn - der er opkaldt efter general Olaf Rye - vender sig imod hans holdninger og agiterer for fred. Skjold tager sønnen ud af latinskolen og sætter ham i urtekræmmerlære. Olaf Rye dør af lungetuberkulose få måneder før han ville være fyldt atten og kunne råde over sit eget liv. Men hans tanker lever videre."Hovedtemaet i "Alt for Fædrelandet" er fredssagen, som Massi Bruhn arbejdede for.. Massi Bruhn knytter sin protest mod militarismen sammen med en generel protest mod patriarkalsk menneskeopfattelse. Samtidig indgår som et bitema også en protest mod kapitalistisk menneskesyn". (Pil Dahlerup: "Det moderne gennembruds kvinder")

Kallundborgs Krønike udkom første gang i Knud Lyne Rahbeks og Christen H. Prams tidsskrift Minerva i august 1786 . Baggesen udgav den under det fiktive forfatternavn Simon Simonsen. Versfortællingen handler om en borgmester i byen Kalundborg, som har meget svært ved at falde i søvn. For at underholde sig under sin søvnløshed får borgmesteren sin kone til at læse op af den såkaldte Kallundborgs Krønike . Da borgmesteren hører historien om en tyv, der bliver hængt to gange, tror han fejlagtigt, at historien er en parodi over ham selv. I arrigskab kræver han derfor bogen konfiskeret og brændt, og han forlanger, at der genindføres censur i Kalundborg, hvor der ellers havde været trykkefrihed. Baggesens satiriske fortælling har flere ligheder med Ludvig Holbergs komiske helte digt Peder Paars ( 1719 - 1720 ) , men det er samtidig en meget aktuel sk ildring af den politiske tilstand i slutningen af 1700 -tallet . I 1770 indførtes der trykkefrihed i Danmark, og det fik udgivelsen af alle publikationer til at eksplodere . Allerede i 1772 begyndte regeringen at indskrænke trykke - og ytringsfriheden i landet, og derfor blev trykkefrihed og censur store debatemner ikke alene i 1770’erne, men også i 1780’erne og 1790’erne. Fremfor at beskrive landets samlede historie, har Baggesen henlagt sin fortælling til provinsen Kalundborg. Her er livet blomstret gevaldigt op, efter der er blevet indført trykkefrihed , og censuren er blevet afskaffet. Byen oplever imidlertid både kulturel og økonomisk nedgang , da man vælger at genindføre censur . Selvom Baggesen ikke skriver det direkte, så er læseren ikke i tvivl om på hvilken side i debatten, forfatteren står. Versfortællingen gav mærkeligt nok ikke anledning til nogle trykkefrihedssager mod Baggesen, men værket var et vigtigt kritisk indlæg i debatterne om ytringsfrihed og censur i samtiden.(Bakkehusmuseet)

Den allerførste samling af HC Andersens eventyr var "Eventyr, fortalte for børn", der udkom i tre små hefter 1835-37. Det første hefte indeholdt eventyrene "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på ærten" og "Den lilla Idas blomster".

Kan man vinde over Gud? Snyde ham? Kan man derigennem få sine mål opfyldt - eller er det dømt til at mislykkes? Det er er store spørgsmål. Men at snyde Gud er nok en overvejelse værd; at man må kunne bruge Gud til at vinde sig nogle fordele. Det er i hvert fald dét, Egholm regner med at kunne; at vinde over Gud. Derved regner han med at få fremgang og succes med sit opfinderi. Derigennem skal Verden tvinges til at se hans storhed og gøre ham rig og berømt.Samtidig tugter Egholm sin hustru og familie med trusler og korporlig vold, når de - efter hans opfattelse - hele tiden kaster synd på ham og "handicapper" ham i hans tvekamp med Gud. Romanens tema er, hvorfor han gør det, slås så forfærdeligt med livet. (Karsten Hjorth Larsen)

