Books published by Bechs Forlag - Viatone

Øst for paradis (1952) er Steinbecks store dramatiske slægtsroman over tre generationer, hvor det gode kæmper mod det onde, som det er skildret i myten om Kain og Abel. I Steinbecks fortælling gentages kampen i to generationers brødrepar. I første generation er Charles i misundelse og ondskab tæt på at slå sin bror Adam ihjel. I anden generation følger vi brødrene Aaron og Caleb, der er sønner af Adam og den forførende, men dæmonisk ondsindede Cathy. Et mægtigt værk over livet i USA fra borgerkrigen til 1. Verdenskrig med et stort og mesterligt skildret persongalleri.”Romanen rummer både broderhad efter bibelens mønster, bordelhistorie, humor, tragik, sentimentalitet og grand guignol... et bevægende og eftertankevækkende billede af menneskets evige kamp mellem det gode og det onde.” – Jørgen Claudi”Dialogen svinger mellem den ordinære dagligtale og de mest sublime konstateringer, uden at tonens sandhed kommer i fare. Her er som i de rigtige romaner: fødsel, karakterudfoldelse, kærlighed og død, kort sagt skæbne, i rundhåndet mængde.” – Jacob Paludan”Steinbeck synes at øde af uudtømmelige kilder, når han lader det ene glimrende billede efter det andet af den jævne amerikaner i lyst og nød glide forbi vores øjne … Og ingen har som Steinbeck evnen til at lade et menneske fremstå med en tyngde, så vi mærker de kræfter, snart til det gode, snart til det onde, hvoraf hans handlinger fødes.” – Jens Kistrup

Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons roman fra 2013 Fisk har ingen fødder. Vi befinder os i Keflavik, en afsidesliggende flække, som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og som er et sted, hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far, der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod. Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg, at jeg er til.” Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.“Storslået. Vi flyver, vi græder, vi ånder hele verden ind i dette epos om en slægt, der kunne leve til alle tider. Sådan er en forfatter, der mener noget med det, han skriver. Og selv kan skrive en mening frem. Hvert år er der måske kun en enkelt nordisk roman, der rager op over alle de andre og sætter barren. Der kunne stå Jón Kalman Stefánsson: Nogenlunde på størrelse med universet på det ene værk. For netop det er det: nogenlunde på størrelse med universet. … Jón Kalman Stefánsson er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele fire gange. Senest for Fisk har ingen fødder. Endnu er han ikke kommet igennem nåleøjet. Måske fordi han fortjener en pris nogenlunde på størrelse med universet.” – Liselotte Wiemer, Weekendavisen”Jón Kalman Stefánssons prosa er elegant, frit strømmende og lyrisk klingende … Det er de skønneste historier. De er erotiske, kærlige, humoristiske, sorgfulde og bitre, sådan som de gengives af den allestedsnærværende fortæller, som svæver ud og ind af romanens skæbner, indtil alt har samlet sig i en fuldtonende litterær fuga … Kan man som Jón Kalman Stefánsson se det store i det små, da bliver ikke bare kærligheden, men også livet nogenlunde på størrelse med universet. Og lige så stjernetindrende forunderligt.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, ******

Juan og Alice Chicoy ejer en restaurant med tilhørende autoværksted i et øde vejkryds nær den mexicanske grænse. Mens den koleriske Alice passer restauranten sammen med en romantisk drømmende servitrice, passer den rolige, mandige Juan værksted og buskørsel sammen med lærlingen ’Bumse’, hvis tanker kredser om damer. I et forfærdeligt uvejr kører bussen en dag fast på en øde, mudderfyldt vej i Californien. Og i den usædvanlige situation opstår en række spændinger mellem de otte tilfældigt sammenbragte personer, der får den polerede overflade til at briste og personerne til at afsløre deres sande karakter og nå til nye erkendelser. Et eksistentielt drama.”En mægtig præsentation i sin art af en kolossal koncentreret kraftkilde. Et sprængfærdigt atom af en bog.” – Hans Brix”Aldrig har Steinbeck skrevet en så kunstnerisk behersket og fuldendt eller en så meningsfuld dybtloddende bog som denne … om nutidsmenneskets sjælelige nød og forvirring, dets angst og ensomhed, dets rørende drømme og længsler og først og fremmest dets dyriske begær og tarvelige egoisme … [Men romanen får] lys og varme af hans følelse af medansvar, af kærlig medfølelse og især af hans forstående humor.” – Jørgen Claudi”En af Steinbecks bedste bøger.” – Newsweek

”Mrs Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.” Med denne siden så berømmede sætning indledes romanen, der udspiller sig en enkelt sommerdag i London i juni 1923, hvor Clarissa Dalloway forbereder et aftenselskab. I løbet af dagen indtræffer flere hændelser som afstedkommer en række overvejelser og associationer til tidligere begivenheder. Hendes mand er til hendes fortrydelse inviteret til frokost uden hende hos Lady Bruton, hvis animerede frokoster berømmes i de højere kredse. Hendes tidligere ungdomskæreste Peter Welsh, der netop er hjemvendt fra Indien, kommer på besøg og vækker minder fra en fjern fortid samt spekulationer om det korrekte i det valg, hun foretog dengang mellem ham og sin nuværende mand. Hun erindrer også sin virile ungdomsveninde Sally Seton, hvor venskabet nærmede sig en form for forelskelse. Har hun valgt det rigtige liv, eller er hun visnet i en triviel borgerlig tilværelse? Hvad romanen ikke har i ydre drama, har den i indre rigdom.Mrs Dalloway er et hovedværk i det 20. århundredes litteratur. Den blev filmatiseret i 1996 med Vanessa Redgrave i titelrollen, og i 2002 blev den relaterede roman Timerne af Michael Cunningham om tre kvinder fra forskellige generationer, der er påvirket af Mrs Dalloway, filmatiseret med Nicole Kidman som Virginia Woolf.“Mrs Dalloway … indeholder nogle af de smukkeste, mest komplekse, skarpe og særegne sætninger, der nogensinde er skrevet på engelsk … Det er et af de mest bevægende, revolutionerende kunstværker fra det 20. århundrede.” – Michael Cunningham, forfatter til Timerne

