Books published by Arne Herløv Petersen

Valdemar Rørdams buldrende og bragende fædrelandssange og militaristiske viser og ikke mindst hans tyskvenlige vers under besættelsen har gjort det svært at læse hans digte. Men hvis man ser bort fra personen og holdningerne, er der meget at glæde sig over i hans digte, og man forstår, hvorfor de i sin tid var så folkekære. Valdemar Rørdam var ikke nybrydende og original, men han var traditionens tro vogter og uhyre sprogbevidst og formsikker. Disse tidlige kærlighedsdigte er smukke og indtagende, og det er befriende at se, at han ikke kun hylder den første forelskelse, men også den dybe, ægteskabelige kærlighed og kærligheden til det fælles barn.

"Luft og land" fra 1910 indeholder smukke natur- og erindringsdigte og især langdigtet "Ondløse", som Poul Borum kaldte "Rørdams ubetinget bedste digt" - en blid og usentimental rejse tilbage til barndommens by.

Valdemar Rørdam blev to gange indstillet til Nobelprisen, hans "Danmark i tusind år" blev af mange foreslået til ny nationalsang, et udvalg af hans digte udkom i 1940 med forord af Kaj Munk og Julius Bomholt skrev i 1941 en stærkt anerkendelse kronik i Social-Demokraten om hans lyrik. Men så skrev han to hyldestdigte til det nazistiske Tyskland, og dermed var hans skæbne beseglet. Han blev slettet af Finansloven efter befrielsen, og som digter gik han i glemmebogen. Nu er der gået så mange år, at der kan være grund til at skelne mellem de buldrende og tomme militaristiske udgydelser fra hans hånd, der ikke fortjener at blive husker, og de smukke digte, han også skrev. Vi straffer ikke ham ved at lade være med at læse hans natur- og kærlighedsdigte, for han er for længst død. Vi straffer kun os selv. Der ligger oplevelser af stor skønhed og dybde og venter på os i de bedste af hans digte, som dem, der er medtaget i dette udvalg, hvis titel er førstelinjen af et af hans digte i versromanen "Gudrun Dyre".

"Købstad-Idyller" fra 1918 er måske en af Rørdams reneste og bedste digtsamlinger. Han besøger sin fødeby og finder den lille og puslingeagtig og samtidig storslået på sin egen, stille måde. I "Danske digtere i det 20. århundrede" (1. udgave 1951) citerer Jens Kruuse disse linjer fra "Købstad-Idyller": "Ja, det bliver tidligt Aften! / Spisende af Mellemmaden / leger Børnene paa Gaden / i den klare, sorte Mørkning. // I hver Rugbrøds-Mundfuld smages / Krydderfedtet, Køkkensaltet / og den kolde Luft samsmeltes / underlig med Verdensaltet // Men i Døden vil de mindes / deres Mørkningsleg paa Gaden, / Køkkensaltet, Fedtemaden / og den kolde Luft og Stjernen" og fortsætter: "Så fuldkomne ting i den danske lyriks ædleste tradition for inderlighed, klarhed og ægthed løb ikke som ingenting fra Rørdams pen. Just på baggrund af hans poetiske heroisme og hans forløbne sanselighed, overvundet i højtravemde etos og vælde, er så jævne, sunde vers en bedrift. De røber det egentlige ved denne digter. Han måtte overvinde sine egne anlæg, beherske sine lyster, hæmme sin løbskhed for at skrive vers som disse. Men de er hans berettigelse"."Købstad-Idyller" er både i originaludgaven og det senere genoptryk sat med gotisk skrift. Denne e-bogudgave er den første, der er tilgængelig for moderne læsere, der har svært ved at læse gotisk skrift.