I 1931 kulminerede Buchholtz' succes som forfatter, da han vandt en stor nordisk romankonkurrence med romanen "Susanne", der senere i 1950’erne er blevet filmatiseret med bl.a. Ib Schønberg og Erik Mørk i hovedrollerne. Om Susanne har han selv sagt, at ”tanken med den er at kaste projektørlys over typer i vort samfund i dag. Hvis det ikke var så gammeldags, kunne bogen godt have heddet ”Jagten efter lykken”. Uden om den skønne, troskyldige Susanne danser de – rige, onde og gode, arbejdsglade og luddovne, kloge og dumme, svindleren og den retskafne”.Dette var højdepunktet af hans karriere. Han modtog 10.000 kr., hvilket svarede til tre års løn for en faglært arbejder, og da han returnerede til Struer, modtog han over 400 tiggerbreve i løbet af kort tid.(Limfjordslitteratur)

"Urolige hjerte" er sidste bind i den trilogi, der begyndte med "Egholms Gud" og "Clara van Haags mirakler"."Her er fantasteriet gået i arv til Egholms børn. I dagbogsform forsøger den yngste søn Emanuel, der nu i mangel af bedre er blevet jernbaneassistent, at skrive sig frem til sig selv. Men også her spiller han kispus med sig selv. Fantasteriet ender i et brag, da Emanuel omgår reglemenet og iværksætter sin gode idé og forsøger at gennemføre en rangering ved "at skifte" mellem vognene, selv om det var farligt og forbudt. Ideen var god nok, Emanuel havde bare glemt at tage højde for virkeligheden, som her er en gammel togmands utidige ængstelse og indblanding."(Dansk litteraturhistorie, 1984)

Bodil Bechs første digtsamling består af kærlighedsdigte, skrevet efter skilsmissen til den mand, der forlod hende - tryglende, anråbende, bedende, sørgende. Og kun glad, når hun husker tilbage på de lykkelige stunder, de engang havde sammen:Sortgrønne Blade som Solen hopper imin Ryg hviler mod et Stenhegnblanke Brombær hænger over mit Hoveddine bittesmaa Brystvorter er som sortebrune Brombæren sort Slange rejser sig spillende i Græssetjeg nipper af de sortebrune Brombær

"Clara van Haags mirakler" er en fortsættelse af "Egholms Gud" om opfinderen, fantasten og hustyrannen Egholm, som vi her i andet bind følger frem til hans død. "Som et forvokset barn er han totalt uden fornemmelse for sig selv og sine grænser, og han er da også fuldstændig uvidende om, hvilke ofre hans ideer kræver af hans koneog hans børn... Med disse romaner blottede Buchholtz det moderne, frisatte menneskes orienteringsløshed. De længsler, der er blevet frigjort, pegede ingen steder hen, og i de snævre rammer i det provinsielle småborgerskab blev de invaliderende og kom ud som forkludrede og virkelighedstømte "ideer"". (Dansk Litteraturhistorie. 1984)

Kaj Munks skuespil "Ordet", der især kendes fra Carl Th. Dreyers film fra 1955, handler om en tro, der er så stærk, at den kan udrette mirakler.

Det af Nathansens skuespil der er blevet hans længstvarende succes ogstadig spilles, Indenfor Murene, behandles de dybtgåendeforskelle mellem jødisk og dansk livsform. Dette stykke viser hvorintimt fortrolig N. var med emnet, med sikkerhed har han gjort hvereneste af de helt konkrete individer til en type, og ikke mindstved dette uafbrudte og frugtbare vekselspil mellem individ og typeer det blevet det mest klassiske af hans teaterstykker. Men detsscenelykke skyldes dog især N.s helt uforlignelige gengivelse afden gammeldags københavnsk-jødiske atmosfære der bygger på en rækkeintime, men samtidig helt konkrete iagttagelser. (Dansk Biografisk Leksikon)

I det gamle Rusland havde betalte godsejerne skat efter antallet af livagne, der blev kaldt "sjæle". Da der kun blev udskrevet ligning hvert tiende år, skulle godsejerne til deres ærgrelse betale skat af de livegne, der var døde i mellemtiden, "døde sjæle". I Gogols satiriske roman rejser den fiffige svindler Tjitjikof rundt for at opkøbe disse "døde sjæle", så han på papiret kan fremstå som rig og dermed kreditværdig. "Døde sjæle" er et hovedværk i det 19. århundredes europæiske litteratur, en meget morsom og skarp satire over det gamle Rusland med bureaukrati, nyrige og enfoldige og uvidende godsejere.