Den store Gatsby anses for et af amerikansk litteraturs hovedværker og er et fuldendt og indsigtsfuldt portræt af overklassemiljøet i de brølende 20’ere. Gennem fortælleren Nick Carraway bliver man taget med til det overfladiske, glitrende liv i palæerne langs Long Islands kyst i 1920’erne. Her bor den mystiske hovedperson Jay Gatsby, der er kendt for sine vilde, overdådige fester for hundredvis af mennesker. Alligevel er der ikke rigtig nogen, der kender ham eller ved, hvor hans formue stammer fra. Rygterne om ham er mange – er han krigshelt, spritsmugler, tysk spion eller måske Kejser Wilhelms nevø? Alle folk higer efter en invitation til en af hans ekstravagante fester, men Gatsby ænser dem ikke. Han bekymrer sig kun om én person – den legendariske skønhed Daisy Buchanan, som er hans ungdomskærlighed, og som han vil gøre alt for at vinde tilbage.”Den store Gatsby er en lille roman, kun 188 sider, men dens format er uendeligt, dels som uforløst kærlighedshistorie, dels som identitetsmysterium, dels som et kritisk tidsportræt, og dels som en kriminalistisk fortælling med et gennemtænkt mesterplot. Alle, der følger med i tv-kultserier som Boardwalk Empire om forbudstidens USA eller Mad Men om den mystiske reklamemand og identitetstyv Don Draper i 50’erne og 60’erne, må nødvendigvis (gen)læse Den store Gatsby fra jazztiden. Serierne står på alle måder i dyb gæld til romanen, ja de kunne næppe være udviklet, hvis ikke F. Scott Fitzgerald havde lagt hovedsporet ud i forvejen.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen”Den store Gatsby bør være obligatorisk læsning på alle skrivekurser inklusive forfatterskolen, hvis man vil have et klart indblik i, hvor snedigt en roman kan konstrueres og hvor få armsving og eksperimentelle gebærder, der skal til for at føre litteraturen videre.” – Klaus Rifbjerg, Information”Denne Scott Fitzgeralds bedste roman er også en af de helt store i amerikansk litteratur, skrevet i den prosa, som skulle udvikle sig til den hårdkogte, og som indrammer de blødeste og ømmeste følelser.” – Thomas Bredsdorff, Politiken

Fortælleren Arkadij, der er illegitim søn af godsejeren Versilov, ankommer til Skt. Petersborg som nybagt student fra Moskva for at tage ophold hos sin biologiske far, der lever uden for ægteskab med hans mor. Faderen, som han kun glimtvist har set i barndommen, står for ham i et ophøjet skær. Han har under opvæksten lidt og følt sig ydmyget af sin illegitime herkomst, men har kompenseret med en hemmelig ide, der skal gøre ham rig som en Rothschild. Både forholdet til faderen og realiseringen af ideen kommer ud for alvorlige prøvelser, mens Arkadij hvirvles ind i en række intriger i den adelige familie. Først og fremmest får vi gennem Arkadijs dramatiske fortælling en indlevelse i det sårbare og komplicerede far-søn-forhold.”Bogens spændende handling bevæger sig gennem en suverænt gennemført personskildring, samtidig med at man tæt følger hovedpersonens desperate forsøg på at orientere sig i sig selv.” – Bent Windfeld, Berlingske”Den handler om skadede børn, om anerkendelse, arv, besættelse og jalousi, og læseren skal have den gedigne spænding til gode. Dostojevskij er nemlig sammen med alt det andet … en stor kriminalforfatter.” – Marie Tetzlaff, Politiken”For en grønskolling, det er han, den tyveårige Arkadij Dolgorukij, som er romanens hovedperson og fortæller. Både i sine egne og andres øjne. Arketypisk med sine eksalterede, emotionelle rutschebaneture, himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt. Med sit syn på kvindekønnet, svingende mellem kold foragt og glødende tilbedelse. Og ikke mindst med sit smertefuldt nødvendige opgør med verden – og far.” – Mette Dalsgaard, Weekendavisen”Det er en raffineret moderne roman, mere end de omgivende Idioten og Brødrene Karamazov, med en velberegnet treleddet komposition, lige så kompleks som hovedpersonernes sjæleliv, ikke mindst Versilov, et skræmmebillede af et splintret sind med et pragtfuldt sammenbrud, hvor han smadrer et dyrebart ikonbillede mod et kaminhjørne, hvor helgenbilledet flækker i to dele. Der skal et ordentligt edderkoppenet til at holde sammen på stumperne. Men det er tillavet af kattefjed, snogespyt og kvindehår på listigste vis.” – Torben Brostrøm, Information

En dag i Ivan Denisovitjs liv blev offentliggjort i november 1962 i tidsskriftet Novy Mir efter Khrusjtjovs personlige tilladelse. Romanen vakte enorm opmærksomhed både i og uden for Sovjetunionen, eftersom det var første gang, at en beskrivelse af Stalintidens undertrykkelse åbent blev trykt. Fortællingen foregår i en sibirisk speciallejr for politiske fanger og skildrer en typisk dag i fangen Ivan Denisovitjs liv i januar 1951. Denisovitj er på grundløse anklager blevet dømt til 10 år i den sibiriske fangelejr, hvor hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Men selv i en situation, hvor livet er reduceret til en skål vælling og en sjælden cigaret, på trods af udmattelse og ydmygelse, er det håbet, værdigheden og medmenneskeligheden, der sejrer. Romanen er en sønderlemmende kritik af det kommunistiske tyranni og en hyldest til den menneskelige ånd.”Modsat så mange andre ’tøbrudsromaner’ er En dag i Ivan Denisovitjs liv et virkeligt kunstværk. Dens første kup er, at den begrænser sig til én dag. I de sidste linjer kan forfatteren så lakonisk tilføje, at der i Ivan Denisovitjs liv som politisk fange var tre tusind seks hundrede og treoghalvtreds dage, som den han har skildret.” – Anders Bodelsen”Denne fordringsløse beretning om en skæbne som så mange andre, vil komme til at rumstere i baghovedet hos enhver sovjetforfatter, som for fremtiden henter stof fra Stalinperiodens ubarmhjertige år. Alexander Solsjenitsyn har begået en af de sjældne bøger, som forandrer det åndelige klima en smule i et helt land.” – Eigil Steffensen”Et mål for selvopgørets dybde og holdbarhed vil det være, om bøger som En dag i Ivan Denisovitjs liv, hvis billede af retsløsheden ingen har draget i tvivl, fortsat bliver læst og skrevet.” – Thomas Bredsdorff”Både som et politisk skrift og som et litterært værk er den [En dag i Ivan Denisovitjs liv] i Doktor Zjivago-klassen.” – Washington Post”Et litterært geni, hvis talent matcher Dostojevskijs, Turgenjevs, Tolstojs og Gorkijs.” – Harrison Salisbury, New York Times

