Books published by eBibliotek 1800

Da den unge englænder Gilbert Aycon sammen med en ven besøger en hertuginde et sted i nærheden af Mont Saint-Michel i Normandiet, befinder han sig i løbet af kort tid midt i en indviklet situation, hvori indgår to smukke damer i nød, en morderisk og hævngerrig hertug, samt et kostbart juvelhalsbånd. Hvilken ridderlig engelsk gentleman i slutningen af 1800-tallet kan vel lade være med at involvere sig – især ikke, da han ret hurtigt opdager at han er halvforelsket i den ene nødstedte dame, og til op over begge øren i den anden?

Der var en del kritikere og læsere, der fik noget galt i halsen, da Arthur Conan Doyle - som de kendte som forfatter til de hyggelige kriminalfortællinger om Sherlock Holmes – i 1894 udgav denne samling af historier, som alle relaterer sig til lægestanden - der optræder mindst én læge eller medicinstuderende i alle historierne, og de spænder fra realistiske fortællinger om børnefødsler, arvelig syfilis og kønsroller over en poetisk lille historie om en gammel mands kærlighed, til fantastiske og bestemt ikke videnskabeligt funderede beretninger om en levende mumie og den komisk-morbide historie om en mislykket henrettelse.Samlingen indeholderGammeldags Tredje led Hans første operation En uheldig begyndelse Evas forbandelse Elskende En fysiologs hustru Tilfældet Lady Sannox To diplomater Et medicinsk dokument Auktionsnummer 249 Los Amigos-fiaskoen Lægerne i Hoyland Lægen har ordet

Guernsey i 1820’erne. Den ensomme fisker Gilliatt er forelsket i Déruchette, en plejedatter af mess Lethierry, som ejer Guernseys eneste dampbåd. Gilliatt beundrer hende på afstand, indtil den dag, da Lethierrys skib går uhjælpeligt på grund på et klipperev. Det er ikke muligt at redde skibet, men måske kan maskinen - en uvurderlig sjældenhed, som ikke uden videre kan genskabes – bringes i land. Déruchette lover at gifte sig med den, der kan hente den uskadt hjem, og dermed redde hendes plejefader fra ruin. Gilliatt ser sin chance, sejler ud til revet og begynder en månedlang, ensom kamp mod naturen for at opnå sit mål.Dette er den grundlæggnende handling i Victor Hugos måske mærkeligste roman. Omkring den enkle handling og det beskedne persongalleri er pakket en mængde skildringer af et Guernsey, der næppe nogensinde har eksisteret udenfor forfatterens fantasi, små historisk-videnskabelige anekdoter, og overvældende beskrivelser af en voldsom og fjendtlig natur. Der er passager, hvor hvert enkelt ord og sætning står som mejslet i granit, og andre, hvor Hugo fortaber sig i ligefrem surrealistiske sidelinjer og associationer - og som samlet hele er det en læseoplevelse, man næppe finder andre steder."Havets arbejdere" udkom i 1866 og ligger i Victor Hugos produktion imellem "De elendige" og "Manden der ler". Den foreliggende udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1866-1868.

Da Jean Peyral skal tjene som soldat, vælger han at lade sig indrullere i den franske hærs nordafrikanske rytterkorps, de såkaldte “spahis”, hvilket hen mod slutningen af 1800-tallet betød fem års tjeneste i de franske kolonier i Afrika. Jean udstationeres i byen St. Louis i Senegal på Afrikas vestkyst, hvor han efterhånden får etableret sig med eget hus og en afrikansk elskerinde. – St. Louis beskrives af forfatteren som “en by, hvor folk kun kommer, når de er nødt til det; og man har en fornemmelse dér, som var man fange og fuldstændig afsondret fra den øvrige verden.” Jean drømmer da også tit om forældrene, kæresten Jeanne og hjemmet, men da det kommer til stykket, er han ikke særlig villig til at lade sig hjemsende - Afrika og soldatertilværelsen og ikke mindst den lille besnærende og uskyldig-ondskabsfulde Fatou-gaye er gået ham i blodet.Som det meste af det eventyreren, sømanden og poeten Pierre Loti skrev, er også “En spahis roman” skrevet på baggrund af hans egne oplevelser - her fra et ophold i Senegal i 1873-74.