Denne stramt komponerede, journalistisk prægede roman skildrer Sovjetunionen under Moskvaprocesserne og Spanien under borgerkrigen; bogen afregner med de vestlige demokratiers kompromisindstilling til fascismen og mere generelt med en passiv humanisme, som "føler uvilje ved urett og som ikke kjemper for det, som er rett".(Store Danske Encyklopædi)

Ibsen levede et regelmæssigt og tilsyneladende udramatisk liv. Men bag den konventionelle livsstil og lukkede maske fandtes der et nådeløst ironisk og kritisk blik på forstillelsen i det borgerlige samfund. Et dukkehjem (1879) fik en skandaleombrust modtagelse, som skyldtes dets radikale kritik af kvindens rolle i samfund og familie, selvom Ibsen benægtede, at han havde skrevet et drama om kvindesagen. Det overordnede tema er en undersøgelse af frihedens umulighed i det borgerlige samfund.(Store Danske Encyklopædi)

"Det fjerne" udkom i 1907."Det poetiske projekt befæstes og udbygges, og som det antydes i titlen, rummer Det Fjerne forsøg på poetiske samtaler til det fjerne, ofte det fjerne i tid. Således er „Barnet“ en skildring af den rislende barndomskraft, der løber gennem alle tider og alle aldre: „Gennem Barnet glider / dybt med Blodets Gang / Nynn fra alle Tider, / gammel gylden Sang.“"Temaet om det fjerne og det nære foldes darwinistisk ud i „Tidernes Sang“, hvor der spørges:Hvad er vi, alt vort Værk og vore Aar?Vi, som i Dag bebor en kølnet Klode,vi, som har dyrisk Rod i Urtids Vaarog siden, fyldt af muldne Kræfter, groede?"(Dansk Litteraturs Historie)

De dødes rige udkom i fem bind, Torben og Jytte (1912), Storeholt (1913), Toldere og Syndere (1914), Enslevs Død (1915) og Favsingholm (1916), som i 1917 blev forkortet og bearbejdet til De Dødes Rige. I modsætning til de foregående to romaner er det en kollektivroman, der følger en række personer, som er knyttet til hinanden gennem familiebånd eller arbejdsfællesskab. Titlerne på de fem bøger nævner dels hovedpersonerne, godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, som elsker hinanden, og Venstres politiske fører Enslev, dels de steder, hvor handlingen foregår, Torbens gods Favsingholm og Storeholt, som Jytte er knyttet til. Det midterste bind skildrer et degraderet København fuld af larmende trafik, lysreklamer, en kommercialiseret presse, et politisk liv gennemsyret af intriger og præster og læger i indbyrdes splid om, hvem der har patent på sandheden. To hovedhandlinger følger Torbens og Jyttes kærlighedsforhold, som ikke fører til ægteskab, fordi hun ikke stoler på sine følelser, og Enslevs kamp for social retfærdighed, som mislykkes på grund af indre stridigheder i hans parti. Titlen på andenudgaven henviser til, at Torben i begyndelsen hilses tilbage fra de dødes rige, da et nyt medikament har helbredt ham for en hjertesygdom, mens han i romanens slutning oplever den verden, han har gennemrejst efter at være blevet rask, som de dødes rige.(Dansk Litteraturs Historie)

Estrups statskup, hvor Højreregeringen styrede landet gennem provisoriske love uden at tage hensyn til Folketinget, fremkalde en hidtil uhørt politisk spænding i samfundet. Venstrebønder dannede riffelklubber for at forsvare folkestyret, og stemningen var på bristepunktet. Det er denne urolige tid, Pontoppidan beskriver i novellerne i samlingen "Skyer". En gammel revolutonær udråber et "Leve Krapylet" - men Pontoppidan ved, at ophidselsen er kortvarig, og at de oprørske hurtigt vil falde ned igen. For sådan er det jo i det lille Danmark.