Det er alderdomsdigtene, der gør "Alderdoms Fæstning" fra 1938, der gør denne digtsamling virkelig læseværdig. Så gammel var Rørdam heller ikke, da han skrev den - han var 67 år - men han er bidsk, illusionsløs, selvironisk og samtidig selvbevidst: Hvad er der af kroppen / jeg bryder mig om? / To ben som loppens / en gasfyldt vom. // De trofaste lunger / Blodrensere, ak / de skratter og runger / af sprit og tobak.". Anden del af samlingen består af hyldestdigte til danskere fra skibsrederen, etatsråd HN Andersen til socialisten Jeppe Aakjær. Men det er især de nationalkonservative åndsfæller, digtene er rettet til. Samlingen slutter med en række fædrelandsdigte, der trækker Dybbøl mølle ind i kravet om et stærkere forsvar. Der er en vis lydhørhed over for det nazistiske Tyskland, "Fra det tredje rige taler / store tyske idealer / om hvad manddom kan og tør" - men han siger derefter, at vi har andre idealer og ikke skal kopiere de tyske. Rørdam har også et hyldestdigt til de danske jøder i anledning af synagogens 100 års jubilæum, så antisemit er han i det mindste ikke. Når Rørdam ville være patriotisk, bliver han tit hul og rungende, og de fleste af disse digte kan man roligt springe over. Men læs digtene om, hvordan det er at blive gammel. De holder.

Statusopdateringer på Facebook 2016

Erindringsromanen "På højskole" (1898) beretter om den rige jurastuderende Henrik, der keder sig i København og efter forslag fra en kammerat tager på højskole. Her møder han unge fra helt andre sociale lag end sit eget, og han bliver forelsket i præstedatteren Linda. Og han lærer at børste sine egne sko - det har han ellers altid haft tjenestepige til.Valdemar Rørdam gik på Askov i 1890. Han omtaler i romanen meget negativt en lyrisk skomagersvend, han kalder Fahlberg. Rørdam beskriver ham som en mand med små øjne og fladt ansigt. Han går rundt i sivsko og "aborrespættet ulster". Rørdam skriver, at skomageren er ulideligt selvsikker og ser på Rørdam med en "snurrig Blanding af ærbødig Undskyldning og fed Selvtilfredshed". Han skriver, at skomagersvenden havde gået på en anden højskole, før han kom til Askov.Martin Andersen Nexø gik på Askov 1891-93. Året før havde han gået på Østermarie højskole. Nexø var uddannet skomager.Er Fahlberg i Rørdams roman så Nexø? Det ville være interessant at vide. Men uanset om Fahlberg i bogen er tegnet efter levende model eller ej, giver "På højskole" et godt og detaljeret i højskolelivet, dengang de fleste af dem, der gik der, var drevet frem af en uudslukkelig kundskabstrang, og dengang det forekom indlysende, at man skulle lære for livet og ikke lære for at få en specialiseret færdighed eller uddannelse.

Den egentlige skurk i romanen "Karen Kjeldsen" er den forkyndende kristendom, og bogen må have virket provokerende, da den udkom i 1900. Romanen skildrer et kærlighedsforhold mellem en troende, ung mand og en ung kvinde, der har arvet sin fars skeptiske holdning til religionen. Det, der kunne være blevet så smukt og blomstrende mellem dem, forpestes af hans evige forsøg på at omvende hende, og han ender med at ødelægge deres forhold og indirekte drive hende i døden. Der er ingen falsk happy end eller forsoning. Bogens konklusion bliver, at den doktrinære og forkyndende kristendom er livets og kærlighedens fjende.

Efter at have boet en årrække i Australien, flyttede Knud Poulsen hjem til Danmark og slog sig ned på Djursland. Her skrev han en række essays om naturens gang og om vandreture. Hans sprogkunst er uforlignelig, og når vi nu hundrede år senere læser hans skildringer af dansk natur, kan vi glæde os over det, der stadig findes, og sørge over det, der er gået tabt i en tid, hvor bondegårdene er blevet til agroindustri med gyllespredning, og hvor grøftekanter og levende hegn er sløjfet.