Virginia Woolfs essay Eget værelse blev til på baggrund af to forelæsninger i 1928 om kvinder og litteratur og om den kvindelige kunstners mulighed for at gøre sig gældende i en mandsverden. Det kræver, at "En kvinde må have penge og et værelse for sig selv, hvis hun skal skrive skønlitteratur." Bogen fik med sine tanker om kvinden som selvstændigt individ med økonomisk og arbejdsmæssig selvstændighed en banebrydende betydning for kvindefrigørelsen og er fortsat et centralt værk i feminismen og den feministiske litteraturkritik. Tankerne fremsættes med humor, vrede, ironi og skarpsindighed under vandringer med besigtigelse af natur og institutioner, besøg og middage, hvor en historisk gennemgang af kvindelige forfattere blandes med fiktive forestillinger. Eget værelse er et af Virginia Woolfs mest betydende værker, men også et af de lettest tilgængelige og mest populære."Måske endnu mere væsentlig i dag end den var i 1928. For den rummer den forståelse af begge køns dilemma, som vi må og skal frem til, om vi ikke skal stå i stampe i gensidig 'kønsracisme' og skældsordsudveksling." – Elsa Gress, forordet til Eget værelse"En feministisk klassiker." – John Chr. Jørgensen, Politiken"Jeg kan ikke ryste Virginia Woolfs dæmpede stemme af mig efter at have læst bogen Eget værelse. Hendes klare, dybtgående tankerække som hun fører læseren ind i, sikkert og vedkommende, sidder stadig i baghovedet. Det er lidt af en åbenbaring at åbne den bog og glide ind i hendes lange, gennemarbejdede sætninger." – Bente Clod"… det er et essay, der stadig kan kaste lys over både feminisme og feministfejder, med det suveræne overblik Virginia Woolf tillader sig at have." – Tine Byrckel, Information

Året er en bog om at elske den samme person hele livet – selv når kærligheden ikke bliver gengældt. Handlingen begynder den 6. april, som er den dato, hvor den italienske digter Petrarca for første gang så sin elskede Laura, da hun var blot 13 år gammel. Hudløst og smukt undersøger Tomas Espedal, om kærligheden til den ene, kærligheden som ikke hører op – den kærlighed Petrarca beskriver i sine digte til Laura – om den type kærlighed stadig har relevans i vores tid. Er den helt store kærlighed stadig mulig?"En lille stor roman, fuld af ulykkelige, kloge sætninger." – Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen"I rækken af selvbiografiske værker, Gå for ti år siden, Mit privatliv fra i fjor, er Året en kulmination." – Thomas Bredsdorff, Politiken, ♥♥♥♥♥"… fremragende – gribende … en oplyst og oplysende bog … en af årets vigtigste udgivelser." – Erik Svendsen, Jyllands-Posten, *****"… stor litteratur." – Kristin Vego, InformationForsideillustration: © Fanny Spång

Henrik Ibsen er et indlevende portræt af den norske forfatter med skarpe og originale analyser af hans værker baseret på et livslangt venskab og en righoldig brevveksling. Henrik Ibsen regnes ikke blot for en af det moderne gennembruds største forfattere, men er også den mest spillede dramatiker efter Shakespeare. Hans realistiske samtidsdramaer, der satte samfundsproblemer under debat, omfatter bl.a. Et dukkehjem, En folkefjende, Vildanden og Peer Gynt. Georg Brandes’ portræt af Ibsen er delt op i tre 'indtryk', som er skrevet med 16 års mellemrum. I disse indtryk går Brandes ikke blot i dybden med Ibsens kunstneriske person, men ligeledes med Ibsens dramaer, karakterer og digte samt modtagelsen af hans værker verden over."Den biografiske læsning er klassisk Brandes. Han indlæser samtiden, sætter forfatteren i forbindelse hermed og derpå ser han på teksten." – Jesper Beinov, Berlingske

Dødsdømt udkom første gang i 1829 uden angivelse af forfatter. Først ved genudgivelsen i 1832 vedstod Victor Hugo sig som forfatteren og forsynede bogen med et længere forord, hvor han argumenterede for dødsstraffens afskaffelse. Romanen rejste en voldsom diskussion af dødsstraffen, og om end dødsstraffen ikke umiddelbart blev afskaffet, var den medvirkende til at sætte en stopper for den offentlige skueproces.En dødsdømt, ung mand nedskriver sine tanker og forestillinger i de seks uger, der går fra dommen til henrettelsen. Vi følger svingningerne i hans sindsstemning, hans frygt og hans håb om en sidsteøjebliksbenådning. Vi får beskrevet det simple fængselsrum med graffiti fra tidligere dødsdømte samt hans sjældne glimt af andre fanger, herunder en gruopvækkende iagttagelse af galejslavernes lænkning og afrejse fra det berygtede Bicêtre. Endelig følger vi hans sidste samtale med præsten, turen med kærren gennem Paris' gader og sluttelig opstigningen til skafottet."Noget af det mest realistiske og sandhedstro, han nogensinde har skrevet." – Fjodor M. Dostojevskij, Forordet til Den sagtmodige (Krotkaja)"… selv uden at have gennempløjet samtlige bind af digterens oeuvres complètes tør man roligt fastslå, at Hugo sikkert intetsteds har skrevet noget, der i minutiøs psykologisk indlevelse overgår denne novelle." – Jørgen Budtz-Jørgensen, Nationaltidende"Indholdet er en lille novelle af en digter, der er så stor, at novellen vokser til en kraft og styrke, der ligesom sprænger dette lille bind … Disse optegnelser virker som en Rembrandisk radering, eller som en Blakes tegning, uklare og dog lysende, af en sær uhygge og dog så jævne … Det er magtfuldt og grusomt, mægtigt og djævelsk … Dødsdømt er et storværk." – Jens Kruuse, Jyllands-Posten