Frem til omkring 1960 blev Nis Petersen betragtet som en af vores største lyrikere. Senere blev han udsat for en voldsom nedvurdering, men nu er tiden måske kommet til at trække hans bedste digte frem og læse dem igen. Dansk Litteraturs Historie skriver om digtet "Brændende Europa":"Uanset alle æstetiske svagheder gør det indtryk som et tidligt og magtfuldt varsel om de katastrofer, som få år efter satte Europa i brand. Digtet lægger ud med et storstilet vue over den moderne verden, hvor børnene udsættes for grusomheder af mange slags. Stilen er knapt konstaterende, reportagepræget. Der panoreres fra den polske landarbejderfamilie, som glæder sig til det kommende barn, til den engelske barnemorderske og videre til det tyske barn, der vokser sig sundt og stærkt – for engang at blive dræbt af politiet. Indignationen virker ægte, fordi den bæres af det faktuelt konstaterende."

"Labyrinten" er en beskrivelse af en rejse ned gennem Tyskland til Schweiz og Frankrig i revolutionsåret 1789. "Labyrinten" er på højde med Sternes "Sentimental Journey" i sit både muntre og følelsesfulde sprog. Den impressionistiske beskrivelse af opstigningen i Strasbourgs domkirke er medrivende og skrækindjagende - man får bogstavelig talt gåsehud af at læse om den farefulde bedrift. Baggesen er romantisk og letbevægelig, men samtidig et ægte barn af oplysningstiden med dens præg af fornuft og varm humanisme. Baggesen er oprørt over de umenneskelige forhold, jøderne lever under i ghettoen i Frankfurt, og en fortaler for tolerance. Han er opildnet af den franske revolution, der netop er begyndt, men frygter samtidig, at den vil udarte til et blodbad. Som læser kommer man tæt på den 25-årige forfatter, og man kan ikke lade være med at synes om ham og glæde sig over hans litterære evner, der så tydeligt folder sig ud i denne ungdomsbog.

Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"

Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

I 1804 skrev Adam Oehlenschläger et digt, hvor han sammenligner Langeland med en “smekker green, brudt af den store, danske Rosenhække, i Vandet ligger fasthed ved en Steen”.Oehlenschläger skrev digtsamlingen “Langelandsrejse”, hvori disse strofer findes. For ham var det en katastrofe at skulle forlade Langeland...Det var i øvrigt også her på øen, at Oehlenschläger blev inspireret til nationalsangen “Der er et yndigt land”. (Langeland kommunes hjemmeside)

En fængslende historie om den spekulerende og udspekulerede forfører Johannes, der er sig selv og sine åh, så spændende oplevelser nærmest - en psykologisk indsigt i en begavet narcissist. Og en historie med et - måske - eviggyldigt tema.I København stiger den ukendte og skønneste pige ud af sin karet. Hvem hun er, er ikke vigtigt. Tværtimod. For vores dagbogsskriver, Johannes, har ingen hast; ”Ingen Utålmodighed, ingen Griskhed, alt vil nydes i langsomme drag; hun er udset, hun skal vel blive indhentet”. Her begynder Johannes sin erotiske dresseren af denne ubekendte, som han aldrig tvivler på vil indfanges af hans fantastiske evner ud i forførelsens kunst.Gennem Johannes´ nøje dagbogsoptegnelser og breve følger vi hans kyniske fremfærd mod den ubekendte, der viser sig at hedde Cordelia. Undervejs må bl.a. ”vennen” Edvard og Cordelias faster koldblodigt se sig udnyttet af Johannes’ selviskhed. Men ikke mindst Cordelia bliver drevet rundt i manegen af Johannes´ skamløse adfærd, hvor han med overblik og præcision, komplekse manøvrer og intriger, søger at gøre forførelsen mere og mere spændende for sig selv.'Forførerens Dagbog' skildrer ikke en traditionel Don Juan-figur, der blot elsker nydelsen for nydelsens skyld. Den fremstiller derimod en næsten satanisk nyder af eget intellekt, der beregnende og betingelsesløst søger den største udfordring i forførelsen. For Johannes er forførelsens tese “Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre”.'Forførerens Dagbog', oprindeligt trykt i 'Enten-Eller'(1843) som en afslutning på æstetikerens papir, skrev Søren Kierkegaard med en klar hensigt om, at læserne skulle præges til at træffe nogle valg. Og 'Forførerens Dagbog' tvinger bestemt sin læser til at tænke.Men om Johannes vil fungere som et skræmmebillede eller som en rollemodel for læseren må stå åbent. Én ting er dog sikker: 'Forførerens Dagbog' er med sit poetiske, til tider ophøjede sprog, der fint underbygger bogens tema, skræmmende god læsning, der hurtigt fangede anbefaleren i sit net.(Litteratursiden)