"Tre strenge" fra 1897 er en ungdommelig bog, Rørdams anden bog. Digtene handler mest om ensomhed, ulykkelig kærlighed og naturen. Nogle gange er de lidt famlende og usikre, men i det store og hele viser Rørdam allerede her en imponerende formsikkerhed og bevidsthed om sine virkemidler. Han var på det tidspunkt endnu ikke grebet af sin ulyksalige trang til at være nationalskjald og mane til samling om konge og fædreland, så den dødvægt, der tynger en del af hans senere samlinger, findes ikke her. Digtene virker unge, friske og oprindelige. Han taler fra hjertet, når han taler om sine følelser.

I Lokesæd er moderens død det symbolske udgangspunkt for datterens kamp med det ondes princip, lokesæden... Datteren Tore søger på eventyrvis beskyttelse hos den gode fader, til puberteten river hende med sig og kampen mellem den onde, den gode (og den biologiske) fader slår igennem og hindrer hende for alvor i at forbinde sig med sin mand. Deres barn dør, og Tore bliver vanvittig af splittelsen. Myte, religion, eventyr og driftspsykologi blandes sammen i denne historie om pigen, der går under i mandsverdenens magtkampe, efter at moderen blot har efterladt hende med en advarsel om at hengive sig til den onde drift".(Dansk Litteraturhistorie 1984)**Ordet "Lokesæd" eller "Lokes havresæd" bruges dialektalt om hedeflimmer i stille, varm luft og overført om noget uvirkeligt, kun som luftsyn eksisterende.

I "Mennesket på lerfødder" begiver Hulda Lütken sig ud i en dybdeosykologisk og mytisk version af døtrenes, og det vil sige kvindernes, identitetsproblev. Jeg'et begiver sig på en rejse gennem barndommens land, gennem en lidelseshistorie til et kønsskifte, hvor hun som den korsfæstede søn overgiver sig til faderen"(Dansk Litteraturhistiorie 1984)"Mennesket på lerfødder" er et selvopgør, en bøn til Gud, et kampskrift, en redegørelse, en myte, en åbenbaring, en drøm... det er en bog, der ikke rigtig ligner nogen anden bog.

Ingen havde troet, der var livpå Mars, men en dag landede marsmændene ved den lille by Woking i England. Marsmændene angreb menneskene fra deres trebenede, vandrende stativer. De spreder død og ødelæggelse om sig med ildstråler og kvælende giftgas, Menneskene er på flugt, London raseres, og man kan frygte, at menneskehedens sidste time er kommet. Men netop som alt ser sort ud, frelses menneskene uden egen indsats på en både overraskende og logisk måde.

"Banjoen synger" er en samling af Kiplings digte i Valdemar Rørdams kongeniale oversættelse. Her er sangen om øst og vest. der aldrig skal mødes, men mødes alligevel, da den britiske soldat og røverhøvdingen værdsætter hinandens ære og troskab. Her er sange om soldater og sømænd, om gamle England, og imperiet hvor solen aldrig går ned - altsammen gengivet i taktfaste rytmer og med klingende rim, som Rørdam gengiver med stort teknisk mesterskab.

Digtsamlingen "Sol og Sky" fra 1895 er Valdemar Rørdams debut. Han var 23 år, men kunne allerede i denne første bog brillere med sine formfuldendte digte - der dog undertiden kan virke lidt blege. Han besynger kærligheden i alle dens former og har også digte, der besynger jagten.

I langdigtet "Huset ved volden" ser Rørdam som tresårig tilbage på sin tidlige barndom i Stege i 1870'erne - fra fødslen og til han skulle i skole. Det var på mange måder et idyllisk liv, han levede i den solide præstegård, og man kommer til at tænke på Carl Larssons tegninger, når man læser de præcise og detaljerede skildringer af, hvordan de bagte småkager før jul, af piberøg og stearinlys. Men der var også mørke skygger, og dem fortier Rørdam ikke. Hans mor var meget syg og døde ung. Flere søskende døde som små. Han selv fik difteri og måtte holde sengen i lang tid. Han opdagede, at der fandtes løgn og sladder i verden. Han fik lussinger af kokkepigen. Han var ofte svag og drømmende. Han drømte som stordåd uden selv at kunne udrette meget. Og han fik mareridt, så han vågnede fuld af angst. Han var sengevæder og svagelig. Og han husker tydeligt, hvor ubehageligt det var at blive løftet op og kysset af en voksen, måske en mand med stilkkende skæg.