Paradisrosen er en rubin af størrelse som et dueæg, som er betaling for visse ydelser, englænderne har ydet en lokal konge på øen Juanna ved Madagascar, og som kaptajn John Mackra får til opgave at bringe hjem. Ved udsejlingen fra øen ligger imidlertid sørøveren kaptajn England og lurer …Sådan er begyndelsen til kaptajn Mackras eventyr. Juvelen Paradisets Rose næppe har eksisteret, men i øvrigt er bogen baseret på virkelige hændelser, og såvel skibet Cassandra som John Mackra (i virkeligheden hed han James Macrae) og sørøveren Edward England har levet, og var hovedpersoner i meget lignende begivenheder i efteråret 1720 ved Madagascar.Howard Pyle (1853-1911) er mest kendt her til lands for hans fortællinger om Robin Hood, der udkommet i utallige danske udgaver siden 1892. Han var også en berømt maler og tegner, og illustrerede selv de fleste af sine bøger med motiver fra riddertiden og ikke mindst det farverige liv blandt 16-1700-tallets sørøvere, som interesserede ham meget. Han har således også illustreret denne lille roman med otte billeder, som er medtaget i nærværende udgave.

Pisa, slutningen af det 15. århundrede. Byen er omringet af florentinernes lejetropper - skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzival, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred - på én betingelse: at Guidos hustru fru Giovanna, skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø - og lade Pisa indbyggere gøre det samme – frem for at se sin hustru skændet, men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger efter den danske førsteopførelse på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjerne som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. – Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder … Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."

En gammel, omvandrende gøgler dør i en landsby noget fra Paris, og doktor Desprez adopterer hans dreng, en tænksom lille fyr, som han opdrager i sin egen filosofi. Denne filosofi, som vistnok mest er dannet efter de forhåndenværende søms princip, da doktoren engang har levet et noget udsvævende liv i Paris, går ud på, at et sundt landligt liv, fjernt fra den store bys fristelser, er det eneste rette for et menneske! Men da de to en dag på en udflugt finder en gammel skat, som lokale munke skjulte under Hundredårskrigen, begynder doktoren – til sin hustrus og ikke mindst drengens store rædsel – straks at planlægge sin tilbagevenden til Paris, et stort hus, selskabsliv og spil. Han tilkalder sin svoger, forretningsmanden Casimir, der skal hjælpe ham med at vurdere og omsætte skatten, men inden svogeren ankommer, er den sporløst forsvundet …

I vinteren 1779 er det, der senere blev til USA i fuld gang med at smide den engelske kolonimagt på porten. En af frihedshærens store førere, George Washington, ligger i vinterlejr i Morristown, New Jersey, og en af hans kaptajner er kæreste med en lokal ung pige, Thankful Blossom. De to er enige om, at der ikke er meget ved generalen, og at gode gamle kong George nok ikke er så slem endda. Thankfuls fader har også ofte besøg af et par suspekte typer, "grev Ferdinand" og "baron Pomposo". Kort sagt, det ligner en køn lille forræder- og spionrede, og det ender da også med, at Thankfuls fader såvel som hendes kæreste bliver anholdt og anklaget. Men den lille jomfru Thankful vil ikke finde sig i, hvad hun opfatter som forkert og uretfærdigt, og går derfor direkte til general Washington … som viser sig at være en helt anderledes personlighed, end hun havde forestillet sig.

I dette en-akts skuespil sætter Strindberg forholdet mellem mand og kvinde på spidsen i skildringen af en skilsmissesag. Parterne er som udgangspunkt enige om at ordne sagerne i mindelighed, men da det ikke uden videre kan lade sig gøre at bestemme forældremyndigheden over deres fælles barn - titlens "bånd" mellem de to – uden den noget landlige retsmyndigheds indblanding, starter en kamp, hvorunder der kommer ting på bordet, som de to helst havde holdt for sig selv.Strindberg skrev "Båndet" i 1892, hvor han netop var blevet skilt fra sin første hustru, den svensk-finske skuespillerinde Siri von Essen, og er vel sagtens skrevet som en slags reaktion eller bearbejdelse af processen."Båndet" blev første gang opført i Danmark på Det Kongelige Teater i 1917, hvor Poul Reumert og Bodil Ipsen spillede hovedrollerne som Baronen og Friherreinden.