Bønderne i Paradis Amt har længe levet under fattige og svære kår. Regeringen har opfordret dem til at dyrke hvidløg, men overproduktion gør det umuligt at komme af med afgrøderne. Magtesløse må bønderne se deres høst rådne på marken under den brændende sol. Deres utilfredshed eksploderer til sidst i et voldsomt oprør, men i den nådesløse bølge af efterfølgende massearrestationer går ingen fri, hverken familier, venner og elskende.Hvidløgsballaderne er en brutal og knusende smuk roman om en gruppe bønders oprør mod det korrupte og diktatoriske kinesiske bureaukrati i 1980'ernes Kina. Med sin særegne stil skaber Mo Yan en verden fuld af overvældende dufte, smage og synsindtryk, hvor de mest grusomme handlinger skildres med samme ligefremhed som de elskendes kærtegn."Mo Yans skildring af menneskelig fornedrelse blandt kinesiske bønder er gribende … Hvidløgsballaderne er knugende læsning, helt uden moralisme og pegen fingre, et stærkt billede af de små på landet og deres plageånder, en i bund og grund kuldslået roman om den armod, fattigdom og vilkårlighed, der kan drive mennesker helt ud over afgrunden." – Jesper Beinov, Berlingske, ******"I kalejdoskopisk komposition og kras naturalistisk prosa kvæder Mo Yan storslået om udsatte kroppe i en verden af politisk uretfærdighed … Hvidløgsballaderne er en prægtig roman. Prægtig i sin råhed, prægtig i sin visuelle kraft, prægtig i sin skildring af udsatte menneskekroppe, prægtig i sin politiske kritik, der aldrig idealiserer ofrene. Prægtig i sin styggepoesi." – Lillian Munk Rösing, Politiken, ♥♥♥♥♥♥"Den kinesiske forfatter Mo Yan modtog i 2012 Nobelprisen i litteratur. Jeg havde på det tidspunkt aldrig hørt om ham og tænkte som så mange andre, at han var en fjern, lidt eksotisk litterær provins, som nogen havde forelsket sig i. Fordommen har intet på sig. Hvidløgsballaderne er alt andet end fjern, eksotisk eller smal. Romanen om de oprørske hvidløgsbønder, som bliver fældet af et stift og korrumperet kinesisk bureaukrati er livfuld, folkelig, lun og usandsynlig barsk. Det er kinesisk virkelighed, når den er værst og bedst, skildret af en syrligt drømmende socialrealist." – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, ******

Mytteri på Bounty er baseret på den historiske hændelse i 1789, hvor en del af besætningen på det engelske skib H.M.S. Bounty med understyrmand Christian Fletcher i spidsen begik mytteri mod deres kaptajn William Bligh. I romanen af Nordhoff & Hall følger vi den fiktive jeg-fortæller Roger Byam (baseret på Peter Heywood), der som ung kadet kommer med på Bountys sejlads mod Tahiti, hvor han skal samle informationer om de indfødtes sprog. Gennem Byam hører vi om kaptajn Blighs uretfærdige behandling af sit mandskab, om mytteriet og om hans egen og andre af besætningsmedlemmernes efterfølgende dramatiske skæbner. Mytteri på Bounty har været filmatiseret flere gange, bl.a. i 1962 med Marlon Brandon i rollen som Christian Fletcher.En oversigt over personerne i romanen kan downloades her."Mytteri på Bounty består af det stof, som eventyrbøger er gjort af. Dens historiske nøjagtighed gør den ikke mindre spændende. Fortællestilen er bemærkelsesværdig med sin ægte 1700-talsfornemmelse og er samtidig forfriskende charmerende og smuk." – New York Times"Ikke blot en fortælling om havet; en fortælling om livet selv, om de varierende aspekter af godt og ondt i menneskeheden." – Boston Transcript"En helt og aldeles usædvanlig og fuldstændig tilfredsstillende bog." – Saturday Review

Vinternoveller består af de tre noveller Vi kan ikke hjælpe alle, Den rigtige Thomas og Søskende. Ingvild H. Rishøi er en mester i at leve sig ind i andre mennesker, og med empati favner hun de skæve og skrøbelige eksistenser, som vil det så godt og gør deres bedste, men som sjældent lykkes. Det er hjerteskærende uden at være sentimentalt. Det er eventyr for voksne, som en anmelder skriver."Det er næsten skamfuldt, at jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den norske forfatter Ingvild H. Rishøis noveller. For hun er en fuldkommen enestående forfatter … Her er noget så sjældent som en forfatter, der kan minimere sig selv, træde til side for sit eget talent, sin historie, sine personer, sit stof, sine guldvægtsfine virkemidler og dermed få dørløs adgang til de mest hjerteskærende menneskelige væsner." – Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad"Rishøj er fortsat nordisk mester i med fine, enkle midler og i den realistiske novelles korte format at tegne hele mennesker med store historier. Det er slående, hvordan hun ubesværet og selvfølgeligt både skaber en konkret og detaljeret hverdagsdramatik med børn i centrum og skitserer de voksne hovedpersoners forhistorie, der i alle tre tilfælde rummer en dyb kærlighedssorg. Rishøi rejser hele tiden på kanten af det patetiske, men klarheden og enkelheden holder det mestendels på afstand." – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten, *****"Rishøis sprog er på én gang stramt og billeddannende; der økonomiseres med ordene og ikke mindst adjektiverne i sætninger, der står frostklare som den vinter, karaktererne kæmper deres kampe i. Her er, i såvel sprog som atmosfære og tematik, mindelser om norske Per Petterson og danske Jonas T. Bengtsson … Men hvor kulden gør luften blank, og ånden står som 'røg' om mundene på Rishøis karakterer, så er der også medmenneskelighed at spore i den Brageprisbelønnede, meget velfortalte Vinternoveller. Eller nåde, om man vil." – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****