"Afrodites boldspil" er en let og yndefuld digtsamling, der viser Rørdams store evner som versekunstre. Bogen er lykkeligt fri for de bombastige og svulstige læredigte om fædreland, konge, militær og erhvervsfolk, der skæmmer en del af forfatterens andre bøger. Her er den knap halvtredsårige forfatter næsten kåd og sprælsk, lykkelig forelsket og forelsket i livet. Det eren bog, man bliver glad af at læse.

Som ung blev Valdemar Rørdam ramt af tuberkulose. Han var sengeliggende i to år og nær ved at dø. I "Dansk Tunge" skildrer han vemodigt og resigneret sin sygdom og senere glæden over atter at være rask. Her er smukke kærlighedsdigte og nogle af de mest indtagende digte om dansk natur, der er skrevet.

Af et barns verden" er andet bind af Rørdams fem bind med erindrigsdigte fra barndom og ungdom. Bogen følger efter "Huset ved volden" og skildrer drengen fra seks til otte år i præstegården i Stege. Her er minder om skøjteløb og skifart og om pigerne, der trækker bukserne ned og viser sig frem. Og om smældende lussinger og forbudte udforskninger af sukkertønder og om at plukke halefjerene af en hane og sætte dem i sin hue. Serien fortsætter med "Holeby". "Halv-student" og "Kursus ind og ud".

Pressen skrev om Hulda Lütkens digtsamling "Drømmen" (1940):Himmelrummet er i hendes lille Bog; man har en Følelse af., at Versene er blevet til deri so drivende Skyer, som Dug, som Stjerner.Kai Flor (Berlingske Tidende)Den tager Læseren saa direkte om hans Hjerte, at hvert lille Digt bliver en Dialog mellem hende og ham.Christian Rimestad (Politiken)Laurbærkransen og Silkebaandet med Guldbogstaverne gaar til Hulda Lütken! ... Hendes Digte vokser, folder sig ud og sætter Blomst som en Plante.Kjeld Elfelt (Berlingske Tidende)Hun har bevaret den Sindets dirrende Følsomhed over for Elskoven og Naturen, der har berettiget en Kritiker til at indblande Sapfos hellige Navn i sin Lovprisning af denne jyske Digterinde.Kai Friis Møller (Ekstrabladet)Hvis Danmark var et verskært Land, vilde "Drømmen" blive revet bort, Oplag efter Oplag. Nu er den kun for de faa. Men de vil have en staaende, saa den atter og atter kan tages frem.Ejnar Thomsen (Aarhus Stiftstidende)

Pressen skrev om "Grædende latter":"Blandt vore kvindelige Lyrikere er Hulda Lütken i Aar med sin "Grædende Latter" saa absolut den bedst"Tom Kristensen i "Politiken"Hulda Lütkens Sind er mangfoldigt. Store Modsætninger strides i det, og det er ikke det mindst fængslende ved hendes Digte, at de altid bærer Spor af denne Kamp".Kai Flor i "Berlingske Tidende""Der er i denne Pjerrotgraad og dance macabre en saa ægte Følelse, at den griber en om Hjertet"Julius Bomholt i "Social-Demokraten"

"Sjælens Have" fra 1931 er Hulda Lütkens anden digtsamling. Der er noget i den mørke og uheldssvangre stemning, den stadige kredsen om ensomhed og ulykkelig kærlighed og ikke mindst i den overlegne stilsikkerhed og rytme, der kan henlede tanken på Edgar Allan Poes univers. Det lange slutdigt "Sjælens Have" er et mesterværk i dansk poesi.