Da forpagter Gabriel Oak møder den smukke Bathsheba Everdene, bliver han omgående betaget af den unge pige, men da han nogen tid efter frier til hende, afslår hun hans tilbud. Et uheld med hans får medfører, at Gabriel går fallit, og da Bathseba nogenlunde samtidig arver en stor gård i et andet sogn, bliver den sociale kløft mellem de to for stor til, at han tør gøre sig flere forhåbninger.Bathsheba, der er en stærk og selvbevidst pige, flytter til sin gård i Weatherbury og beslutter sig til selv at drive gården videre - til nogen forbløffelse for de lokale: hun er jo en kvinde …Nogen tid efter sin ankomst til Weatherbury sender hun i ungdommelig overstadighed et Valentinsbrev med teksten "Gift dig med mig!" til den noget ældre proprietær Boldwood på naboeejendommen. Som den inkarnerede ungkarl uden nogen som helst erfaring med kvinder, Boldwood er, tager han brevet alvorligt, og forelsker sig i Bathsheba - men heller ikke ham vil hun have. Boldwood er imidlertid ikke en mand, der tager et Nej for gode varer, og han vedbliver at kurtisere Batsheba.Endelig møder hun den flotte, men ludfattige sergent Francis Troy, som hun falder hovedkulds for. Troy står egentlig for at indgå ægteskab med Bathshebas tjenestepige Fanny Robin, som han har gjort gravid, men da Bathsheba er både smukkere og rigere end Fanny, lader han sig friste og gifter sig med hende i stedet.Bathshebas to tidligere beundrere er imidlertid aldrig ophørt at elske hende, og sergent Troy er aldrig ophørt at elske Fanny - og er i øvrigt generelt noget af en dagdriver og en skidt karl, som øder Bathshebas penge væk på spil - så de tre mænd vedbliver at komplicere både hendes og hinandens liv på en måde, der kun kan ende i en katastrofe.Historien om Bathsheba og hendes tre elskere var Thomas Hardys fjerde roman, og hans første store succes. Han reviderede fortællingen flere gange senere, men denne oversættelse af Axel Damkier fra 1878 må nødvendigvis være baseret på den første version.

Maj 1829, i skoven ved Villers-Cotterêts, hvor Dumas var vokset op. Her bor Guillaume Watrin, førster i hertugen af Orleans jagtrevir, og gift med Marianne. De to har en søn, Bernard, og en adoptivdatter, Catherine, som er datter af førsterens søster, som under Napoleonskrigene havde ægtet en tysker, Frédéric Blum, men siden var død ligesom hendes mand. Bernard og Catherine elsker hinanden, men endnu et plejebarn, Mathieu, søger at spille Frédéric ud mod en anden af Catherines beundrere, Louis Chollet, kaldet "Pariseren". Samtidig forsøger den lokale borgmester at få Watrin til at lade Bernard ægte sin datter som en slags bestikkelse for at førsteren skal se gennem fingre med, at borgmesteren fælder træer i hertugens skov. Intrigerne og Bernards kærlighed og jalousi fører næsten til mordforsøg og tyveri, men en uventet detektiv dukker op og får sat hoved og hale på tingene."Catherine Blum" er ren Dumas – han havde ingen medforfattere, hverken navngivne eller unavngivne til fortællingen; han befandt sig i 1853, da han skrev den, i eksil i Belgien, dels for at undgå folk, han skyldte penge, dels fordi han var upopulær hos Napolen III. Han var meget optaget af historien, der gav ham lejlighed til fortabe sig erindringer om sin barndom og sin fødeegn.

Virkelighedens Hercule Savinien Cyrano de Bergerac var en forfatter, soldat og fantast, der levede i Frankrig 1619-1655. I Edmond Rostands skuespil er han ridderen uden frygt og dadel, ridderen med den store næse og det hæslige ydre, men en ukuelig stolt og skøn sjæl. Han er også manden, der af en kærlighed til den skønne Roxane, som han ikke tør erklære, fordi han selv mener, at han er for grim til at hun kan elske ham, slutter venskab med baron Christian de Neuvillette, som har det, han mangler – nemlig skønheden – og mangler det, som Cyrano har - nemlig poesi og ånd. Han låner baronen sin ånd og sin sjæl, påtager sig lidelsen og lader vennen om lykken, blot for at gøre Roxane lykkelig. Selv da Christian dør, røber han ikke hemmeligheden, men lader hende leve i mindet om den døde uden at lade hende ane, at alt det hun elskede hos ham, i virkeligheden var Cyrano.