Mellem fremmede er anden del af Gorkijs berømte selvbiografiske erindringstrilogi. Som ni-årig må Gorkij selv skaffe sig føden og sendes ud at tjene. Han får i første omgang plads som lærling i en skotøjsbutik, siden hos moderens familie som tjenestedreng. Begge steder udnytter man ham groft og hundser med ham. Omgangstonen er rå. Dog finder han i et rigt nabohus et refugium hos den smukke hustru til en oberst, der forsyner ham med bøger, som han sniger sig til at læse om natten ved et blaffende stearinlys. Siden får han tjeneste på en Volga-floddamper som kokkemedhjælper og opvasker. Også her befinder han sig blandt samfundets randeksistenser og må arbejde hårdt for udkommet. Som han bliver ældre, bliver jobbene bedre. Han får job som lærling på et ikonmalerværksted og som opsynsmand på byggeværksteder. Overalt gør Gorkij iagttagelser af menneskene og omgivelserne, der senere giver næring til hans fortællinger."Ingen anden skikkelse i den russiske historie er 'folk' i en så eminent forstand som Gorkij. 'Barfoden', der steg op, ene og ukendt, fra dybet i det russiske liv. Ingen har trodset dette russiske liv som han, og ingen anden røst har så klart og gribende som Gorkijs formuleret folkets ene fornødne: Lys over landet." – Ejnar Thomassen, Maksim Gorkij, Et russisk menneske, Indledning til Min barndom"Ikke blot rummer Gorkijs værk en eventyrlig stor række fængslende og spændende begivenheder, men menneskeskildringen er på sin vis genial, uovergået af nogen som helst skribent … Den, der forsømmer at læse Gorkijs erindringer, berøver sig selv en af de mægtigste oplevelser, litteraturen har at byde." – Chr. Rimestad

Læreår er tredje og sidste del af Gorkijs berømte selvbiografiske erindringstrilogi. Som syttenårig bryder han op fra en udsigtsløs tilværelse som arbejder og begiver sig til Kasan for at studere på universitet. Studierne begrænses dog af mangel på penge, og en stor del af tiden må anvendes på alternative studier af samfundets bærme i form af lastdragere, vagabonder og glædespiger i forbindelse med løse jobs for at skaffe føde. Han tilbringer også en række år med vagabonderen i Central- og Sydrusland og hele Volgaområdet med midlertidige jobs som flådemand, bager, natvægter, frugtsælger og jernbaneassistent. Han får et kammeratskab og et indgående kendskab til havnebyernes, flodfolkets og steppefolkets bærme, som giver uvurderlig næring til hans senere sociale forfatterskab. Begyndelsen til denne forfattervirksomhed afslutter tredje bind af trilogien."Mine universiteter kalder Gorkij denne del [Læreår] af sine erindringer. Ak, – hans 'universiteter' bliver tatarbyens afkroge, de skumle kælderværksteder, knejperne, bordellerne, de øde brandtomter og pramslæbernes vilde slæng." – Ejnar Thomassen, Maksim Gorkij, Et russisk menneske, Indledning til Min barndom"Ikke blot rummer Gorkijs værk en eventyrlig stor række fængslende og spændende begivenheder, men menneskeskildringen er på sin vis genial, uovergået af nogen som helst skribent … Den, der forsømmer at læse Gorkijs erindringer, berøver sig selv en af de mægtigste oplevelser, litteraturen har at byde." – Chr. Rimestad

Al kærligheds begyndelse er Judith Hermanns første roman og handler om stalking. Stella, en sygeplejerske sidst i trediverne, møder Jason, en travl bygningshåndværker, i et fly. Hun lider af flyskræk, og han holder hende i hånden. Så springer romanen fire-fem år frem i tid. De to er blevet gift, har fået datteren Ava og bor nu i et hus i udkanten af byen. Stella arbejder som hjemmesygeplejerske for nogle ældre mennesker, og Jason er på grund af sit arbejde ofte væk i ugevis. En dag, hvor Stella er alene hjemme, ringer det på døren: en ung mand, hun ikke kender, vil tale med hende. Hun lukker ham ikke ind. Men næste dag kommer han tilbage. Og næste dag. Og han lægger mærkelige breve til hende og skriver endda sit eget navn på deres postkasse. Manden er en såkaldt "stalker", en intelligent, men psykisk syg ung mand, som bor i et hus længere nede ad vejen."Judith Hermann er en af den yngre tyske litteraturs mest særprægede og fascinerende stemmer. Efter tre fremragende novellesamlinger sprang hun for et par år siden ud som romanforfatter, og Al kærligheds begyndelse, som hendes første roman altså er kommet til at hedde på dansk, er et lille fortættet mesterværk, glimrende oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. På udsøgt raffineret vis forener forfatteren den poetisk-præcise hverdagsrealisme med gyserens snigende underminering af trygheden." – Jørgen Johansen, Berlingske, ******"Judith Hermann regnes af mange for en af de absolut bedste forfattere i den yngre afdeling af tysk litteratur. Hendes første tre bøger er novellesamlinger, men med Al kærligheds begyndelse har hun taget hul på romangenren. Bogen, der udkom for to år siden og nu er oversat til dansk, er på trods af sin ubehagelige historie en elegant, og stedvis poetisk, psykologisk spændingsroman om at være forfulgt, om at være udsat for stalking." – Christian Johannes Idskov, Politiken, ♥♥♥♥♥