Hvis HPE Hansen (1888-1946) overhovedet er kendt i dag, er det for hans bøger om Johannes V. Jensens og Marcel Prousts forfatterskaber. Men da første bind af "Adjunkt Holts tragedie" udkom i 1933, skrev Knut Hamsun om den: "Det er en optakt til en stor verden af skæbner", Helge Rode skrev: ""Jeg har en fornemmelse af, at der er noget stort på færde" og Marcus Lauesen: "Den er klog, ofte viis. Og trods dens sorte depression finder jeg den positivt menneskelig".Pressen skrev:"Skildringen af livet i dette ludfattige provinshjem med dets lumre og ondskabsmættede atmosfære er givet med stor styrke".Frejlif Olsen i Ekstrabladet"Der er megen psykologisk forstelse og god, sjælelig analyse i bogen, også gode menneskeskildringer og miljøtegning".KL Kristensen i Fyns Tidende."Hvad der videre vil ske, ligger skjult for læsere, men hans interesse for det, der skal komme, er vakt indtil bristepunktet"Sven Gundel i Jyllands-Posten."Poul Henningsen snakker. HPE Hansen slår".Henning Kehler i Berlingske Tidende."Det er lykkedes forfatteren at denne fylde snart robuste, snart følsomme skikkelse med overbevisende liv, en næsten nærgående atmosfære".Julius Bomholt i Social-Demokraten.

I "De uansvarlige".. får driftspsykologien en mere materiel forklaring: det er ikke driften, men dens hæmmede, forkvaklede og ufortolkede veje, der får pigen Erna til at bukke under med kønssygdom og selvmord, en både fysisk, social og identitetsmæssig destruktion"(Dansk Litteraturhistorie)"Hun slår en knytnæve i bordet, hver gang hun udsender en roman.. Det koger i hjernen, længe efter at man har læst den"(Tom Kristensen i Politiken)"Hun skælver hverken på hånden eller i hjertet"(Hans Brix i Dagens Nyheder)"Hun har den virkelige kunstners suverænitet... Hun er en så betydelig kunstner, at man tvinges ganske ind under hendes herredømme"(Richardt Gandrup i Aarhus Stiftstidende)Sjældent er en kvinde trængt så langt ned i det psykologiske som Hulda Lütken, i denne bog heftigere end nogensinde, som lidt af en kvindelig Dostojevskij"(Kai Flor i Berlingske Aftenavis)

Bertel Budtz Müller (1890-1946) er mest kendt for sine folkelige og elskværdige fortællinger om thyboer og for sin efterladte roman "Det rette erotiske compani". men han begyndte sin karriere som avantgardist og ekspressionist i kredsen omkring "Klingen" - sammen med blandt andre Emil Bønnelycke og Axel Salto. Hans ekspressionistiske læsedrama "Blændværket" fra 1923 er et stort tænkt opgør med alle konventonelle forestillinger - og tilegnet Lenin og Trotzki. Om intentionerne blev indfriet kan diskuteres - Cai M. Woel skriver i sin litteraturhistorie, at dramaet "toner ud i tågesnak". Men der er ansatser i skuespillet, der nok kan fortjene opmærksomhed. Bertel Budtz Müller blev i 1918 medlem af Socialistisk Arbejderparti, der var forløberen for Danmarks Kommunistiske Parti (dannet 1920). Han skiftede senere til Socialdemokratiet og blev en af arbejderbevægelsens fremtrædende kulturpersonligheder i mellemkrigstiden, blandt andet som leder af Arbejdernes Teater