I april 1428 er København under belejring af den holstenske greve og en flåde fra de nordtyske hansestæder. Kong Erik er i Sorø, hvor han hengiver sig til bøn for rigets vel (og muligvis også underholder sig med den kønne Cæcilie Jakobsdatter), og det antydes, at han nok hellere ville være hjemme i Pommern og passe sine mere overskuelige forretninger der, frem for at være konge over Norden. Hans handlekraftige dronning, Philippa, er ladet ene tilbage og står for stadens forsvar. Men hverken kongen eller dronningen har nu trods bogens titel nogen særlig fremtrædende rolle i bogen, hvis handling fortrinsvis bæres af to riddere, den gamle Mogens Gjøe og den unge Torben Andersen Bille, hans elskede Helvig og hendes fader, landsforræderen Niels Finke, hvilken sidste ser frem til tyskernes sejr og sin egen ophøjelse som deres fremmeste hjælper - men det kommer naturligvis til at gå noget anderledes.

Greven af Hérouville i Normandiet, en grov og voldelig mand, har ægtet den smukke, unge Jeanne de Saint-Savin - fortrinvsvis for at kunne annektere hendes families ejendomme for sine efterfølgere, og for at hun skal føde ham en arving. Da denne arving kommer til verden omkring 7 måneder efter, at ægteskabet er indgået, mener hertugen, at hans hustru må have "bedraget" ham - og han har svoret, at hvis det skete, ville han dreje halsen om på både hustruen og barnet.Efter nærmere gustent overlæg – hvori Jeannes rare godser ikke er det, der fylder mindst - beslutter han dog at lade begge leve, men forviser den formodet uægte søn, Etienne, til et fiskerhus ved stranden neden for hertugens borg, hvor han vokser op til en svagelig drømmer.Da Jeanne nogle år senere føder en ny søn, Maximilien, som er faderens udtrykte billede, bliver han straks taget fra hende og opdraget til at blive et eksempel på den samme robuste og ubehøvlede type som denne.Men da Maximilien dør i en duel, er faderen tvunget til at acceptere Etienne som arving for at slægten kan fortsættes.

"En dag i marts måned 1770 klokken seks om morgenen gik en kvinde, som i sine arme bar et nyfødt barn, langs med den venstre bred af den lille flod Gardon …"Udmattet til døden og svækket af sult og kulde når hun slottet Chamondrins port, hvor hun falder bevidstløs om. Da moderen dør, tager markien af Chamondrin barnet til sig og opdrager hende som sit eget sammen med "broderen" Philippe.Årene går lykkeligt hen. Men så kommer revolutionen og med den Rædselsregimet. Ingen aristokrat er sikker, og skønt Chamondrin er langt fra Paris, bliver markien myrdet og slottet brændt ned af en hob revolutionære, mens Philippe, hans trolovede Antoinette og Dolores flygter sammen med den trofaste tjener Coursegol …

Nylig fraskilt, midaldrende og alene vender forfatteren efter ti års fravær tilbage til Stockholm. Han opsøger gamle venner, men finder at de er forandrede og ikke mere sig selv - det eneste de har tilfælles med hinanden er minderne: "Han mærkede, at ingen mere talte om fremtiden, men kun om det forgangne." Han trækker sig altså tilbage i en selvvalgt ensomhed, hvorunder han fra sin lejlighed og på spadsereture ser og observerer de ukendte mennesker omkring sig, som efterhånden føles at være blevet bekendte."I ensomhed" er en selvbiografisk fortælling. Den er meget afdæmpet for Strindberg, og opfattes af nogle som "en beskrivelse af et menneske og en forfatter i forfald". Kritikeren Carl-Johan Malmberg havde en lidt anden opfattelse, da han i 2012 skrev i Svenska Dagbladet: "Strindbergs smukkeste prosabog … Et fint eksempel på den håb-indgivende Strindberg, han, som altid formåede at finde nye veje i livet."