Det er i Vildanden, vi finder det verdensberømte Ibsen-citat: "Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme." – (Vildanden, 5. akt). Og dette citat angiver hovedtemaet i Vildanden. Fotografen Hjalmar Ekdal lever tilfreds med sin kone Gina, datteren Hedvig og sin gamle far. Han føler ganske vist, at fotograferingen ligger under hans intellektuelle niveau, men han går og pusler med en i egne øjne stor opfindelse, og inde på loftet hygger han og faderen sig med at vedligeholde et kunstigt jagtterræn med duer, høns, kaniner – og som det fineste en skamskudt vildand. Men en dag kommer ungdomsvennen Gregers Werle hjem og trækker nogle begivenheder fra fortiden frem, der antyder, at Hjalmar lever i en falsk virkelighed. Gregers stiller Hjalmar over for den ideale fordring om, at det gode liv kun kan opnås ved at bygge på sandhed. Men den ideale fordring får fatale følger for Hjalmar og familien.Vildanden er et paradoksalt drama, en tragedie med komiske elementer eller en komedie med tragisk udgang. Det er præget af en flertydighed, som har gjort det til det mest omdiskurede af Ibsens dramaer med et utal af forskellige meninger og tolkninger."Vildanden er det ypperste blandt Ibsens 'moderne' skuespil, det mest fuldkomne af hans samfundsdramaer." – Frederik Schyberg"Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen." – Thomas Bredsdorff, Et Dukkehjem og fire andre skuespil

Tom er nu 56 år og har ikke sat sine ben i Norge, siden han stak til søs for fyrre år siden. Sommeren 1997 kommer han gående over grænsen fra Finland med en køjesæk over skulderen og sandaler af bildæk på fødderne. Han bor på et herberg i Oslo sammen med himmelstormere og asylansøgere og tager et job som avisbud. I Paris har Tom tiltusket sig et manuskript fra sin tidligere lærer Flågvitet, som forsøgte at begå selvmord og blev indlagt på et asyl. Da Tom glemmer det hos en kvinde, han har mødt på en bar, ender han med at blive indkaldt til et møde hos et større forlag, der vil lancere ham som det nye geni. Den norske litteratur har ligget på dødslejet, men nu kommer Tom, redningsmanden, ham de har ventet på i mange år."Den norske beatforfatter Ola Bauers fjerde og sidste roman om Tom, forfatterens alter ego, lever op til de foregående bind med prosa så viltert som en urskov. Det går i høj fart over stok og sten, over fjelde og dale, gennem menneskelige labyrinter og gennem et Oslo, som både er forandret fysisk og mentalt. Som i de øvrige romaner kan læseren nyde et fabulerende og farverigt billedsprog, der cementerer Ola Bauers position som sin generations største fortæller." – Lars Ole Knippel, Jyllands-Posten, *****"Med sit fragmenterede og springende væsen er romanens form i dyb samklang med portrættet af den utilpassede og ensomt søgende strejfer Tom. Det er outsiderens hjemkomst, Bauer skildrer, og dynamikken er uforandret. Der er både ætsende raseri og hudløs desperation i den norske beatdigters afskedsroman, der samtidig sætter et markant punktum for en af den norske litteraturs store udviklingshistorier." – Jørgen Johansen, Berlingske, *****

En folkefjende er et af Ibsens mest læste og opførte dramaer. Dramaet udspiller sig i en lille norsk kystby, hvor lægen ved det netop opførte kurbad, Dr. Tomas Stockmann, får mistanke om, at badevandet er forurenet. Hans mistanke bliver bekræftet, da analysen af en vandprøve kommer med posten. Badevandet er sygdomsfremkaldende. Dr. Stockmann forventer, på baggrund af sin opdagelse, at blive mødt af hele byens taknemmelighed, men ikke alle er lige begejstrede for lægens afsløring. I det samfundskritiske drama En folkefjende viser Ibsen, hvordan han mestrer balancen mellem det komiske og det tragiske i sin skildring af sammenstødet mellem idealisme og egoisme."Stykket hører til de skarpeste og vittigste, som Ibsen har skrevet, og han har fortræffeligt forstået at holde hovedpersonen ud fra sig selv og meddele den eget liv." Georg Brandes, Henrik Ibsen"Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen." – Thomas Bredsdorff, Et Dukkehjem og fire andre skuespil

Min far kan lide fugle er en lyrisk, fragmenteret og koncentreret fortælling om en skilsmisse og om et barns vanskelige forhold til sine forældre. Gennem 72 små prosastykker fortælles der om en families opløsning, og bogen fremstiller den ensomhed og det savn, der følger i kølvandet på komplicerede og brudte familierelationer. Situationen ses fra en skiftevis voksen og barnlig synsvinkel, og der fortælles med en stemme, som er både distanceret og følsom. Bogen blev nomineret til EU's litteraturpris."Maja Lucas formår virkelig at samle dette komplekse og oprivende stof på en bemærkelsesværdig måde. Hendes stemme er original, hendes billeder præcise – så slående og ubesværede, at man flyver gennem bogen og bliver ved med at interessere sig for den for hver ny gennemlæsning. Forfatteren mestrer kunsten at skrive let om det tungeste." – May Schack, Politiken"Om man skal have lignende erfaringer som Maja Lucas med forældre og skilsmisse for at blive dybt grebet, ved jeg ikke. Denne anmelder havde i hvert fald våde øjne under læsningen, og det sker ikke ofte. Min far kan lide fugle er en stor oplevelse: Læs den!" – Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad"… Sådan bliver man som læser aktiveret af Maja Lucas' fuglebog, der er kompakt som det vaskepulver, lægemoren begynder at bruge lige inden skilsmissen, klar, gennemført og så fuld af drømmelogik og barnlig logik, at det er til at blive helt svimmel og klog af." – Kamilla Löfström, Information

Efter sit ophold i Frankfurt bor Heidi nu igen på alpen sammen med sin elskede bedstefar. Hun holder kontakt med Klara, der næste sommer kommer på besøg sammen med Bedstemamma. Klara nyder de nye omgivelser og den friske gedemælk, der hurtigt gør hende både sundere og stærkere. Men Gede-Peter, der er vant til at have Heidi for sig selv, er så jaloux på Klara, at han laver nogle ulykker, der får uventede følger for ham selv og for beboerne på alpen."Alpen! Ordet stod på den allerførste side, og det satte sig dybt i denne læser. Alpen! Man anede ikke, hvad det var, ud over at det havde noget med høje bjerge at gøre. Senere fik man så at vide, at Alpen rødmer, når solen går ned, og at dette syn er det smukkeste, man kan få at se. Det gjorde i alle tilfælde dybt indtryk på Heidi, og da det er hende, børnelæseren identificerer sig med, gjorde det også indtryk på mig. Alpen! Ordet har stadig magi i sig." – Mette Winge, Politiken"Fortællingen er så simpel og alligevel så stemningsfuld, at man næsten kan dufte granerne på alpen … Det var en af de første bøger, der fejrede den måde, børn oplever verden omkring sig på, og den var, ifølge Spyri, skrevet som 'en historie for børn og dem, der holder af børn'." – Daily Mail