"Vandringer" af Knud Poulsen er en højsang til naturen og vandreturene i naturen. Som Tomas Espedal opfordrer han os til at gå:"Vi er vel endnu en lille Skare her til Lands, som ikke undser sig for at benytte de os af Skaberen tildelte Ben efter deres Bestemmelse, nemlig som Befordringsmiddel, men som tvertimod finder, at dette at vandre paa sine Ben ikke blot er den naturligste, sundeste og livsaligste Maade at komme frem paa i Terrænet, men den eneste rationelle, den eneste virkelig berigende for den, som grundig vil lære Land og Folk at kende, for den, som intimt vil tilegne sig Naturens og Landskabets Skønheder og Skatte, dets Flora og Fauna, dets Luft og Linier, dets Skyer og dets Spil af Sol og Skygge under Aarstidernes Vekslen og i Døgnets skiftende Skær.... For Væsener, der som mekaniske Dukker lader sig trække op til alt dette ynkelige Spræl, maa dette dagevis at vandre paa sine Ben i Naturen selvfølgelig staa som noget dræbende langsommeligt og kedsommeligt. Hvad selve Naturen angaar tilfredsstilles de fuldt ud ved et flygtigt Blik ud over Landskabet fra den støjende, støvende Bil eller fra Badehotellets orkesterlarmende Terasse. Der er gaaet By i dem, de har Beton paa Hjernen, hver grøn Spire i deres Sind er kvalt under en Skorpe af Asfalt. Intet Under, at de ikke forstaar os, som gaar herude paa det brede Bondeland".Og Knud Poulsen har et åbent sind og et vågent blik med på sine vandreture. Han oplever hele tiden noget, for han kender til dyrenes og planternes liv. Han er seende. Og han har sproget i sin magt, så han kan beskrive, hvad han ser.

"Halv-student" er næstsidste bind af Valdemar Rørdams samling erindringsdigte om barndom og ungdom - efter "Huset ved volden". "Af et barns verden" og "Holeby" og før "Kursus ind og ud". Rørdam skildrer her sine studieår i København - og især glæden ved at læse græsk, latin, fransk og oldnordisk. Der er også glimt af livet på et pensionat og de københavnske parker, hvor man i ly af natten kan plukke en rose at lægge for den udkårnes dør. "Halv-student" kører i nogen grad på rutinen og er ikke så levende og detaljeret som barndomsskildringerne, men den hører med i historien om Rørdams udvikling til digter.

Pressen skrev om digtsamlingen "Livets hjerte" (1943):"Det er en bog, som rummer stærke Kontraster og stærk Kunst. Den samler paa ny Lyset om hendes mærkelige Personlighed."Svend Erichsen i "Social-Demokraten""Hulda Lütken er født til at skrive Vers, snart glødende lidenskabelige, snart sprøde i Tonen som Spinettens Klange"E. Fox Maule i "BT""Hun er selv til Stede med hele sin Personlighed i hver eneste Strofe. Det er en dyrebar Gave, hu har skænket os med dette Bind Vers"Carl Johan Elmquist i "Politiken"

Valdemar Rørdam var i begyndelsen af trediverne, da han skrev digtene i "Ved Midsommertid",der måske er hans lyseste bog. Han var helbredt for den tuberkulose, der i to år havde bundet ham til sengen, og i flere digte forlanger han, at alle får samme muligheder for helbredende kurophold. Han søger forsoning med sin far, som han havde haft et anstrengt forhold til. Og først og fremmest er han nybagt far, og en lang digtkreds til datterens ét års fødselsdag er formet som en vekselsang mellem faderen og moderen. Det er måske den smukkeste skildring af de nye forældres lykke, der findes på dansk.

En del af Rørdams bombastiske digte om konge og fædreland er i dag ulæselige. I andre digte har han faktisk den vejrtrækning, der skal til for at skrive det storladne. Det gælder i denne samling digtet om Titanic. Og atter andre gange viser han sig som den ypperlige verskunstner, han var, således i det vemodige "Gevningenæs", hvor han ved mødet med en ung pige mærker alderdommen trykke, og i "Afsked", der på smukkeste vis anvender et versemål, der minder om Edgar Allan Poe i"Ravnen": "Skruen hvirvler, Stemplet stamper lig et Hjerte der sig kramper/ ved at skilles fra den Lykke det har kendt kun altfor kort /. Sagte sukker Kystens Popler. Op af Dybet, hvor det bobler,/ flænges flammerøde Gopler, ja, som Flager af en Lue, / halvkvalt under Bølgens Bue. Men den strænge stærke Skrue / tvinger Båden ud og bort"