I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

Man tror det ikke, men Oehlenschlägers Raad til unge Ægtemænd (ofte betitlet Raad til en ung Ægtemand) blev, efter længe at have cirkuleret i afskrifter, offentliggjort første gang i Ekstra Bladet mandag d. 4. maj 1970, nærmere bestemt i sexbrevkassen "Spørg Inge & Sten" på side 18 mellem henholdsvis et læserbrev af en ung kvinde der gerne vil vide om det nu også er almindeligt at kæresten altid har rejsning allerede ved afklædningen, og et andet læserbrev der fremhæver tungekysset blandt tidens erotiske udsvævelser. Således al mulig grund til at afvise digtet som et falsum, men flere skriftkloge har sagt god for det.Den 18. maj gav Povl Ingerslev-Jensen, formanden for Oehlenschläger Selskabet, følgende svar i samme avis:"De spørger, om digtet med elskovsråd, som Ekstra Bladet bringer i dag den 4. maj 1970, er af Oehlenschläger? Som formand for Oehlenschläger-Selskabet kan jeg svare, at det er det så ganske afgjort. Man træffer på mere af samme skuffe i digterens papirer på Det kgl. Bibliotek. Om det citerede dig kan siges, at det i årevis er rendt byen rundt i forskellige varianter. En nu afdød litteraturprofessor har fundet det med følgende begyndelse: 'Ifald Du kneppe vil i Mag -'. Desværre er ingen fortsættelse overleveret, uden den allerede kendte, men Ekstra Bladet har gengivet digtet i en af dets bedste versioner, der ikke på noget punkt lider under afskriveres individuelle tilføjelser. Noget originalmanuskript har jeg hverken truffet eller hørt om, men ægtheden lyser ud af ordvalget. [...] Jeg vil tro, det er fra hans tidlige manddomsperiode mellem 1809 og 1820. Hans senere forlibelser gik ikke så yderligt - eller inderligt. [...]"Og selveste F.J. Billeskov Jansen forsvarer digtets ægthed i et brev til udgiverne af 1000 danske digte:"Man bør regne med, at erotik i praksis og i diskussion var mere gængs end vi forestiller os fra tidens erindringer og officielle digtning. [...] Jeg tror altså, at det fritsvævende digt er af Oehl.; versene profesionelle, indholdet præcist som et kapitel hos Vandervelde eller Inge og Sten! Anskuelighedens triumf." (citeret på side 1519 i 1000 danske digte)

"En Dødsnat" udspiller sig som en tragedie midt imellem livet og døden, imellem altings begyndelse og slutning. Romanen skildrer det ubarmhjertige drama, der på en enkelt nat udspiller sig omkring en skæbnesvanger fødsel, der ender med en dødelig styrtblødning.Scenen for det ubarmhjertige skue er Broholm, en større gård et sted på Skiveegnen i 1870’erne. Som i en græsk tragedie lurer der hele fortællingen igennem en lunefuld og indifferent skæbne på menneskene, der til sammenligning synes små og magtesløse. Fortællingen er blottet for blød sentimentalitet, men alligevel er der masser af humor og ironi at skimte i Marie Bregendahls (1867 – 1940) karaktertegninger. Hver især stræber romanens personer efter at finde en højere, bagvedliggende mening ikke blot med Anne Grams død, men med livet som sådan. En Dødsnat er dermed først og fremmest en fortælling om forskellige menneskers symbolske strategier for det meningsløse: hvordan bevarer man sin medmenneskelighed, håbet og ikke mindst troen på Gud i en verden, der gang på gang demonstrerer sin ondskab, tilfældighed og (gudløse) meningsløshed?(Litteratursiden)