I den første af de to historier, der spindes ind i hinanden i denne novelle eftersøger Archy Stillman sin fader for at skaffe sin moder hævn for den mishandling, han udsatte hende for i deres ægteskabs første måneder, før han forsvandt. I den anden møder samme Archy Stillman Sherlock Holmes i forbindelse med mordet på en søvminearbejder i den lille flække Hope Canyon i Californien, hvortil Holmes er ankommet for at tale med sin nevø Fetlock.Archy, der har et lokalt rygte for at kunne finde hvad som helst, om det så er den side, der sidst er blevet vendt i en given bog, kommer her i clinch med Sherlock over, hvem der er den rette gerningsmand i mordsagen - med et uventet udfald.

Den gamle doktor Pascal har trukket sig tilbage fra sin praksis og bor sammen med sin unge broderdatter Clotilde, som han har taget til sig som barn, da hans broder Aristide Saccard indgik et nyt ægteskab, og en gammel husholderske, Martine, på sin ejendom et stykke uden for Plassans. Han har helliget sig behandlingen af de lokale, og har udviklet et lægemiddel, som tilsyneladende kan bedre tilstanden for en mængde alvorlige sygdomme. Derudover har han helliget sig sin store interesse: principperne for arvelighed, som hans egen slægt, Rougon/Macquart'erne, afgiver et rigt studiemateriale til. Selv har han tilsyneladende ingen af slægtens svagheder - og det er han stolt af - men der afsløres næppe for meget ved at sige, at han i virkeligheden nok har mere end en enkelt rem af huden, når man ser nærmere til.Den religiøse husholderske gør fælles sag med den gamle Eugenie Rougon, og får påvirket Clotilde til at forsøge at ødelægge Pascals familieoptegnelser, som husholdersken anser for ugudelige, og moderen, hvis eneste tanke er slægtens ære, vil have dem brændt, for at slægtens laster og forbrydelser ikke skal afsløres for eftertiden. Da Pascal opdager komplottet, fortæller han Clotilde familiens historie, og samtidig går det op for ham, at han elsker den unge pige med al den lidenskab og trang til at give sig hen, han har sparet op gennem et langt og ensomt liv.I løbet af romanen får læseren samlet op på nogle af de løse ender fra de foregående 19 bøger, og vi bliver direkte vidner til nogle af medlemmernes dramatiske død.20. og sidste bind i Les Rougon-Macquart-serien.

Fjolle-Wilson er en ung sagfører, som har slået sig ned i en lille amerikansk by, hvor han på grund af sin originale optræden hurtigt er blevet til grin og har fået øgenavet "Fjolle-Wilson". Bl.a. har han den pudsige vane at samle på fingeraftryk på glasplader, og han er derved efterhånden blevet i stand til at identificere så at sige alle den lille bys indbyggere. Og denne passion skaffer ham til sidst en glimrende oprejsning under den mordsag, der udgør bogens afslutning.Selv om det ikke i sit udgangspunkt er en humoristisk roman, så fornægter Twain sig ikke, og benytter lejligheden til bl.a. at satirisere en over de sære udslag, racepolitikken i datidens USA gav sig - så som at en af udseende helt hvid mand automatisk er slave og regnes for sort, fordi én af hans tipoldefædre var det.

Da rigets marsk, Stig Andersen, drager i kamp mod svenskerne, efterlader han sin hustru Ingeborg i kong Erik Glippings varetægt. Den kvindeglade konge forfører i marskens fravær fru Ingeborg, og da Stig kommer hjemmer og opdager det, undsiger han kongen og slår sig sammen med en gruppe adelige og præster, der ligesom han, men af forskellige årsager, også er utilfredse med kongens adfærd. Med bistand af kongens kammertjener Rane Johnsen får de lokket kongen i et baghold i Finderup Lade syd for Viborg. Udfaldet er velkendt …Det er handlingen i Christian Richardt lille skuespil "Drot og Marsk", skrevet i samarbejde med komponisten Peter Heise i 1878, og tekstunderlaget for Heises nationalromantiske opera af samme navn. Det er dog ikke ord til andet samme tekst som operalibrettoen - som forfatteren skriver i et lille forord: "I musikken er et og andet mindre stykke udeladt".