Som 5-årig bliver den forældreløse Heidi sendt op for at bo sammen med sin bedstefar, der bor oppe på et bjerg i de schweiziske alper. Alle i landsbyen nede i dalen har ondt af hende, for bedstefaren er kendt for at være en gammel gnavpotte, der helst holder sig for sig selv. Men Heidi finder hurtigt ud af, at hendes bedstefar slet ikke er så sur og kedelig, som alle går og tror. Derudover er der meget smukt oppe på bjerget, bedstefarens hytte er hyggelig, og han har to søde geder, som Heidi hurtigt bliver venner med. Da hun har boet hos sin bedstefar i nogle år, bliver Heidi en dag hentet af sin tante, der tager hende med til Frankfurt, hvor hun har fundet en rig familie, som Heidi skal bo hos. Heidi bliver gode veninder med familiens datter Klara, men begynder hurtigt at længes efter sin bedstefar og deres dejlige hjem på bjerget. Hvordan skal hun finde tilbage?"Alpen! Ordet stod på den allerførste side, og det satte sig dybt i denne læser. Alpen! Man anede ikke, hvad det var, ud over at det havde noget med høje bjerge at gøre. Senere fik man så at vide, at Alpen rødmer, når solen går ned, og at dette syn er det smukkeste, man kan få at se. Det gjorde i alle tilfælde dybt indtryk på Heidi, og da det er hende, børnelæseren identificerer sig med, gjorde det også indtryk på mig. Alpen! Ordet har stadig magi i sig." – Mette Winge, Politiken"Fortællingen om det forældreløse barn, der bliver sendt op for at bo hos sin bedstefar på alpen, hendes ophold i Frankfurt og hendes triumferende hjemkomst er muligvis mere populær hos verdens børn end Harry Potter-serien." – Daily Telegraph"Fortællingen er så simpel og alligevel så stemningsfuld, at man næsten kan dufte granerne på alpen … Det var en af de første bøger, der fejrede den måde, børn oplever verden omkring dem på, og den var, ifølge Spyri, skrevet som 'en historie for børn og dem, der holder af børn'." – Daily Mail

Munterhedens hus handler, som så mange af periodens store romaner, om penge og social status. Handlingen udspiller sig i de øverste samfundslag i New York, hvor den unge smukke Lily Bart dygtigt navigerer rundt i selskabslivet i håbet om at finde sig en rig ægtemand, der kan være den økonomiske redning for hendes luksuriøse levevis. Men mens Lily Bart, efter flere fatale fejltrin, må se sin agtelse dale i takt med, at sladderen om hende tager til, er der andre, der stiger i samfundet. Den unge forretningsmand Rosedale gennemskuer hurtigt det overfladiske iscenesatte miljø og foreslår Lily Bart en handel, hun er nødt til at tage op til overvejelse. For er man ikke en del af sæsonens fastlagte mønster, svæver man sfæreløs rundt i et tomrum af selskabelig ikke-eksistens."Kærligheden gjort til socialt instrument, til personligt værdipapir. Ensomheden ud over giftegrænsen skildret som regulær 'konkurs'. Wharton leverer, fra et uvant miljø, knivskarpe og farverigt underholdende illustrationer af, hvad Marx mente med, at pengene i klassesamfundet umenneskeliggør forholdene mellem mennesker." – Søren Vinterberg, Politiken"Edith Whartons psykologiske sans, hendes detaljerede kendskab til sit miljøs for- og bagsider, hendes fint afbalancerede satiriske indfaldsvinkel og hendes stilistiske mesterskab gør hende til en væsentlig forfatter i det tyvende århundredes litteratur …" – Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten"Jeg er en meget stor beundrer af Wharton, og hvor moderne og forfriskende skamløst dyster hun er." – Jonathan Franzen

I Et mægtigt gilde skildrer Steinbeck forholdene i den lille californiske by Monterey. Størstedelen af romanens handling udspiller sig i gaden Cannery Row, som bl.a. huser byens store konservesfabrik, bordelejer Doras 'etablissement' og købmand Lee Chongs butik. Fortællingens hovedperson er den snedige og manipulerende ungkarl Mack, der sammen med sine dagdrivervenner planlægger et gilde for marinebiologen Doc, som de skylder en tjeneste. Snart er alle byens beboere involverede i planlægningen af gildet, der dog ikke går helt som planlagt. Steinbecks personbeskrivelser er både humoristiske og gribende, og herigennem skaber han et charmerende portræt af en række skæbner på samfundets kant."Aldrig har John Steinbeck digtet mere forelsket om den californiske natur. Aldrig har han ladet en elskeligere bande opstå end Mack og hans drenge, der selvfølgelig rykker ind i et tomt hus uden at betale husleje. Aldrig har han skabt en klogere mand end doktoren, som bliver deres nabo og lever af at samle frøer og søpindsvin til laboratorier. Og aldrig er det lykkedes Steinbeck at skildre en harmoni som den, der hersker her mellem videnskab og vagabondering […] Med denne roman har John Steinbeck filosoferet, og det har han gjort på så lyrisk og lattermild en måde, at enhver må overgive sig." - Tom Kristensen, Politiken"Det er en henrykkende historie, et ildhjul af humor, vittighed og hjertelig menneskeforståelse." - Jacob Paludan, Nationaltidende