Da Archibald Hunter tager på ferie i den lille kystflække Cruden Bay lidt nord for Aberdeen, regner han med at tilbringe nogle fredsommelige dage på landet. Imidlertid forstyrres hans fred af en gammel gælisk seerske og nogle mærkelige spøgelsessyner. Ikke desto mindre er han så indtaget af stedet, at han begynder at bygge et hus i Cruden for at slå sig ned. Men da han på en auktion køber en gammel dragkiste, der indeholder dokumenter i kode fra dengang, den spanske armada stævnede mod Englands kyster, og tilfældigt redder en ung, hemmelighedsfuld kvinde fra druknedøden, er Archibald pludselig indblandet til op over begge ører i et eventyr med afstikkere til både den spanske armada, gamle skatte, den spansk-amerikanske krig (der gik for sig, da bogen blev skrevet), den amerikanske og den engelske efterretningstjeneste – og en altovervældende kærlighedsaffære.

Latimer er udstyret med den evne - eller forbandelse - at kunne se ind i menneskenes hjerter, og at kunne se forskellige scener fra sin egen fremtid. Således ved han på dag og time, hvornår han skal dø, og med det som udgangspunkt fortæller han sit livs historie, et liv, hvor han stadig har været en særling og udstødt, ikke mindst af faderen, der foretrak hans ældre og langt mere "mandige" broder. Da broderen dør, overtager Latimer hans forlovede, som han længe har været dybt forelsket i, trods en viden om, at kærligheden efterhånden vil forvandles til et uudslukkeligt, morderisk had."Det løftede slør" er er en lille klassiker i den engelske "gotiske" litteratur.

Felix og Christlieb, som bor sammen med deres forældre på det lille herresæde Brakelheim, får en dag besøg af deres langt finere, mere velaflagte (og storsnudede) onkel og hans børn, et par gustne og kedsommelige stuevækster fra byen, som forsøger at brillere med deres dannelse og lærdom. De forærer Felix og Christlieb noget fint legetøj, som de dog snart bliver trætte af, og da onklen har forladt Brakelheim, skynder Felix og Christlieb sig ud og leger i skoven bag deres hjem. Derude møder de "det fremmede barn", som viser dem smukke natursyn og giver dem evnen til at flyve. Men hans fjende, jordåndernes konge, indfinder sig på Brakelheim i skikkelse af huslæreren magister Tinte - i virkeligheden en stor flue! - som fylder deres hoveder med kedsommelig lærdom og holder dem borte fra deres elskede skov, og fra "det fremmede barn" …

Den unge tømrer Adam Bede er forelsket i den smukke, selvoptagne, og noget naive landsbyskønhed Hetty Sorrel, men ved ikke, at han har en rival i sin barndomsven, den lokale herremands søn Arthur Donnithorne. Arthur lover Hetty ægteskab - noget han inderst inde godt ved ikke kan lade sig gøre på grund af standsforskellen mellem dem - og Hetty lader sig forføre, og drømmer om rigdom og adel. Adam opdager forholdet og får Arthur til at opgive Hetty, men skaden er sket, og selv om Adam ikke ophører med at elske Hetty, får historien alligevel tragiske konsekvenser for alle de involverede. "Adam Bede" var George Eliots første roman; den blev udgivet anonymt, men blev straks en bestseller, der fik misundelige kommentarer med på vejen fra flere af hendes mere etablerede forfatterkolleger - Elizabeth Gaskell bemærkede, at hun havde svært ved at se formålet med selv at skrive, når der fandtes bøger som "Adam Bede", og Alexandre Dumas anså den for at være et af århundredets mesterværker. Romanen er et stærkt billede af livet på landet i Englands Midlands-område omkring år 1800, af kærlighed og forførelse, religiøse strømninger og klasseforskelle, mens den industrielle revolution lurer i kulissen.Denne udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1859, samme år som den engelske førsteudgave.

Silas Marner udstødes af den religiøse sekt, han tilhører, og flygter ud på landet, hvor han slår sig ned som væver i landsbyen Raveloe. Her lever han afsondret, og anses af landsbyens øvrige indbyggere for en særling.En dag bryder hans verden sammen for ham, da hans sammensparede formue bliver stjålet fra ham. Men da han en nytårsaften finder han den forældreløse Eppie, hvis fader er ukendt og moderen død af kulde og druk, beslutter han at tage hende til sig, og det bliver hans livs vendepunkt.

Lisbeth Torbensdatter var en ung og smuk adelsjomfru på Kristian den Førstes tid. Hun havde to gode bejlere; den ene, Laurents, er en lidt kedelig, tilbageholdende, men retsindig type, som imidlertid er rig og derfor foretrækkes af hendes forældre og slægt; den anden, Herluf, tilhører den ansete slægt Gøye, han er smuk og vindende, men løs af karakter; han har tillige letsindigt forødt sit jordiske gods og er fattig som en kirkerotte. Ikke desmindre er det ham, der ejer Lisbeths hjerte.Da den jomfruelige og trofaste Lisbeth trods alt får alle hindringer ryddet til side for deres forbindelse, sviger Herluf hende for den stærkt lidenskabelige, intrigante Margrethe Lunge, som han tidligere halvvejs har lovet ægteskab …Lisbeth Torbensdatter kendes i Danmarkshistorien kun af nogle få sætninger i en slægtebog fra 1500-tallet. Af dette spinkle materiale væver H. F. Ewald et bredt tidsbillede af livet i danske adelskredse og ved hoffet på Kristian den Førstes tid.

Forfatteren er træt af Paris, og især af Eiffeltårnet (Maupassant hadede Eiffeltårnet og var medunderskriver på en protest mod, at det blev opført), og drager ud på en tur langs ned langs den italienske middelhavskyst til Sicilien, og derfra over til de franske kolonier i Algier og Tunis. Undervejs beskriver han sine mange indtryk og filosoferer over kunst og kultur i nutid og fortid.Det kan diskuteres, om "Vandrerliv" overhovedet er en roman - den er mere beslægtet med "novellesamlingerne" "På vandet" og "I solen". Men det var således, den blev præsenteret af det danske forlag ved førsteudgaven i 1907, frem for at oprette en særlig serie af rejsebøger. Og hos Maupassant kan grænsen mellem fiktion og fakta jo være noget flydende - en fagmæssig og uinteresseret rejsebeskrivelse er det i hvert fald ikke.

Den smukke, unge enke Michèle de Burne er en opstigende stjerne i Paris' society, og har i sin salon adskillige faste gæster: kendte kunstnere, der på skift har været hendes elskere, og efter at være kasseret har affundet sig med at være hendes beundrende skødehunde og pynt i salonen.Da André Mariolle - 37 år, ugift, rig og vant til at færdes i de bedre saloner, skønt han altid har levet i skyggen af andre og større genier – træffer Michéle, betages han stærkt af hende - og for hende er han endnu en, tilmed let, erobring til samlingen. Efterhånden involveres hun dog mere, end hun havde tænkt sig: "Jeg elsker Dem så højt, som det er mig muligt at elske. Er det min skyld, hvis jeg ikke kan elske anderledes eller bedre?" siger hun. Men det er ikke nok for André.Vort hjerte er ligesom Stærk som døden nok så meget en psykologisk studie som en roman. Det er Maupassants sidste større værk, og er skrevet på et tidspunkt, hvor den syfilis, han led af - en almindelig udbredt sygdom i 1800-tallet, og muligvis "arvet" fra moderen; Maupassants ældre broder var død i 1889 efter et forløb, der meget lignede hans – er ved at nå sit sidste stadium, og han kæmper med hovedpine, hallucinationer, periodevis blindhed og humørsvingninger, mens han bliver ved med at skrive.

Maleren Olivier Bertin har i tolv år været Anne, grevinde de Guilleroys, elsker. De er begge blevet halvgamle, men er trods de mange års udenomsægteskabelige elskov stadig hinandens "eneste ene" - omend på en mere sat og stilfærdig måde end for tolv år siden. Indtil den dag, da maleren ser Annes næsten voksne datter Annette, som er blevet opdraget fjernt fra Paris, og nu vender hjem til forældrene, og i hende genfinder billedet af den unge Anne de Guilleroy, som han forelskede sig i dengang de begge var unge.Grevinden aner efterhånden en tilbøjelighed for den unge pige hos Olivier, endog før han selv opdager og erkender den, og der opstår hos hende en jalousi overfor datteren, der forstærkes af en nagende angst for at blive gammel og ensom.