På rejse med Charley er en rejsebeskrivelse af en rundrejse i USA i 1960, som Steinbeck foretog i en autocamper sammen med sin puddelhund Charley. Steinbeck skrev, at han var drevet af et ønske om at genopdage sit hjemland, eftersom han tjente til livets ophold ved at skrive om det. Han følte sig ude af berøring med det moderne USA efter i tyve år at have boet i New York og rejst rundt i Europa, og han ønskede bl.a. at finde ud af, hvordan den moderne amerikaner var. I sin autocamper Rosinante (opkaldt efter Don Quixotes hest) tilbagelagde den da 58-årige Steinbeck og Charley knap 16,000 km sammen langs USA’s ydre grænser. Bogen er en charmerende beskrivelse af de steder og mennesker, som Steinbeck støder på undervejs samt de refleksioner, de giver anledning til – og som ofte kommer til udtryk som mentale samtaler med Charley."Efter 25 år som berømt forfatter følte John Steinbeck, at han ikke længere kendte sit eget land. Hans beretning om genopdagelsen blev et lille mirakel af en bog med titlen På rejse med Charley … Det er snart 50 år siden, men noget af det forunderlige ved bogen er, at den føles, som var det i går, rejsen fandt sted … Det er en bog, der gør én glad. Vi har en tilbøjelighed til at se USA med Hollywoods øjne, det hysteriske, det skabagtige, det drivende sentimentale, det overtydelige, det primitivt overfladiske. Når vi ser det med Steinbecks, genfødes det i al sin rigdom." – Klaes Kastholm Hansen, Berlingske 2008, *****

Uskyldens år finder sted i de øverste samfundslag i 1870'ernes New York. Her møder vi Newland Archer og May Welland, der er det perfekte par. Han er en rig, ung advokat, og hun er en yndig ung kvinde. De planlægger bryllup, deres omgangskreds er begejstret for giftermålet, og alt tyder på en lykkelig fremtid. Men da Mays kusine Ellen Olenska vender tilbage til New York fra Europa uden sin mand, skaber det røre i de fornemme kredse, der forarges over hendes beslutning om at forlade sin mand. Newland tiltrækkes af den stærke og selvstændige Ellen, der ligeledes tiltrækkes af ham, og han føler sig mere og mere splittet. På den ene side tynger omverdenens forventninger samt hans egne æresbegreber, og på den anden side vokser hans lidenskabelige følelser for Ellen."Edith Whartons bog er en af de smukkeste, der nogen sinde er skrevet om smerten ved at give afkald." – Harald Engberg, Politiken"Jeg er en meget stor beundrer af Wharton, og hvor moderne og forfriskende skamløst dyster hun er." – Jonathan Franzen

Olavs drømme er en drømmelignende, urovækkende og klaustrofobisk fortælling som mest af alt minder om en bibelsk lignelse. Det er en lysende skildring af kærligheden mellem to unge mennesker og en historie om et uopklaret mord. I Andvake tager Alida og Asle til Björgvin for at finde arbejde og et sted at bo. Alida er gravid og føder et barn. I Olavs drømme forlader de byen, men Asle, som nu kalder sig Olav, rejser tilbage til Björgvin for at købe en gave til Alida, som nu kalder sig Åsta. Men det går ikke som han havde tænkt sig."Det er i det hele taget næsten naturstridigt, hvor mange lag og lejer, der er i den enkle historie og på de 87 små sider, hvor sætningen slynger sig lige så mygt og organisk som den sti Olav går på – uden punktummernes bump – men altså er fuld af mord, fortvivlelse, skyld. Olavs drømme er, sagt med færre ord, en lille roman med et kolossalt indre rum." – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****"Andet bind i Jon Fosses trilogi er lige så mesterlig som det første. Olavs drømme er en besynderligt ophedet og foruroligende tour de force i rytmisk prosa. Læseren fornemmer først bare en vag sitren, der så gradvist tager til." – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten, *****

I Kveldsvævd – tredje bind i Fosses prisvindende trilogi – møder vi gamle Ales, Alidas datter. Gennem hende får vi at vide, hvordan det gik med Alida og Asle, parret som ofrede samvittigheden for kærligheden. Asle blev hængt i Bjørgvin. Alida og hendes lille søn Sigvald følger Åsleik tilbage til hjembygden Dølgen, som Asle og Alida engang rejste fra."Stor litteratur behøver ikke bestå af mange ord. Det er en gammel sandhed, og den bliver i den grad bekræftet af norske Jon Fosse, der i år modtog Nordisk Råds Litteraturpris for tre fortællinger om tid, skyld og kærlighed. Kveldsvævd hedder den seneste, og den er på bare 66 sider, og den ligner ikke så meget andet, man lige støder på, men er i sin underligt svævende tidslighed litteratur af en karat, som man kun sjældent finder." – Søren Kassebeer, Berlingske, ******"Hovedparten af værkerne, som dystede om årets nordiske pris, foregår i moderne tid. Det er nutidige personer, som hører technomusik og taler i mobiltelefon, der tænker og handler. Fosse har droppet alt det. Den forunderligt fortalte beretning om, hvordan man bør opføre sig over for sin næste, er skrevet, så den vil kunne læses af mennesker til alle tider." – Jes Stein Pedersen, Politiken

Alida og Asle kommer til Bjørgvin for at finde arbejde og et sted at bo. Asle har mistet begge sine forældre, Alida er udstødt af sin egen mor. De kan huske den tid, da de mødtes og med det samme forstod, at de var som skabt for hinanden. Nu går de rundt i Bjørgvin, og alt de ejer, kan de bære i en bylt over skulderen. Alle kan se, at Alida venter barn, men ingen vil give hende og Asle husly, og det er koldt, og det regner. I en fortælling, der kan minde om historien om Maria og Josef, giver Fosse en lysende smuk skildring af livet og kærligheden og det at være udstødt."Norske Jon Fosse skriver, så englene – også dødsenglene – synger: Andvake lyder som et kønt juleevangelium, men man bliver klogere." – Per Theil, Politiken, ♥♥♥♥"Fosses rytmisk træskotrampende genopførsel af en central vestlig myte er også i den danske oversættelse let at distancere sig fra med et fnis, men overgiver man sig, vil hans malende prosa påstemple læseren en moderne erfaring af, at mennesker efter Guds død alene er overladt til hinanden – med det håb og de tragedier, der ligger i dette." – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten, *****"... her har vi en forfatter med så godt greb om sit håndværk, at man med lyst lader sig tale ind i en tidløs sagnverden af kærlighed uden grænser." – Birte Weiss, Weekendavisen